Historien om en bog: Jeg ved godt, du er der

Tilbage i 2016 annoncerede jeg et samarbejde mellem forlagene DreamLitt og Calibat, der gik ud på at lancere tre opsamlinger af mine noveller. DreamLitt ville tage sig af e-bogen, mens Calibat tog sig af den fysiske bog/papirbogen. Grunden til at aftalen kom i stand, var at jeg siden 2008 havde medvirket i mange antologier, og egentlig tænkte, at det var synd at gode noveller ikke blev læst af flere. Den første, Sand og sten, stål og glas udkom i 2016, den anden Fast arbejde i 2017 og endelig er det blevet tid til Jeg ved godt, du er der, der udkommer lige om lidt.

Som med de forrige samlinger, var det ikke genren, der var vigtig for mig, da jeg skulle sammensætte bogen. Det var temaet, fællesnævnere på tværs af skrivestil, længde og alder, der var det væsentlige. Hvor Fast arbejde handlede om humor og handler, handler Jeg ved godt, du er der om mennesker, dilemmaer og monstre. Både de ‘ægte’ monstre som vampyrer og varulve, men også de monstre, der går rundt lige ved siden af os. Samtidig var elementet af valg meget vigtigt, en stemning der vibrerer gennem alle fortællingerne. Ofte er det op til læseren selv at vurdere, om de valg, der træffes på og mellem linjerne nu også er de rigtige, eller om der overhovedet er noget, der kan kaldes rigtigt. Oprindeligt havde jeg det dogme, at hver opsamling skulle indeholde syv noveller, der alle havde været udgivet før, og så en enkelt ny, der lagde navn til samlingen. Det blev jeg nødt til at gentænke.

---

De seks steder, hvor de ‘gamle’ noveller i Jeg ved godt, du er der først blev udgivet.

Jeg kunne nemlig ikke finde ud af, hvilken ny novelle, der skulle være den ottende, nye og navngiver til samlingen. Så jeg endte med at sende en manuskript med ni noveller (og et digt) til min redaktør, og bad ham vælge. Alt var selvfølgelig omskrevet, revideret, redigeret og bragt up-to-date. Min redaktør valgte, men på en måde, jeg ikke havde forudset. Blandt de ni var novellen World Wide Web, der blev udgivet helt tilbage i 2009, og min redaktør sagde iskoldt, at den slet ikke var på niveau med resten. Desuden tænkte han at digtet var godt, men ikke matchede samlingen. Så hvad så? Jo, til gengæld mente han, at begge mine nyskrevne noveller skulle med fordi de var ‘virkelig superfede’.

---

Jeg har noget med systemer og orden. Derfor brød jeg mig ikke meget om at skulle fravige mit koncept. Samtidig var jeg enig med redaktøren om, at World Wide Web nok ikke helt matchede. Nogle gange løber tiden lidt fra noget af det, man har skrevet. Jeg kæmpede nogle dage med digtet, men i sidste ende var jeg enig i hvad han sagde. Derfor kom der to nye noveller med i Jeg ved godt, du er der. Titelnovellen og novellen, der runder hele samlingen af. Den hedder Sølvsilkenætter. Og på sin vis matcher samlingens første novelle Sølvsilkenætter ret fantastisk. Hvorfor og hvordan vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her. Men i sidste ende blev Jeg ved godt, du er der både mørk, ond og meget følelsesmættet.

Spørgsmålstegnet får mig til at tænke på min novellesamlingen Optisk bedrag fra 2012.

---

Vanen tro var det Anna Degnbol, der designede forsiden, og det er et partnerskab, jeg er virkelig glad for. Anna har en god evne til at omdanne mine ord til fantastiske forsider, og det er også tilfældet med Jeg ved godt, du er der. Den matcher de to forrige forsider i design, og er samtidig helt sin egen, hvilket er helt fantastisk. Derfor er det også dejligt, at både hun og forlaget Calibat har sagt ja til at udgive/illustrere yderligere to opsamlinger med mine tekster. Det betyder, at vi i stedet for de oprindelige tre ender på fem, og jeg kan afsløre, at den næste opsamling bliver overvejende realistisk og kommer til at handle om kærlighed.

På flere områder er Jeg ved godt, du er der virkelig en mørk bog. Den er fyldt med grimme ting, på næsten alle tænkelige måder, og flere gange i processen overvejede jeg at dæmme op for lidt af det. I sidste ende gjorde jeg det ikke. Fortællingerne i opsamlingen er dystre, men de besidder også en ægthed, jeg ikke vil være foruden, og derfor lod jeg dem stå, som de er. Hvis jeg havde manipuleret for meget med det grimme, ville det have kostet noget vigtigt, og det synes jeg ikke er fair. Efterhånden som jeg bliver ældre i gårde, kan jeg mærke, at der er sider af mit forfatterskab, der bliver vigtigere, og denne bog viser en flig af det.

På det sidste har jeg også tænkt en del over, at det ikke er helt fair at forfatteren alene løber med æren for en bog. Der er mange involverede i processen, og derfor vil jeg (næsten) runde dette indlæg af med at opremse de mennesker, der har været med til at skabe Jeg ved godt, du er der.

