Første nyheder i marts - med lidt fra februar

Selv om marts måned har mindre end en uge hængende fra sig, er der med et sprunget en bombe af nye ting, der direkte har at gøre med mit forfatterskab. Men den første nyhed er faktisk fra februar - så lad bolden rulle.

Min novellesamling fra sidste år, Optisk bedrag, fik heldigvis den længe ventede lektørudtalelse, og den siger blandt andet følgende:

"De dysfunktionelle eller skadede og ensomme personer han skaber og de udpenslede voldelige og perverse scener gør, at mange af novellerne ikke er for sarte sjæle. Novellerne er af svingende kvalitet, men mange af dem er rigtig godt skruet sammen og A. Silvestri er en sand gysets mester, når det rigtig lykkes."

Selv om det er fine ord, er der to ting der skurrer en smule. For det første er samlingen kaldt for "gyser-noveller", hvad der egentlig ikke passer. Selv at kalde dem horror vil til dels være forkert. Den anden ting er, at en god håndfuld af novellerne hverken er modbydelige eller udpenslende - her kan jeg f.eks nævne Flyttelæs, der handler om en flyttemand der opdager hvad der virkelig har værdi og Valuta for pengene, som du kan læse et uddrag af her på bloggen. Men jeg skal egentlig ikke brokke mig. Alt i alt er jeg ganske tilfreds.

Nu vi er ved Optisk bedrag, tonser jeg til året første oplæsning. Det er i Nykøbing Falster, den 15/3 og der vil jeg både læse op og blive interviewet om samlingen af Thorvald Berthelsen. Arrangementet er støttet gennem Forfattercentrum og som paraply står den litterære forening Stordstrømmen, der er en interessegruppe for forfattere, der enten bor eller har direkte tilknytning til Storstrømsområdet. Mød op. Jeg ved det bliver skægt.

Og så er vi ved marts.

Pandaemonium bliver ved med at blive læst og anmeldt - og takterne er stadig i den rigtig gode ende. En af mine gode forfattervenner sagde til mig sidste år, at han havde på fornemmelsen at mit zombie-epos ville gå hen og blive en ægte kultklassiker. Selv om jeg tager ordene med et gran salt, er jeg begyndt at tænke om der er noget om snakken. Denne gang er det bloggeren Cautious, der har været så venlig, og hun siger blandt andet:

"Silvestris basse her er nok én af de mest vellykkede zombiefortællinger jeg har sat mine små fedtede fingre på nogensinde. Og det er store ord, for jeg er normalt ret kræsen når det kommer til danske forfattere. Der skal meget til at imponere mig, indenfor vores egen lille andedam, men denne er nok én af de klammeste bøger jeg har læst, og dét er jo sådan set en fin kompliment til genren."

Og så en af de rigtig sjove ting ved at være forfatter. Efter at have udgivet et trecifret antal noveller, er det altid dejligt når en af de gamle høns vender hjem. Tilbage i 2009 afholdt forlaget Valeta en novellekonkurrence, som jeg var så heldig at være en af vinderne af. Det var min novelle Je ne sais quoi, der møvede sig med ombord i det der skulle blive antologien Begyndelser. Den har nu fået sin første anmeldelse i tre år, inde på Litteratursiden, og om min novelle siger Jette Holst følgende:

"”Je ne sais quio” handler om Niels, hvis kone døde pludseligt, og nu er han taget til Paris for at genfinde livet, men i stedet ender han med at springe ud fra Notre Dame. Og det der skulle være en afslutning, bliver en ny begyndelse. Med kulsort humor fortæller A. Silvestri her en grum historie om kærlighed og døden, og på vanlig vis vender han op og ned på læserens begrebsverden."

SÅ tror jeg ikke der er mere - men det må vist også være nok for en uge. Jeg tørrer sveden af panden og kaster mig ud mine nye projekter.

Trailer 49 - uddrag af Flyttelæs

Novellen Flyttelæs er at finde i min samling Optisk bedrag. I mange af mine historier opererer jeg med store armbevægelser. Derfor var det dejligt at hive denne lille historie frem af gemmerne, da den er afdæmpet og bevægende, på sin egen måde. Søren er flyttemand, og har lige hjulpet en meget rig familie med at flytte. Han synes de er nogle arrogante røvhuller. Lige indtil han finder noget bagerst i kassevognen.

"Han bakkede ud af det tomme rum, og gled ned på asfalten. Hurtigt lukkede og låste han både ladet og lastvognen. Det var råkoldt, men han trak vejret helt ned i lungerne. De få meter hen til Audien var hans indre fyldt op med vinter, på den gode måde. Med tanker om skøjteløb og sneboldkampe. Det var ikke al fortid, der bare skulle glemmes. Noget var værd at holde fast i. 

Tegningen hang næsten vægtløs fra hans hånd. Han havde set hundredvis af den slags billeder. Bare fordi man var flyttemand, betød det ikke at man var ukultiveret. Søren var begyndt at gå på kunstudstillinger efter kæresten var skredet. Et eller andet skulle han fylde den store tomhed ud med, og nu hvor den var væk, vidste han at det var nødvendigt at blive ved med at fylde på.

Bildøren klikkede efter ham, da han satte sig ind. Et øjeblik sad han helt stille i mørket. Så tændte han for den lille lampe over hovedet. På en eller anden måde tiltrak billedet sig hans opmærksomhed. Det var ikke fordi, det var specielt godt, eller mesterligt udført. Det havde bare et eller andet. Han tog det op foran øjnene, og kiggede igen på de blottede bryster. Så langt fra pornografisk. Mere noget der var kælet for og som skulle være smukt. 

Uden at tænke over det, rev han lidt mere i papiret, så det nederste højre hjørne blev frit. Der stod et mandenavn. Det sagde ham ikke noget. Atter granskede han billedet. Måske havde han været for hård i sin første vurdering. Kunstneren havde formået at at fange noget smukt i motivet. Især kvindens øjne var dybe og mørke, og fyldt med noget som Søren mente var kærlighed. Det tog alligevel noget at fange en så vigtig følelse."