A.Rune

Når bøger overlapper

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få fem bøger udgivet på et år. Det er måske hverdagskost blandt BU-forfattere, der har gang i flere serier, men ikke for mig, der primært er voksenforfatter. Selv nu, hvor jeg skriver dette indlæg, føles det fuldkommen vanvittigt, og jeg kan garantere for, at det ikke på noget tidspunkt var planen. Det var blot sådan terningerne faldt. Efterfølgende har det fået mig til at tænke over, hvor forskellige ruterne til en udgivelse er. Nogle bøger fyger direkte fra tastaturet til udgivelse, andre har ligget i rugeriet i mange år, mens helt andre genopstår fra de døde. Og de er de mange livsforløb, tingene skal handle om i dag.

3123.jpg

Scener fra et parforhold udkom i maj, og på mange måder gennemlevede den et typisk forløb. Jeg begyndte at skrive på den i '14, og sendte den færdige roman ind til Politikens roman-konkurrence i '16. Jeg vandt ikke, og heldigvis for det. Bogen havde nemlig potentialet til at blive mere. I løbet af '16 og '17 skrev jeg den om tre gange, revurderede konceptet og volumen og fik afslag fra en ordentlig bunke forlag, indtil den endelig blev antaget. Der gik lidt over fire år fra jeg skrev første ord til jeg havde bogen i hånden, og det var ikke et øjeblik for langt. Scener fra et parforhold havde brug for at modnes, og efterfølgende har jeg været glad for, at den tog sin tid. Med nogle bøger er det nødvendigt at lade dem simre, og det er heldigvis en af de ting, jeg som forfatter er blevet meget bedre til med tiden. Selv om det selvfølgelig kan føles lidt sært at sige i et indlæg om fem bøger på et år ...


Som modvægt udkom FebruaryFICTION også i maj, men havde på sin vis ikke været længere undervejs end et par måneder. Tilbage i '16 faldt jeg over tiltaget FebruaryFiction, og producerede hvert år i februar måned 25+ tekster, en om dagen. Da jeg var i mål i '18, og havde modtaget meget positiv respons på mine korte fortællinger, tænkte jeg, at de egentlig ville egne sig til en udgivelse. Men hvilket forlag var mon alternativt nok til at binde an med det? Så kom jeg i tanke om SMSpress, der blandt andet har udgivet Bianca Fløes Trylleformuleringer, der er små Instagram-updates. Efter en kort snak med A.Rune, der er ophavsmand til konceptet, skrev vi til SMSpress og forelage dem ideen. En uge senere sagde de ja, og så skulle der ellers arbejdes hurtigt. At udvalgte eksempler af A.Runes og mine korte fortællinger blev en del af Clio Onlines forløb om den korte fiktion, gjorde ikke tingene værre. Jeg har ikke før oplevet en udgivelse gå fra tanke til færdig bog på lidt over to måneder, men det var rigtig sjovt at prøve.


King, der udkom den 15. august, var afgået ved døden. Helt og aldeles. Oprindeligt hed fortællingen Brune Bamse, og var en del af min debut Køtere dør om vinteren. Der var Brune Bamse novelle nummer 12 (af 31), altså placeret godt mellem alle de andre. Men ad krinkelkroge og tilfældigheder endte den historie med at blive hevet frem af gemmerne, støvet af og vurderet med nye øjne. Forlaget Calibat ville gerne udgive den som en illustreret fortælling, men det krævede lidt arbejde først. Brune Bamse var skrevet i 2008, og det mellemliggende årti havde heldigvis skærpet mine forfatter-færdigheder. Teksten blev omskrevet og udvidet, skiftede titel, ordvalget blev hist og her droslet ned, enkelte scener blev der gået mere i dybden med og efter 10 omskrivninger, endte den hos illustratoren Christoffer Gertz Bech, der pustede ekstra liv i fortællingen med fantastiske tegninger. King er en genganger, og én, jeg faktisk ikke havde set komme. Af det har jeg lært, at ens backlist aldrig er helt forvitret.


