Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få fem bøger udgivet på et år. Det er måske hverdagskost blandt BU-forfattere, der har gang i flere serier, men ikke for mig, der primært er voksenforfatter. Selv nu, hvor jeg skriver dette indlæg, føles det fuldkommen vanvittigt, og jeg kan garantere for, at det ikke på noget tidspunkt var planen. Det var blot sådan terningerne faldt. Efterfølgende har det fået mig til at tænke over, hvor forskellige ruterne til en udgivelse er. Nogle bøger fyger direkte fra tastaturet til udgivelse, andre har ligget i rugeriet i mange år, mens helt andre genopstår fra de døde. Og de er de mange livsforløb, tingene skal handle om i dag.
Scener fra et parforhold udkom i maj, og på mange måder gennemlevede den et typisk forløb. Jeg begyndte at skrive på den i '14, og sendte den færdige roman ind til Politikens roman-konkurrence i '16. Jeg vandt ikke, og heldigvis for det. Bogen havde nemlig potentialet til at blive mere. I løbet af '16 og '17 skrev jeg den om tre gange, revurderede konceptet og volumen og fik afslag fra en ordentlig bunke forlag, indtil den endelig blev antaget. Der gik lidt over fire år fra jeg skrev første ord til jeg havde bogen i hånden, og det var ikke et øjeblik for langt. Scener fra et parforhold havde brug for at modnes, og efterfølgende har jeg været glad for, at den tog sin tid. Med nogle bøger er det nødvendigt at lade dem simre, og det er heldigvis en af de ting, jeg som forfatter er blevet meget bedre til med tiden. Selv om det selvfølgelig kan føles lidt sært at sige i et indlæg om fem bøger på et år ...
Som modvægt udkom FebruaryFICTION også i maj, men havde på sin vis ikke været længere undervejs end et par måneder. Tilbage i '16 faldt jeg over tiltaget FebruaryFiction, og producerede hvert år i februar måned 25+ tekster, en om dagen. Da jeg var i mål i '18, og havde modtaget meget positiv respons på mine korte fortællinger, tænkte jeg, at de egentlig ville egne sig til en udgivelse. Men hvilket forlag var mon alternativt nok til at binde an med det? Så kom jeg i tanke om SMSpress, der blandt andet har udgivet Bianca Fløes Trylleformuleringer, der er små Instagram-updates. Efter en kort snak med A.Rune, der er ophavsmand til konceptet, skrev vi til SMSpress og forelage dem ideen. En uge senere sagde de ja, og så skulle der ellers arbejdes hurtigt. At udvalgte eksempler af A.Runes og mine korte fortællinger blev en del af Clio Onlines forløb om den korte fiktion, gjorde ikke tingene værre. Jeg har ikke før oplevet en udgivelse gå fra tanke til færdig bog på lidt over to måneder, men det var rigtig sjovt at prøve.
King, der udkom den 15. august, var afgået ved døden. Helt og aldeles. Oprindeligt hed fortællingen Brune Bamse, og var en del af min debut Køtere dør om vinteren. Der var Brune Bamse novelle nummer 12 (af 31), altså placeret godt mellem alle de andre. Men ad krinkelkroge og tilfældigheder endte den historie med at blive hevet frem af gemmerne, støvet af og vurderet med nye øjne. Forlaget Calibat ville gerne udgive den som en illustreret fortælling, men det krævede lidt arbejde først. Brune Bamse var skrevet i 2008, og det mellemliggende årti havde heldigvis skærpet mine forfatter-færdigheder. Teksten blev omskrevet og udvidet, skiftede titel, ordvalget blev hist og her droslet ned, enkelte scener blev der gået mere i dybden med og efter 10 omskrivninger, endte den hos illustratoren Christoffer Gertz Bech, der pustede ekstra liv i fortællingen med fantastiske tegninger. King er en genganger, og én, jeg faktisk ikke havde set komme. Af det har jeg lært, at ens backlist aldrig er helt forvitret.
Romanen Slør begyndte jeg at skrive på i '16, og den udkommer til BogForum i oktober, på forlaget Kandor. Af de fem bøger, jeg får udgivet i '18, tænker jeg at Slørs vej til udgivelse er den mest normale. Efter manuskriptet havde været til redaktør første gang, efterlyste han mere rædsel. Da jeg godt kunne se hvad han mente, polstrede jeg manus med grimhed, og skrev det efterfølgende om endnu engang. Det var en kort overgang på tale, at Slør skulle udgives i slutningen af '17, men heldigvis blev det ikke sådan. Som med Scener fra et parforhold, blev den kun bedre af at få lov til at hvile sig. Jeg var meget rolig ved Slør helt fra begyndelsen, da jeg var blevet opfordret af forlaget til at sende dem horror-manuskripter. Det tog dem heller ikke længe at antage Slør (og et andet manuskript, I kan høre om en anden dag) og jeg oplevede den luksus det var at vide, at når jeg var færdig med at skrive en bog, ventede arbejdet med den næste. Det er der noget særligt og meget betryggende over.
Hvornår starter arbejdet på en opsamling? Der er to måder at se det på. Enten begynder man arbejdet fra man skriver den første novelle, eller også begynder man arbejdet, når man har samlet bruttotruppen af noveller til opsamlingen. Jeg ved godt, du er der begyndte altså enten i 2009 eller i 2016, og den udkommer til BogForum i oktober. Det var hårdt arbejde at vælge de bedste ud, for en opsamling handler ikke bare om at smide nogle noveller i en pose, og så ryste den. En opsamling har brug for en tråd, et tema, en stemme. Efter jeg havde udvalgt og vurderet, omskrev og reviderede jeg novellerne, for som så mange gange før, måtte jeg sande, at tiden havde forbedret mine evner. Jeg ved godt, du er der kom ikke som en overraskelse for mig. Den var en del af kontrakten med DreamLitt/Calibat fra 2016, der omfattede tre opsamlinger, og derfor kunne jeg nyde det hårde arbejde, fordi jeg havde god tid. Og det er noget, der vokset på mig. At nyde redigeringsprocessen, der er en raffinering af det, man har skabt.
En af de tanker, der er blevet ved med at summe om hovedet på mig, er om det er klogt at få udgivet så mange bøger på så kort tid. Positivt set gør det, at jeg konstant er tilstede med noget nyt, og forhåbentligt derigennem findes i folks bevidsthed. Det viser min bredde, at jeg på så kort tid kan udgive en realistisk parforholdsroman, mikrofiktioner, en billedroman til store unge, en horror/chicklit-roman og en opsamling af noveller. Negativt set kan det virke sløset, at bøgerne sprøjter ud. Den ene bogs slagskygge kan fuldkommen formørke den næste udgivelse. Læserne har måske ikke budget (eller lyst) til så meget Silvestri. Som jeg skrev i begyndelsen af dette indlæg, var det ikke planlagt, men sådan det faldt ud. Hvad tænker du? Er det klogt at udgive fem bøger på et år? Hvad er faldgruberne og hvad er fordelene?
Om det sker igen? Det tvivler jeg meget på. Selv om jeg har en del manuskripter nærved klar, og noveller nok til flere samlinger, kan jeg ikke forestille mig at horden vil gentage sig. Det føles som en once-in-a-lifetime-oplevelse.