Hundrede ord, en køter og lidt kærlighed - et år efter

Jeg har efterhånden skrevet i mange år, og det er blevet til mange bøger. En af de ting, jeg har tænkt en del over på det sidste, er hvor forskellige de forskellige år som forfatter er. På dette tidspunkt i 2018, havde jeg allerede tre udgivelser ude og to i pipelinen, mens jeg lige nu har én udgivelse, der helt sikkert kommer ud i år og endnu en, der måske når det. Der er ingen tvivl om, at 2018 var lidt af en freak year, der ikke gentager sig, og alene det, at jeg også i år får en bog ud, er noget, jeg både er glad for og stolt af.

I tandem med mine tanker om gamle udgivelser, undres jeg over, hvor kort et liv en bog egentlig har. Det er ikke en ny tanke for mig. Jeg besøgte den allerede tilbage i 2015 i blogindlægget med den bidske titel Tillykke! Du har skrevet en død bog, som især omhandler, hvad man som forfatter måske kan gøre for at genoplive en gammel titel. Jeg synes stadig, at det har nogle gode pointer, men jeg tror ikke længere at man kan gøre fra eller til. Det eneste, der kan vække en backlist fra de døde, sådan for realz, er en bestseller, der undervejs mod himlen river de andre bøger med sig. Jeg forestiller mig en luftballon, hvor hver bardun er bundet til toppen af en gulerod.

Lige nu arbejder jeg på et undervisningsmateriale, skriver lidt på nogle katte-fortællinger og redigerer den roman/fortællekreds, der måske kommer ud i år. Og imens tænker jeg på alle de rosende ord og tilkendegivelser, jeg fik og efterfølgende har fået på netop de tre første bøger fra sidste år. Det er ikke alle forundt, og derfor har jeg behov for at dele dem med jer. Jeg håber, I har lyst til at læse med.

---

Scener fra et parforhold udkom i maj 2018 på forlaget DreamLitt, og var anderledes fra noget jeg tidligere havde udgivet. Ikke mindst formen, hvor hvert kapitel var en ny genre, var jeg meget spændt på hvordan ville blive modtaget. Bogen var samtidig et hak i ideen om, at jeg kun skriver i de fantastiske genrer.

Feedbacken var meget positiv. Lektørudtalelsen anbefalede den til ‘køb på alle biblioteker’, jeg blev sammenlignet med både Bob Dylan og Karl Ove Knausgård, ifølge en anmelder burde bogen husstandsomdeles og skulle man tro en læser burde den give mig det tre-årige arbejdslegat, da bogen virkelig var nytænkende.

Den måske dejligste oplevelse ved Scener kom fra den meget læser-feedback, og jeg modtager stadig billeder af bogen fra læsere rundt omkring i landet. For mig vidner det om, at Scener når ind og rører folk, lige der hvor de kan genkende sig selv, og det var en af de vigtigste grunde til at jeg skrev bogen. At ramme noget almen-menneskeligt, der kan være svært at sætte ord eller følelser på.

---

Næsten samtidig udkom FebruaryFICTION, der var et samarbejde med A.Rune, og indeholder 100 korte historier, 50 af os hver. Det var igen noget helt andet, end hvad jeg tidligere havde udgivet, og det var sjovt at se, hvordan de korte fortællinger var gode til at nå andre læsere og andre typer af læsere.

Anmeldelserne af FebruaryFICTION var positive, og roste især forskelligheden og den eksperimenterende tilgang til at fortælle en historie. Historierne blev brugt i undervisningsforløb, fulgt på Instagram og requested under oplæsninger. Men det vildeste ved denne udgivelse kom næsten præcis et år efter.

