Er den danske horror-litteratur død?

For omkring en måned siden, skrev Rasmus Wichmann et indlæg i Biblioteksmagasinet med titlen De unge skrækløver. Her fortalte han, hvordan størstedelen af Danmark var gået glip af perioden 2010-2015, hvor der skete en sand eksplosion i horror skrevet på dansk. Nye navne trådte ind på scenen, men desværre for tomme sale. Grunden til dette kunne findes i blandt andet dagbladenes ignorering af genren, bibliotekernes stækkede budgetter, genrens egne fans, der havde en tendens til at mene, at danskproduceret var dårligt og så den tanke, at langt de fleste læsere mener, at horror-litteratur er for børn og unge. Så langt pointerne i indlægget De unge skrækløver.

Du kan selv læse indlægget ved at følge linket  - det er side 8+9.

Da jeg havde læst Wichmanns indlæg, sad jeg tilbage med en følelse af at jeg lige havde læst et gravskrift - en fornemmelse, jeg delte med den håndfuld, der kommenterede på indlægget på facebook. Jeg havde selv været ramt af hvad der føltes som ligegyldighed fra mange sider af, når det kom til horror - eksemplificeret gennem min udgivelse Kærlighedsfrugt, der styrtede til jorden på trods af flot lektør og gode anmeldelser. I mit blogindlæg Seks eksemplarer dykker jeg netop ned malstrømslignende fornemmelse af at genrens fans er dem, der svigter den hårdest, men samtidig kan man jo ikke kræve at folk investerer i bøger, bare fordi de er en speciel genre. I de efterfølgende måneder har det, der har gået mig mest på, været en af de andre ting, Wichmann nævner i sit indlæg. Nemlig at mange af horror-værkerne er blevet forbigået i tavshed af pressen. Det står for mig som meget værre.

2010-2015

Skrækløvernes fem år var en vild tid. Det virkede som om der hver eneste måned kom en ny, god bog. I 2011 kom Michael Kamps Moln - jorden husker, i 2012 begyndte Jonas Wilmann sin Frygt-filerne-serie (hvor tredje og sidste bog lige er udkommet), i 2013 kom Carina Evytts Dæmoner, i 2014 Teddy Vorks fremragende Sprækker og i 2015 kom min egen Kærlighedsfrugt , for nu at nævne et par stykker. I samme periode fossede det ud med horror-antologier - nogle meget vellykkede, andre i mindre grad. På årsbasis blev der udgivet i hvert fald 15 bøger, der var rendyrket horror for voksne. I perioden skete der også det spændende, at mange af navnene blev hængende. Det var ikke folk med en enkelt bog i sig, men derimod forfatterskaber, der blev etableret. De gamle rædselskøtere var der stadig, i form af Steen Langstrup, Patrick Leis og Jacob Hedegaard Pedersen, men koblet blev større og langt mere varieret. Nogle af de nye forfattere rakte bagud efter de gamle mestre, som Wichmann også peger på i sin artikel, mens andre søgte deres inspiration fra film, tegneserier, computerspil og den traditionelle, realistiske litteratur. Det gjorde at der i perioden opstod en stor diversitet i stemmer. Hvad mange af dem havde tilfælles, var dog de korte former, og for hver roman, udkom der en novellesamling og/eller en kortroman. Måske var det en af grundene til den mindre bevågenhed. Mange læsere lider af en sær antipati over for noveller, og kortere romaner, og derfor har de ordknappe tekster nok ikke gjort noget for at promovere genren. I samme periode blev Dansk Horror Selskab, der står for at uddele den årlige horrorpris, også stiftet. Det var ment som et samlende organ for forfattere og kunstnere, der arbejdede professionelt med genren. Ved udgangen af 2015 stod Danmark med en håndfuld helt nye horror-forfattere, der var dygtige til at skrive, og allerede havde et par bøger på CV'et. Men hvordan kunne forfatterne overhovedet få udgivet bøger, hvis der ikke var nogen, der ville læse genren?

