Det bedste fra fem års antologier - Del 1

Siden 2010 har der været meget gang i den danske undergrundsscene, når det kommer til at lave antologier inden for de fantastiske genrer. I løbet af den periode er der opstået permanente, årlige antologier (som SFCs Lige under overfladen-serie) og andre, der enten har løbet et par år, eller har haft specielle temaer. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at der på årlig basis udkommer rigtig mange noveller af rigtig mange forfattere. Det fantastiske miljø i Danmark har det godt, men kunne også godt bruge at komme ud over rampen og ramme lidt flere læsere. De mange antologier har det nemlig desværre med at være oppe i tiden kort og derefter blive glemt. En sørgelig skæbne for mange af de rigtig fede historier.

Som læsere af denne blog ved, lykkes det mig ofte at medvirke i disse antologier, men jeg vil ikke snakke om mig selv i dette og de følgende indlæg. Dog har min medvirken i diverse antologier også gjort, at jeg har kopier af dem stående og følgelig også har læst dem. Så nu skal det handle om alle de andre forfattere. Reglerne er som følger:

Fra hver eneste af de antologier jeg selv har medvirket i, vælger jeg den novelle, jeg synes er den bedste. Det vil sige at listen er meget subjektiv. Jeg begrunder selvfølgelig mit valg. Hver forfatter kan maksimalt optræde to gange på denne liste. Desuden 'kårer' jeg en runner-up, men uden begrundelse. Jeg optræder ikke selv på listen. Med disse ord håber jeg du har lyst til at læse med - både her og efterfølgende i antologierne.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ingenmandsland, Lige under overfladen 4 (2010). Science Fiction Cirklen.
Thomas Strømsholt: Tiamat. I novellen er et hold forskere i gang med at stabilisere et ormehul. En af disse påstår at der gennem ormehullet er en fremmed intelligens, der kommunikerer med hende. Novellens hovedperson Jonas Reeve har tidligere skrevet en artikel om menneskets vanskelighed ved at kommunikere med andre af deres egen race, så en palaver med en evt. fremmed bevidsthed burde vise sig umulig. Tiamat spiller på solide science fiction-tanker, men Strømsholt vrider og vender den på sin egen måde. Og slutningen alene er en halv time eller to værd.
Runner-up: Richard Ipsen: De gamle svin

Lyden af vanvid (2010). H. Harksen Productions. 
Thomas Daugaard: Ingen vej tilbage. Den nylige enkemand Henrik er forsumpet i sorg over konens død og har ingen livsgnist tilbage. Han vandrer formålsløst rundt i sig selv, indtil han en dag falder over en ganske særlig bog, der om ikke vil give ham livsgnisten tilbage, så i hvert fald noget. Præmissen for historien er klassisk Lovecraft og det er afviklingen af den egentlig også, men det der gør, at historien hæver sig over det jævne, er et flydende og eddersort sprog. Om man ikke kender Lovecrafts skræmmende univers, er denne novelle et godt sted at starte.
Runner-up: Helene Hindberg - Vandets børn.

Bag Adonais spejl, Ny Dansk Fantasy 1 (2011). Forlaget KANDOR.
Majbrit Høyrup: Smeden i Moelbæk. I denne historie anvendes det klassiske motiv med to verdener, der begge findes, men er adskilt af en usynlig grænse, der måske bare er vores opfattelse af hvad virkeligheden er. Et samarbejde skal i stand, har været i stand længe, mellem de to sider. Den historie formidles elegant med et afdæmpet sprog og ikke mindst miljø. En historie, der indeholder tab og kærlighed for ikke at nævne ny nordisk kogekunst. Et meget nutidigt take på en verden, men ellers kunne tro var uddød ved industrialiseringen.
Runner-up: Emil Blichfeldt: Modlys (Senere hen gennemillustreret. Følg link)

Den nye koloni, Lige under overfladen 5 (2011). Science Fiction Cirklen.
Kenneth Krabat: Tænke på silke under invasionen. Kenneth Krabat fremmaner i denne fortælling et meget troværdigt billede af et andet sted og en anden tid. Elementerne er en kvinde, der søger ly i en hule, både før og under invasionen. Hun har sit ridedyr/kæledyr med og en faldskærm lavet af nanosilke så hårdfør, at blot man rører det på den forkerte måde, skærer det ind til knoglen. Tilsammen giver disse ting en fantastisk historie, der bliver ved med at rumstere bagerst i knolden.
Runner-up: Michael Kamp: Homo arachnidae

Sølvbyen og andre Helsingør-noveller (2011). Forlaget Siesta.
Jesper Rugård: Sæt mig fri, sagde ånden. I den meget korte novelle bliver vi præsenteret for historiens jeg, der blot er ung knægt. På en udstilling oplever han en gammel computer, man kan spille imod, men inden længe begynder den at blinke i morse. Jeg'et er sikker på at det er en kode, at computeren taler til ham.  En flot historie, der for mig handler om mange af de vigtige ting i livet: opvækst og tab og uskyldighed, der kan genvindes. For ikke at glemme det gamle ordsprog: Den ene tjeneste er så sandelig den anden værd.
Runner-up: Christoffer Gertz Bech: Kontrabande

Listen fortsætter i morgen. 

Samme tid sidste år...

...berettede jeg med højt løftede arme om min roman, der just var blevet antaget. I år er der også nogle nyheder

Efter et par ugers skriven frem og tilbage, ser det nu ud til at forsiden til min kommende novellesamling er lige på trapperne. Desuden har den fået titlen Faderens sønner, og jeg har oprettet en helt speciel side til den her på bloggen. Jeg regner med at bruge slutningen af august og starten af september på at andenredigere novellerne, og så håbe at den kommer godt undervejs.