SMSpress, der udgav FebruaryFICTION, havde sendt bogen til vurdering hos Foreningen for Boghåndværk, og pludselig en dag dumpede en mail ind ad den digitale brevsprække. FebruaryFICTION havde vundet i kategorien Paperbacks og digitalt trykte bøger. Det var en særlig oplevelse, der kulminerede i en prisfest i Den Sorte Diamant komplet med udstilling af alle vinderne, der efterfølgende skulle på stor Europaturné. Lige nu ligger A.Runes og min bog et sted i Tyskland, hvor den bliver vendt og drejet. Gad vide om nogen forsøger at forstå historierne?

---

I august udkom King på forlaget Calibat, og for tredje gang det år var den forskellig fra alt, jeg tidligere havde fået udgivet. En omskrevet novelle illustreret af meget dygtige Christoffer Gertz Bech, udgivet i billedbogsformat uden rigtig at være en billedbog. Nærmest fra dag 1 haglede det ned over King med ros, og den kom både fra børn og voksne.

Anmelderne var vilde med den, en kaldte den for sin yndlingsgyser, en anden for en ‘hård men forfriskende fortælling’, en tredje ‘ at den får min anbefaling, fordi den er smertefuld’. Størst blev det dog, da King fik seks hjerter i Politiken, blev skamrost og efterfølgende blev nævnt i listen over årets ti bøger til børn og unge, samt blev en del af anmelder Steffen Larsens officielle foredrag på landets biblioteker. Den dag i dag tikker det stadig ind med kommentarer.

En enorm del af Kings succes var Christoffers tegninger, der ikke bare understøttede, men udbyggede min tekst. Der opstod en særpræget vekselvirkning, der forstærkede fortællingen og gjorde den til den slags bog, man kan læse flere gange og opdage nye ting i. Ligeledes skal grafiker Manfred Christiansens arbejde ikke glemmes, da han tog Christoffers tegninger og manipulerede dem der, hvor det gav mening. Efterfølgende fik vi lavet en håndfuld giclée-tryk af midtersidens illustration, og måske hænger de lige nu på hærdede børns værelser rundt omkring i Danmark. Hvis dit barn er glad for King, kunne det måske være, at han eller hun har lyst til at nominere den til en Orla.

---

Og det var så det. Bøgerne står på biblioteket, og jeg håber, at de bliver ved med at finde nye læsere. For når alt kommer til stykket, er det den eneste vigtige grund til at skrive. At nå ud til andre og give dem en oplevelse. Tak fordi I læste med.

Når bøger overlapper

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få fem bøger udgivet på et år. Det er måske hverdagskost blandt BU-forfattere, der har gang i flere serier, men ikke for mig, der primært er voksenforfatter. Selv nu, hvor jeg skriver dette indlæg, føles det fuldkommen vanvittigt, og jeg kan garantere for, at det ikke på noget tidspunkt var planen. Det var blot sådan terningerne faldt. Efterfølgende har det fået mig til at tænke over, hvor forskellige ruterne til en udgivelse er. Nogle bøger fyger direkte fra tastaturet til udgivelse, andre har ligget i rugeriet i mange år, mens helt andre genopstår fra de døde. Og de er de mange livsforløb, tingene skal handle om i dag.

Scener fra et parforhold udkom i maj, og på mange måder gennemlevede den et typisk forløb. Jeg begyndte at skrive på den i '14, og sendte den færdige roman ind til Politikens roman-konkurrence i '16. Jeg vandt ikke, og heldigvis for det. Bogen havde nemlig potentialet til at blive mere. I løbet af '16 og '17 skrev jeg den om tre gange, revurderede konceptet og volumen og fik afslag fra en ordentlig bunke forlag, indtil den endelig blev antaget. Der gik lidt over fire år fra jeg skrev første ord til jeg havde bogen i hånden, og det var ikke et øjeblik for langt. Scener fra et parforhold havde brug for at modnes, og efterfølgende har jeg været glad for, at den tog sin tid. Med nogle bøger er det nødvendigt at lade dem simre, og det er heldigvis en af de ting, jeg som forfatter er blevet meget bedre til med tiden. Selv om det selvfølgelig kan føles lidt sært at sige i et indlæg om fem bøger på et år ...

