Oplæsning

Aprils arbejde - om digterstatuer, kødædende planter og mærkværdige hybrider

April fortsatte i samme spor som marts, og det var ikke mange pauser jeg kunne holde mig. Med en mail, der nonstop flød over af beskeder og meget lange arbejdsdage, blev skrivetiden koncentreret på meget lidt tid. Heldigvis havde jeg nogle meget klare fortællinger i hovedet, så derfor var det 'blot' at få dem skrevet ned. Jeg var også en del ude af huset, til enten møder eller arrangementer. Så, det må være intro nok - lad os dykke ned i materien :)
I april blev det til tre noveller, hvoraf den ene er en lang historie jeg har arbejdet på i to måneder.

Sømløs catwalk (17300 ord, horror)
Som de fleste andre (3800 ord, fantastisk fortælling)
Et skibsforlis (4000 ord, horror)

Sømløs catwalk handler om mode, og ikke mindst om det nye danske designer-håb Clement Buhr. Han er fyldt med gode ideer, bæredygtige materialer og en billet til at spise kirsebær med de store. Et naturtalent med nål og tråd, og samtidig noget så sjældent som et godt menneske får han sin sag for, når han finder ud af hvordan modeverdenen egentlig fungerer. Der er ofte afregning ved kasse 1, og man har bare at have den rette valuta.

Novelle Som de fleste andre er et eksperiment, hvor jeg blander autofiktion med horror. Derfor er hovedpersonen også en, der måske ikke helt er mig, men fandens tæt på. Den handler om at indse sig selv, og derefter finde ud af hvor meget man kan tage fejl med hensyn til indsigt. Og ja, der er forbudt Lovecraftian viden med i fortællingen også.

Sidste skriv i april er novellen Et skibsforlis, hvor jeg arbejder med hjemstavnslitteratur. Vi er i 1915, Jylland, og Alan har besluttet sig for at han vil til Amerika. Han er gårdens næstældste, og derfor vil hans bror Bjarne automatisk arve. Det er den ene del af historien. I den anden er Alans skib blevet ramt af noget frygteligt stort, og er ved at gå ned. Alan har reddet sig ombord i en jolle, men der er noget eller nogen, der lurer i dybet under ham.

Brøndsalen på Frederiksberg - Digterstatuer

Tilbage i 2012 fandt jeg på et koncept. Jeg havde oplevet ved digtoplæsninger at de enkelte digte druknede i mængden, så derfor udtænkte jeg Digterstatuer, en bunke oplæsere, der hver især stod som statuer indtil de blev aktiveret af publikum. Jeg præsenterede konceptet ved en sammenkomst, men så skete der så mange andre ting, og jeg glemte alt om det. Det ændrede sig i slutningen af 2015, hvor jeg blev spurgt om konceptet måtte anvendes til en udstilling. Selvfølgelig svarede jeg ja, og jeg var også så heldig at få lov til at være en af statuerne.

A video posted by A . Silvestri (@authorsilvestri) on

Eventet hændte den 3. april. De indkaldte digtere var meget forskellige, og talte blandt andet Janus Kodal, Ole Perregaard, Michael Dyst, Jesper Rugård, Tine Demandt, Troels Boberg og Kirsten Marthedal. Hver skribent havde til eventet fundet/skrevet seks tekster. Oplæsningerne kørte over tre timer, hvor der hver halve time var udskiftning. Publikum tog imod ideen med kyshånd, og langt de fleste af oplæserne havde meget travlt. Selv oplevede jeg et par tilhørere, der insisterede på at høre alle mine seks kreationer. Konceptet blev så stor en succes, at der lige nu arbejdes på en fortsættelse.

