Novelleforlaget

Nyheder i maj

Der har været lidt stille på nyhedsfronten, desværre, men nu er der endelig lidt at kaste om sig med igen.

I løbet af maj har jeg været ude til to oplæsninger. Det er sjældent at jeg får lov til det to gange på en måned, og derfor valgte jeg at læse vidt forskellige ting op.

Den første var i BoBWHAT på Nørrebro, hvor jeg læste op sammen med Tommy Heisz og Charlot Roslev. Eftersom jeg selv stod som arrangør havde jeg lagt hovedet i blød og var kommet op med et koncept. Når man læser meget op, har man efter et stykke tid fundet de 3-6 tekster, der bare virker. Det betyder at de resterende 95% af ens produktion får lov til at hensygne i et hjørne. Det skulle denne aften lave om på. Derfor var kriteriet for oplæserne at det de læste op skulle være noget de normalt valgte fra. Og helst det de valgte fra først. Det blev til to timers meget anderledes oplæsning hvor publikum blev inddraget og hvor alle oplæserne fortalte om tankerne bag det de ville læse op og processen med at skrive. Selv endte jeg i det ømme hjørne med novellen Farverig besjæling fra Køtere dør om vinteren, der handler om evig kærlighed og novellen Kom nat fra Optisk bedrag, der handler om ikke at stille de unødvendige spørgsmål. For mig et ekstremt utraditionelt valg af noveller.

Arne Ziebell Olsen læser op - eller griner.
Anden oplæsning var på Byens Bogcafé i Ørestaden sammen med Arne Ziebell Olsen. Oplæsningen var støttet af Kunststyrelsen og arrangeret af Novelleforlaget. Der læste jeg novellen Klor fra Køtere dør om vinteren, der kredser om temaet undertrykt seksualitet samt novellen Valuta for pengene fra Optisk bedrag, der efterhånden er blevet lidt af en publikumsfavorit. Det var fedt at læse op midt i Ørestaden, der stadig ligner kommunalt boligbyggeri, men efterhånden forsøger sig med tiltag der kan give Københavns yngste bydel en profil.

Antologien Vampyr fra forlaget Kandor har virkelig gået sejrsgang der hvor den er blevet anmeldt, og der er nu en ny anmeldelse i rækken. Det er Emil Blichfeldt fra bogblogger.dk, der står bag den og han siger følgende om min novelle:

"Afmonteringen af den menneskelige vampyr ses blændende godt i Som vinden blæser af A.Silvestri og De rette omgivelser af Teddy Vork. Selvom historierne er meget forskellige har jeg sjældent set vampyren fremstillet så gennemført umenneskelig og alligevel interessant."

Det er forresten anden gang Teddys og min novelle nævnes sammen - det kan være vi skal tage det faktum op på et tidspunkt :)

Antologien Pix, der udkom sidste måned, har fået sin lektørudtalelse. Desværre kan jeg ikke vise den her, men det nævnes bl.a. at "denne samling bør stå op alle landets biblioteker". Så kan det vist ikke blive meget bedre.

Det var alt for nu. Det er sommer og keyboardet hungrer efter at skrive videre. Bis dann.

Anden omgang nyheder i marts

Jeg ligger dybt begravet i Odd for tiden, og har - som et lille sideprojekt - moret mig med noget online ekstramateriale. Jeg tænker at det kunne være sjovt sådan at udvide sin roman. Selv om foråret stadig har den masochistiske minushat på, tikker det ind med anmeldelser og lidt nye tiltag hist og her:


Thomas Winther er anmelder på bladet Himmelskibet, og i nummer 35 har han været så venlig at anmelde både Optisk bedrag og Faderens sønner. Han siger blandt andet:

Om Optisk bedrag:
"De fleste af samlingens 21 noveller er som nævnt ikke fra de fantastiske genrer, men er historier om menneskeskæbner, om afsavn, svigt og selvbedrag, men også om glæde. Silvestris historier er altid værd at læse da han har et alsidigt og spændende fortælleunivers."

