Vampyr

Det bedste fra fem års antologier - Del 3

Fortsat fra 24/12-14

Så er jeg allerede nået igennem ti antologier, men som tidligere nævnt, er det kun de antologier hvor jeg selv medvirker i. Hvis jeg ikke husker forkert er der også et par stykker, som jeg desværre ikke kan tage med her. Det drejer sig om Velkommen til Dybet fra Tellerup (2011) og Frem jog nattens magter (2012) fra Rollespilsforlaget. Selvsamme Rollespilsforlag har også udgivet antologien Ad mørke stier (2010) i samarbejde med HUF. Det er muligt at jeg har glemt nogen, og hvis du kan huske flere, må du meget gerne skrive det i kommentarfeltet.

Jeg kan allerede se nu, at jeg bliver nødt til at lave en "del 0" også, der handler om perioden 2007-2010. Der er nogle gode noveller og forfattere i de antologier, der ganske enkelt hverken kan eller må glemmes. Det er desværre også en af farerne ved at lave en liste som denne. At man unødigt kommer til at forbigå nogen. Det er selvfølgelig ikke min intention.

Reglerne er som følger: Fra hver eneste af de antologier jeg selv har medvirket i, vælger jeg den novelle, jeg synes er den bedste. Det vil sige at listen er meget subjektiv. Jeg begrunder selvfølgelig mit valg. Hver forfatter kan maksimalt optræde to gange på denne liste. Desuden 'kårer' jeg en runner-up, men uden begrundelse. Jeg optræder ikke selv på listen. Med disse ord håber jeg du har lyst til at læse med - både her og efterfølgende i antologierne.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vampyr (2013). Forlaget KANDOR.
Martin Schjönning : De fattige blandt menneskene. Antologien Vampyr kom til verden gennem en konkurrence og vinderen blevet meget fortjent denne novelle. Vi befinder os i et hardcore narkomiljø, hvor lidelse er hverdag og håb er noget andre kender til. En gruppe narkomaner er centrum for historien og alting tilspidses, da en af dem findes død. Ingen OD - der er noget helt andet, men egentlig ikke grimmere på spil her. Novellens krydsfelt, hvor hverdagen for heltidsnarkomaner beskrives kontant, men uden medlidenhed og det overnaturlige aspekt slår hinandens toner smukt an. Et must at læse.
Runner-up: Christian Reslow : Verdens krig.

PIX - nygotiske skæbner (2013). H. Harksen Productions. CD med Ras Bolding.
Michael Kamp : Sort. Novellen begynder med at hovedpersonen Morten sidder og arbejder. Ved en pause står han og kigger ud over Københavns tage, og lige da han skal til at vende tilbage til arbejdet, lægger han mærke til at strømmen ryger forskellige steder. Det er ikke en normal strømafbrydelse. Det virker mere som en bevægelse, der gradvist slukker. Fra det punkt af går det op for Morten, at der er noget rædselsvækkende på spil ikke bare uden for hans vinduer, men alle steder. Novellen fungerer på et ubevidst plan og undlader man at læse den i høj sol, kryber den ind under huden på en.
Runner-up: Patrick Leis : Den syvende dør

Forvandlinger (2013). Forlaget Langdyssen.
Sarah Fürst : Lille kat. Min korteste begrundelse indtil videre, men det er fordi selve novellen kun er på fire sider. Det forhindrer den dog ikke i at være en lille perle. En kvinde aer sin kat, mens hun snakker stille og blidt til den. Hvisker den ord om fremtid og fortid, måske og engang. Novellens sprog er ligetil, men den formår at slå en linje, der rammer direkte ind i følelserne og hiver lidt af en selv med ud.
Runner-up: Lars Konzack : Ellevild.