---

Som modvægt udkom FebruaryFICTION også i maj, men havde på sin vis ikke været længere undervejs end et par måneder. Tilbage i '16 faldt jeg over tiltaget FebruaryFiction, og producerede hvert år i februar måned 25+ tekster, en om dagen. Da jeg var i mål i '18, og havde modtaget meget positiv respons på mine korte fortællinger, tænkte jeg, at de egentlig ville egne sig til en udgivelse. Men hvilket forlag var mon alternativt nok til at binde an med det? Så kom jeg i tanke om SMSpress, der blandt andet har udgivet Bianca Fløes Trylleformuleringer, der er små Instagram-updates. Efter en kort snak med A.Rune, der er ophavsmand til konceptet, skrev vi til SMSpress og forelage dem ideen. En uge senere sagde de ja, og så skulle der ellers arbejdes hurtigt. At udvalgte eksempler af A.Runes og mine korte fortællinger blev en del af Clio Onlines forløb om den korte fiktion, gjorde ikke tingene værre. Jeg har ikke før oplevet en udgivelse gå fra tanke til færdig bog på lidt over to måneder, men det var rigtig sjovt at prøve.

---

King, der udkom den 15. august, var afgået ved døden. Helt og aldeles. Oprindeligt hed fortællingen Brune Bamse, og var en del af min debut Køtere dør om vinteren. Der var Brune Bamse novelle nummer 12 (af 31), altså placeret godt mellem alle de andre. Men ad krinkelkroge og tilfældigheder endte den historie med at blive hevet frem af gemmerne, støvet af og vurderet med nye øjne. Forlaget Calibat ville gerne udgive den som en illustreret fortælling, men det krævede lidt arbejde først. Brune Bamse var skrevet i 2008, og det mellemliggende årti havde heldigvis skærpet mine forfatter-færdigheder. Teksten blev omskrevet og udvidet, skiftede titel, ordvalget blev hist og her droslet ned, enkelte scener blev der gået mere i dybden med og efter 10 omskrivninger, endte den hos illustratoren Christoffer Gertz Bech, der pustede ekstra liv i fortællingen med fantastiske tegninger. King er en genganger, og én, jeg faktisk ikke havde set komme. Af det har jeg lært, at ens backlist aldrig er helt forvitret.

---

Romanen Slør begyndte jeg at skrive på i '16, og den udkommer til BogForum i oktober, på forlaget Kandor. Af de fem bøger, jeg får udgivet i '18, tænker jeg at Slørs vej til udgivelse er den mest normale. Efter manuskriptet havde været til redaktør første gang, efterlyste han mere rædsel. Da jeg godt kunne se hvad han mente, polstrede jeg manus med grimhed, og skrev det efterfølgende om endnu engang. Det var en kort overgang på tale, at Slør skulle udgives i slutningen af '17, men heldigvis blev det ikke sådan. Som med Scener fra et parforhold, blev den kun bedre af at få lov til at hvile sig. Jeg var meget rolig ved Slør helt fra begyndelsen, da jeg var blevet opfordret af forlaget til at sende dem horror-manuskripter. Det tog dem heller ikke længe at antage Slør (og et andet manuskript, I kan høre om en anden dag) og jeg oplevede den luksus det var at vide, at når jeg var færdig med at skrive en bog, ventede arbejdet med den næste. Det er der noget særligt og meget betryggende over.