Om Faderens sønner:
"Faderens sønner skiller sig ud fra Silvestris andre novellesamlinger ved at den er genrespecifik. Samtidig viser den også Silvestris bredde gennem en bred tilgang til science fiction, og bogen skal bestemt stå på hylden ved siden af hans andre bøger"

Antologien Vampyr fra forlaget Kandor er landet godt og tungt på markedet, og både de medvirkende forfattere og anmelderne er imponerede over det høje niveau. Som de andre bøger fra Kandor er det også en flot bog, og det er sjældent man oplever en så helstøbt novellekreds. Jeg vil ikke nævne navne, blot sige at dette må være en af de bøger der står højt på horror-entusiastens liste. Antologien er blandt andet blevet anmeldt på gravko.com, og der siger Majbrit Høyrup om min novelle (og selvfølgelig Teddy Vorks):

"De to noveller, der fik mine nakkehår til at rejse sig mest af skræk var "De rette omgivelser" af Teddy Vork og "Som vinden blæser" af A. Silvestri.".

For efterhånden mange år siden (2010?) erhvervede novelleforlaget.dk sig min science fiction-novelle Alting på sin plads. Til min store overraskelse - og glæde - opdagede jeg for kort tid siden at den nu er blevet indtalt. Så nu kan man erhverve sig mine ord ikke kun som skrift, men også som lyd. Og jeg må give deres indlæser (oplæser?) at han har tillagt sig den helt rigtige stemme. En snas kan lyttes her ... og der kan du sjovt nok også købe novellen. 

I øjeblikket arbejder jeg meget med Odd, og hvis nornerne har udmålt det sådan, vil jeg være færdig med førsteredigeringen i næste uge - så fingers crossed. I mellemtiden er der også landet en hastesag i skødet på mig - så jeg ser hvad jeg kan nå at få fra hånden. Cheers.




Januars nyheder 2013

På den sidste dag i årets første måned er tiden kommet til et kig på de nyheder, der har samlet sig i løbet af januar.


På samme dag fik jeg beskeden om hvornår jeg atter er at finde i et par antologier. Den første er Pix fra H. Harksen Productions, hvor jeg medvirker med novellen Hamskifte, en aparte historie der i forhold til mine tidligere horror-produktioner er mere afdæmpet, men måske også derfor mere skræmmende. Den er at finde på hylderne midt i februar. Den anden, antologien Vampyr fra forlaget KANDOR,  udkommer den 1. marts og indeholder min novelle Som vinden blæser, der finder sted på et slaveskib på vej fra Guldkysten til De Vestindiske Øer. Begge samlinger er fyldt med cremen af den nye bølge af danske horror-forfattere, og jeg er voldsomt overbevist om antologierne kommer til at sætte deres aftryk.

Pandaemonium har fået endnu en anmeldelse, og også den ligger i den helt gode ende (4 ud af 5 stjerner). Det er Daniel Henriksen på Trauma Magazine der står for den, og han siger blandt andet:

"Silvestris massive zombieværk er spundet løst op omkring oldtidens overtro og mystik og drager paralleller til flere kulturer og mytologier. Jeg fornemmer inspiration fra Kings The Stand og Romero og Fulcis film, men uden at Pandaemonium virker plagierende. Silvestri har en forkærlighed for insekter og kropsvæsker, og handlingen præsenteres gennem en overflod af blod, masse, væske, kranier, huller og forrådnelse .. eller også er det måske bare betegnende for genren. Pandaemonium er udpenslet splat. Vi kan jo lide det."

I sommeren 2012 blev jeg interviewet et par gange af de gode folk bag Novelleforlaget.dk. Nu er det muligt at se et af disse interviews på nettet, så hvis du gerne vil have et glimt, så er det bare at følge linket. Jeg snakker om min novelle Forhæng, der til dato er en af mine højest ratede e-noveller.  

