BogForum 2014

Oktobers arbejde 2014

Når man kigger ud af vinduet, skulle man ikke tro at det allerede er november. Oktober har været mild som en overfordret kat og vanen tro har den nu forgangne måned indeholdt en efterårsferie - noget jeg som forfatter sætter enorm pris på, da der så kan rettes op på nogle hængepartier, og mindst lige så vigtigt, skrives på nogle spændende projekter.

Oktober har mildest talt været fyldt med projekter, hvilket er rigtig fedt. Dem vil jeg komme til om et øjeblik, men inden da skal I lige høre hvad jeg selv har fået skrevet:

Holger skal dø (2300 ord, realisme)
Et satans arbejde (arbejdstitel, humor, 14500 ord indtil videre)


I Holger skal dø, skal Holger, ikke overraskende, dø. Der er ingen måske'er, eller forhandlinger. Han har lige været til middag hos familien, inden han skal hjem til hospicet. Han betaler taxacaufføren ekstra for ikke at tale, men bare lytte. En historie, der virkelig kunne være sort, men som ender med ikke at være så grim alligevel.

Et satans arbejde kommer I til at høre mere om når den engang er færdig.

Det er ligeledes blevet til et enkelt Skår:

Hjemve (om et selvbyggende hus og en nysgerrig dreng)

Som i sidste måned, har jeg siddet rigtig meget ved computeren, til dels med mine egne ting og til dels med andres. Romanen fra sidste måned er færdigredigeret og er vist allerede i trykken, jeg har anmeldt en fantasy-roman på metrord.dk (Søstrene fra Ravdos), jeg har korrektur-oversat en science fiction-novelle og tilmed anvendt mine historielærer-færdigheder på at redigere et fagbogsmanus. Det er vanvittigt underholdende og givende at få lov til at prøve så mange forskellige ting. Det håber jeg bliver ved.

I min egen skrivebiks har jeg korrekturlæst novellen Udyr, der vandt Kandors varulvekonkurrence. Med lidt held kommer den ret spændende antologi ud i denne måned og jeg ser frem til at se de andres historier. Jeg har oversat min gamle novelle Forhæng til engelsk og sendt den til et litterært magasin. Den er jeg lidt spændt på hvad der sker med. Sidst, men ikke mindst, har jeg næsten hemmeligt arbejdet på en SMS-novelle med titlen Vi savner dig. Den er nu også næsten klar, så jeg håber det vil være muligt at finde den til BogForum.

I november måned skal jeg arbejde på en omskrivning af kortromanen Al kødets gang, der, hvis alt flasker sig, udkommer til februar, jeg skal læse en roman og komme med bagside-udtalelse, og så glæder jeg mig rigtig meget til at være gæst i Cinemateket d. 9, hvor jeg er med i en talkshow-debat om epidemier. Jeg skal, selvfølgelig, snakke om zombier. Og så er der også BogForum, der så absolut ikke må glemmes. Jeg signerer bøger og er til at snakke med mellem 13 og 13.30 om lørdagen, på forlaget Valetas stand. 

Men hvad med den der oplæsning i Forfatterforeningen? Jeg runder indlægget af med dette billede. Må I alle have det fantastisk.

Silvestri med vest, høj hat og enorm bog. Der var blod og indvolde mellem siderne.