Mestertyvens sidste ønske, Ny Dansk Fantasy 3 (2013). Forlaget KANDOR/Replikant
Jesper Rugård : Troldens hjerte. I dette eventyr, for det er et eventyr, spiller orkestret den sædvanlige melodi. Vi har en prins. Vi har en hvid hest. Vi har en trold og så har vi også en scene, der er sat. Men hvor mange ville gå en komisk vej, ryger denne novelle i en helt anden og langt mørkere retning. Uden helt at forfalde til horror, formår forfatteren at bringe nogle af de gamle takter fra folkeeventyrene frem. Helt tilbage fra den tid, hvor de blev fortalt omkring bålet og så sandelig ikke havde nogen happy ending.
Runner-up: Sofie Boysen : Hammerslag

Farvel, min astronaut, Lige under overfladen 8 (2013). Science Fiction Cirklen.
Jesper Goll : Farvel, min astronaut. Cecilie er et flyvsk og anderledes barn. Kan det meste, og derfor siger skolen hende ikke særlig meget. Hun beslutter sig for at blive astronaut, og når Cecilie beslutter sig for noget, så bliver det sådan. Novellen handler om rejser i rummet, ikke svipture til Månen, men til fjerne systemer. Den handler om en ny måde at drive rumskibene på. Men mest af alt handler den om Cecilies far, der er historiens fortæller og som ser til, mens hans datter udlever sine drømme. Historien er en analogi, men det er også et af de bedste stykker science fiction på dansk i årevis. Den vandt også fortjent Niels Klim-prisen i kategorien Langnovelle i 2013.
Runner-up: Richard Ipsen : Biofeedback 2.0 

Fortsættes i morgen. 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Trailer 68 - uddrag af Drag

For omkring to år siden indkaldte forlaget Kandor til en samling, der udelukkende skulle indeholde vampyrhistorier. Det blev så siden hen til antologien Vampyr, der med en række noveller af dygtige folk virkelig blev et læs værd. Dum som jeg var havde jeg ikke nærlæst reglerne, og derfor troede jeg at man godt måtte sende flere historier. Så på deadline-dagen tog jeg en dyb indånding og skrev novellen Drag i en sitting. Næsten 6000 ord blev det til - og så rystede jeg bare på hovedet, da det gik op for mig at man kun måtte deltage med en novelle. Jeg måtte vælge, og (heldigvis) faldt mit valg på den lange novelle Som vinden blæser, der kom med i antologien. Det ændrer dog ikke på, at Drag blev ret vellykket - og for første gang kan du, elskede læser, få lov til at tage et kig.

Hvor er det fra? Italienske Vogue.
Vores 'heltinde' Angelique synger for mænd i en natklub. Hun er dygtig, men der er en der er dygtigere end 'hende'. Ydmygelsen er total, da 'hendes' boss kræver at hun ser den anden 'kvinde' optræde for at lære nogle tricks. Den slags fornedrelse er der kun et logisk svar på: Den anden må væk. For evigt.