Visioner - science fiction-oplæsning

Hvis der er noget, der er en sjældenhed, er det en oplæsning udelukkende af science fiction. Den 17. april var jeg inviteret til at læse op sammen med Kenneth Krabat og Gudrun Østergaard, i Valby Kulturhus. De ting vi læste op af var meget forskellige, og strakte science fiction vidt. Selv nåede jeg omkring et af mine Skår fra sidste år, og også en af de små tekster, jeg skrev til FebruaryFiction.
Efter oplæsningerne indledte Manfred Christiansen en paneldebat om visionerne i science fiction, om hvad vi som forfattere hver især forsøger at opnå med vores skrivning, og han trak ligeledes ligheder og forskelle mellem vores tekster frem. Vi endte med at gå over tiden, fordi publikum var spørgelystent, og når der sker sådan noget, må man sige at det var en succes. Til sidst fik vi hver især en kurv som tak for at have læst op - og det var en af de rigtige gode kurve, for blandt båndpasta og italienske mandelkager, stod intet mindre end en Venus fluefanger. Den kødødende plante er nu blevet en del af min skrivestue, og man skulle være en sølle horror-forfatter, hvis man ikke er svært tilfreds med det.

De andre ting

April var præget af flere sløjfer, der skulle bindes. Arbejdet som formand for S-styrelsen i Dansk Forfatterforening er ret travl, og der er mange ting at holde øje med. Med det sagt synes jeg det er spændende at være mere på indersiden af en forening. Jeg har sendt manuskriptet til min kortroman Live (fra Ambrosia/Live) til et teater med henblik på om det kunne blive et stykke til scenen, omskrevet en horror-novelle så den blev en smule længere, arbejdet videre på undervisningsmaterialet til horror og så selvfølgelig skrevet en ordentlig håndfuld noter til kommende projekter.

Jeg ved ikke hvad den næste tid bringer. Lige nu er jeg meget langt nede, og har vanskeligt ved at se formålet med de ting jeg skriver. Jeg er desillusioneret, men mest sørgmodig. Alle de sandheder mit indlæg om eksemplarer bragte med sig var nogle jeg vidste på forhånd, men optimistisk havde formået at holde fra livet. Nu trænger virkeligheden sig på. 

Tekstoceanet - Korshængt (Påsketekst)

Så er der faktisk gået en måned siden sidste gang vi steg ombord og satte ud på det dybe vand. Nu er det forår, farvandene er isfri og vi har kun brug for en let vindjakke til at tage brodden af Kong Vinters sidste famlende forsøg. Samtidig er det også påske, og en så mørk og lidelsesfuld højtid bliver vi næsten nødt til at stævne ud til 2011. Så løft blikket mod horisonten mens vi glider ud på endnu en tur på Tekstoceanet.
 
I 2011 havde jeg mere eller mindre permanent lagt digtene bag mig, og fokuserede i stedet for på prosa. Det skulle samtidig blive et ret stort år for mig, da både Faderens sønner og Pandaemonium udkom der, men det punkt jeg vil tale om ligger før udgivelserne, nemlig i foråret. Jeg var i en meget produktiv fase, da jeg lige var debuteret og ideerne stod bare på række. Samtidig var det langsomt ved at gry for mig, at jeg blev nødt til at være meget mere opsøgende mht. oplæsninger og lignende. Derfor lovede jeg mig selv at være åben for det meste, ikke mindst det jeg ikke havde prøvet før.

Jeg har tidligere skrevet om Juleevangeliet, der blev læst i Kristuskirken. Allerede dengang blev vi enige om at gentage succesen, og det skulle vise sig at blive meget hurtigt. I anledning af påsken indbød den daværende præst Alice Sprotte en håndfuld digtere/forfattere (bl.a. René Sandberg, Thurston Magnus og Steffen Baunbæk) til hver især at betragte korsfæstelsen fra forskellige vinkler. Pontius Pilatus, Maria Magdalene, Judas var blandt de udvalgte, og selv fik jeg de romerske soldater, der stod vagt ved korsets fod, og inden da ikke havde været Guds bedste børn (pun intended). Vi havde alle fået at vide, at det vi skrev ikke skulle være rart - tværtimod skulle det være mørkt, modbydeligt og sorgfuldt, ganske som skærtorsdag og langfredag er det. Meget vel, tænkte jeg, og gik i gang med at researche Biblen.
Noget af det første jeg fandt ud af var at de to soldater virkelig var nogle svin. Helt igennem ubehagelige fætre. Det næste jeg fandt ud af var at Judæa af romerne blev betragtet som en udørk og det at være udsendt der var nærmest en straf. Med de to ting rumsterende i knolden, vidste jeg at jeg blev nødt til at portrættere dem som grådige, racistiske, hadefulde, hånende og fremfor alt, respektløse. For på det tidspunkt var der masser af såkaldte messiaser, og hvorfor skulle en romersk soldat se Jesus som noget særligt? For dem var han blot endnu et meget menneskeligt menneske, der døde med lort flydende ned ad inderlårene. Teksten blev grum, den blev nasty og den blev virkelig virkningsfuld.