Forlagene

Mestendels var de etablerede forlag slet ikke interesserede i horror. Enkelte forfattere, som Steen Langstrup og Jonas Wilmann udgav deres bøger selv, men resten af horror-forfatterne var så heldigt stillet, at der i næsten samme periode opstod to forlag, der næsten eksklusivt tog sig af horror. Det første var H.Harksen Productions, et etmandsforlag på Fyn, hvis ejer, Henrik S. Harksen var dybt fascineret af H.P.Lovecraft og nok uden at vide det, på det grundlag startede bølgen af især antologier. Forlaget var primært dedikeret til Mythos-litteratur, men sekundært til horror, og horror kom der meget af. HHP lancerede serien gotisk krimi, og håndplukkede selv forfattere, der kunne skrive inden for genren. Samtidig blev antologierne ved, og skabte derved en vej ind for nye stemmer. Lidt senere kom forlaget Kandor, drevet af den stærke forfatter Nikolaj Højberg til, og han kom til at stå bag en række af de mest roste horror-antologier, og novellesamlinger i perioden. Ved siden af horror interessede Kandor sig også for fantasy og science fiction, og blev derved en

eksponent for de fantastiske (og udskældte) genrer. Disse forlag var uhyggeligt vigtige for at genren fik så meget vind i sejlene som den gjorde. Andre forlag, såsom Tellerup, Valeta og sms-press tog større eller mindre afstikkere til genren for voksne, og hist og her dukkede andre selvudgiverforlag op, men størstedelen af dansk horror var centreret om disse forlag.

Men hvad skete der i 2015?

Der skete ikke noget, eller, måske skete der en hel masse. En række af genrens forfattere søgte andre steder hen. Nogen begyndte at skrive til børn og unge, andre begyndte at skrive i andre genrer, og en helt tredje gruppe forsvandt ikke, men droslede ned for deres produktion. En forgrening drejede fokus, så deres horror blev mere krimi-orienteret, andre fokuserede mere på de realistiske aspekter af horror. Med et negativt ord kan man kalde det, der skete, for en udvanding af genren - med et positivt ord, en udvikling. Forlaget Kandor gik ned, fordi der var for meget arbejde for en enkelt mand, og bibliotekerne var økonomisk ramte, så der ikke blev indkøbt så meget længere. Ligeledes var der kun et sparsomt privatsalg. Heldigvis blev Kandor omdannet til et imprint hos forlaget DreamLitt. Den rene horror til voksne blev mindre, men den fandtes dog stadig.

Hvordan kunne det være gået?
Det kunne være gået anderledes. Hvis dagbladene havde været mere åbne for at anmelde

bøgerne, lave forfatterportrætter og omtale af genren, ville det have medført en større bevågenhed, og åbnet for at en række forfatterskaber kunne have blomstret. Det alene ville ikke have gjort nok, men det ville have skabt en platform. Ligeledes kunne det have set meget anderledes ud, hvis læserne havde været i stand til at se forbi mærkaten horror, og rent faktisk læst bøgerne. Så ville de have opdaget, at meget dansk horror er smedet i naboessen til den realistiske litteratur. Horror anvender den realistiske verden som afsæt for de fleste historier, tager ofte afsæt i individet og arbejder med hvad det vil sige at være menneske - præcis de samme ting, så meget litteratur bliver lovprist for. Det er alt sammen gisninger, for faktum er stadig, at horror ikke nåede ud over rampen til det brede publikum. Men det kan være, at den er godt på vej.

Er genren død?
Hvor Rasmus Wichmann (og jeg selv) var hurtig til at se den manglende opmærksomhed som en nekrolog over genren, er jeg efterfølgende kommet på andre tanker. Og jeg synes, at jeg begynder at ane en helt ny periode strække sig ud foran os - med offentlighed som omdrejningspunkt. Der er nemlig gang i arrangementer rundt omkring i Danmark. Jeg snakkede med indehaveren af bloggen Skræk og Rædsel, Søren Henrik Jacobsen, om hvordan horror-året 2016 havde været. Ifølge hans horror-kalender, havde der været 168 horror-relaterede arrangementer rundt omkring i landet fra juni og til nytår. Lidt vildt! En tiendedel af disse havde direkte haft noget at gøre med litteratur. Det er udmærket, selv om litteratur godt kunne få en større plads, og det ser ud som om det bliver tilfældet i 2017. I næste uge afholder Rasmus Wichmann selv et oplæg på Sønderborg Bibliotek om horror. I skrivende stund er der til marts en zombie-festival i Odense og jeg ved fra pålidelig kilde, at Københavns Hovedbibliotek arbejder på en række horror-relaterede events i løbet af året. Under festivalen KBH Læser står Dansk Horror Selskab for en aften i rædslens tegn. Ligeledes sniger horror sig lidt ind på den etablerede litteratur-scene i København, da det rygtes at der også vil ske noget til Halloween. Steen Langstrups roman Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er i færd med at blive filmatiseret. En håndfuld mindre forlag, såsom Forlaget Sidste Århundrede,  er også interesset i horror, omend det ikke er den danske slags, men til gengæld er et helt nyt horrorforlag, Enter Darkness, trådt frem af skyggerne. Afslutningsvis har Henrik S. Harksen siden slutningen af 2016 holdt en foredragsrække om H.P. Lovecraft, til stor fornøjelse for mange.