---

Hvornår starter arbejdet på en opsamling? Der er to måder at se det på. Enten begynder man arbejdet fra man skriver den første novelle, eller også begynder man arbejdet, når man har samlet bruttotruppen af noveller til opsamlingen. Jeg ved godt, du er der begyndte altså enten i 2009 eller i 2016, og den udkommer til BogForum i oktober. Det var hårdt arbejde at vælge de bedste ud, for en opsamling handler ikke bare om at smide nogle noveller i en pose, og så ryste den. En opsamling har brug for en tråd, et tema, en stemme. Efter jeg havde udvalgt og vurderet, omskrev og reviderede jeg novellerne, for som så mange gange før, måtte jeg sande, at tiden havde forbedret mine evner. Jeg ved godt, du er der kom ikke som en overraskelse for mig. Den var en del af kontrakten med DreamLitt/Calibat fra 2016, der omfattede tre opsamlinger, og derfor kunne jeg nyde det hårde arbejde, fordi jeg havde god tid. Og det er noget, der vokset på mig. At nyde redigeringsprocessen, der er en raffinering af det, man har skabt.

---

En af de tanker, der er blevet ved med at summe om hovedet på mig, er om det er klogt at få udgivet så mange bøger på så kort tid. Positivt set gør det, at jeg konstant er tilstede med noget nyt, og forhåbentligt derigennem findes i folks bevidsthed. Det viser min bredde, at jeg på så kort tid kan udgive en realistisk parforholdsroman, mikrofiktioner, en billedroman til store unge, en horror/chicklit-roman og en opsamling af noveller. Negativt set kan det virke sløset, at bøgerne sprøjter ud. Den ene bogs slagskygge kan fuldkommen formørke den næste udgivelse. Læserne har måske ikke budget (eller lyst) til så meget Silvestri. Som jeg skrev i begyndelsen af dette indlæg, var det ikke planlagt, men sådan det faldt ud. Hvad tænker du? Er det klogt at udgive fem bøger på et år? Hvad er faldgruberne og hvad er fordelene?

Om det sker igen? Det tvivler jeg meget på. Selv om jeg har en del manuskripter nærved klar, og noveller nok til flere samlinger, kan jeg ikke forestille mig at horden vil gentage sig. Det føles som en once-in-a-lifetime-oplevelse.

Historien om en bog: King

King. Åhja, historien om King er en lang og kringlet en, og for at få det hele med, skal vi langt tilbage. Og jeg mener virkelig langt. Til før jeg fik udgivet det mindste.

Da det nye årtusind stadig svælgede i nullerne, tilbragte jeg en del tid på et site, der hed digte.dk. Her publicerede jeg digte og korte fortællinger, indtil fortællingerne tog over, og jeg mere eller mindre kun skrev prosa. På digte.dk skrev jeg en historie i fem dele med titlen Brune Bamse, der handlede om en dreng, der gled ned i Helvede, og hans hund, der satte efter for at redde ham. Den fortælling blev en del af min debut Køtere dør om vinteren, og det var så egentlig det, troede jeg. Men nej.

I 2016 snakkede jeg med Emil Blichfeldt, ejeren af Calibat, om muligheden for at illustrere en af mine andre noveller, nemlig Udyr, der havde vundet forlagets Kandors varulve-konkurrence i 2014. Desværre kunne vi ikke finde den rette illustrator, så i stedet spurgte Emil, om jeg ikke havde skrevet noget andet, der måske egnede sig til at blive illustreret, og med lidt held kunne matche en yngre målgruppe, end jeg normalt skriver til. Jeg rodede mine tekster igennem, og sendte ham fem fortællinger, deriblandt Brune Bamse. Og det blev den han valgte. Fordi den talte til både børn og voksne. Hurra, tænkte jeg, en illustreret udgave af en af mine tekster. Det bliver en helt lille billedroman, og det har jeg ikke prøvet før. Men vi manglede stadig en tegner.

Da min novellesamling Kærlighedsfrugt udkom i 2015, var der en ekstra lille bonus i. Inden hver af de 14 noveller, var en illustration, der langsomt blev tydeligere. Den illustration var skabt af Christoffer Gertz Bech, og dengang snakkede han og jeg om, at han gerne ville prøve kræfter med et større projekt. Derfor sendte jeg ham råteksten til King, og et par dage efter accepterede han. Han ville gerne illustrere Brune Bamse, eller King, som den nu blev omtalt, og vi aftalte, at han havde helt frie hænder til at fortolke teksten i billede. Og så gik den lange proces i gang.