"”Hvad laver du her? Det er kun for sangerinderne”. Stemmen var mørk, og da han vendte sig om, mødte et gyseligt syn ham. En tyk mand, lige så behåret som en bjørn og med et busket overskæg kiggede på ham med hænderne i siden. Den grønne læbestift under overskægget gjorde intet for hans udseende. John tænkte hurtigt.
”Jeg har en audition. Men jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med”. Løgnen flød fra hans læber som smør af nybagt brød. Bjørnen betragtede ham. Han var tydeligvis ved at klæde om. En kjole med spaghettistropper hang fra hans brede skuldre, men var ikke lukket i ryggen.
”Det har jeg ikke hørt noget om. Kristal, har du hørt noget om en audition?” sagde han, og skiftede stemme midt i sætningen.
”De er sikkert i gang med at udskifte mig. Det er fordi jeg er fed og gammel” vrælede stemmen fra før.
”Hold nu op, Kristal. Du vil bare være den smukkeste. Du er den smukkeste”
”Jeg er en afdanket kost. Hvorfor gør jeg det her hver aften? Alle hader mig” tudede stemmen videre.
Bjørnen så på John med et undskyldende blik.
”Jeg bliver nødt til at snakke med hende. Du skal have fat i en der hedder Keith. Det er ham der spiller klaver i bandet. Vi har pause om to timer” sagde han. Overskægget vibrerede. John nikkede.
”Tak. Er der et sted, jeg kan vente?”
Bjørnen pegede på den anden åbne dør.
”Derinde. Du kan tage dig en kop kaffe imens” sagde han, og vendte John ryggen. Fra klubben hørte John de sidste sangtoner glide ud af instrumenterne. Han småløb hen til den lukkede dør. På den var en stor guldstjerne, og neden under den stod med store bogstaver Cruora. Han tog i den. Døren svingede op ind til et rum, domineret af en stor garderobe og et lige så stort makeup-spejl.
Sangen endte. Der lød tunge fodtrin på trappen. John så sig febrilsk fra side til side. Han blev nødt til at finde et sted at skjule sig. Selv om Cruora skulle dø, kunne det ikke være nu. Det måtte være efter det sidste set. Ellers ville de begynde at lede efter ham for hurtigt.
Hans blik faldt på garderoben. Den var dyb og havde dobbeltlåger. Kun den ene af dem stod åben. Hvis Cruora gjorde som han, var alt det tøj der var brug for i løbet af aftenen i den åbne side. Lige ved hånden, så man kunne skifte hurtigt. Han maste sig ind mellem det knitrende stof. Chiffon, silke og satin gled blødt over hans maskeløse ansigt. Der hang en mærkelig lugt i skabet. Sød og krydret. En eksotisk parfume.
Da døren til rummet gled op, stod han i mørket med tilbageholdt åndedræt. I hans hånd ventede kniven."

Den 15. august 2013

For et år siden byggede jeg dette indlæg, der fortalte om hvad jeg havde nået på fem år. Der var bare den lille fejl med indlægget, at det slet ikke var fem år siden jeg for første gang udkom, men "kun" fire (Hvilket jeg senere har rettet i det oprindelige indlæg). Med andre ord betød det, at jeg havde et helt år til at løbe på, før mit første "jubilæum" som forfatter. Men NU er det 1826 dage siden navnet A.Silvestri første gang kunne ses på tryk. Hurra for det.

Jeg forsøger at gøre mig klog under et video-interview.
Selv om det kan virke lidt tamt, nu hvor tal ikke er min stærke side, er det vel kun på sin plads at finde ud af hvad der så er sket ekstra i det forløbende år. Så se dette indlæg som et appendiks til det tidligere.

Min fjerde selvstændige udgivelse, Optisk bedrag, udkom i efteråret 2012 på forlaget Hexameter. Selv om den ikke har fået mange anmeldelser, har jeg oplevet at folk snakker en del om den. For mig selv står den som noget specielt, da den adskiller sig fra mine andre udgivelser ved at være ret kringlet og eksperimenterende. De 21 noveller er alle en del af en kreds, der indrammes af den første historie, fablen Eventyret om historien og den sidste novelle, 100% reklamefri. På overfladen har de intet med hinanden at gøre. Længere nede har de alt.

Jeg er yderligere at finde i tre antologier - Pix med novellen Hamskifte, Vampyr med novellen Som vinden blæser og Forvandlinger med novellen Et studie i lyst og der er en 2-5 ekstra deltagelser på vej. Ligeledes optræder jeg i Proxima nr. 96 med novellen Bjørnbjørn og online med novellerne Udflugt og Høns, der begge kan læses free of charge.

Jeg fortsætter med at skrive til konkurrencer og antologier, samtidig med at jeg skriver på anden del af en roman. Ligeledes vil jeg i løbet af denne uge sende et manus afsted, der indeholder to kortromaner. På det sidste har jeg også arbejdet en del med engelsk, og som det ser ud nu, vil jeg forsøge mig en del på fremmedsprog i fremtiden.

