Februaryfiction

Hundrede ord, en køter og lidt kærlighed - et år efter

Jeg har efterhånden skrevet i mange år, og det er blevet til mange bøger. En af de ting, jeg har tænkt en del over på det sidste, er hvor forskellige de forskellige år som forfatter er. På dette tidspunkt i 2018, havde jeg allerede tre udgivelser ude og to i pipelinen, mens jeg lige nu har én udgivelse, der helt sikkert kommer ud i år og endnu en, der måske når det. Der er ingen tvivl om, at 2018 var lidt af en freak year, der ikke gentager sig, og alene det, at jeg også i år får en bog ud, er noget, jeg både er glad for og stolt af.

I tandem med mine tanker om gamle udgivelser, undres jeg over, hvor kort et liv en bog egentlig har. Det er ikke en ny tanke for mig. Jeg besøgte den allerede tilbage i 2015 i blogindlægget med den bidske titel Tillykke! Du har skrevet en død bog, som især omhandler, hvad man som forfatter måske kan gøre for at genoplive en gammel titel. Jeg synes stadig, at det har nogle gode pointer, men jeg tror ikke længere at man kan gøre fra eller til. Det eneste, der kan vække en backlist fra de døde, sådan for realz, er en bestseller, der undervejs mod himlen river de andre bøger med sig. Jeg forestiller mig en luftballon, hvor hver bardun er bundet til toppen af en gulerod.

Lige nu arbejder jeg på et undervisningsmateriale, skriver lidt på nogle katte-fortællinger og redigerer den roman/fortællekreds, der måske kommer ud i år. Og imens tænker jeg på alle de rosende ord og tilkendegivelser, jeg fik og efterfølgende har fået på netop de tre første bøger fra sidste år. Det er ikke alle forundt, og derfor har jeg behov for at dele dem med jer. Jeg håber, I har lyst til at læse med.


eIU7t2J5X99UmAwJmN9nlw.jpg

Scener fra et parforhold udkom i maj 2018 på forlaget DreamLitt, og var anderledes fra noget jeg tidligere havde udgivet. Ikke mindst formen, hvor hvert kapitel var en ny genre, var jeg meget spændt på hvordan ville blive modtaget. Bogen var samtidig et hak i ideen om, at jeg kun skriver i de fantastiske genrer.

Feedbacken var meget positiv. Lektørudtalelsen anbefalede den til ‘køb på alle biblioteker’, jeg blev sammenlignet med både Bob Dylan og Karl Ove Knausgård, ifølge en anmelder burde bogen husstandsomdeles og skulle man tro en læser burde den give mig det tre-årige arbejdslegat, da bogen virkelig var nytænkende.

Den måske dejligste oplevelse ved Scener kom fra den meget læser-feedback, og jeg modtager stadig billeder af bogen fra læsere rundt omkring i landet. For mig vidner det om, at Scener når ind og rører folk, lige der hvor de kan genkende sig selv, og det var en af de vigtigste grunde til at jeg skrev bogen. At ramme noget almen-menneskeligt, der kan være svært at sætte ord eller følelser på.


Næsten samtidig udkom FebruaryFICTION, der var et samarbejde med A.Rune, og indeholder 100 korte historier, 100 af os hver. Det var igen noget helt andet, end hvad jeg tidligere havde udgivet, og det var sjovt at se, hvordan de korte fortællinger var gode til at nå andre læsere og andre typer af læsere.

Anmeldelserne af FebruaryFICTION var positive, og roste især forskelligheden og den eksperimenterende tilgang til at fortælle en historie. Historierne blev brugt i undervisningsforløb, fulgt på Instagram og requested under oplæsninger. Men det vildeste ved denne udgivelse kom næsten præcis et år efter.

SMSpress, der udgav FebruaryFICTION, havde sendt bogen til vurdering hos Foreningen for Boghåndværk, og pludselig en dag dumpede en mail ind ad den digitale brevsprække. FebruaryFICTION havde vundet i kategorien Paperbacks og digitalt trykte bøger. Det var en særlig oplevelse, der kulminerede i en prisfest i Den Sorte Diamant komplet med udstilling af alle vinderne, der efterfølgende skulle på stor Europaturné. Lige nu ligger A.Runes og min bog et sted i Tyskland, hvor den bliver vendt og drejet. Gad vide om nogen forsøger at forstå historierne?

31890924_2149192805097165_1335517714164219904_n.jpg
62451329_576267479448177_717037153615347712_n.jpg

31313131.jpg
king_413824.jpg

I august udkom King på forlaget Calibat, og for tredje gang det år var den forskellig fra alt, jeg tidligere havde fået udgivet. En omskrevet novelle illustreret af meget dygtige Christoffer Gertz Bech, udgivet i billedbogsformat uden rigtig at være en billedbog. Nærmest fra dag 1 haglede det ned over King med ros, og den kom både fra børn og voksne.

Anmelderne var vilde med den, en kaldte den for sin yndlingsgyser, en anden for en ‘hård men forfriskende fortælling’, en tredje ‘ at den får min anbefaling, fordi den er smertefuld’. Størst blev det dog, da King fik seks hjerter i Politiken, blev skamrost og efterfølgende blev nævnt i listen over årets ti bøger til børn og unge, samt blev en del af anmelder Steffen Larsens officielle foredrag på landets biblioteker. Den dag i dag tikker det stadig ind med kommentarer.

En enorm del af Kings succes var Christoffers tegninger, der ikke bare understøttede, men udbyggede min tekst. Der opstod en særpræget vekselvirkning, der forstærkede fortællingen og gjorde den til den slags bog, man kan læse flere gange og opdage nye ting i. Ligeledes skal grafiker Manfred Christiansens arbejde ikke glemmes, da han tog Christoffers tegninger og manipulerede dem der, hvor det gav mening. Efterfølgende fik vi lavet en håndfuld giclée-tryk af midtersidens illustration, og måske hænger de lige nu på hærdede børns værelser rundt omkring i Danmark. Hvis dit barn er glad for King, kunne det måske være, at han eller hun har lyst til at nominere den til en Orla.


Og det var så det. Bøgerne står på biblioteket, og jeg håber, at de bliver ved med at finde nye læsere. For når alt kommer til stykket, er det den eneste vigtige grund til at skrive. At nå ud til andre og give dem en oplevelse. Tak fordi I læste med.