Ikke alene skulle Christoffer illustrere. Teksten skulle også skrives om, og skrives om. Det var lidt af en udfordring for mig, da jeg ikke tidligere havde skrevet noget, der også var møntet på børn. Den oprindelige tekst var for kort, og ordvalget for svært. Så jeg filede og gjorde ved, skændtes med min forlægger, nægtede at skrive teksten endnu lettere, gjorde det alligevel og så videre. I sidste ende havde jeg været igennem ni udgaver af teksten, hvis man ikke tæller det oprindelige forlæg med. Der var ingen tvivl om, at det var en bedre historie nu, og heldigvis var det lykkedes mig at lade en håndfuld af de lidt sværere ord blive stående. En forfatters stil og stemme skal være tydelig.

Mens jeg skrev, ventede Christoffer. Nogle af nøglescenerne vidste han ville vedblive i historien, og dem kunne han gå i gang med at skitsere. Andre kom først til efterhånden som processen skred frem. Ofte kom der en mail fra Christoffer sent på aftenen, hvor han lige ville vise, hvad han nu havde lavet, og det var fedt drypvist at se det grafiske univers få liv. Undervejs mødtes Christoffer og jeg med Manfred Christiansen, der grafisk har sat bogen op, og Emil selv til en omgang pilsnere og papirsnak, og den aften lærte jeg en helvedes masse om hvordan man sætter en billedroman op, hvordan man blander håndtegnede illustrationer og computergrafik og hvad det vil sige at være et team om noget. Samme aften lagde vi en slagplan for resten af forløbet, og i begyndelsen af maj 2018 var det hele klart. Billeder, tekst, forord, bagsidetekst og opsætning. Nu ventede trykken blot, og resultatet, ja, det kan alle se nu.

Forlægger Emil Blichfeldts forord.

Forfatteren taler om mørke i forskellige farver.

Efterspillet bliver interessant. For King indeholder reelt skræmmende elementer, og gad vide om børn med mere kan håndtere det? Især et punkt er jeg spændt på, men hvad det er, kan jeg ikke fortælle uden at ødelægge historien. Når du har læst King, kan det være, at du har et bud. Jeg glæder mig også til at se, hvor bibliotekerne vælger at opstille King, for er det for børn, for unge eller for voksne? Og gad vide, hvad læserne egentlig tænker? Vi får se, men allerede nu kan jeg sige, at der er noget fedt over at se sine ord omdannet til billeder, og hvem ved, måske finder Emil og jeg en dag en tegner til Udyr?

Nyheder i april 2017 - om anmeldelser, bibliotekspenge og mit tyste projekt

Hvis marts var en boblende kedel, så har april været et damplokomotiv, der vinder fart. Nyhederne er adstadigt dryppet ind og med hensyn til arbejde har jeg ligget vandret i luften, men det kan du alt sammen høre nærmere om i et indlæg senere på ugen. Og nu, til sagerne.

Anmeldelser

I sidste nummer af Himmelskibet var der vanen tro en række anmeldelser af ny og nyere dansk fantastisk litteratur, og det inkluderede blandt andet en anmeldelse af min Sand og sten, stål og glas samt to antologier, hvori jeg medvirker. Det var anmelderen Thomas Winther, der stod for alle tre anmeldelser - men desværre er kun to af dem nået online.

Klaus Æ. Mogensen/Michael Bernth

Det er efterhånden blevet en stående munterhed, at de forskellige anmeldere af Sand og sten, stål og glas når frem til forskellige indbyrdes sammenhænge mellem novellerne, og det gør sig også gældende i denne omgang, men det kan I selv læse jer til i den fulde anmeldelse. Anmeldelsen rundes af med disse ord:

"Ud over de mange antologier som Silvestri har bidraget til, har han også en række selvstændige bøger bag sig, og denne bør stå i bogsamlingen ved siden af de andre, og har man ikke stiftet bekendtskab med science fiction-delen af hans forfatterskab, så er dette bestemt et godt sted at gøre det."