Der er flere ting sket, men de kan nå frem i lyset når tiden er moden. Indtil da - så tag et kig på mit gamle indlæg. De tanker jeg gør mig der, er stadig gældende.

Første nyheder i juni

I mit sidste indlæg sagde jeg, at der havde været lidt stille på det sidste. Det har nu ændret sig. Selv om der kun er gået en stor uge af juni, er jeg allerede klar med den første bunke nyheder og ved, at der kommer mere. So stay tuned.

En slående lighed.
Antologien Vampyr bliver ved med at høste hæder og det lader ikke til at stoppe lige foreløbig. En ny anmeldelse i Himmelskibet slutter sig til de gode takter, og anmelderen Thomas Winther har følgende at sige om min novelle:

"A. Silvestris historie finder sted på et dansk slaveskib som sejler på sin rute med slaver til de vestindiske øer. Forholdene for slaverne er kummerlige. De ligger under dæk i skidt og lort og blandt ligene af de af deres medfanger der ikke har overlevet. Med om bord er der også kommet et væsen som lever ved at suge blodet og livet ud af folk. Væsnet flår også nogle gange skindet af sine ofre og kan iklæde sig det. Ud over blod og skind får det også en del af ofrets viden og hukommelse, og kan derfor indtage offerets plads. I starten er det kun slaverne der er væsnets ofre, men det har også en trang efter magt, og den kan godt fornemme at den finder den hos skibets hvide besætning."

For nogle år siden blev jeg spurgt om jeg ikke havde en fantasynovelle på lager. Flemming Rasch var ved at indsamle noveller til en antologi, og heldigvis havde jeg en enkelt, der passede til profilen. Siden da er projektet blevet udskudt en del gange, men nu er den her endelig. Samlingen hedder Forvandlinger og min novelle bærer titlen Et studie i lyst. Der er rigtig mange gode navne med: Jesper Rugård, Henrik Larsen, Bjarke Schjødt Larsen, Richard Ipsen, Klaus Æ. Mogensen, Rasmus Wichmann, Sarah Fürst, Gudrun Østergaard, Thomas Strømsholt, Flemming R. P. Rasch, Lars Konzack og Lars Ahn Pedersen. Antologien kan indtil videre kun købes gennem forlaget ved at sende en mail til forlagetlangdyssen@gmail.com. Jeg glæder mig til at se hvad anmelderne siger.

Det er nu halvandet år siden Pandaemonium udkom, men den nægter at ligge stille. På sitet bogbidder.dk har Pandaemonium været blandt de sidste par ugers bogbidder. Dog, da jeg skulle skrive dette indlæg, manglede der både teksten og indlæsningen. Mærkeligt. I får dog linket alligevel. Med lidt held vender begge dele tilbage fra de døde.

Alligevel skal I ikke vansmægte. Bloggen Amalies Bogunivers har anmeldt Pandaemonium og kyler fem kastestjerner lige i kraniet på den. Hun har blandt andet følgende at sige:

"Mange gange når man læser en roman, læser man den for underholdningens skyld. Det er ikke meningen at man skal tænke selv, men i “Pandaemonium” får man begge dele. Historien er til for at underholde, men indholdet får også læseren til at tænke. Spørgsmålene hober sig op, og de fleste bliver heldigvis også besvaret. I bund og grund er “Pandaemonium” en super fed zombieroman."  

Læs hele anmeldelsen her.

Og til at runde af ... jeg er faldet i igen. Suk. De første 2000 ord af Odd, del 2 er nu skrevet. So help me Odin. 

 

Nyheder i maj

Der har været lidt stille på nyhedsfronten, desværre, men nu er der endelig lidt at kaste om sig med igen.

I løbet af maj har jeg været ude til to oplæsninger. Det er sjældent at jeg får lov til det to gange på en måned, og derfor valgte jeg at læse vidt forskellige ting op.

