King. Åhja, historien om King er en lang og kringlet en, og for at få det hele med, skal vi langt tilbage. Og jeg mener virkelig langt. Til før jeg fik udgivet det mindste.
Da det nye årtusind stadig svælgede i nullerne, tilbragte jeg en del tid på et site, der hed digte.dk. Her publicerede jeg digte og korte fortællinger, indtil fortællingerne tog over, og jeg mere eller mindre kun skrev prosa. På digte.dk skrev jeg en historie i fem dele med titlen Brune Bamse, der handlede om en dreng, der gled ned i Helvede, og hans hund, der satte efter for at redde ham. Den fortælling blev en del af min debut Køtere dør om vinteren, og det var så egentlig det, troede jeg. Men nej.
I 2016 snakkede jeg med Emil Blichfeldt, ejeren af Calibat, om muligheden for at illustrere en af mine andre noveller, nemlig Udyr, der havde vundet forlagets Kandors varulve-konkurrence i 2014. Desværre kunne vi ikke finde den rette illustrator, så i stedet spurgte Emil, om jeg ikke havde skrevet noget andet, der måske egnede sig til at blive illustreret, og med lidt held kunne matche en yngre målgruppe, end jeg normalt skriver til. Jeg rodede mine tekster igennem, og sendte ham fem fortællinger, deriblandt Brune Bamse. Og det blev den han valgte. Fordi den talte til både børn og voksne. Hurra, tænkte jeg, en illustreret udgave af en af mine tekster. Det bliver en helt lille billedroman, og det har jeg ikke prøvet før. Men vi manglede stadig en tegner.
Da min novellesamling Kærlighedsfrugt udkom i 2015, var der en ekstra lille bonus i. Inden hver af de 14 noveller, var en illustration, der langsomt blev tydeligere. Den illustration var skabt af Christoffer Gertz Bech, og dengang snakkede han og jeg om, at han gerne ville prøve kræfter med et større projekt. Derfor sendte jeg ham råteksten til King, og et par dage efter accepterede han. Han ville gerne illustrere Brune Bamse, eller King, som den nu blev omtalt, og vi aftalte, at han havde helt frie hænder til at fortolke teksten i billede. Og så gik den lange proces i gang.
Ikke alene skulle Christoffer illustrere. Teksten skulle også skrives om, og skrives om. Det var lidt af en udfordring for mig, da jeg ikke tidligere havde skrevet noget, der også var møntet på børn. Den oprindelige tekst var for kort, og ordvalget for svært. Så jeg filede og gjorde ved, skændtes med min forlægger, nægtede at skrive teksten endnu lettere, gjorde det alligevel og så videre. I sidste ende havde jeg været igennem ni udgaver af teksten, hvis man ikke tæller det oprindelige forlæg med. Der var ingen tvivl om, at det var en bedre historie nu, og heldigvis var det lykkedes mig at lade en håndfuld af de lidt sværere ord blive stående. En forfatters stil og stemme skal være tydelig.
Mens jeg skrev, ventede Christoffer. Nogle af nøglescenerne vidste han ville vedblive i historien, og dem kunne han gå i gang med at skitsere. Andre kom først til efterhånden som processen skred frem. Ofte kom der en mail fra Christoffer sent på aftenen, hvor han lige ville vise, hvad han nu havde lavet, og det var fedt drypvist at se det grafiske univers få liv. Undervejs mødtes Christoffer og jeg med Manfred Christiansen, der grafisk har sat bogen op, og Emil selv til en omgang pilsnere og papirsnak, og den aften lærte jeg en helvedes masse om hvordan man sætter en billedroman op, hvordan man blander håndtegnede illustrationer og computergrafik og hvad det vil sige at være et team om noget. Samme aften lagde vi en slagplan for resten af forløbet, og i begyndelsen af maj 2018 var det hele klart. Billeder, tekst, forord, bagsidetekst og opsætning. Nu ventede trykken blot, og resultatet, ja, det kan alle se nu.
Forlægger Emil Blichfeldts forord.
Forfatteren taler om mørke i forskellige farver.
Efterspillet bliver interessant. For King indeholder reelt skræmmende elementer, og gad vide om børn med mere kan håndtere det? Især et punkt er jeg spændt på, men hvad det er, kan jeg ikke fortælle uden at ødelægge historien. Når du har læst King, kan det være, at du har et bud. Jeg glæder mig også til at se, hvor bibliotekerne vælger at opstille King, for er det for børn, for unge eller for voksne? Og gad vide, hvad læserne egentlig tænker? Vi får se, men allerede nu kan jeg sige, at der er noget fedt over at se sine ord omdannet til billeder, og hvem ved, måske finder Emil og jeg en dag en tegner til Udyr?