Når bøger overlapper

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få fem bøger udgivet på et år. Det er måske hverdagskost blandt BU-forfattere, der har gang i flere serier, men ikke for mig, der primært er voksenforfatter. Selv nu, hvor jeg skriver dette indlæg, føles det fuldkommen vanvittigt, og jeg kan garantere for, at det ikke på noget tidspunkt var planen. Det var blot sådan terningerne faldt. Efterfølgende har det fået mig til at tænke over, hvor forskellige ruterne til en udgivelse er. Nogle bøger fyger direkte fra tastaturet til udgivelse, andre har ligget i rugeriet i mange år, mens helt andre genopstår fra de døde. Og de er de mange livsforløb, tingene skal handle om i dag.

3123.jpg

Scener fra et parforhold udkom i maj, og på mange måder gennemlevede den et typisk forløb. Jeg begyndte at skrive på den i '14, og sendte den færdige roman ind til Politikens roman-konkurrence i '16. Jeg vandt ikke, og heldigvis for det. Bogen havde nemlig potentialet til at blive mere. I løbet af '16 og '17 skrev jeg den om tre gange, revurderede konceptet og volumen og fik afslag fra en ordentlig bunke forlag, indtil den endelig blev antaget. Der gik lidt over fire år fra jeg skrev første ord til jeg havde bogen i hånden, og det var ikke et øjeblik for langt. Scener fra et parforhold havde brug for at modnes, og efterfølgende har jeg været glad for, at den tog sin tid. Med nogle bøger er det nødvendigt at lade dem simre, og det er heldigvis en af de ting, jeg som forfatter er blevet meget bedre til med tiden. Selv om det selvfølgelig kan føles lidt sært at sige i et indlæg om fem bøger på et år ...


Som modvægt udkom FebruaryFICTION også i maj, men havde på sin vis ikke været længere undervejs end et par måneder. Tilbage i '16 faldt jeg over tiltaget FebruaryFiction, og producerede hvert år i februar måned 25+ tekster, en om dagen. Da jeg var i mål i '18, og havde modtaget meget positiv respons på mine korte fortællinger, tænkte jeg, at de egentlig ville egne sig til en udgivelse. Men hvilket forlag var mon alternativt nok til at binde an med det? Så kom jeg i tanke om SMSpress, der blandt andet har udgivet Bianca Fløes Trylleformuleringer, der er små Instagram-updates. Efter en kort snak med A.Rune, der er ophavsmand til konceptet, skrev vi til SMSpress og forelage dem ideen. En uge senere sagde de ja, og så skulle der ellers arbejdes hurtigt. At udvalgte eksempler af A.Runes og mine korte fortællinger blev en del af Clio Onlines forløb om den korte fiktion, gjorde ikke tingene værre. Jeg har ikke før oplevet en udgivelse gå fra tanke til færdig bog på lidt over to måneder, men det var rigtig sjovt at prøve.


King, der udkom den 15. august, var afgået ved døden. Helt og aldeles. Oprindeligt hed fortællingen Brune Bamse, og var en del af min debut Køtere dør om vinteren. Der var Brune Bamse novelle nummer 12 (af 31), altså placeret godt mellem alle de andre. Men ad krinkelkroge og tilfældigheder endte den historie med at blive hevet frem af gemmerne, støvet af og vurderet med nye øjne. Forlaget Calibat ville gerne udgive den som en illustreret fortælling, men det krævede lidt arbejde først. Brune Bamse var skrevet i 2008, og det mellemliggende årti havde heldigvis skærpet mine forfatter-færdigheder. Teksten blev omskrevet og udvidet, skiftede titel, ordvalget blev hist og her droslet ned, enkelte scener blev der gået mere i dybden med og efter 10 omskrivninger, endte den hos illustratoren Christoffer Gertz Bech, der pustede ekstra liv i fortællingen med fantastiske tegninger. King er en genganger, og én, jeg faktisk ikke havde set komme. Af det har jeg lært, at ens backlist aldrig er helt forvitret.


Romanen Slør begyndte jeg at skrive på i '16, og den udkommer til BogForum i oktober, på forlaget Kandor. Af de fem bøger, jeg får udgivet i '18, tænker jeg at Slørs vej til udgivelse er den mest normale. Efter manuskriptet havde været til redaktør første gang, efterlyste han mere rædsel. Da jeg godt kunne se hvad han mente, polstrede jeg manus med grimhed, og skrev det efterfølgende om endnu engang. Det var en kort overgang på tale, at Slør skulle udgives i slutningen af '17, men heldigvis blev det ikke sådan. Som med Scener fra et parforhold, blev den kun bedre af at få lov til at hvile sig. Jeg var meget rolig ved Slør helt fra begyndelsen, da jeg var blevet opfordret af forlaget til at sende dem horror-manuskripter. Det tog dem heller ikke længe at antage Slør (og et andet manuskript, I kan høre om en anden dag) og jeg oplevede den luksus det var at vide, at når jeg var færdig med at skrive en bog, ventede arbejdet med den næste. Det er der noget særligt og meget betryggende over.

Buch-Couture-Eksklusivt-håndlavet-slør-boederet-med-perler-på-Moesgard-strand-1087.jpg

dark_embers_by_mrhoeft-d7jn36o.jpg

Hvornår starter arbejdet på en opsamling? Der er to måder at se det på. Enten begynder man arbejdet fra man skriver den første novelle, eller også begynder man arbejdet, når man har samlet bruttotruppen af noveller til opsamlingen. Jeg ved godt, du er der begyndte altså enten i 2009 eller i 2016, og den udkommer til BogForum i oktober. Det var hårdt arbejde at vælge de bedste ud, for en opsamling handler ikke bare om at smide nogle noveller i en pose, og så ryste den. En opsamling har brug for en tråd, et tema, en stemme. Efter jeg havde udvalgt og vurderet, omskrev og reviderede jeg novellerne, for som så mange gange før, måtte jeg sande, at tiden havde forbedret mine evner. Jeg ved godt, du er der kom ikke som en overraskelse for mig. Den var en del af kontrakten med DreamLitt/Calibat fra 2016, der omfattede tre opsamlinger, og derfor kunne jeg nyde det hårde arbejde, fordi jeg havde god tid. Og det er noget, der vokset på mig. At nyde redigeringsprocessen, der er en raffinering af det, man har skabt.