Optisk bedrag venter stadig på en lektørudtalelse, som jeg virkelig håber at den får. Men i mellemtiden er der sket noget sjovt. Bibliotekerne er begyndt at købe voldsomt ind af den. Jeg ved ikke hvordan det skal tolkes, men med de positive briller på kan det vel betyde at mit navn ganske roligt er ved at blive et man lægger en smule mærke til. 

I løbet af februar bliver det afgjort, hvem der går fra det indledende heat videre til hovedkonkurrencen om Niels Klim-prisen 2013. Det kommer jeg til at holde nøje øje med, da jeg næsten har en håndfuld kandidater på listen. Du kan læse mit indlæg om prisen her, og så håber jeg du har lyst til at stemme.

Alt for nu. May you live in interesting times.   

Trailer 45 - uddrag af Carne vale

For et år siden blev der udskrevet en konkurrence i anledning af Københavns karneval. Til den skrev jeg novellen Carne vale, der desværre ikke vandt ... men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Novelleforlaget.dk optede nemlig at erhverve sig novellen - og det betyder at den nu ligger ude på nettet til køb. Det er en lys fortælling om kræft og kærlighed, og om det der i virkeligheden betyder noget.
"Hans fingre gled over dets pailletter, som var det hendes hud. Først langsomt, så hurtigere. Han pegede ud, rininger der kunne blive syninger. Slaphed i bånd og elastikker. De svage punkter. Når han havde fundet en svaghed, løftede hun dragten ud af hans hænder og rettede op på fejlen. Så sad han imens på sengen og stirrede ud i luften, mens nattens tidlige dufte trængte sig på. Dieselolie og tinfolie. Intens, som essensen af storby destilleret til flaske og brugt som parfume. Noget af den energi ville bistå i morgen, når de første toner lød, og hun dansede højt, højt oppe.
Den gule dragt, der er hans, har været færdig i månedsvis. Hun har fortalt ham, at det var det eneste, der holdt hende kørende i januar, for sygdommene hærgede det danske land og hendes fremmede krop. Hans dragt, den samme farve som lav sol over Sao Paolo.
I erindringens spejl så han den for sig og huskede varmen på sit ansigt. I hans hænder føltes den stramme dragt rigtig, men han kunne ikke fornemme farven. Det var lige meget. Det er ikke ham, der skal være speciel, men hende. De runde bryster vil tiltrække sig blikke fra både mænd og kvinder. Nogle af dem vil senere drømme om hende - som noget, der engang hændte dem. Han ved det, for han gør det allerede selv. Husker noget, der stadig er der."

Hele novellen kan købes her.

Nyheder i september

Mens jeg har færdigredigeret min science fiction-samling, og sendt den til redaktøren, er der sket en del ting rundt omkring mit forfatterskab.

For et lille år siden udgav SFC en opsamling med de bedste historier fra Lige under overfladen 1+2. Her blev min novelle When the music's over valgt. Det specielle ved den antologi var (og er) dog, at den er oversat til engelsk. Nu er den første anmeldelse så kommet, og om min novelle har anmelderen følgende at sige:

"We are back in the USA for this short where an alien ship has landed, taking most of New York's Central Park (and a number of people) out as a consequence. The beginning of this story feels very much like a tribute to Stephen Spielberg's classic tale of first contact "close encounters of the third kind" but manages to distinguish itself as something quite original with a tongue in cheek humour that grows into a mashup / sendup of a number of science fiction first contact films and the aliens demands are laugh out loud funny. Another favourite in the collection, I loved the whole upset caused by that classic line "take me to your leader" (think about it)."

Ligeledes er en anden af SFC's udgivelser blevet anmeldt. Lige under overfladen 5 - Den nye koloni. Anmelderen nævner kort min fortælling Glemmer du, så husker jeg alt med følgende ord:

"
Men der er som sagt masser af andre noveller, som bør fremhæves. A. Silvestri giver et utraditionelt bud på en science fiction historie med ”Glemmer du så husker jeg alt” - Jette Holst

Som trejde ben i denne lille update, er min novelle Forhæng på Novelleforlaget blevet en del af en novellepakke på fire. Den kan erhverves her, for et ganske ydmygt beløb.