Alligevel var det med hjertet i halsen at jeg skulle læse den op i Kristuskirken på Nørrebro. Det at stille sig op i et kirkerum og berette noget, der kunne betragtes som blasfemi, var meget grænseoverskridende. Derfor blev jeg også rigtig glad, da min tekst efterfølgende medførte at flere af de normale kirkegængere gerne ville diskutere og snakke med mig. De var især fascineret af den tanke, at ja, selvfølgelig var Jesus ikke på nogen måde guddommelig for romerne. Det var en, der ikke tidligere havde strejfet dem. Hele arrangementet var virkelig godt, sådan et af dem man altid vil huske, ikke mindst fordi den efterfølgende samtale var rigtig frugtbar. Hvad det vil sige at tro, og det syn man har på verden blev vendt. Dermed ikke sagt, at der ikke var nogen, der nok blev stødt over noget af det vi læste op.
 
Nu kunne historien ende her, men der er lige en ekstra krølle. I går (25/3-16) læste jeg op i Brøndsalen på Frederiksberg. Jeg var blevet specielt inviteret af René Sandberg til netop at læse mit stykke med de romerske vagter op, da det hang sammen med en koncert, hvor sangene tog udgangspunkt i Jesu tanker. Derfor trådte jeg ind på scenen, smed mit medbragte sværd fra mig og gik i gang. Omkring en side inde i teksten rejste tre damer på forreste række sig, pakkede deres tasker og sure ansigter og forlod oplæsningssalen. Først var jeg lidt ked af det, men efterfølgende slog det mig at hvis en tekst kunne provokere så meget, må der være noget i den. Du kan finde teksten nederst og selv vurdere om jeg går over stregen. Jeg postede også et billede på instagram, lige efter jeg havde været på:


Så kan vi atter se molen, hvor mågerne sidder på deres bundgarnspæle og betragter os i deres evige søgen efter mad. Jeg håber du nød denne tur, som nok tog os gennem mere kontroversielle farvande end vanligt, men den stille sø er ikke altid den mest eventyrmættede. Der er stadig en del destinationer på sejlplanen, så jeg håber du stadig er frisk på at lade vinden fange sejlene når Tekstoceanet kalder igen. Indtil det sker, er du meget velkommen til at lægge dine kommentarer i ris og ros-boksen under roret.

Februars arbejde 2016 - om Ulysses, tatoveringer, støtteprojekter og småfiktioner

Hurra! Årets sidste vintermåned er nu aldeles færdig, og jeg har været rigtig glad for at februar havde 29 dage i år, for ellers havde der under ingen omstændigheder været tid eller plads til alle mine projekter. Der har været mange dage, hvor jeg bogstaveligt talt er løbet for at kunne nå hvad jeg skulle, og følelsen af det er en blanding mellem euforiserende og udmattende.

  
Ofte skriver jeg noveller uden som sådan direkte at have et sted, eller øjeblikkeligt formål til dem. Det var anderledes i denne måned, da alt hvad jeg skrev hurtigt kom i brug.

The watcher's tale (7800 ord, horror, engelsk)
Om blod og blæk (2900 ord, horror)
February Fiction (29 x ca. 100, alle genrer)

Novellen The watcher's tale er på engelsk, og som sådan noget jeg kun gør meget sjældent. Den er skrevet til et joint world-projekt, kaldet Refuge som den britisk-fødte australier Steve Dillon står for. Det er en charity, et godgørende projekt, der især støtter flygtninge. Min fortælling handler om Erik, der kigger på ting, smager ting og hører ting. Han har en gård lidt uden for byen, der hedder Refuge, og en dag da han er inde med varer, gennemrystes alting af et jordskælv, og med et går alle hans sanser fuldkommen amok.