En af de tanker, der er blevet ved med at summe om hovedet på mig, er om det er klogt at få udgivet så mange bøger på så kort tid. Positivt set gør det, at jeg konstant er tilstede med noget nyt, og forhåbentligt derigennem findes i folks bevidsthed. Det viser min bredde, at jeg på så kort tid kan udgive en realistisk parforholdsroman, mikrofiktioner, en billedroman til store unge, en horror/chicklit-roman og en opsamling af noveller. Negativt set kan det virke sløset, at bøgerne sprøjter ud. Den ene bogs slagskygge kan fuldkommen formørke den næste udgivelse. Læserne har måske ikke budget (eller lyst) til så meget Silvestri. Som jeg skrev i begyndelsen af dette indlæg, var det ikke planlagt, men sådan det faldt ud. Hvad tænker du? Er det klogt at udgive fem bøger på et år? Hvad er faldgruberne og hvad er fordelene?

Om det sker igen? Det tvivler jeg meget på. Selv om jeg har en del manuskripter nærved klar, og noveller nok til flere samlinger, kan jeg ikke forestille mig at horden vil gentage sig. Det føles som en once-in-a-lifetime-oplevelse.

Rapport fra forfatterværkstedet 2

Der har været lidt stille her på bloggen, men det har heldigvis været af alle de rigtige grunde. Det værste er, hvis man ikke har noget at fortælle. Mit problem har i de første 20+ uger af 2018 været, at jeg havde alt for meget at fortælle. Derfor er jeg begyndt på at lave en uge-rapport på min fanside på Facebook. Den kommer hver søndag omkring middag, og du er velkommen til at følge mig derinde. Ligeledes opdaterer jeg dagligt på min Instagram. Med det sagt, er her en opsamling på hvad jeg egentlig har brugt tiden til siden midt i marts.

Skrivning

antarctica-548688_960_720.jpg

I de sidste tre måneder har der været gang i en del nye tekster. De fleste af dem har været med henblik på udgivelse, enten i en konkurrence eller ved bestilling, men jeg bliver samtidig ved med at skrive det lidt anderledes. Flere af teksterne vil med garanti udkomme i den nærmeste fremtid:

Tinderbitch (horror, 8200 ord) indsendt til konkurrence.

Professor Adamsens ufuldendte (science fiction, 10500 ord)

Annes smil (weird, 1800 ord)

Til polen, hurra! (steampunk, 7700 ord) udkommer i steampunk-antologi.

A minuet of corpses (engelsk, science fiction/horror, 6400 ord) udkommer i antologien Beyond the infinite

I Tinderbitch er Yvonne et splintret menneske, der kun kan være stærk på Tinder, Professor Adamsen er fascineret af Samuel Taylor Coleridges episke digt Kubla Khan, Annes smil er altid det uforanderligt samme, i Til polen, hurra! hyldes et prægtigt maskineri, der vil sikre at Danmark bliver den første nation på Sydpolen og i A minuet of corpses spjætter de døde i dans omkring kunstige planeter.


Arbejde på manuskripter

malis-henderson-headpieces-accessories-tulle-bridal-veil-with-sparkle-33629783.jpg

Præcis som i de første par måneder af 2018, har jeg i de sidste tre måneder arbejdet mere eller mindre non-stop på de bøger, der kommer ud i efteråret. Nogle af dem venter lige på den anden side af sommerferien, mens andre kommer ud omkring BogForum. I hvert fald er der en del på horisonten.

King: Min billedroman er helt færdig, den er blevet korrekturlæst, sat op og alting sidder lige i skabet. Nu er det blot at vente på at der bliver trykket 'print' og derefter hvordan den bliver modtaget. Jeg har ikke tidligere lavet en billedroman, eller omskrevet en af mine gamle historier, så den er lidt en særlig satan!

Jeg ved godt du er der/Sølvsilkenætter: Min tredje opsamling er omskrevet, og ligger lige nu hos redaktøren til gennemsyn og ændring. Titlen er endnu ikke klar, men jeg kan med glæde fortælle, at Anna Degnbol også laver den tredje forside. I denne omgang kommer det til at handle om monstre og dilemmaer, for selv om man har at gøre med grumme sager, er der næsten altid stadig et valg.

Slør: Min horror-roman Slør mangler min sidste gennemarbejdning, og så er det ellers af sted til forlaget. Slør er ganske speciel, da alle dens hovedpersoner er kvinder, og jeg har anvendt stilistiske greb fra de gamle Hammer-film fra 1960erne og frem. Det skaber tilsammen en dobbelt fortælling om frygt og skyld. Jeg regner med at den udkommer op til BogForum.

For tiden arbejder jeg ikke på noget i roman-længde, men hvem ved om det ikke snart kommer! I hvert fald har jeg et research-materiale af titanisk størrelse liggende, og jeg kan mærke, at det er lige før jeg har nok.


Nye udgivelser

Siden sidst er det eksploderet på udgivelsesfronten. Ikke alene har jeg fået to selvstændige udgivelser ud, det er også blevet til en deltagelse i en antologi. For at blive i antologi-delen, har jeg også lige nu tre forskellige fortællinger ude i det samme antal konkurrencer, og jeg ved, at en af dem allerede er blevet antaget.

eIU7t2J5X99UmAwJmN9nlw.jpg

Scener fra et parforhold: For en måned siden udkom min mosaik-roman Scener fra et parforhold på forlaget DreamLitt. Den tog mig fem år at skrive, og er et oplevelse at læse. Den leger med genrer, forventninger og mest af alt afkræver den læseren spørgsmål. Scener fra et parforhold er et spejl af papir ... men heldigvis følger der også et soundtrack med. Du kan læse mere på bogens side, hvor du også kan erhverve dig et eksemplar, eller måske tage et kig på mit blogindlæg om værket.

FebruaryFICTION: Til Lille Bogdag midt i maj udkom mit samarbejde med forfatteren A.Rune, nemlig vendebogen FebruaryFICTION. Vi havde hver bidraget med 50 af vores bedste mikrofiktioner skrevet de sidste par år, og resultatet er blevet en ret særlig bog, der ikke alene er lige til at gå til, men som nok også kan begejstre mange forskellige aldersgrupper. Du kan læse mere på bogens side, hvor du også kan erhverve dig et eksemplar, eller måske tage et kig på mit blogindlæg om værket.