September bliver som vanligt travl (men det skriver jeg hver måned) - så der kommer nok en update eller to til undervejs.

Selv den græske hedebølge...

..har ikke formået at lægge en dæmper på mit forfattervirke. Mens jeg har været væk, er der sket en hel del ting i mit skriveunivers.

For det første er der kommet et interview med mig op inde på Novelleforlaget.dk. Her er jeg blevet spurgt om min holdning til novellen som genre, hvordan jeg skriver og hvem jeg egentlig ser som mine "forbilleder". Du kan læse hele interviewet på deres hjemmeside, og hvorfor ikke afslutte det med at købe en novelle eller to af undertegnede. De har sommerpris lige nu.

Min medforfatter i antologien Bag Adonais spejl, Majbrit Høyrup, har pløjet hele samlingen igennem, og har følgende at sige om mit bidrag. Læs hele hendes beretning her:

"Denne sidste novelle i samlingen, Benspænd af A. Silvestri handler om Døden, der har sine problemer med de andre Begreber: Skæbnen, Tilfældet og mange andre. Historiens humor er den sproglige finurlighed, der kommer ud af personificeringen af flere og flere begreber indtil det helt absurde. Dialogen flyder let og mundret."
Steen Østergaard Olsen har læst tre noveller fra Novelleforlaget på sin telefon. En af de tre var min novelle Forhæng. Om den har han følgende at sige:

"
Forhæng er noget af det mest ubehagelige, som jeg har læst. Det tror jeg ikke, at forfatteren vil blive ked af at høre......Hvis det er målet for A. Silvestri at skrive kvalmende bøger, er det fint nok med mig, men han skal ikke regne mig med blandt de potentielle købere. Jeg kan sagtens læse bøger, som er kvalmende, men ikke hvis det er selve formålet at skrive kvalmende tekster. Jeg er ikke i stand til at se en mening med Forhæng ud over at chokere." 

Selvfølgelig er det ærgerligt at Forhæng ikke falder i hans smag, men jeg håber han vil genlæse den. Måske opdager han noget han ikke så første gang. Hele anmeldelsen kan læses her.

Det var det for nu. Arbejdet kalder.

Endnu en hob af nyheder

Vanen tro, bliver der ved med at ske en masse ting i mit skrivevirke. I min årsrapport fra 2010 gisnede jeg en kende angst, om de gode tider ville fortsætte, men alt tyder på at det gør de. Se bare her:

Pandaemonium, min gigantiske zombieroman er færdigredigeret, og jeg har modtaget det første forsideudkast, og selv om jeg endnu ikke kan vise det her, vil jeg blot bemærke at det ser tilpas ubehageligt ud. Der er blod, og der er krop. Pondus, om man vil. Romanen ser ud til at blive i et bind, hvilket vil sige at det bliver en massiv satan. Så snart forsiden er officiel, kommer den ud lige her.

Novelleforlaget.dk fejrer i skrivende stund to års jubilæum, og i den forbindelse har de to kvinder, der står bag forlaget, bedt mig om mit syn på novellen. De korte ord kan beskues ved at følge dette link. Som en helt anden, og ganske lækker ting, så i anledningen af jubilæet kan alle forlagets noveller købes med 20% rabat - altså kun 20 kroner for en dugfrisk novelle lige til læsemusklen. Så har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Forhæng, Alting på sin plads og Doris.....så er det vist lige her og nu, du skal slå til.

For et par måneder siden sendte jeg et par noveller ind til H.Harksens Mythos-konkurrence, og han har valgt at acceptere en af dem til det tredje bind af hplmythos.dk. De to første hed Lyden af vanvid, og Fra skyggerne. Novellen, der blev antaget, er I et vindue, en meget modbydelig tekst om vinduer, fjernsyn og andre glasåbninger. Om noget der smitter, og om noget, der må gøres. Antologien er sat til udgivelse i løbet af efteråret.