Sidste år udkom antologien Monster på forlaget Kandor. Den var den tredje i rædselsrækken (med Vampyr og Varulv som de to første), og jeg medvirkede med novellen Om blod og blæk. Den er netop en af de noveller, Thomas Winther fremhæver i anmeldelsen (de andre er vinderen Teddy Vork og Lars Ahn Pedersen), og han har følgende at sige:

"Silvestri har flere gange skrevet i samme weird fiction-tradition som bl.a. Clive Barker, og denne novelle er i denne tradition. Her er det monstrøse meget fysisk, men også meget hemmeligt. Det lurer skjult og kræver et offer fra sine følgerer, et offer som skal komme fra personen selv, men omvendt så bliver man også en del af væsenet. Dette er lige en novelle for mig, da den ikke kun handler om at beskrive et ubeskriveligt monster, men også i højere grad handler om at beskrive den indflydelse som mødet har på hovedpersonen."

En sidste ting: Himmelskibet er en af de meget få steder i Danmark, hvor fantastisk litteratur anmeldes, og som det ser ud nu, mangler de penge til at blive ved med at trykke det fysiske blad. Hvis du har lyst til at blive medlem, så kan du gøre det her.

På Eibes Bogblog har anmelderen Anika Eibe anmeldt horror-antologien Hvis jeg overlever natten fra sidste år, og min fortælling har mildest talt fået hende op af stolen:

"Jeg må dog sige at det er meget modigt at starte samlingen med A. Silvestris "In uteri". Det er en meget usympatisk hovedperson og med et meget stødende sprog, og selv om jeg normalt ikke er så nem at støde, så sad jeg med flagrende næsebor under hele læsningen.  Ikke dermed sagt at det er en dårlig novelle, men den er "in your face" og grænseoverskridende.  Men det er jo også lidt hans stil, jeg mindes i hvert fald at have set lidt af det samme i Kærlighedsfrugt. Han er i hvert fald en meget modig forfatter."

Det er sjældent, at jeg bliver irriteret over anmeldelser, men denne prikker lidt til mig, af to grunde. For det første fordi det 'stødende sprog'  med god grund er centreret om et enkelt element i fortællingen, og det virker ikke som om anmelderen har opdaget det, og så fordi det kendetegnes som min stil, hvilket jeg synes er at sætte mig i en kasse, der ikke rammer store dele af mit forfatterskab. Anika Eibe skal dog stadig have tak for at læse til ende, og heldigvis giver hun samlingen fire hjerter, hvilket er dejligt - og så er det altid fedt at være modig :)

Penge 

Moneter er omdrejningspunktet i næste del. I starten af april flød facebook over med hhv. jubelråb og vredesbrøl, lange takketaler og skummende had, alt sammen på grund af uddelingen af arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Jeg var så heldig at modtage legat i både 2015 og 2016, men i år fik jeg afslag på min ansøgning. Op til havde jeg lidt frygtet min reaktion på et afslag, men det viste sig at jeg blot trak på skuldrene. Jeg var i gang med at skrive, og jeg kunne ikke tage mig så meget af det. Selvfølgelig er jeg lidt ærgerlig, og selvfølgelig bider jeg mærke i at de år jeg fik legat nævnte jeg et socialrealistisk projekt, hvilket jeg ikke gjorde i år, men jeg har stadig den store følelse af 'nå, så blev det ikke sådan i år'. Økonomisk er det dog skideærgerligt, da det ikke er blevet lettere at leve af at være forfatter i Danmark (eller alle mulige andre steder).