Om blod og blæk er en weird horror-fortælling om Thomas, hvis morfar gennem hele hans barndom fortalte om atramento, blækket i tatoveringer, ikke som noget farve, men som noget mærkeligt levende. Da han bliver smidt ud hjemmefra, springer han på et tog og ender i den anden ende af Europa, i den italienske havneby hvor hans morfar fik lavet en helt speciel tatovering. Der går han på udflugt efter svar, og finder så mange at de omdanner sig til spørgsmål igen.

February Fiction var et tiltag, hvor man hver dag i februar skulle skrive en kort tekst. Reglerne var simple. Det måtte max. være 100 ord langt, og der skulle tilstræbes en begyndelse, en midte og en slutning. Teksten skulle udgives online. Det lykkedes mig at skrive alle 29, men desværre udgav jeg dem på twitter, hvor de ikke fik så meget opmærksomhed. Da jeg selv synes der er mange gode imellem, har jeg valgt at oprette en side til dem alle her på min blog. Den kan du tage et kig på ved at følge linket .. og her kommer også en enkelt smagsprøve :) 

Tryk for at gøre større.
Heldigvis nåede jeg også ud af huset et par gange i løbet af februar. Først gang var den 2. februar, hvor jeg sammen med 17 andre oplæsere deltog i en synkronoplæsning af Ulysses af James Joyce på Frederiksberg Hovedbibliotek. Det var ret fedt, og ret sært, og heldigvis var Manfred Christiansen der til at optage både lyd og billede. Derfor kan du få begge dele. Øverst er det mig der læser op, nederst kan man høre det sært maniske kaudervælsk, der næsten er forståeligt. Eller, sagt på normalt dansk, det er sådan det lyder når 16 mennesker læser op i munden på hinanden. Mente du ikke 18? Nej. For de sidste to stod ude i forhallen, mens vi andre 16 fyldte det store rum ud 


Som I kan se, står jeg lidt og gynger frem og tilbage. Det er der faktisk en grund til. Hvert kapitel i Ulysses er skrevet i en unik stil, og kapitel 15 (som jeg læste fra), er skrevet som et skuespil. Derfor blev jeg nødt til hele tiden at være i bevægelse, hvis det blev nødvendigt at fare frem, gestikulere, råbe, løbe på stedet eller alle mulige andre ting. Alle oplæserne var på en fuld klokketime, og i løbet af den tid nåede jeg at være over 20 forskellige figurer. Denne oplæsning står helt sikkert som en af mine vanskeligste til dato, men også en af de sjoveste ... men jeg kan godt afsløre at man er en smule tør i halsen efter 60 minutters non-stop Joyce.



Min anden optræden lå i den anden ende af februar, meget passende. Det var lykkedes mig at få et samarbejde mellem tatovørforretningen Wicked Workshop og Dansk Horror Selskab op at stå, en oplæsnings/signeringsevent i horrorens tegn, og en del af KBH Læser-festivalen. Eventet strakte sig fra klokken 11 om formiddagen til 22 om aftenen, og du kan se hvad du gik glip af lige her. Der var signeringer ved John Kenn Mortensen, og oplæsninger ved Michael Kamp, Patrick Leis og Steen Langstrup. Selv gik jeg på som den sidste, og læste Om blod og blæk op - den, der var skrevet specielt til lejligheden. Det virkede som om publikum virkelig synes den var fed, for min applaus var massiv og vedholdende. Desværre er der ingen optagelse af netop den fremførsel, men i det mindste er der et billede eller to
Fra venstre: A.Silvestri, en fanboy, Patrick Leis og Steen Langstrup.
Det var virkelig unikt at læse op i en tatovør, for hele det lille rum gav bare en ekstra bid uhygge til de fire fortællinger. Det gjorde absolut heller ikke tingene værre, at der var kommet så mange som der kunne være. Hvem ved, måske gentages succesen på et tidspunkt. Det har i hvert fald fået mig til at tænke i alternative oplæsningslocations - for hvorfor dog ikke inddrage det rum man står i? Hvis man vil se flere billeder, kan de findes på min Instagram.

Phew - så nåede vi i mål. Det var godt at få min måned ned på skrift, og jeg håber du/I har lyst til at smide et ord eller to. Ellers er der vel ikke så meget mere at sige end at jeg håber vi går en lys og varmere tid i møde. Ciao!