Emil Blichfeldt, forlægger/Jacob Hedegaard Pedersen, forlægger. Teddy Vork, redaktør. Anna Degnbol, illustrator. Manfred Christiansen, grafik. Susanne Jespersen, korrektur. Inge Greis, quality control. Tak til jer alle. Havde I ikke været der, ville værket ikke være en lige så god bog, som jeg virkelig mener, den er.

Jeg ved godt, du er der udkommer om et øjeblik på Calibat/DreamLitt. Den er fyldt med et årtis grumhed. Det er ganske rædselsvækkende og smukt, og du er meget velkommen til at læse med.

Historien om en bog: King

King. Åhja, historien om King er en lang og kringlet en, og for at få det hele med, skal vi langt tilbage. Og jeg mener virkelig langt. Til før jeg fik udgivet det mindste.

Da det nye årtusind stadig svælgede i nullerne, tilbragte jeg en del tid på et site, der hed digte.dk. Her publicerede jeg digte og korte fortællinger, indtil fortællingerne tog over, og jeg mere eller mindre kun skrev prosa. På digte.dk skrev jeg en historie i fem dele med titlen Brune Bamse, der handlede om en dreng, der gled ned i Helvede, og hans hund, der satte efter for at redde ham. Den fortælling blev en del af min debut Køtere dør om vinteren, og det var så egentlig det, troede jeg. Men nej.

I 2016 snakkede jeg med Emil Blichfeldt, ejeren af Calibat, om muligheden for at illustrere en af mine andre noveller, nemlig Udyr, der havde vundet forlagets Kandors varulve-konkurrence i 2014. Desværre kunne vi ikke finde den rette illustrator, så i stedet spurgte Emil, om jeg ikke havde skrevet noget andet, der måske egnede sig til at blive illustreret, og med lidt held kunne matche en yngre målgruppe, end jeg normalt skriver til. Jeg rodede mine tekster igennem, og sendte ham fem fortællinger, deriblandt Brune Bamse. Og det blev den han valgte. Fordi den talte til både børn og voksne. Hurra, tænkte jeg, en illustreret udgave af en af mine tekster. Det bliver en helt lille billedroman, og det har jeg ikke prøvet før. Men vi manglede stadig en tegner.

Da min novellesamling Kærlighedsfrugt udkom i 2015, var der en ekstra lille bonus i. Inden hver af de 14 noveller, var en illustration, der langsomt blev tydeligere. Den illustration var skabt af Christoffer Gertz Bech, og dengang snakkede han og jeg om, at han gerne ville prøve kræfter med et større projekt. Derfor sendte jeg ham råteksten til King, og et par dage efter accepterede han. Han ville gerne illustrere Brune Bamse, eller King, som den nu blev omtalt, og vi aftalte, at han havde helt frie hænder til at fortolke teksten i billede. Og så gik den lange proces i gang.

Ikke alene skulle Christoffer illustrere. Teksten skulle også skrives om, og skrives om. Det var lidt af en udfordring for mig, da jeg ikke tidligere havde skrevet noget, der også var møntet på børn. Den oprindelige tekst var for kort, og ordvalget for svært. Så jeg filede og gjorde ved, skændtes med min forlægger, nægtede at skrive teksten endnu lettere, gjorde det alligevel og så videre. I sidste ende havde jeg været igennem ni udgaver af teksten, hvis man ikke tæller det oprindelige forlæg med. Der var ingen tvivl om, at det var en bedre historie nu, og heldigvis var det lykkedes mig at lade en håndfuld af de lidt sværere ord blive stående. En forfatters stil og stemme skal være tydelig.

Mens jeg skrev, ventede Christoffer. Nogle af nøglescenerne vidste han ville vedblive i historien, og dem kunne han gå i gang med at skitsere. Andre kom først til efterhånden som processen skred frem. Ofte kom der en mail fra Christoffer sent på aftenen, hvor han lige ville vise, hvad han nu havde lavet, og det var fedt drypvist at se det grafiske univers få liv. Undervejs mødtes Christoffer og jeg med Manfred Christiansen, der grafisk har sat bogen op, og Emil selv til en omgang pilsnere og papirsnak, og den aften lærte jeg en helvedes masse om hvordan man sætter en billedroman op, hvordan man blander håndtegnede illustrationer og computergrafik og hvad det vil sige at være et team om noget. Samme aften lagde vi en slagplan for resten af forløbet, og i begyndelsen af maj 2018 var det hele klart. Billeder, tekst, forord, bagsidetekst og opsætning. Nu ventede trykken blot, og resultatet, ja, det kan alle se nu.

Forlægger Emil Blichfeldts forord.

Forfatteren taler om mørke i forskellige farver.

Efterspillet bliver interessant. For King indeholder reelt skræmmende elementer, og gad vide om børn med mere kan håndtere det? Især et punkt er jeg spændt på, men hvad det er, kan jeg ikke fortælle uden at ødelægge historien. Når du har læst King, kan det være, at du har et bud. Jeg glæder mig også til at se, hvor bibliotekerne vælger at opstille King, for er det for børn, for unge eller for voksne? Og gad vide, hvad læserne egentlig tænker? Vi får se, men allerede nu kan jeg sige, at der er noget fedt over at se sine ord omdannet til billeder, og hvem ved, måske finder Emil og jeg en dag en tegner til Udyr?