Hundrede ord, en køter og lidt kærlighed - et år efter

Jeg har efterhånden skrevet i mange år, og det er blevet til mange bøger. En af de ting, jeg har tænkt en del over på det sidste, er hvor forskellige de forskellige år som forfatter er. På dette tidspunkt i 2018, havde jeg allerede tre udgivelser ude og to i pipelinen, mens jeg lige nu har én udgivelse, der helt sikkert kommer ud i år og endnu en, der måske når det. Der er ingen tvivl om, at 2018 var lidt af en freak year, der ikke gentager sig, og alene det, at jeg også i år får en bog ud, er noget, jeg både er glad for og stolt af.

I tandem med mine tanker om gamle udgivelser, undres jeg over, hvor kort et liv en bog egentlig har. Det er ikke en ny tanke for mig. Jeg besøgte den allerede tilbage i 2015 i blogindlægget med den bidske titel Tillykke! Du har skrevet en død bog, som især omhandler, hvad man som forfatter måske kan gøre for at genoplive en gammel titel. Jeg synes stadig, at det har nogle gode pointer, men jeg tror ikke længere at man kan gøre fra eller til. Det eneste, der kan vække en backlist fra de døde, sådan for realz, er en bestseller, der undervejs mod himlen river de andre bøger med sig. Jeg forestiller mig en luftballon, hvor hver bardun er bundet til toppen af en gulerod.

Lige nu arbejder jeg på et undervisningsmateriale, skriver lidt på nogle katte-fortællinger og redigerer den roman/fortællekreds, der måske kommer ud i år. Og imens tænker jeg på alle de rosende ord og tilkendegivelser, jeg fik og efterfølgende har fået på netop de tre første bøger fra sidste år. Det er ikke alle forundt, og derfor har jeg behov for at dele dem med jer. Jeg håber, I har lyst til at læse med.


eIU7t2J5X99UmAwJmN9nlw.jpg

Scener fra et parforhold udkom i maj 2018 på forlaget DreamLitt, og var anderledes fra noget jeg tidligere havde udgivet. Ikke mindst formen, hvor hvert kapitel var en ny genre, var jeg meget spændt på hvordan ville blive modtaget. Bogen var samtidig et hak i ideen om, at jeg kun skriver i de fantastiske genrer.

Feedbacken var meget positiv. Lektørudtalelsen anbefalede den til ‘køb på alle biblioteker’, jeg blev sammenlignet med både Bob Dylan og Karl Ove Knausgård, ifølge en anmelder burde bogen husstandsomdeles og skulle man tro en læser burde den give mig det tre-årige arbejdslegat, da bogen virkelig var nytænkende.

Den måske dejligste oplevelse ved Scener kom fra den meget læser-feedback, og jeg modtager stadig billeder af bogen fra læsere rundt omkring i landet. For mig vidner det om, at Scener når ind og rører folk, lige der hvor de kan genkende sig selv, og det var en af de vigtigste grunde til at jeg skrev bogen. At ramme noget almen-menneskeligt, der kan være svært at sætte ord eller følelser på.


Næsten samtidig udkom FebruaryFICTION, der var et samarbejde med A.Rune, og indeholder 100 korte historier, 100 af os hver. Det var igen noget helt andet, end hvad jeg tidligere havde udgivet, og det var sjovt at se, hvordan de korte fortællinger var gode til at nå andre læsere og andre typer af læsere.

Anmeldelserne af FebruaryFICTION var positive, og roste især forskelligheden og den eksperimenterende tilgang til at fortælle en historie. Historierne blev brugt i undervisningsforløb, fulgt på Instagram og requested under oplæsninger. Men det vildeste ved denne udgivelse kom næsten præcis et år efter.

SMSpress, der udgav FebruaryFICTION, havde sendt bogen til vurdering hos Foreningen for Boghåndværk, og pludselig en dag dumpede en mail ind ad den digitale brevsprække. FebruaryFICTION havde vundet i kategorien Paperbacks og digitalt trykte bøger. Det var en særlig oplevelse, der kulminerede i en prisfest i Den Sorte Diamant komplet med udstilling af alle vinderne, der efterfølgende skulle på stor Europaturné. Lige nu ligger A.Runes og min bog et sted i Tyskland, hvor den bliver vendt og drejet. Gad vide om nogen forsøger at forstå historierne?

31890924_2149192805097165_1335517714164219904_n.jpg
62451329_576267479448177_717037153615347712_n.jpg

31313131.jpg
king_413824.jpg

I august udkom King på forlaget Calibat, og for tredje gang det år var den forskellig fra alt, jeg tidligere havde fået udgivet. En omskrevet novelle illustreret af meget dygtige Christoffer Gertz Bech, udgivet i billedbogsformat uden rigtig at være en billedbog. Nærmest fra dag 1 haglede det ned over King med ros, og den kom både fra børn og voksne.

Anmelderne var vilde med den, en kaldte den for sin yndlingsgyser, en anden for en ‘hård men forfriskende fortælling’, en tredje ‘ at den får min anbefaling, fordi den er smertefuld’. Størst blev det dog, da King fik seks hjerter i Politiken, blev skamrost og efterfølgende blev nævnt i listen over årets ti bøger til børn og unge, samt blev en del af anmelder Steffen Larsens officielle foredrag på landets biblioteker. Den dag i dag tikker det stadig ind med kommentarer.

En enorm del af Kings succes var Christoffers tegninger, der ikke bare understøttede, men udbyggede min tekst. Der opstod en særpræget vekselvirkning, der forstærkede fortællingen og gjorde den til den slags bog, man kan læse flere gange og opdage nye ting i. Ligeledes skal grafiker Manfred Christiansens arbejde ikke glemmes, da han tog Christoffers tegninger og manipulerede dem der, hvor det gav mening. Efterfølgende fik vi lavet en håndfuld giclée-tryk af midtersidens illustration, og måske hænger de lige nu på hærdede børns værelser rundt omkring i Danmark. Hvis dit barn er glad for King, kunne det måske være, at han eller hun har lyst til at nominere den til en Orla.


Og det var så det. Bøgerne står på biblioteket, og jeg håber, at de bliver ved med at finde nye læsere. For når alt kommer til stykket, er det den eneste vigtige grund til at skrive. At nå ud til andre og give dem en oplevelse. Tak fordi I læste med.