Romanen Slør begyndte jeg at skrive på i '16, og den udkommer til BogForum i oktober, på forlaget Kandor. Af de fem bøger, jeg får udgivet i '18, tænker jeg at Slørs vej til udgivelse er den mest normale. Efter manuskriptet havde været til redaktør første gang, efterlyste han mere rædsel. Da jeg godt kunne se hvad han mente, polstrede jeg manus med grimhed, og skrev det efterfølgende om endnu engang. Det var en kort overgang på tale, at Slør skulle udgives i slutningen af '17, men heldigvis blev det ikke sådan. Som med Scener fra et parforhold, blev den kun bedre af at få lov til at hvile sig. Jeg var meget rolig ved Slør helt fra begyndelsen, da jeg var blevet opfordret af forlaget til at sende dem horror-manuskripter. Det tog dem heller ikke længe at antage Slør (og et andet manuskript, I kan høre om en anden dag) og jeg oplevede den luksus det var at vide, at når jeg var færdig med at skrive en bog, ventede arbejdet med den næste. Det er der noget særligt og meget betryggende over.

Buch-Couture-Eksklusivt-håndlavet-slør-boederet-med-perler-på-Moesgard-strand-1087.jpg

dark_embers_by_mrhoeft-d7jn36o.jpg

Hvornår starter arbejdet på en opsamling? Der er to måder at se det på. Enten begynder man arbejdet fra man skriver den første novelle, eller også begynder man arbejdet, når man har samlet bruttotruppen af noveller til opsamlingen. Jeg ved godt, du er der begyndte altså enten i 2009 eller i 2016, og den udkommer til BogForum i oktober. Det var hårdt arbejde at vælge de bedste ud, for en opsamling handler ikke bare om at smide nogle noveller i en pose, og så ryste den. En opsamling har brug for en tråd, et tema, en stemme. Efter jeg havde udvalgt og vurderet, omskrev og reviderede jeg novellerne, for som så mange gange før, måtte jeg sande, at tiden havde forbedret mine evner. Jeg ved godt, du er der kom ikke som en overraskelse for mig. Den var en del af kontrakten med DreamLitt/Calibat fra 2016, der omfattede tre opsamlinger, og derfor kunne jeg nyde det hårde arbejde, fordi jeg havde god tid. Og det er noget, der vokset på mig. At nyde redigeringsprocessen, der er en raffinering af det, man har skabt.


En af de tanker, der er blevet ved med at summe om hovedet på mig, er om det er klogt at få udgivet så mange bøger på så kort tid. Positivt set gør det, at jeg konstant er tilstede med noget nyt, og forhåbentligt derigennem findes i folks bevidsthed. Det viser min bredde, at jeg på så kort tid kan udgive en realistisk parforholdsroman, mikrofiktioner, en billedroman til store unge, en horror/chicklit-roman og en opsamling af noveller. Negativt set kan det virke sløset, at bøgerne sprøjter ud. Den ene bogs slagskygge kan fuldkommen formørke den næste udgivelse. Læserne har måske ikke budget (eller lyst) til så meget Silvestri. Som jeg skrev i begyndelsen af dette indlæg, var det ikke planlagt, men sådan det faldt ud. Hvad tænker du? Er det klogt at udgive fem bøger på et år? Hvad er faldgruberne og hvad er fordelene?

Om det sker igen? Det tvivler jeg meget på. Selv om jeg har en del manuskripter nærved klar, og noveller nok til flere samlinger, kan jeg ikke forestille mig at horden vil gentage sig. Det føles som en once-in-a-lifetime-oplevelse.

Historien om en bog: FebruaryFICTION

For de af jer, der har stukket snuden dybere end til spidsen i mit forfatterskab, kan det ikke overraske, at jeg er lidt af en sucker efter at afprøve nye former og formater. For mig er det en af søjlerne i det at være forfatter, konstant at forsøge at udvikle og udfordre sig selv. Det er sådan man vokser som kunstner. Derfor fangede konceptet FebruaryFICTION også med det samme min interesse, da det blev lanceret i 2016.

30841624_862424890607727_924279470360100864_n.jpg
32682519_1842411642728656_5477049588437221376_o.jpg
20180512_165152.jpeg
30899883_1747629021969739_2724669304883642368_n.jpg

Det var forfatteren A. Rune, der stod bag det. Han var inspireret af Inktober, der er skabt af Jake Parker i 2009, men hvor Inktober handler om at det visuelle, nemlig at tegne og illustrere, handler FebruaryFiction om det skrevne ord. I 2016 åbnede A.Rune for konceptet, der i sin enkelhed gik ud på at skrive korte tekster. Disse måtte ikke være over 100 ord, og man skulle tilstræbe en begyndelse, en midte og en slutning, eller som jeg ser det, en form for narrativ. Hver fortælling skulle publiceres, helst online, og med hashtagget #februaryfiction. Men det kan du alt sammen læse mere om på den officielle hjemmeside.

