Du er jo kun en gøgler

Det sker, at et emne, en lille bid, pludselig tager en masse tid. I øjeblikket er jeg midt i en idéstorm, der på et tidspunkt vil munde ud i en roman. I de sidste to år har jeg skrevet store og små ideer ned, og ladet dem stå i simrekassen. Jeg begynder at kunne lugte en historie. Den siver frem og alle ideerne falder på plads, som myrer til en picnic.

For en uge siden nynnede jeg melodien til Dumme gigolo, og jeg var kun nået et par linjer ind, før jeg vidste, at den skulle jeg bruge i en eller anden form. Derfor satte jeg mig til tasterne, og researchede sangen, og noget ganske forunderligt skete. Sangen eksisterede i mange former, og hver form jeg fandt, var væsenforskellig fra de andre. Den transformerede sig undervejs, og det var fascinerende på en lidt uforklarlig måde, som jeg alligevel vil forsøge at forklare.


Melodien blev første gang indspillet i 1928 i Wien. Der hed den Schöner Gigolo, armer Gigolo, er en tango og handler om en løjtnant, der husker tilbage på krigen, hvor han var særlig og smuk, men nu er han så forarmet, at han må være kavaler for kvinderne, når de vil danse. Han er en art Private Dancer, der ikke har noget valg. Hvis man slår op i ordbogen, er han altså den oprindelige betydning af ordet gigolo (1.a :mand der er ansat i et forlystelsesetablissement til at danse med de kvindelige gæster). Teksten er to vers, der beskriver hvordan hans liv nu er, og så omkvædet, der går som følger:

Schöner Gigolo, armer Gigolo, denke nicht mehr an die Zeiten,

wo du als Husar, goldverschnürt sogar, konntest durch die Strassen reiten.

Uniform passée, Liebchen sagt: Adieu! Schöne Welt du gingst in Fransen!

Wenn das Herz dir auch bricht, zeig‘ ein lachendes Gesicht,

man zahlt und du musst tanzen.

Dajos Bélas indspilning er den første kendte, og den dirrende violin og harmonikaen rammer virkelig det bitre i løjtnantens liv. Det samme gør den iskolde slutlinje i omkvædet, man zahlt und du musst tanzen, der er et faktum og et ufravigeligt livsvilkår. At ordet 'man' er blevet valgt i originalteksten (i stedet for f.eks. sie), føjer også noget ansigtsløst og koldt til hele affæren. Løjtnanten er et legetøj, der danser iført sin gamle pragt. Intet andet og intet mere. 


Allerede året efter kommer den engelske udgave af sangen, Just a gigolo. Den er oversat af Irving Cesar, og selv om noget af stemningen er den samme som i originalen, sker der markante ting på tekstsiden. Den består af to korte vers, der fremføres i næsten spoken word-stil, og omkvædet. Nu møder et jeg en krigsveteran på en café i Paris, hvor jeg'et betragter veteranen sælge sine ydelser. Han tiltaler direkte kvinderne med et "If you admire me, hire me", og man får ikke det indtryk af stedet, at han er ansat som løjtnanten i den tyske udgave. Han kommer udefra, og faldbyder varerne, der nu ikke længere virker til udelukkende at omhandle dans:

 

Just A Gigolo, everywhere I go
People know the part I'm playing
Paid for every dance, selling each romance
Every night some heart betraying

There will come a day, youth will pass away
Then what will they say about me
When the end comes I know they'll say
"Just A Gigolo," as life goes on without me

Nu nærmer vi os den betydning af gigolo, som de fleste kender (1. ung mand der har seksuelt samvær med ældre kvinder mod betaling). Veteranen er selling each romance og every night some heart betraying. Hvor den tyske tekst handler om en beskuer, der har ondt af løjtnanten, er den engelske mere et fremtidigt skrifte og et dystert testamente fra gigoloens egen mund. Han er ved at blive gammel, og ved at alderdommen ingen plads har til ham. Life goes on without me. Fremførslen af Crosby er blevet langsommere end originaludgaven, og har mistet en del af sit tango-præg. Violinen er nu synonym med gigoloens egen beklagende stemme.


I 1952 indspiller Gustav Winckler den danske udgave af sangen, der får titlen Dumme gigolo. Nu er den omtalte gigolo hverken en østrigsk løjtnant, eller en fransk veteran, men en klovn i en manege. Formen er vendt tilbage til den oprindelige, med to lange vers og omkvædet. Første vers handler om klovnens natur, at ingen må se at der er et menneske bag sminken. I andet vers tiltales klovnen direkte som et du, og selv om sangeren ved at klovnen kan være trist, er det lige meget. Som publikum har vi krav på at du'et, klovnen, underholder. Måske ler publikum endda ekstra højt, fordi de ved, at du'et lider under sminken? Omkvædet er:

Dumme gigolo
stakkels gigolo
nu er det for sent at græde
spillet er igang
syng en lille sang
en der skaber fryd og glæde
dumme gigolo
stakkels gigolo
giv din latter frie tøjler
selvom hjertet gør ondt
må du dog manegen rundt
du er jo kun en gøgler

Nu føles ordet gigolo ikke længere som en betegnelse, men et navn. Hedder klovnen monstro Gigolo? I den tyske udgave er gigolo både smuk og stakkels, i den engelske er gigolo bare noget der er, men i den danske er han dum. De har dog det tilfælles, at de alle sælger noget. Løjtnanten sin dans. Veteranen sin krop. Og klovnen? Sælger han underholdning eller værdighed? Er han dum, fordi han ikke har grædt inden han tog sminken på, eller er han dum, fordi han er en klovn? Det er ikke til at sige. I hvert fald afsluttes det med salutten, der river alt nobelt af klovnens forehavende og lidelse: Du er jo kun en gøgler. I udgaven fra 1952 er musikken blevet overlæsset, hvorimod Freddy Fræks udgave fra 1969 føjer en ekstra dimension af staccato til.


Jeg kunne også have nævnt den amerikanske kombination af Just a gigolo og I ain't got nobody, der er så kendt, at den originale tekst var svær at finde. Lige her tænkte jeg dog, at originaludgaverne ville gøre sig bedst over for hinanden. Jeg ved, at Dumme gigolo bliver en del af min bog. Ikke kun som en sidebemærkning, men hele transformations-tanken. Det er vildt, hvordan betydning muterer, og denne form for musikalsk arkæologi fascinerer mig meget. Jeg glæder mig til at se, hvor det ender henne. Og jeg håber, du kunne li' dette indblik i mit tankekastel.