Oktobers arbejde 2014

Når man kigger ud af vinduet, skulle man ikke tro at det allerede er november. Oktober har været mild som en overfordret kat og vanen tro har den nu forgangne måned indeholdt en efterårsferie - noget jeg som forfatter sætter enorm pris på, da der så kan rettes op på nogle hængepartier, og mindst lige så vigtigt, skrives på nogle spændende projekter.

Oktober har mildest talt været fyldt med projekter, hvilket er rigtig fedt. Dem vil jeg komme til om et øjeblik, men inden da skal I lige høre hvad jeg selv har fået skrevet:

Holger skal dø (2300 ord, realisme)
Et satans arbejde (arbejdstitel, humor, 14500 ord indtil videre)


I Holger skal dø, skal Holger, ikke overraskende, dø. Der er ingen måske'er, eller forhandlinger. Han har lige været til middag hos familien, inden han skal hjem til hospicet. Han betaler taxacaufføren ekstra for ikke at tale, men bare lytte. En historie, der virkelig kunne være sort, men som ender med ikke at være så grim alligevel.

Et satans arbejde kommer I til at høre mere om når den engang er færdig.

Det er ligeledes blevet til et enkelt Skår:

Hjemve (om et selvbyggende hus og en nysgerrig dreng)

Som i sidste måned, har jeg siddet rigtig meget ved computeren, til dels med mine egne ting og til dels med andres. Romanen fra sidste måned er færdigredigeret og er vist allerede i trykken, jeg har anmeldt en fantasy-roman på metrord.dk (Søstrene fra Ravdos), jeg har korrektur-oversat en science fiction-novelle og tilmed anvendt mine historielærer-færdigheder på at redigere et fagbogsmanus. Det er vanvittigt underholdende og givende at få lov til at prøve så mange forskellige ting. Det håber jeg bliver ved.

I min egen skrivebiks har jeg korrekturlæst novellen Udyr, der vandt Kandors varulvekonkurrence. Med lidt held kommer den ret spændende antologi ud i denne måned og jeg ser frem til at se de andres historier. Jeg har oversat min gamle novelle Forhæng til engelsk og sendt den til et litterært magasin. Den er jeg lidt spændt på hvad der sker med. Sidst, men ikke mindst, har jeg næsten hemmeligt arbejdet på en SMS-novelle med titlen Vi savner dig. Den er nu også næsten klar, så jeg håber det vil være muligt at finde den til BogForum.

I november måned skal jeg arbejde på en omskrivning af kortromanen Al kødets gang, der, hvis alt flasker sig, udkommer til februar, jeg skal læse en roman og komme med bagside-udtalelse, og så glæder jeg mig rigtig meget til at være gæst i Cinemateket d. 9, hvor jeg er med i en talkshow-debat om epidemier. Jeg skal, selvfølgelig, snakke om zombier. Og så er der også BogForum, der så absolut ikke må glemmes. Jeg signerer bøger og er til at snakke med mellem 13 og 13.30 om lørdagen, på forlaget Valetas stand. 

Men hvad med den der oplæsning i Forfatterforeningen? Jeg runder indlægget af med dette billede. Må I alle have det fantastisk.

Silvestri med vest, høj hat og enorm bog. Der var blod og indvolde mellem siderne.

Septembers tre nyheder

De første ruskende tegn på vinter har vist sig, når man kommer hus- og gadehjørner for tæt. Energiniveauet er lavere, end det har været et stykke tid. Tingene går frygteligt hurtigt i skrivebiksen, samtidig med at de går alt for langsomt. Det er et sært, limbomættet grænseland. Heldigvis er der et par konkrete lækkerheder at berette om, så det hele ikke bliver så metafysisk.


Den 7/9 anmeldte Politiken antologien Undergang fra forlaget Valeta og jeg var mildest talt chokeret. Tænk, at en af de store aviser anmeldte ikke alene en antologi, men også en, hvis historier alle lå placeret i de fantastiske genrer og var skrevet til voksne. Det var dog ikke alt sammen positive ting, der blev sagt og flere af disse er blevet diskuteret på denne blog. Jeg vil dog vælge at vedblive positiv og håbe, at det er første spadestik i en helt ny tradition. Anmelderen, Anne-Marie Vedsø Olesen, var især glad for blandt andet min novelle, og skrev følgende ord:

"I Amdi Silvestris Den allersidste dans, danser syv par i hver sin beskyttende boble, mens jordkloden går under af solstorme. Men boble efter boble brister, Silvestri skriver særegent poetisk og uden slinger i valsen, om man så må sige, og får midt i al gruen skabt en smuk hyldest til menneskeheden og mangfoldigheden."