Den første var i BoBWHAT på Nørrebro, hvor jeg læste op sammen med Tommy Heisz og Charlot Roslev. Eftersom jeg selv stod som arrangør havde jeg lagt hovedet i blød og var kommet op med et koncept. Når man læser meget op, har man efter et stykke tid fundet de 3-6 tekster, der bare virker. Det betyder at de resterende 95% af ens produktion får lov til at hensygne i et hjørne. Det skulle denne aften lave om på. Derfor var kriteriet for oplæserne at det de læste op skulle være noget de normalt valgte fra. Og helst det de valgte fra først. Det blev til to timers meget anderledes oplæsning hvor publikum blev inddraget og hvor alle oplæserne fortalte om tankerne bag det de ville læse op og processen med at skrive. Selv endte jeg i det ømme hjørne med novellen Farverig besjæling fra Køtere dør om vinteren, der handler om evig kærlighed og novellen Kom nat fra Optisk bedrag, der handler om ikke at stille de unødvendige spørgsmål. For mig et ekstremt utraditionelt valg af noveller.

Arne Ziebell Olsen læser op - eller griner.
Anden oplæsning var på Byens Bogcafé i Ørestaden sammen med Arne Ziebell Olsen. Oplæsningen var støttet af Kunststyrelsen og arrangeret af Novelleforlaget. Der læste jeg novellen Klor fra Køtere dør om vinteren, der kredser om temaet undertrykt seksualitet samt novellen Valuta for pengene fra Optisk bedrag, der efterhånden er blevet lidt af en publikumsfavorit. Det var fedt at læse op midt i Ørestaden, der stadig ligner kommunalt boligbyggeri, men efterhånden forsøger sig med tiltag der kan give Københavns yngste bydel en profil.

Antologien Vampyr fra forlaget Kandor har virkelig gået sejrsgang der hvor den er blevet anmeldt, og der er nu en ny anmeldelse i rækken. Det er Emil Blichfeldt fra bogblogger.dk, der står bag den og han siger følgende om min novelle:

"Afmonteringen af den menneskelige vampyr ses blændende godt i Som vinden blæser af A.Silvestri og De rette omgivelser af Teddy Vork. Selvom historierne er meget forskellige har jeg sjældent set vampyren fremstillet så gennemført umenneskelig og alligevel interessant."

Det er forresten anden gang Teddys og min novelle nævnes sammen - det kan være vi skal tage det faktum op på et tidspunkt :)

Antologien Pix, der udkom sidste måned, har fået sin lektørudtalelse. Desværre kan jeg ikke vise den her, men det nævnes bl.a. at "denne samling bør stå op alle landets biblioteker". Så kan det vist ikke blive meget bedre.

Det var alt for nu. Det er sommer og keyboardet hungrer efter at skrive videre. Bis dann.

Anden omgang nyheder i marts

Jeg ligger dybt begravet i Odd for tiden, og har - som et lille sideprojekt - moret mig med noget online ekstramateriale. Jeg tænker at det kunne være sjovt sådan at udvide sin roman. Selv om foråret stadig har den masochistiske minushat på, tikker det ind med anmeldelser og lidt nye tiltag hist og her:


Thomas Winther er anmelder på bladet Himmelskibet, og i nummer 35 har han været så venlig at anmelde både Optisk bedrag og Faderens sønner. Han siger blandt andet:

Om Optisk bedrag:
"De fleste af samlingens 21 noveller er som nævnt ikke fra de fantastiske genrer, men er historier om menneskeskæbner, om afsavn, svigt og selvbedrag, men også om glæde. Silvestris historier er altid værd at læse da han har et alsidigt og spændende fortælleunivers."