Plastret på såret kom et par dage senere, da årets bibliotekspenge rullede ind. Siden mit første år som modtager er jeg steget støt, og det var heldigvis også tilfældet i år. Dog var min stigning meget moderat (men de mangler så også at tælle 60 eksemplarer af Sand og sten, stål og glas), men den var der. Mere ærgerligt var det, at jeg på min liste kunne se at bibliotekerne var begyndt at kassere eksemplarer af min første novellesamling OG udgivelse, Køtere dør om vinteren, så hvis du har lyst til at læse den, kan det være du skal skynde dig, eller købe et eksemplar her hos mig.

Mit tyste projekt 

Ja, den slags har jeg også. Helt tilbage i 2014 begyndte jeg at jonglere med tanken om at få nogle af mine historier illustreret, ikke som graphic novel eller lignende, men som man ville illustrere en børnebog. Der var blot et indbygget problem i det, nemlig at mange af mine fortællinger ikke var rettet mod børn og unge. Jeg gik mine fortællinger igennem, og nåede frem til en lille håndfuld, der i hvert fald landede i en gråzone. En af de noveller var Brune Bamse, der er en del af Køtere dør om vinteren. Den historie handler om en dreng, der bliver stjålet, og hans trofaste hund, der jager efter ham for at redde ham. I januar fandt jeg den frem fra gemmerne, og omskrev den fra bunden. Ud af den gamle historie kom en ny novelle med titlen King. Og heldigvis havde jeg en tegner klar, der meget gerne ville illustrere, nemlig ingen ringere end Christoffer Gertz Bech, der også tegnede gengangerbilledet i min novellesamling Kærlighedsfrugt. Nu nærmer vi os et spændende sted, hvor mange af tegningerne er ved at være klar og jeg har fået lov til at vise jer en enkelt, der blandt andet forestiller King.

Tegnet af Christoffer Gertz Bech

Endnu er tegningen uden farver, men det er lige på trapperne. King er en historie, der kan læses af 10-12-årige, men mellem linjerne gemmer den på mange grimme sager, især om forholdet mellem forældre og børn, hvilket også retter den mod voksne. Skal jeg så nu til at lave en masse af den slags? Jeg tvivler på det, men vil absolut ikke udelukke, at det er noget jeg kan finde på igen. Som det ser ud lige nu, udkommer King engang til efteråret på Calibat. 

Det var vist alle nyheder for nu - men heldigvis er der snart flere. Pas på jer selv derude.

Nyheder i april - om anmeldelser, bibliotekspenge og arbejdslegat

Det er halvanden måneds tid siden jeg sidst skrev en række nyheder, men det er nu ikke fordi der har skortet på dem. De fleste af de store ting, der sker i øjeblikket, flyver blot under radaren og dem får I først at høre om senere. Dog har især Kærlighedsfrugt været godt om sig, og derfor kommer min novellesamling fra sidste år også til at stjæle det meste af dette indlæg.

12. og 13. marts var der Krimimesse i Horsens, og jeg var der i embeds medfør. Men jeg var der også fordi jeg var på shortlisten til Årets Danske Horrorudgivelse med min novellesamling Kærlighedsfrugt. Jeg var oppe mod fire dygtige forfattere, og jeg må indrømme at jeg fandeme blev skuffet, da jeg ikke vandt prisen. Det blev i stedet for Michael Kamp der løb med trofæet for romanen Samlerne, og stort tillykke til ham. Kamp er en af Danmarks dygtige horror-forfattere, og man skylder klart sig selv at læse mindst en af hans bøger. Efterfølgende fik alle de nominerede et par ord fra dommerne med på vejen, og om Kærlighedsfrugt sagde de følgende:

"Kærlighedsfrugt er et interessant bekendtskab, hvor man både bliver overrasket og glemmer, at det er horrorelementet, der er i centrum i de gennemførte og velskrevne noveller, der fortjener et stort publikum."

Jeg vælger at høre deres begrundelse som meget positiv, ikke mindst den del med at man som læser glemmer det egentlig er horror man sidder med. Det er 'bare' litteratur - og det er et sted jeg ønsker at al genrelitteratur kan komme til. Der hvor det er aldeles irrelevant hvilken genre værket tilhører.