#moderneeventyr: Sidste år indkaldte forlaget Siesta til en antologi om moderne omskrivninger af kendte eventyr. Jeg valgte H.C. Andersens Historien om en moder, og eventyrantologien udkom i sidste uge. Eventyrerne er mest rettet mod unge læsere, og jeg håber at min mørke og mekanik-fyldte udgave af HCs filosofiske fortælling vil forstyrre et par læsere eller to. Du kan erhverve dig et eksemplar her.


Afrunding

2018 bliver et helt afsindigt år, og jeg klæder mig virkelig til at stå nytårsaften, og se tilbage på det. I de næste par måneder er der også nedslag i kalenderen. Jeg skal færdigredigere en ungdomsbog, jeg skal være dommer i en novellekonkurrence og jeg skal holde oplæg om mit forfatterskab. Ligeledes sker der andre og spændende ting i kulissen, så jeg har spændt hjelmen og gør mig klar til udforske det næste halve år.

Historien om en bog: FebruaryFICTION

For de af jer, der har stukket snuden dybere end til spidsen i mit forfatterskab, kan det ikke overraske, at jeg er lidt af en sucker efter at afprøve nye former og formater. For mig er det en af søjlerne i det at være forfatter, konstant at forsøge at udvikle og udfordre sig selv. Det er sådan man vokser som kunstner. Derfor fangede konceptet FebruaryFICTION også med det samme min interesse, da det blev lanceret i 2016.

30841624_862424890607727_924279470360100864_n.jpg
32682519_1842411642728656_5477049588437221376_o.jpg
20180512_165152.jpeg
30899883_1747629021969739_2724669304883642368_n.jpg

Det var forfatteren A. Rune, der stod bag det. Han var inspireret af Inktober, der er skabt af Jake Parker i 2009, men hvor Inktober handler om at det visuelle, nemlig at tegne og illustrere, handler FebruaryFiction om det skrevne ord. I 2016 åbnede A.Rune for konceptet, der i sin enkelhed gik ud på at skrive korte tekster. Disse måtte ikke være over 100 ord, og man skulle tilstræbe en begyndelse, en midte og en slutning, eller som jeg ser det, en form for narrativ. Hver fortælling skulle publiceres, helst online, og med hashtagget #februaryfiction. Men det kan du alt sammen læse mere om på den officielle hjemmeside.

I hvert fald tænkte jeg at det lød sjovt, og så kastede jeg mig ud i det. Jeg skrev de små fortællinger mellem alle mine andre tekster, og det gik hurtigt op for mig, at det var udfordrende hver dag at skulle skrive en ny fortælling. Det satte konstant min kreativitet og tanker på en prøve. Dernæst kunne jeg godt lide rammerne. At skulle skrive klart og præcist, at vælge hvert eneste ord med omhu, at hugge fra og lægge til. Det var ikke strengt nødvendigt at skrive en ny FebruaryFICTION hver dag i februar, men det gjorde jeg selvfølgelig, fordi sådan er jeg. Og da februar 2017 ankom, var jeg med ombord. Jeg skiftede udgivelsesplatform fra Twitter til Instagram, hvilket gjorde at mange flere nu kommenterede mine ord.  Da det blev 2018, var jeg med for tredje år, og da måneden var slut, tænkte jeg: De her små fortælllinger ville egentlig også gøre sig godt i en bog. 

Der var ikke langt fra tanke til handling. Forlaget SMSpress, jeg vidste tidligere havde arbejdet i lidt andre formater, som f.eks. Bianca Fløes lækre @trylleformuleringer med Instagram-poesi, var med det samme med på ideen, og det samme var konceptets skaber A.Rune. Og så gik det hurtigt. A. Rune og jeg mødtes med SMSpress, og en måned senere skulle manus ligge klar. Vi skulle hver sende 50 af vores bedste FebruaryFICTIONs, og tilsammen ville de danne ikke alene en bog, men også en reklame for konceptet. Som sagt, så gjort. I konceptets ånd smed jeg en del af udvælgelsen ud til mine følgere på Instagram, og de valgte omkring 20 af de tekster, der i sidste ende kom med i bogen. Resten stod jeg for. Og så blev der ellers finpudset, tilrettet og omskrevet. To måneder efter mødet, udkom FebruaryFICTION på Lille Bogdag i Charlottenborg Kunsthal, og aldrig har jeg oplevet et projekt blive skudt af med en sådan fart. Måske var det fordi det hele vejen var drevet frem af begejstring?

For der var lidt uenigheder undervejs. Jeg ville f.eks. gerne beholde de forskellige fonte og baggrunde, jeg havde brugt på Instagram, men det viste sig vanskeligt. Det første udkast til bogens design brød hverken A.Rune eller jeg os om, og bogen gik fra at være en kvadrat til en mere normal bogform. Det var også lidt underligt og nyt at arbejde sammen med en anden forfatter, og det var ikke alle ting vi så lige ens på. Heldigvis fik vi snakket os godt ind i hinanden, og slutresultatet var helt fantastisk. Der var virkelig tænkt over det. Mine fortællinger var blå, mens A.Runes var røde. Bogen havde to forsider, ikke en, så den skulle vendes. Forsiden var meget glat, mens siderne var ru. Op til lanceringen havde Christian Winther fra SMSpress skilt en skrivemaskine ad, og malet den i to farver. Den lille gimmick vakte virkelig folks opmærksomhed.

Heldigvis var det også blevet til lidt scenetid på Lille Bogdag. A. Rune og jeg indtog scenen, hvor vi satte os på nogle blide hynder tæt ved publikum, og snakkede både om konceptet, vores bevæggrunde og hinanden. Vi læste egne tekster op, og vi læste hinandens tekster op, og publikum var både med og interesserede. Og så var det meget rart at jeg til allersidst blev bedt om at "læse den med kattene op" - det er fedt, når folk kender ens værker!

Bogen endte på 100 fortællinger, nogle alvorlige, andre sørgelige, andre igen sjove og jeg er ikke i tvivl om at bogen vil ramme mange, også folk der normalt ikke læser. Det korte format kan bare noget helt særligt. Jeg vil ikke fremhæve nogle af teksterne, da jeg er overbevist om at de forskellige læsere hver især nok skal finde deres egne favoritter!