Det er næsten fem måneder siden min dobbeltroman Ambrosia/Live udkom, og den bliver stadig ved med at få anmeldelser. Den ottende af slagsen står Thomas Winther, anmelder på bladet Himmelskibet, for, og han har en del pæne ting at sige:

"Vi får ikke at vide hvilken trussel det er jorden står over for [i Live], men dette er heller ikke vigtigt for historien, da personerne alligevel ikke kan gøre noget ved det, men kun kan forholde sig til deres egen situation. Man savner som læser heller ikke en afklaring af hvad det er for en trussel der hænger over dem, for det er egentligt ikke vigtigt. 

 Ambrosia / Live læses hver for sig, men står stærkt sammen, og giver samlet en rigtig god bogudgivelse."


Den 4/9 var der oplæsning på Staden i København, hvor jeg var inviteret til at læse op sammen med Kenneth Krabat, Peter-Clement Woetmann, Linda Nørgaard Framke og Steffen Baunbæk Pedersen under paraplyen Poesi på Staden. Det blev en rigtig fin aften, også selv om jeg var udmattet af de seneste par uger og ikke leverede mit bedste. Det gjorde nogle af de andre heldigvis - og hvis du ikke var der, kan du se en sammenklipning af arrangementet på youtube. Du skal bare klikke på linket. Det var alt for nu. Tak fordi du læste med.

Nyheder i maj

Der har været lidt stille på nyhedsfronten, desværre, men nu er der endelig lidt at kaste om sig med igen.

I løbet af maj har jeg været ude til to oplæsninger. Det er sjældent at jeg får lov til det to gange på en måned, og derfor valgte jeg at læse vidt forskellige ting op.

Den første var i BoBWHAT på Nørrebro, hvor jeg læste op sammen med Tommy Heisz og Charlot Roslev. Eftersom jeg selv stod som arrangør havde jeg lagt hovedet i blød og var kommet op med et koncept. Når man læser meget op, har man efter et stykke tid fundet de 3-6 tekster, der bare virker. Det betyder at de resterende 95% af ens produktion får lov til at hensygne i et hjørne. Det skulle denne aften lave om på. Derfor var kriteriet for oplæserne at det de læste op skulle være noget de normalt valgte fra. Og helst det de valgte fra først. Det blev til to timers meget anderledes oplæsning hvor publikum blev inddraget og hvor alle oplæserne fortalte om tankerne bag det de ville læse op og processen med at skrive. Selv endte jeg i det ømme hjørne med novellen Farverig besjæling fra Køtere dør om vinteren, der handler om evig kærlighed og novellen Kom nat fra Optisk bedrag, der handler om ikke at stille de unødvendige spørgsmål. For mig et ekstremt utraditionelt valg af noveller.

Arne Ziebell Olsen læser op - eller griner.
Anden oplæsning var på Byens Bogcafé i Ørestaden sammen med Arne Ziebell Olsen. Oplæsningen var støttet af Kunststyrelsen og arrangeret af Novelleforlaget. Der læste jeg novellen Klor fra Køtere dør om vinteren, der kredser om temaet undertrykt seksualitet samt novellen Valuta for pengene fra Optisk bedrag, der efterhånden er blevet lidt af en publikumsfavorit. Det var fedt at læse op midt i Ørestaden, der stadig ligner kommunalt boligbyggeri, men efterhånden forsøger sig med tiltag der kan give Københavns yngste bydel en profil.

Antologien Vampyr fra forlaget Kandor har virkelig gået sejrsgang der hvor den er blevet anmeldt, og der er nu en ny anmeldelse i rækken. Det er Emil Blichfeldt fra bogblogger.dk, der står bag den og han siger følgende om min novelle:

"Afmonteringen af den menneskelige vampyr ses blændende godt i Som vinden blæser af A.Silvestri og De rette omgivelser af Teddy Vork. Selvom historierne er meget forskellige har jeg sjældent set vampyren fremstillet så gennemført umenneskelig og alligevel interessant."