I hvert fald tænkte jeg at det lød sjovt, og så kastede jeg mig ud i det. Jeg skrev de små fortællinger mellem alle mine andre tekster, og det gik hurtigt op for mig, at det var udfordrende hver dag at skulle skrive en ny fortælling. Det satte konstant min kreativitet og tanker på en prøve. Dernæst kunne jeg godt lide rammerne. At skulle skrive klart og præcist, at vælge hvert eneste ord med omhu, at hugge fra og lægge til. Det var ikke strengt nødvendigt at skrive en ny FebruaryFICTION hver dag i februar, men det gjorde jeg selvfølgelig, fordi sådan er jeg. Og da februar 2017 ankom, var jeg med ombord. Jeg skiftede udgivelsesplatform fra Twitter til Instagram, hvilket gjorde at mange flere nu kommenterede mine ord.  Da det blev 2018, var jeg med for tredje år, og da måneden var slut, tænkte jeg: De her små fortælllinger ville egentlig også gøre sig godt i en bog. 

Der var ikke langt fra tanke til handling. Forlaget SMSpress, jeg vidste tidligere havde arbejdet i lidt andre formater, som f.eks. Bianca Fløes lækre @trylleformuleringer med Instagram-poesi, var med det samme med på ideen, og det samme var konceptets skaber A.Rune. Og så gik det hurtigt. A. Rune og jeg mødtes med SMSpress, og en måned senere skulle manus ligge klar. Vi skulle hver sende 50 af vores bedste FebruaryFICTIONs, og tilsammen ville de danne ikke alene en bog, men også en reklame for konceptet. Som sagt, så gjort. I konceptets ånd smed jeg en del af udvælgelsen ud til mine følgere på Instagram, og de valgte omkring 20 af de tekster, der i sidste ende kom med i bogen. Resten stod jeg for. Og så blev der ellers finpudset, tilrettet og omskrevet. To måneder efter mødet, udkom FebruaryFICTION på Lille Bogdag i Charlottenborg Kunsthal, og aldrig har jeg oplevet et projekt blive skudt af med en sådan fart. Måske var det fordi det hele vejen var drevet frem af begejstring?

For der var lidt uenigheder undervejs. Jeg ville f.eks. gerne beholde de forskellige fonte og baggrunde, jeg havde brugt på Instagram, men det viste sig vanskeligt. Det første udkast til bogens design brød hverken A.Rune eller jeg os om, og bogen gik fra at være en kvadrat til en mere normal bogform. Det var også lidt underligt og nyt at arbejde sammen med en anden forfatter, og det var ikke alle ting vi så lige ens på. Heldigvis fik vi snakket os godt ind i hinanden, og slutresultatet var helt fantastisk. Der var virkelig tænkt over det. Mine fortællinger var blå, mens A.Runes var røde. Bogen havde to forsider, ikke en, så den skulle vendes. Forsiden var meget glat, mens siderne var ru. Op til lanceringen havde Christian Winther fra SMSpress skilt en skrivemaskine ad, og malet den i to farver. Den lille gimmick vakte virkelig folks opmærksomhed.

Heldigvis var det også blevet til lidt scenetid på Lille Bogdag. A. Rune og jeg indtog scenen, hvor vi satte os på nogle blide hynder tæt ved publikum, og snakkede både om konceptet, vores bevæggrunde og hinanden. Vi læste egne tekster op, og vi læste hinandens tekster op, og publikum var både med og interesserede. Og så var det meget rart at jeg til allersidst blev bedt om at "læse den med kattene op" - det er fedt, når folk kender ens værker!

Bogen endte på 100 fortællinger, nogle alvorlige, andre sørgelige, andre igen sjove og jeg er ikke i tvivl om at bogen vil ramme mange, også folk der normalt ikke læser. Det korte format kan bare noget helt særligt. Jeg vil ikke fremhæve nogle af teksterne, da jeg er overbevist om at de forskellige læsere hver især nok skal finde deres egne favoritter!

FebruaryFICTION fortsætter som koncept til næste år, og både A.Rune og jeg er allerede del af et undervisningsforløb på portalen Clio Online, der netop beskæftiger sig med den korte fiktion. Hvis du har lyst til at erhverve dig bogen, kan du købe den ved at følge linket ... eller skrive til A.Rune eller mig. Og hvem ved ... måske kommer der en opfølger en gang i fremtiden!

Tak fordi du læste med.