FebruaryFICTION fortsætter som koncept til næste år, og både A.Rune og jeg er allerede del af et undervisningsforløb på portalen Clio Online, der netop beskæftiger sig med den korte fiktion. Hvis du har lyst til at erhverve dig bogen, kan du købe den ved at følge linket ... eller skrive til A.Rune eller mig. Og hvem ved ... måske kommer der en opfølger en gang i fremtiden!

Tak fordi du læste med.

Februars arbejde 2017 - om February Fiction, samtaler og noveller

Så er der sat hak ved årets korteste måned, og de otteogtyve dage var fyldt til bristepunktet. Nu er det forår, det har verden fejret med kulde og regn, men det er jeg heldigvis glad for, da jeg sidder indenfor og skriver dette. Jeg har haft rigtig meget arbejde at se til i februar, og i dag glæder jeg mig til at kunne læne mig tilbage og bare slappe af. Men inden det sker, vil jeg kigge tilbage på februar.
I løbet af februar blev det til to noveller, der er meget forskellige i stil og tone.

Det tynde øl (10500 ord, realisme) NH
Blinde killinger (3200 ord, horror)

En del af lokalet jeg lod mig inspirere af.
Historien Det tynde øl er en Næsten her-fortælling. I den møder vi ølbryggeren Ewers Mault, der modtager en sær gave med posten ... nemlig intet mindre end hans konkurrents hoved, eller kranium er vel mere præcist. De har konkurreret indbyrdes i femten år, og Ewers har altid tabt. Men nu, her har han jo vundet, for hans konkurrent er død, og vil endda gerne ha' at Ewers drikker hans skål af hans eget kranium. Til at begynde med er Ewers euforisk af lykke, men som tiden går, går det op for Ewers at der også er en værdi i at have en konkurrent.

Blinde killinger er skrevet til eventet Blod og blæk, der løb af stablen den 3/3-17 i Wicked Workshops lokaler på Vesterbro. Jeg lod mig inspirere af selve lokalet og min opvækst på Lolland, og skrev en fortælling om en dreng, der har et meget usundt forhold til dyrs liv. Det var en rigtig svær tekst at skrive, da jeg er frygtelig glad for katte, og som det fremgår af titlen, så spiller de en væsentlig rolle. Blinde killinger et skrevet med oplæsning for øje, så det kan være jeg omskriver den en gang i fremtiden.

Omskrivning, redaktion, revidering

Ud over de nye tekster har jeg haft den store rettepen fremme, og det er blevet til en gevaldig masse. Først og fremmest fik jeg et hastemanus i mailboksen - et manus, der skulle ligge klar omkring en uge senere. Så det kastede jeg mig over, og nu tyder alt på at forfatteren når det til deadlinen. Fedt. Men jeg havde også mine egne ting at tænke på. Størst var det nok, at jeg fik revideret mit manus Et satans arbejde, og nu blot venter på en håndfuld sammenhængende dage, hvor jeg kan skrive det igennem ... og så! kan manus endelig komme ud til forlag. Det glæder jeg mig til.

Romaner er en ting - noveller noget andet. I løbet af februar har jeg redigeret min erotiske novelle Tilbud, der snart udkommer på forlaget DreamLitt. Jeg har redigeret novellen Bon voyage, voyage, et stykke horror på engelsk, der bliver en del af en samling hvor hovednavnene er Clive Barker og Ramsey Campbell (og hvis du har lyst til at hjælpe samlingen på vej, kan du donere her), det er blevet til tre science fiction-noveller, der skulle læses igennem og revideres, så de kunne blive sendt til Science Fiction Cirklens årlige konkurrence, der var yderligere tre (heldigvis korte) noveller, der skulle gennemtjekkes inden de blev sendt til et online magasin og det tror jeg så også var det. Jeg har grinet lidt af mig selv, når jeg endnu en aften sad med først kuglepen og så tastatur, for så kan jeg fandeme lære ikke at skrive så meget. Tingene skal jo også rettes igennem.

RED: Et par timer efter jeg skrev dette indlæg, faldt jeg over et link til George Saunders indlæg What writers really do when they write - og der ramte han plet med beskrivelsen af en en redigeringsproces. Tak for det!


Bogmarked og konkurrence 

I starten af februar åbnede jeg for salg af nogle af mine gamle titler, og det er gået rigtig godt med det. Der var blandt andet en kunde, der købte hele ni bøger i et hug. Faktisk er det gået så strygende, at der kun er nogle bogpakker og to eksemplarer af Sand og sten, stål og glas tilbage. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om det ved at følge linket.

Jeg afholdt ligeledes en konkurrence på facebook, hvor man kunne vinde en af bogpakkerne, og der er nu to sæt på vej til henholdsvis Tappernøje og Nordvest. Det var dejligt at se, at der stadig er interesse for at læse mine ældre udgivelser, og jeg glæder mig til at høre hvad de to nye læsere synes om Køtere dør om vinteren, Optisk bedrag og Ambrosia/Live

February Fiction

Sidste år startede forfatteren A.Rune initiativet February Fiction, der i al sin enkelhed går ud på, at man i februar skal skrive tekster, der holder sig under 100 ord, men som samtidig har en begyndelse, en midte og en slutning. Samtidig skal de publiceres online - jeg valgte Instagram. Jeg medvirkede i 2016, og jeg medvirkede også næsten hele vejen her i 2017. Det blev til fireogtyve FebFic fra min hånd af - og her kan du se en af dem:
Er det for småt, så tryk for stort :)
Som altid var det sjovt at skrive en ny historie hver dag - og jeg har lagt månedens produktion op på en underside her på bloggen, så du kan læse hvis du vil :) Jeg forsøgte at skrive i alle mulige genrer - fra det ondt realistiske til det mere komiske. Grunden til at jeg ikke kom helt i mål, var at der i initiativets sidste weekend blev ændret på reglerne, og det havde jeg hverken tid eller overskud til at leve op til. Dog håber jeg initiativet til næste år får endnu flere skribenter med.