Om Faderens sønner:
"Faderens sønner skiller sig ud fra Silvestris andre novellesamlinger ved at den er genrespecifik. Samtidig viser den også Silvestris bredde gennem en bred tilgang til science fiction, og bogen skal bestemt stå på hylden ved siden af hans andre bøger"

Antologien Vampyr fra forlaget Kandor er landet godt og tungt på markedet, og både de medvirkende forfattere og anmelderne er imponerede over det høje niveau. Som de andre bøger fra Kandor er det også en flot bog, og det er sjældent man oplever en så helstøbt novellekreds. Jeg vil ikke nævne navne, blot sige at dette må være en af de bøger der står højt på horror-entusiastens liste. Antologien er blandt andet blevet anmeldt på gravko.com, og der siger Majbrit Høyrup om min novelle (og selvfølgelig Teddy Vorks):

"De to noveller, der fik mine nakkehår til at rejse sig mest af skræk var "De rette omgivelser" af Teddy Vork og "Som vinden blæser" af A. Silvestri.".

For efterhånden mange år siden (2010?) erhvervede novelleforlaget.dk sig min science fiction-novelle Alting på sin plads. Til min store overraskelse - og glæde - opdagede jeg for kort tid siden at den nu er blevet indtalt. Så nu kan man erhverve sig mine ord ikke kun som skrift, men også som lyd. Og jeg må give deres indlæser (oplæser?) at han har tillagt sig den helt rigtige stemme. En snas kan lyttes her ... og der kan du sjovt nok også købe novellen. 

I øjeblikket arbejder jeg meget med Odd, og hvis nornerne har udmålt det sådan, vil jeg være færdig med førsteredigeringen i næste uge - så fingers crossed. I mellemtiden er der også landet en hastesag i skødet på mig - så jeg ser hvad jeg kan nå at få fra hånden. Cheers.




Januars nyheder 2013

På den sidste dag i årets første måned er tiden kommet til et kig på de nyheder, der har samlet sig i løbet af januar.


På samme dag fik jeg beskeden om hvornår jeg atter er at finde i et par antologier. Den første er Pix fra H. Harksen Productions, hvor jeg medvirker med novellen Hamskifte, en aparte historie der i forhold til mine tidligere horror-produktioner er mere afdæmpet, men måske også derfor mere skræmmende. Den er at finde på hylderne midt i februar. Den anden, antologien Vampyr fra forlaget KANDOR,  udkommer den 1. marts og indeholder min novelle Som vinden blæser, der finder sted på et slaveskib på vej fra Guldkysten til De Vestindiske Øer. Begge samlinger er fyldt med cremen af den nye bølge af danske horror-forfattere, og jeg er voldsomt overbevist om antologierne kommer til at sætte deres aftryk.

Pandaemonium har fået endnu en anmeldelse, og også den ligger i den helt gode ende (4 ud af 5 stjerner). Det er Daniel Henriksen på Trauma Magazine der står for den, og han siger blandt andet:

"Silvestris massive zombieværk er spundet løst op omkring oldtidens overtro og mystik og drager paralleller til flere kulturer og mytologier. Jeg fornemmer inspiration fra Kings The Stand og Romero og Fulcis film, men uden at Pandaemonium virker plagierende. Silvestri har en forkærlighed for insekter og kropsvæsker, og handlingen præsenteres gennem en overflod af blod, masse, væske, kranier, huller og forrådnelse .. eller også er det måske bare betegnende for genren. Pandaemonium er udpenslet splat. Vi kan jo lide det."

I sommeren 2012 blev jeg interviewet et par gange af de gode folk bag Novelleforlaget.dk. Nu er det muligt at se et af disse interviews på nettet, så hvis du gerne vil have et glimt, så er det bare at følge linket. Jeg snakker om min novelle Forhæng, der til dato er en af mine højest ratede e-noveller.  

Optisk bedrag venter stadig på en lektørudtalelse, som jeg virkelig håber at den får. Men i mellemtiden er der sket noget sjovt. Bibliotekerne er begyndt at købe voldsomt ind af den. Jeg ved ikke hvordan det skal tolkes, men med de positive briller på kan det vel betyde at mit navn ganske roligt er ved at blive et man lægger en smule mærke til. 