Bag Adonais spejl har nu fået sin lektørudtalelse, og den er ganske god. Om min novelle, Benspænd, siges følgende:

"...til mere symbolske og mytologiske historier, som f.eks A.Silvestris Benspænd, hvor død, skæbne og dommedag personificeres og får et humoristisk tvist"

Lektøren fremhæver ydermere, at kun få af antologiens skribenter er kendte i den bredere offentlighed. Han nævner både undertegnedes og Thomas Strømsholts respektive novellesamlinger, men misser desværre Jonas Wilmann, der også har en selvstændig udgivelse i lommen.

Det poetiske bureau udgav sidste år en antologi med titlen Fragmenter. I år har de gentaget succesen, og jeg har fået et stykke kortprosa med i den nye antologi der får titlen Den Sociale Antologi. Mit prosastykke bærer titlen Gråd, og handler om at dele den smerte, der ellers kun er forbeholdt en selv.

Som en sidste ting, og fordi jeg har en snert OCD i sindet, har jeg taget konsekvensen af et af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet. Nemlig klassikeren - Hvad skriver du egentlig for noget? Inde på siden Udgivelser har jeg indsat et lagkagediagram, der viser alle de noveller jeg regner med at have udgivet pr. 1. januar 2012. Det tæller både novellerne fra Køtere dør om vinteren og novellerne jeg skyder på kommer med i Faderens sønner. Som det forhåbentligt fremgår af det kolorerede diagram, breder jeg mig en del ud, og skriver i mange forskellige genrer. Nogle af historierne burde egentlig være i mere end en genre, men jeg har vurderet med hård hånd.

Alt for nu - der skal arbejdes.

Selv den græske hedebølge...

..har ikke formået at lægge en dæmper på mit forfattervirke. Mens jeg har været væk, er der sket en hel del ting i mit skriveunivers.

For det første er der kommet et interview med mig op inde på Novelleforlaget.dk. Her er jeg blevet spurgt om min holdning til novellen som genre, hvordan jeg skriver og hvem jeg egentlig ser som mine "forbilleder". Du kan læse hele interviewet på deres hjemmeside, og hvorfor ikke afslutte det med at købe en novelle eller to af undertegnede. De har sommerpris lige nu.

Min medforfatter i antologien Bag Adonais spejl, Majbrit Høyrup, har pløjet hele samlingen igennem, og har følgende at sige om mit bidrag. Læs hele hendes beretning her:

"Denne sidste novelle i samlingen, Benspænd af A. Silvestri handler om Døden, der har sine problemer med de andre Begreber: Skæbnen, Tilfældet og mange andre. Historiens humor er den sproglige finurlighed, der kommer ud af personificeringen af flere og flere begreber indtil det helt absurde. Dialogen flyder let og mundret."
Steen Østergaard Olsen har læst tre noveller fra Novelleforlaget på sin telefon. En af de tre var min novelle Forhæng. Om den har han følgende at sige:

"Forhæng er noget af det mest ubehagelige, som jeg har læst. Det tror jeg ikke, at forfatteren vil blive ked af at høre......Hvis det er målet for A. Silvestri at skrive kvalmende bøger, er det fint nok med mig, men han skal ikke regne mig med blandt de potentielle købere. Jeg kan sagtens læse bøger, som er kvalmende, men ikke hvis det er selve formålet at skrive kvalmende tekster. Jeg er ikke i stand til at se en mening med Forhæng ud over at chokere." 

Selvfølgelig er det ærgerligt at Forhæng ikke falder i hans smag, men jeg håber han vil genlæse den. Måske opdager han noget han ikke så første gang. Hele anmeldelsen kan læses her.

Det var det for nu. Arbejdet kalder.

Trailer 24 - uddrag af "Benspænd"

De sidste mange trailers har været noveller, der alle sammen kan findes i min novellesamling Køtere. Men ikke denne her. Faktisk er den ganske eksklusiv, da denne historie er langt min ældste. Da jeg for nogle måneder siden hørte, at der var en fantasy-konkurrence i gang, pustede jeg støvet af den og rettede den voldsomt til. Resultatet blev dømt godt nok til at medvirke i antologien Bag Adonais spejl, der kommer her til sommer. Feast your eyes:

" Døden er, i sin natur, udstyret med en meget god hukommelse og Viggos ord antændte en oldgammel gnist (faktisk var den gnist ganske ny, hvis man skal se på hvorledes Døden vandrer rundt i tiden, men for lethedens skyld så lad os bruge Tiden på den måde, som mennesket opfatter den. Jeg er sikker på at hun vil bære over med os).

Han havde blot været en smule hulkindet dengang, og havde stadig haft en tro på at hans job gjorde en forskel. Hver dag steg han op på sin sorte hest, og red trallende ned til verden, hvor han høstede på livet løs. Og så var han kommet. Abraham. Alene navnet gav Døden en støvet smag i munden.

Gang på gang var Døden taget af sted for at hente Abraham, men hver eneste gang var en eller anden fyr ved navn Mikael kommet i vejen. Døden havde råbt op om Pligt og Ansvar og Akkord, men lige meget hvad, var han blevet sendt hjem med leen mellem benene.

Da Abrahams kone fik børn som 95-årig, havde Døden fuldkommen opgivet, låst sig inde på sit kontor og nægtet at komme ud."