Litteraturens rolle og vilkår i samfundet

Om eftermiddagen den 28. februar sad jeg i et panel på Husets Teater, hvor der blev diskuteret litteraturens rolle og vilkår. Det var min første offentlige optræden i min egenskab af formand for de skønlitterære i Dansk Forfatterforening, og sammen med mig i panelet sad Jacob Søndergaard, forlagschef på Rosinante. Vi blev taget ved hånden af Klaus Rothstein. Det var et meget velbesøgt arrangement, der tog udgangspunkt i Jacob Søndergaards tekst Skulle, burde, turde, ville, hvor en af hans hovedpointer er at man måske ikke skal forvente, at den smalle litteratur vokser sig bred - og at det er helt fint. Jeg fik også sagt min del, om hvordan det er at være forfatter, om at forsøge at nå ud til læserne og at jeg tænker, at vejen frem for at skaffe mere fokus og interesse på bøger og læsning, er at lade forskellige grupper og miljøer mødes, så det ikke enten er den 'fine' litteratur, der diskuteres eller den 'mainstream' litteratur, der læses. Der er brug for nogle broer, og ja, en af de broer er fra genrelitteraturen til den anden genrelitteratur, der tilfældigvis har flest tilhængere.

Efterfølgende fortsatte debatten, men med nye aktører, nemlig Peder Frederik Jensen og Susan Simonsen, der snakkede om litteraturens rolle i samfundsdebatten. Vi nåede langt omkring, både til genrelitteratur og bogmarkedets fremtid, og det var dejligt at sidde i et lokale med en masse tilskuere, der elskede at læse.
Er der mere?

Næh, egentlig ikke. Marts bliver også fyldt med omskrivning, men også med en særlig novelle om 1960erne, som jeg har samlet information ind til et stykke tid. Det bliver spændende at skrive den. Og så har jeg et par arrangementer i den kommende måned. Tak fordi du læste med :)

Flere nyheder i januar 2017 - mest om antologier, men også en del andet

Januar fortsætter ufortrødent gennem varme og kolde dage, og jeg gør hvad jeg kan for at følge med. Silvestris bureau, der står og tikker ovre i hjørnet, bringer mig stadig gode nyheder et par gange om ugen, og dem vil jeg gerne dele med jer.
Dette Carl Sagan-citat har jeg stående på mit skrivebord. Altså det på computeren. Det andet har et kranium.
Antologier
De mange antologier fra 2016 bliver ved med at blive anmeldt, og jeg vil starte med anmeldelsen af Mørke guders templer på bloggen Frygt og lede i Odense. Anmelderen Theis Munk er ikke udelt begejstret for antologien, men fremhæver dog en lille håndfuld noveller, hvoraf mit bidrag En sang om vand er en af dem. Om den har han følgende at sige:

"En sang om vand minder til tider mig om Lord Dunsany og er interessant fordi man ikke får forklaret alt hvad der foregår/er foregået, men samtidig kan følge med i handlingen."

En af de mest spændende ting er at Theis Munk kommer fra det danske rollespilsmiljø, og det var rigtig dejligt at se, at en antologi når videre ud end normalt. At Theis samtidig forholder sig kritisk til hvorvidt samlingen nu også er sword&sorcery, ser jeg kun som en fordel. Der må gerne komme mere af den slags. Du kan læse hele hans anmeldelse her.

Horror-samlingen Hvis jeg overlever natten har fået sin tredje anmeldelse, og det er Viola Frøjk der anmelder den på bogblogger.dk. Hun kalder antologien en blandet landhandel, og slår blandt andet ned på at novellerne er af ujævn kvalitet og det ville have klædt antologien med et klarere fælles tema. Dog siger hun om mit bidrag til antologien:

"Meeeen, der er også et par perler imellem. A. Silvestris novelle In Uteri er samlingens stærkeste. Sindssygt ulækker, velskrevet og oven i købet ret original, især set med danske briller. Af uforklarlige årsager er visse fostre begyndt at udvikle sig til væmmelige tentakelbefængte monster/pattedyrshybrider med et ulige antal lemmer og for mange øjne, munde og alt muligt andet. Vi følger en dyrlæge, hvis mission er at abortere fostrene hos dyr. Det er rendyrket body horror og slutningen er lidt af en overraskelse."

Tak for de pæne ord, og du kan læse hele anmeldelsen ved at følge linket.

Kolde facts 
Jette Holst anmeldt min sms-novelle Kolde facts på bloggen gyseren.dk, og hun har blandt andet følgende at sige:


"I tilfældet Kolde facts remser A. Silvestri bogstaveligt talt en lang række facts op og krydrer med lidt personlige observationer. Det lyder måske kedeligt, men det er det langt fra ...Det er super godt lavet, og giver læseoplevelsen en ekstra dimension."

Det er for det første dejligt at sms-novellen bliver anmeldt, men lige så behageligt er det at hun i anmeldelsen trækker andre horror-forfattere frem, der ligeledes har skrevet til mobilmediet. Sms-noveller tilføjer nemlig en temporal dimension til læseoplevelsen, der er ganske speciel. Skulle du selv have fået lyst til at opleve den, kan du låne eller købe den her

En overraskelse 

For et par dage siden fik jeg noget af en overraskelse. Jeg holder øje med hvem og hvad, der bliver nomineret til Niels Klim-prisen, og så, ud af det blå, opdagede jeg at min novelle Lige børn, der er skrevet helt tilbage i 2014, var en del af Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum (nr. 123). Det var ikke noget, jeg var blevet spurgt eller informeret om, og jeg blev sgu ret vred. Som forfatter vil
man gerne have muligheden for at rette sine tekster til inden brug, og ikke mindst adspørges om retten til anvendelse. Så hvordan var den så endt i medlemsbladet? Jo, her er grunden.

Hvis man deltager i Science Fiction Cirklens årlige indkaldelse til antologien Lige under overfladen, kan der ske tre ting. Enten kommer man med, eller også gør man ikke, eller også, hvis man har sendt flere noveller, kommer en af dem med, og de andre ikke. Grunden til denne misære ligger i den tredje mulighed. Når man som deltager modtager mailen om hvorvidt man er kommet med i antologien eller ej, står der beskrevet i denne mail, at det er muligt at redaktøren af Novum og Proxima (SFCs andet blad) gerne vil bruge overskydende noveller, og hvis man ikke har det fint med det, skal man sige, at de ikke må bruge dem. Det havde jeg også gjort ved sidste års indkaldelse, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi overvejet at de ville bruge en tre år gammel novelle uden at bede om lov først. Som sagt, jeg var virkelig vred, og jeg har nu gjort det meget klart, at det ikke må ske igen. Jeg er ikke i tvivl om at det er hændeligt uheld, og at der ingen ond vilje ligger bag. Så hvorfor skriver jeg dette? For at give andre chancen for at være på forkant, og kontakte SFC, hvis de ikke ønsker at deres noveller bliver anvendt uden kontakt. Andet er ikke rimeligt over for forfatteren.