Til langfredag læste jeg op, for anden gang, i Kristuskirken på Nørrebro. Vi var seks, der i en bred mosaik beskrev hvordan Jesus' nærmeste havde oplevet korsfæstelsen. Selv var jeg den unavngivne romerske soldat, der står vagt ved korsets fod. Det var en fed aften - og den har fået mig til at oprette en side her på bloggen, der hedder Silvestri og kristendommen. Her smider jeg mine tekster op fra de to første oplæsninger, og hvis der skulle komme nogen i fremtiden. Desværre ser det indtil videre ikke så pænt ud - men det må rettes efterhånden.

Ellers ser den kommende tid lidt mindre travl ud. Jeg er begyndt at redigere min science fiction-samling, der er en digtkonkurrence jeg vil ofre en del opmærksomhed og så ser jeg frem til at læse anmeldelsen af Køtere dør om vinteren i Himmelskibet nummer 28.

Forårets første update

Silvestris univers ekspanderes med voldsom fart - og til min egen overraskelse, står det lidt i fantasyens tegn. Se bare:

Jeg sendte et par noveller ind til Ny Science Fictions novellekonkurrence, og begge blev dømt værdige. Så jeg valgte novellen Et studie i lyst, der vel mest kan beskrives som Fanny Hill møder fantasy. Den er ganske skæv, og vil nok kunne underholde i de lange sommeraftener.

Men den anden novelle skulle ikke gå til spilde. Jeg sendte Stenhugger til Himmelskibets redaktion, og de ville rigtig gerne have den med i deres kommende nummer. Stenhugger og Et studie i lyst foregår i det samme univers, et univers der oprindeligt voksede ud af mit hoved som en verden til rollespil.

I Novelleforlagets sidste nyhedsbrev, havde de skrevet de noveller, der var de mest populære blandt deres udvalg. Og sørme så - min novelle Doris er kravlet ind som nummer tre. Doris er en forkvaklet historie om bryster, sygdom og hårdnakkethed. Den kan erhverves lige her

Ellers har jeg på det sidste virkelig gået mine gemmer igennem. Derfor vil der med stor sandsynlighed dukke en del ting op her på bloggen. Digte, prosa-stykker og billeder fra min fortid.

Et års skrivning - Del 2

Jeg ved, at alle har ventet spændt på fortsættelsen - men nu er den søde ventetid overstået. Onwards and upwards.

--------------
2010 blev for mig et meget godt skriveår. På de fleste andre fronter blev det et horribelt lorteår, men er der ikke noget med, at man ikke kan få det hele (sagt med tilpas jysk distance).