Inden hver novelle er der lidt grafik ...

Forfatteren Anika Eibe har også en blog, hvor hun anmelder bøger. I marts var hun nået til Kærlighedsfrugt, og hun havde blandt andet følgende at sige i sin anmeldelse:

"Yrk! A. Silvestri er dygtig. Derom hersker ingen tvivl. Mange af novellerne er virkelig klamme og skræmmende og nogle af dem får man det helt fysisk dårlig af at læse."

Jeg havde lagt mærke til Anikas aversion mod blod og den slags i forvejen, så jeg var egentlig ikke overrasket over at det endte med at de væmmelige, og til tider udpenslende passager, trak ned for hende. Lidt ærgerlig var jeg dog over at det trak hele to ud af seks hjerter ned. Til gengæld var jeg meget glad for at hun brugte en del tid på at snakke om forside og den tegning, der er der mange gange i løbet af bogen. Det er forresten kunstneren Christoffer Gertz Bech der står for den.

Kærlighedsfrugt er også blevet anmeldt i Himmelskibet, og det er Thomas Winther der står for det. Han siger blandt andet:

"Samlet kan det siges at novellerne holder et højt niveau, og de passer sammen i denne samling, da de alle har samme dystre tone. ... Med den store produktivitet som Silvestri har, så håber jeg snart at vi får endnu en samling fra hans hånd."

Og så er der ikke mere om Kærlighedsfrugt. Der er til gengæld noget om noget helt andet.

Hver år uddeler Statens Kunstfond legater, hvor det tre-årige arbejdslegat er Den Hellige Gral. Rigtig mange af landets forfattere søger det tre-årige, ikke mindst fordi at hvis man ikke får det, er der automatisk en chance for at få det et-årige arbejdslegat. Jeg fik i 2015, og regnede egentlig ikke med noget, da jeg sendte ansøgningen i år. Det kunne jeg godt have gjort, for jeg er faktisk så heldig (eller dygtig, vælg selv), at jeg har fået igen i år. Det jeg laver er blevet vurderet godt nok til at det skal støttes. Det er en helt fantastisk følelse, og den bliver absolut ikke mindre af at det er et helt nyt udvalg, der har vurderet tingene i år. Samtidig synes jeg virkelig det er skidevigtigt at min kombination som voksenforfatter OG forfatter af fantastisk litteratur er modtager af et legat. Er vi heldige, kan det være de første spæde skridt til mere accept af de fantastiske genrer.

KBHs hovedbibliotek

Hvis man bare følger en smule med i nyhederne, ved man at de danske biblioteker er i tumult. Alt forandrer sig, omstruktureres, forværres (eller forbedres) og det har især ramt de fysiske bogsamlinger. Derfor var jeg også lidt angst, da jeg åbnede brevet fra Kulturstyrelsen med mine årlige bibliotekspenge. Heldigvis for mig var de steget, og med tilstrækkeligt meget til at jeg malede over den Fanden på væggen jeg havde været i fuld gang med at skitsere. A. Silvestri er nu at finde i tæt ved 2500 værker spredt ud over det danske land, og jeg har så sandelig ikke tænkt mig at stoppe nu. Som en sidste bemærkning synes jeg også det er vigtigt med bibliotekspengene. Som forfatter har man ikke mange sikre kilder til indkomst, men disse penge er der trods alt hvert år. Det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, at Pandaemonium stadig skæpper meget godt i kassen. En roman på næsten 800 sider er ikke det værste at begynde sin roman-karriere med :)

Så, nu triller nyhedsbussen et andet sted hen, men jeg tror nok den kommer her forbi igen inden alt for længe. Indtil da, så pas på dig selv og læs mine bøger. Hvis du låner dem på biblioteket, er du også med til at sikre at jeg stadig får bibliotekspenge. Tak.