Til alle skolebørnene

For næsten præcis et år siden medvirkede jeg i tiltaget FebruaryFiction, der ganske simpelt går ud på
En FebruaryFiction
at skrive små historier med en begyndelse, midte og slutning ... men de må ikke fylde mere end 100 ord. Jeg svedte og grinede mig igennem 29 af slagsen, og jeg har også tænkt mig at skrive med i år, for det er både udfordrende og sjovt.

Jeg blev dog noget overrasket, da undervisningsportalen Clio kontaktede mig for en lille uge siden, og spurgte om de måtte erhverve sig retten til at bruge en håndfuld af mine fiktioner på deres portal. Efter lidt snak frem og tilbage fandt vi frem til en aftale, og hvis alt flasker sig, vil skolebørn på mellemtrin og i udskoling allerede fra denne februar lade sig inspirere af en ordentligt skudefuld Silvestri. Det synes jeg er lidt sjovt - og det håber jeg også de gør. Hvis du ikke allerede har læst mine 29 småstykker prosa, kan du finde dem lige her.

Andet

Lige nu flyder mit stuegulv med kasser - jeg har nemlig fået en del af mine gamle udgivelser hjem, og laver en art februar-udsalg - så det kan du se frem til. Jeg er dog ikke så god til det med krejler-hatte, så du må lige bære over med mig. Tak fordi du læste med.

Februars arbejde 2016 - om Ulysses, tatoveringer, støtteprojekter og småfiktioner

Hurra! Årets sidste vintermåned er nu aldeles færdig, og jeg har været rigtig glad for at februar havde 29 dage i år, for ellers havde der under ingen omstændigheder været tid eller plads til alle mine projekter. Der har været mange dage, hvor jeg bogstaveligt talt er løbet for at kunne nå hvad jeg skulle, og følelsen af det er en blanding mellem euforiserende og udmattende.

  
Ofte skriver jeg noveller uden som sådan direkte at have et sted, eller øjeblikkeligt formål til dem. Det var anderledes i denne måned, da alt hvad jeg skrev hurtigt kom i brug.

The watcher's tale (7800 ord, horror, engelsk)
Om blod og blæk (2900 ord, horror)
February Fiction (29 x ca. 100, alle genrer)

Novellen The watcher's tale er på engelsk, og som sådan noget jeg kun gør meget sjældent. Den er skrevet til et joint world-projekt, kaldet Refuge som den britisk-fødte australier Steve Dillon står for. Det er en charity, et godgørende projekt, der især støtter flygtninge. Min fortælling handler om Erik, der kigger på ting, smager ting og hører ting. Han har en gård lidt uden for byen, der hedder Refuge, og en dag da han er inde med varer, gennemrystes alting af et jordskælv, og med et går alle hans sanser fuldkommen amok.

Om blod og blæk er en weird horror-fortælling om Thomas, hvis morfar gennem hele hans barndom fortalte om atramento, blækket i tatoveringer, ikke som noget farve, men som noget mærkeligt levende. Da han bliver smidt ud hjemmefra, springer han på et tog og ender i den anden ende af Europa, i den italienske havneby hvor hans morfar fik lavet en helt speciel tatovering. Der går han på udflugt efter svar, og finder så mange at de omdanner sig til spørgsmål igen.

February Fiction var et tiltag, hvor man hver dag i februar skulle skrive en kort tekst. Reglerne var simple. Det måtte max. være 100 ord langt, og der skulle tilstræbes en begyndelse, en midte og en slutning. Teksten skulle udgives online. Det lykkedes mig at skrive alle 29, men desværre udgav jeg dem på twitter, hvor de ikke fik så meget opmærksomhed. Da jeg selv synes der er mange gode imellem, har jeg valgt at oprette en side til dem alle her på min blog. Den kan du tage et kig på ved at følge linket .. og her kommer også en enkelt smagsprøve :) 

Tryk for at gøre større.
Heldigvis nåede jeg også ud af huset et par gange i løbet af februar. Først gang var den 2. februar, hvor jeg sammen med 17 andre oplæsere deltog i en synkronoplæsning af Ulysses af James Joyce på Frederiksberg Hovedbibliotek. Det var ret fedt, og ret sært, og heldigvis var Manfred Christiansen der til at optage både lyd og billede. Derfor kan du få begge dele. Øverst er det mig der læser op, nederst kan man høre det sært maniske kaudervælsk, der næsten er forståeligt. Eller, sagt på normalt dansk, det er sådan det lyder når 16 mennesker læser op i munden på hinanden. Mente du ikke 18? Nej. For de sidste to stod ude i forhallen, mens vi andre 16 fyldte det store rum ud 


Som I kan se, står jeg lidt og gynger frem og tilbage. Det er der faktisk en grund til. Hvert kapitel i Ulysses er skrevet i en unik stil, og kapitel 15 (som jeg læste fra), er skrevet som et skuespil. Derfor blev jeg nødt til hele tiden at være i bevægelse, hvis det blev nødvendigt at fare frem, gestikulere, råbe, løbe på stedet eller alle mulige andre ting. Alle oplæserne var på en fuld klokketime, og i løbet af den tid nåede jeg at være over 20 forskellige figurer. Denne oplæsning står helt sikkert som en af mine vanskeligste til dato, men også en af de sjoveste ... men jeg kan godt afsløre at man er en smule tør i halsen efter 60 minutters non-stop Joyce.



Min anden optræden lå i den anden ende af februar, meget passende. Det var lykkedes mig at få et samarbejde mellem tatovørforretningen Wicked Workshop og Dansk Horror Selskab op at stå, en oplæsnings/signeringsevent i horrorens tegn, og en del af KBH Læser-festivalen. Eventet strakte sig fra klokken 11 om formiddagen til 22 om aftenen, og du kan se hvad du gik glip af lige her. Der var signeringer ved John Kenn Mortensen, og oplæsninger ved Michael Kamp, Patrick Leis og Steen Langstrup. Selv gik jeg på som den sidste, og læste Om blod og blæk op - den, der var skrevet specielt til lejligheden. Det virkede som om publikum virkelig synes den var fed, for min applaus var massiv og vedholdende. Desværre er der ingen optagelse af netop den fremførsel, men i det mindste er der et billede eller to
Fra venstre: A.Silvestri, en fanboy, Patrick Leis og Steen Langstrup.
Det var virkelig unikt at læse op i en tatovør, for hele det lille rum gav bare en ekstra bid uhygge til de fire fortællinger. Det gjorde absolut heller ikke tingene værre, at der var kommet så mange som der kunne være. Hvem ved, måske gentages succesen på et tidspunkt. Det har i hvert fald fået mig til at tænke i alternative oplæsningslocations - for hvorfor dog ikke inddrage det rum man står i? Hvis man vil se flere billeder, kan de findes på min Instagram.