I løbet af 2010 var jeg ude at læse op omkring 10 gange. Den mest intime seance, altså hvor jeg var specielt inviteret, var på Det Poetiske Bureau. Her læste jeg op sammen med bl.a. Toke Blicher-Hansen, og selv om der ikke var det største publikum, var det alligevel en ganske god aften. Jeg synes dog også jeg bør nævne min poesi-oplæsning til Z-faktor i Odense. Jeg havde aldrig medvirkt i sådan en konkurrence, og selv om jeg ikke kom videre, var publikum og dommere meget glade for mit digt. Selvsamme digt, Symbol, blev forresten udgivet i digt-antologien Fragmenter fra Det Poetiske Bureau.
-------------
På konkurrencefronten var jeg en meget travl mand. Jeg medvirkede i SFCs årlige novellekonkurrence, Forlaget Darklights klima-konkurrence, Fragmenter-konkurrence på Det Poetiske Bureau, Byens Forlags terror-konkurrence, Fantastiks årlige novellekonkurrence,Ny Science Fictions fantasy-konkurrence og Forlaget Kandors fantasy-konkurrence. Jeg blev dømt ude i terror-konkurrencen og Fantastiks konkurrence, mens jeg slap igennem de andre steder. De to sidste konkurrencer venter jeg stadig svar på. Jeg er meget tilfreds med hvordan det kører, og som tingene ser ud lige nu bliver jeg ved med at sende ind til alt hvad jeg falder over. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg arbejder ganske godt, når jeg har nogle meget skarpe kriterier, jeg skal overholde.
---------------------------------
Gennem et par år har jeg været tilknyttet Novelleforlaget.dk. I skrivende stund ligger der fire af mine noveller derinde, som hver især kan erhverves for den sølle sum af 25 kroner.Men nok med den meget slet skjulte reklame. Midt på året blev jeg kontaktet af kvinderne bag sitet, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at være med i et nyt initiativ. De vidste fra tidligere snakke, at jeg var lærer i udskolingen, og eftersom de var svangre med et søstersite, Novelleundervisning.dk, havde de brug for folk til at lave undervisningsmaterialer. Jeg tænkte WTF og har nu fået et sideerhverv som undervisningskonsulent (tror jeg nok den officielle titel blev). Det er en ganske anden måde at bruge sin kreativitet på, men lige meget hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg ikke helt finde ud af, hvordan fanden jeg blev kanon-"specialist". I år kommer der sikkert også til at være lidt her fra min hånd.
------
2010 har virkelig stået i "gennembrudets" tegn. Midt på året fik jeg, med fjorten dages mellemrum, et jatak til et manuskript. Ikke det samme, nej - men en roman, og en novellesamling. Sidstnævnte udkom den 20. november på forlaget Hexameter, og har indtil videre fået et par ganske gode anmeldelser. Det var en vild følelse at stå med sit første, selvstændige værk i hænderne. At Køtere dør om vinteren samtidig var en helstøbt forestilling med flot opsat tekst og lækkert layout gjorde kun tingene endnu bedre. Valeta var det andet forlag, der takke ja - og de ville gerne have mit mammut-værk fyldt med splat og vold og zombier og andre knasende sager. Jeg sidder i øjeblikket og førstegangsredigerer manus, og det bliver en voldsomt stor sag. Titlen mangler stadig, men det kradser i min hovedbund. Indtil videre er udgivelsen sat til maj 2011. Meeeeen, to ting er ikke nok. I mange år har jeg været en del af SFC's folk, der ofte optrådte i antologier og lignende blade. Jeg må have gjort mig bemærket, for SFC har ganske enkelt tilbudt at udgive en samling udelukkende med science fiction-noveller fra min hånd. Jeg har fundet novellerne, og en del af dem skal omskrives, men jeg har i hvert fald en masse at lave på hele redigeringsfronten efterhånden som 2011 bliver ældre.
------------
Som det fremgik af første del af dette indlæg, nåede jeg i løbet af 2010 at skrive 19 noveller. Og her til morgen sad jeg og kiggede dem igennem på skrømt. For hvilke har jeg egentlig de højeste håb for? Novellen De mennesker, jeg skrev som den sidste i år, håber jeg virkelig rammer et eller andet. Den er meget anderledes, fucker rundt med hele novelleformen og er samtidig dygtig. En anden spændende kandidat er novellen Faderens Sønner, der er skæv science fiction. Den tredje kandidat bliver horror-fortællingen I forstæderne løber man, fordi den får læseren til at tro, at han ved hvad der sker. Måske ender det med at det er nogle helt andre der bliver udvalgt - en lurende mistanke har jeg nok til Et studie i lyst, der kombinerer seksuelle eskapader med fantasy.
----------------------

Alt i alt er jeg ganske tilfreds med som tingene kører nu. At være oversat til engelsk, indtalt som lyd, udgivet med to ting klar i horisonten, tidligere pris-vinder og så videre er alt sammen lidt vildt, når man sådan smider det op på en række. Alligevel vækker det en del angst i mig....for kan det virkelig fortsætte så godt? Eller skal jeg bare holde kæft nu, for ikke at jinxe det?