Det er forresten anden gang Teddys og min novelle nævnes sammen - det kan være vi skal tage det faktum op på et tidspunkt :)

Antologien Pix, der udkom sidste måned, har fået sin lektørudtalelse. Desværre kan jeg ikke vise den her, men det nævnes bl.a. at "denne samling bør stå op alle landets biblioteker". Så kan det vist ikke blive meget bedre.

Det var alt for nu. Det er sommer og keyboardet hungrer efter at skrive videre. Bis dann.

Første nyheder i marts - med lidt fra februar

Selv om marts måned har mindre end en uge hængende fra sig, er der med et sprunget en bombe af nye ting, der direkte har at gøre med mit forfatterskab. Men den første nyhed er faktisk fra februar - så lad bolden rulle.

Min novellesamling fra sidste år, Optisk bedrag, fik heldigvis den længe ventede lektørudtalelse, og den siger blandt andet følgende:

"De dysfunktionelle eller skadede og ensomme personer han skaber og de udpenslede voldelige og perverse scener gør, at mange af novellerne ikke er for sarte sjæle. Novellerne er af svingende kvalitet, men mange af dem er rigtig godt skruet sammen og A. Silvestri er en sand gysets mester, når det rigtig lykkes."

Selv om det er fine ord, er der to ting der skurrer en smule. For det første er samlingen kaldt for "gyser-noveller", hvad der egentlig ikke passer. Selv at kalde dem horror vil til dels være forkert. Den anden ting er, at en god håndfuld af novellerne hverken er modbydelige eller udpenslende - her kan jeg f.eks nævne Flyttelæs, der handler om en flyttemand der opdager hvad der virkelig har værdi og Valuta for pengene, som du kan læse et uddrag af her på bloggen. Men jeg skal egentlig ikke brokke mig. Alt i alt er jeg ganske tilfreds.

Nu vi er ved Optisk bedrag, tonser jeg til året første oplæsning. Det er i Nykøbing Falster, den 15/3 og der vil jeg både læse op og blive interviewet om samlingen af Thorvald Berthelsen. Arrangementet er støttet gennem Forfattercentrum og som paraply står den litterære forening Stordstrømmen, der er en interessegruppe for forfattere, der enten bor eller har direkte tilknytning til Storstrømsområdet. Mød op. Jeg ved det bliver skægt.

Og så er vi ved marts.

Pandaemonium bliver ved med at blive læst og anmeldt - og takterne er stadig i den rigtig gode ende. En af mine gode forfattervenner sagde til mig sidste år, at han havde på fornemmelsen at mit zombie-epos ville gå hen og blive en ægte kultklassiker. Selv om jeg tager ordene med et gran salt, er jeg begyndt at tænke om der er noget om snakken. Denne gang er det bloggeren Cautious, der har været så venlig, og hun siger blandt andet:

"Silvestris basse her er nok én af de mest vellykkede zombiefortællinger jeg har sat mine små fedtede fingre på nogensinde. Og det er store ord, for jeg er normalt ret kræsen når det kommer til danske forfattere. Der skal meget til at imponere mig, indenfor vores egen lille andedam, men denne er nok én af de klammeste bøger jeg har læst, og dét er jo sådan set en fin kompliment til genren."

Og så en af de rigtig sjove ting ved at være forfatter. Efter at have udgivet et trecifret antal noveller, er det altid dejligt når en af de gamle høns vender hjem. Tilbage i 2009 afholdt forlaget Valeta en novellekonkurrence, som jeg var så heldig at være en af vinderne af. Det var min novelle Je ne sais quoi, der møvede sig med ombord i det der skulle blive antologien Begyndelser. Den har nu fået sin første anmeldelse i tre år, inde på Litteratursiden, og om min novelle siger Jette Holst følgende:

"”Je ne sais quio” handler om Niels, hvis kone døde pludseligt, og nu er han taget til Paris for at genfinde livet, men i stedet ender han med at springe ud fra Notre Dame. Og det der skulle være en afslutning, bliver en ny begyndelse. Med kulsort humor fortæller A. Silvestri her en grum historie om kærlighed og døden, og på vanlig vis vender han op og ned på læserens begrebsverden."