Phew - så nåede vi i mål. Det var godt at få min måned ned på skrift, og jeg håber du/I har lyst til at smide et ord eller to. Ellers er der vel ikke så meget mere at sige end at jeg håber vi går en lys og varmere tid i møde. Ciao!

Nyheder midt i februar - om KBH Læser, februaryfiction, horror og Metrord

Årets anden måned har rundet det skarpe hjørne, og er nu godt på vej mod foråret. Jeg bruger en masse tid i forfattervækstedet, hvor jeg snedkerer nye fortællinger og pudser de allerede eksisterende af. Imens jeg arbejder på nyt, sker der hist og her ting til mit forfatterskab (gad vide om man snart skulle få et fysisk et af slagsen) og februar har ikke ligget på den lade side.

Som jeg allerede nævnte i mit forrige nyhedsindlæg, har jeg haft grabberne godt nede i KBH Læser denne omgang, og er medarrangør på to events. Midt i planlægningen spurgte de gode folk bag KBH Læser om jeg ikke kunne tænke mig at være folde ud-mand, en del af serie i bladet, hvor forskellige folk udbreder sig om et ord, der har at gøre med mænd - enten konkret eller som en del af et ord. Ud over at du kan finde det i det officielle program, lagde KBH Læser det også ud på deres Instagram. Du kan læse det lige her.

DAGENS FOLD UD MAND: I forbindelse med festivalens tema, MÆND, har vi bedt en række mennesker, om at folde manden ud i et lille litterært benspænd der lyder: Find en ”mand” og fold ham ud. Gerningsmænd Verden er bygget på gerninger. Store, små, onde, gode. Det betyder ikke så meget, hvad de er, men at de bliver udført. Jeg er resultatet af en ubrudt række af gerninger, det samme er du, det samme er træerne og den billige paprødvin og skjorten på tilbud i Kvickly og den sårede kat, du erhverver dig på Inges kattehjem. Vrøvl. Verden er bygget af gerninger. Det er et mønster, der, set udefra, sikkert har en symmetrisk og gennemskuelig orden. Det er farverigt, en dej, der står til evig hævning, og hvorfra der bages verdener, uden at gær og mel og æg gør andet end kemisk at udboble mere liv. Vrøvl. Verden er bygget til gerninger. Hver gerning er et stillads, en stålskinne på et brækket ben, et skud perlende biokemi direkte ind i hjernens kinesiske børnearbejderfabrik, og et sted bag det hele sidder den oprindelige gerningsmand og gnider sig i hænderne, mens dennes forbrydelser får verden til at snurre fedtet, en karrusel fyldt med glimtende lys, men uden heste. Vrøvl. Verden er gerninger. Af Amdi Silvestri, forfatter #kbhlæser #kbhlaeser #mænd #gerningsmænd #amdisilvestri
A photo posted by Kbh læser (@kbhlaeser) on

Siden 2007 har jeg været anmelder på sitet Metrord, der anmelder selvudgiverlitteratur. I 2007 var der uhyggeligt brug for et sådan site, da det ellers var umuligt for selvudgivere at få en anmeldelse. I de mellemliggende 8-9 år er der sket rigtig meget, og spørgsmålet er om der er brug for sitet på samme måde som der var engang. Der er sprunget et sandt flor af anmeldere op, og de tager sig blandt andet også af selvudgiversegmentet. I hvert fald har jeg valgt at sige stop, og har trukket mig ud af anmelderkollektivet. Jeg har en masse andre ting, jeg hellere vil bruge min tid på. Siden juli 2007 er det blevet til 27 anmeldelser, og du kan læse min sidste anmeldelse lige her.

I løbet af januar reklamerede forfatteren A. Rune for et tiltag med hashtagget #februaryfiction. Reglerne for det var simple. Skriv en tekst under 100 ord, hver dag, hvor du tilstræber at teksten skal have en begyndelse, en midte og en slutning. Oprindeligt havde jeg tænkt, at det havde jeg for travlt til ... men da det blev den 1. februar, kunne jeg ikke dy mig alligevel. Det har så resulteret i, indtil videre, 15 små stykker tekst. Desværre var jeg så dum at vælge Twitter som min udgivelsesplatform, og det har betydet lige omkring 1½ læser. Derfor reklamerer jeg nu også her igennem. Hvis du har lyst til at læse, kan du finde min twitter lige her - eller hvis du synes det er irriterende, har jeg også efterfølgende lagt mine fiktioner ud på Pinterest. I hvert fald håber jeg du har lyst til at læse med.

Et eksempel på en #februaryfiction.
Der findes mange måder at vurdere om man er forfatter på. Selv synes jeg grænsen for at kalde sig forfatter går ved at have udgivet et enkelt, selvstændigt værk på et forlag man er økonomisk uafhængig af. Ligegyldigt hvad man mener om den sag, er der alligevel små hak op ad forfatterstigen, og for hvert trin eksisterer man en lille smule mere. Det skete her for nylig for mig, da jeg opdagede at jeg langt om længe figurerede på bibliografi.dks liste over forfattere!

Det kan virke som en lille ting, og det er det også. Alligevel føles det godt at have taget det smølfeskridt videre. Så mangler jeg bare at de får opdateret listen til at inkludere alle de ting jeg har været med i ;)

Sidst men ikke mindst er der virkelig ved at ske noget med horror i Danmark, og det er så vanvittigt fedt at ord ikke kan beskrive det. E-reolen har haft et kort oplæg om genren, og enkelte biblioteker, som f.eks. Gribskov Bibliotekerne har en fane med titlen Horror - for voksne ... en overskrift der ikke ville have været der for bare fem år siden. Jeg håber virkelig at den gode bølge fortsætter.

Så er der ikke mere for nu, men vi får se om det bliver til endnu en nyhedsupdate inden februar ruller af samlebåndet og det endelig er forår igen. Vi snakkes ved!