I løbet af februar bliver det afgjort, hvem der går fra det indledende heat videre til hovedkonkurrencen om Niels Klim-prisen 2013. Det kommer jeg til at holde nøje øje med, da jeg næsten har en håndfuld kandidater på listen. Du kan læse mit indlæg om prisen her, og så håber jeg du har lyst til at stemme.

Alt for nu. May you live in interesting times.   

Nyheder i oktober, del 1

Ganske megalomantisk har jeg ladet dette indlæg få titlen del 1 - da jeg regner med at der kommer en del 2, inden måneden er omme. Mens jeg stadig skriver på romanen og diverse noveller, drypper det ind med nyheder.

Min novelle Som vinden blæser har sneget sig til en plads i antologien Vampyr fra Forlaget Kandor. Desværre vandt den ikke konkurrencen, men så længe det borger for en høj helhedskvalitet, er jeg mere end tilfreds. Tillykke til Christian Reslow og Teddy Vork, der tog anden og tredjepladsen, og en kippen med flaget til Martin Schjönning, der snuppede førstepladsen. Lad det bliver en fed samling, der for altid bandlyser glødende vampyrer til det teenagehelvede, hvor de hører til.

Jeg har for nylig oprettet en forfatterprofil på goodreads.com - et sted hvor man kan anmelde og rate bøger, og i samme åndedrag har jeg smidt mange af mine titler op. Tag et kig på den - og skulle du være i den heldige situation at have læst en af mine værker, ville det varme det nørrebroske forfatterhjerte, hvis du gad rate den - eller endog skrive et par ord.

I søndags var jeg til Dancon, sammen med Lars Ahn Pedersen og Richard Ipsen. Et anarkistisk forfatterinterview på tværs af alle tre gjorde at der blev snakket om mange forskellige ( og spændende) ting. I særdeleshed bed jeg mærke i blandingen af genrer og hvordan vi alle tre anvender et mytologisk lag i mange af vores historier. Og så var der selvfølgelig whisky - serveret af Lars Ahn. Det går man aldrig fejl af omkring middag.

Antologien Dansk Fantasy 2012 - Til deres dages ende har fået sin første anmeldelse, og Jette Holst har følgende at sige om min novelle Et horn i siden:

"... A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter."  

Så runder jeg af for nu - men med lidt held vil næste update indeholde video ... gasp!! Stay tuned.

Trailer 17 - uddrag af "Exsanguis"

Andet indlæg fra den kommende novellesamling. Exsanguis betyder noget i retning af "uden blod", og det der jernholdige fluidum har også en ganske markant rolle i novellen. Enjoy!

"Slapt hænger hun nu i hans arme, en slaskedukke fra hendes egen barndom, og i hans hjerte pumper hendes røde liv i store dunk. En svag miaven lyder fra en nærliggende baggyde, og han aer katten med sit gyldne blik. Spindende fortsætter den ud i natten, mens han kan mærke hendes døende ånde på sin hud. Hvor mange har han gjort det her ved gennem årene ? Hvor mange gange har han fulgt den djævelske trang som tog bolig i hans knogler for så lang tid siden ? Han ved det ikke, tal har aldrig interesseret ham på den måde. Pigen på tærsklen til den mørke afgrund er ikke blot et nummer i rækken, en ligegyldighed han tæller som et hak i sit pistolskæfte. Han elsker hende, som hun duver i hans arme og hendes hjerte slår langsommere for hvert sekund som går. Denne følelse af nærhed er det nærmeste han kommer til at mærke den kødelige kærlighed, og i hans skridt har hans manddom vokset sig stor og dunkende. Ud i natten smiler han sørgmodigt, for han ved at det kun er en stakket frist. Inden længe vil hans kød igen være dødt. Tårer løber ned over pigens kinder, og hun ser med bange øjne op på ham. Så tæt ved døden ønsker hun livet mere end hun nogensinde før har gjort"