SÅ tror jeg ikke der er mere - men det må vist også være nok for en uge. Jeg tørrer sveden af panden og kaster mig ud mine nye projekter.

Nyheder i oktober, del 2


 
Jeg advarede jer - og nu sker det - anden omgang nyheder. Men inden jeg kommer til det, vil jeg lade mig selv få ordet for en kort bemærkning:


Oktober har været meget travl, med en masse oplæsninger, bunker af redigering og en konstant strøm af nye tekster. Blandt andet har jeg skrevet min første tekst på engelsk, Flotsam, og jeg er ganske tilfreds med resultatet. Jeg tror dog ikke det bliver en trend, da jeg foretrækker mit modersmål.

Den største nyhed er nok - som læsere af tidligere indlæg har bemærket - at jeg har lagt absolut sidste hånd på min samling Optisk bedrag. Den udkommer om lidt over fjorten dage, og indeholder 21 noveller samt en dedikation, der er meget vigtig for mig. Samtidig med at jeg har rettet Optisk bedrag til, har jeg også rettet min samling fra 2010, Køtere dør om vinteren, og det er med glæde at jeg kan fortælle at begge samlinger nu også kommer som e-bøger.

I den kommende måned vil jeg være at opleve en del steder - til København læser, til BogForum og ikke mindst til receptionen for min novellesamling. I oktober læste jeg blandt andet op i BoBWHAT i Griffenfeldsgade sammen med Brian P. Ørnbøl og Charlot Roslev, og hvis man skal tro på publikum var det en bragende succes. Det åbner måske for flere arrangementer, hvor noveller er i fokus.

Lige om et øjeblik er det november, og den måned byder også på et hav af udfordringer. Forhåbentligt kan jeg dog læne mig en smule tilbage, og se om laurbærene kan holde.

Silvestri på slap line

I morgen skal jeg prøve noget helt nyt. Jeg er blevet inviteret til at optræde på Slotsbryggen i Nykøbing Falster. Det er nyt på to måder. For det første har jeg aldrig prøvet at optræde så nær mit barndomshjem, så det bliver helt specielt. For det andet skal jeg ikke blot læse op, men igennem et stramt program, hvor jeg får prøvet forskellige facetter af det at være forfatter af.

Programmet ser ud som følger:

15.30: Præsentation af forfatteren A.Silvestri ved Thorvald Berthelsen
15.35: Oplæsning af novelle ved A.Silvestri
15.45: Forfatterinterview: Thorvald Berthelsen interviewer A.Silvestri om hans forfatterskab,om genrer og om at skrive i de fantastiske genrer.
16.15: PAUSE
16.30: Oplæg ved A.Silvestri om novellens genrer og generelle skrivetips.
17.00: Oplæsning ved A.Silvestri
17.20: Spørgerunde 
17.30 Slut 

Gennem længere tid har jeg forberedt en præsentation om de fantastiske genrer, og min forkærlighed for netop disse. Derfor ser jeg meget frem til at opleve hvordan publikum reagerer på de forskellige elementer. Igennem en del år har jeg læst op mange gange, og den del kommer naturligt til mig. At stå foran et publikum gør jeg til dagligt gennem mit lærerjob, men det er nyt for mig at skulle tale så meget om mig selv. Samtidig er der en god chance for, at mennesker jeg ikke har set i over 10 år kunne finde på at møde op. Alt i alt er jeg dog fortrøstningsfuld. Jeg har tanket selvtillid de sidste par måneder gennem anmeldelser af mine bøger, vundet en pris og arbejder støt på nye projekter. Nu ser jeg så frem til at den selvtillid stråler ud af mig i morgen.

Hvis du bor i nærheden, så kom forbi. Det er ganske gratis, og der er mulighed for at købe alle mine bøger ... selvfølgelig med signatur. Hvis du ikke bor i nærheden, så kom alligevel forbi. Det bliver underholdende. Det har du min garanti for.

Følg Amdi

Book Amdi

Har du brug for en oplæsning, et foredrag eller et spændende indblik i, hvad det vil sige at være forfatter i dagens Danmark?