Så hvor efterlader det os? Er den danske horror-litteratur død?
Jeg er helt enig med Rasmus Wichmann i at den helt specielle tid er slut - det var en periode i dansk litteratur, der blev sørgeligt overset og kunne være blevet til meget mere. Men jeg ser dansk horror som værende på vej ind i en ny (og måske endnu bedre) tid - hvor der er mere fokus på forfatterne, deres værker og deres viden - så den er så langt fra død. Danske horror-forfattere er mere prominente i bibliotekernes kataloger, til diverse festivaler og sågar foredrag andre steder end de vanlige litteraturkanaler. De større forlag begynder at vejre lidt i udkanten af genren. Hvad der stadig mangler er læsere - en bredere forståelse af at horror ikke er for børn, og ikke er noget plat blodsplatsgøgl og en accept af at det, der får dig til at gyse af fryd når du læser krimi ... i virkeligheden er horror. Ligeledes ville det også klæde dagbladene, og litteraturkenderne at tage et skridt ud af deres comfort zone og give sig selv noget, de ikke allerede kender smagen af. Jeg håber, at begge dele kommer, og at de danske forfattere bliver ved med at skrive horror - og hvorfor skulle de dog ikke det?

Hans og Otto og undervisningsmaterialet

Jeg har til daglig mindst to kasketter på - en som forfatter, og en som folkeskolelærer i de store klasser. Det er to meget forskellige verdener, men af og til mødes de, blandt andet når det kommer til spørgsmål om kanon og litteratur. For et par måneder siden læste jeg for første gang, at Hans Otto Jørgensen havde indgået et samarbejde med Dansklærerforeningen om at lave undervisningsmateriale i litteratur til både folkeskolen og gymnasiet. Tanken rystede mig, da forlaget Gladiator for mig står for et meget ensidigt og samtidig svært gennemskueligt litteratursyn, der vist nok har noget at gøre med at plot ikke er ønskværdigt, uforståelighed og indforståethed bliver set som adelsmærker og af tanken om, at man rent objektivt kan vurdere litteraturs kvalitet. Tiden gik, denne viden gled lidt i baggrunden, indtil jeg for et par uger siden blev gjort opmærksom på at Hans Otto Jørgensen var blevet interviewet til litteraturmagasinet Atlas om netop sit syn på litteratur. Det interview kan du læse her.

Efter jeg havde læste interviewet, stod jeg tilbage med den samme følelse, som da jeg tidligere havde hørt at Hans Otto Jørgensen skulle lave undervisningsmateriale, men nu gik min bekymring ikke kun på litteratursynet, han repræsenterede, men på hans manglende evne til at forklare hvad det egentlig gik ud på. Og evnen til at forklare sig i et tydeligt og forståeligt sprog er en af de ypperste færdigheder en lærer, underviser eller foredragsmand kan have. I starten af november tog den meget udskældte Mette Høeg til genmæle på Atlas Magasin i en vigtig kommentar, der kan læses lige her. Hun havde mange gode pointer, hvoraf den vigtigste måske var, at der ikke er nogen, der protesterer mod Hans Otto Jørgensens litteratursyn og ønske om at udarbejde undervisningsmateriale. Der er ingen, der tager til genmæle. Alle er tavse - og hvorfor er de det?

Min forfatterkollega Jonas Wilmann har skrevet et indlæg på Litteratursiden, hvor han blandt andet går i rette med Hans Otto Jørgensens kluntede måde at forsøge at beskrive den objektivt gode kunst på, men især også undrer sig over hvordan i alverden valget kan falde på netop forlaget Gladiators ideologiske chef til at skabe et nyt undervisningsmateriale til folkeskolen og gymnasiet. Hele Jonas Wilmanns indlæg kan læses her, og har i skrivende stund, meget sigende, ingen kommentarer.

Jeg vil til hver en tid forsvare pladsen til Hans Otto Jørgensens litteratursyn, og den typiske

Gladiator-udgivelse har også sin berettigelse, men det problematiske ligger i den næsten sekteriske tanke, at alle skal tænke og se litteratur som han. Ikke nok med, at han påvirker forlagsbranchen, aviserne, anmelderne og forfatterne - han vil længere ned, og have helt fat i dannelsen af forståelse. Og det er her, Hans Otto Jørgensen går fuldkommen galt i byen.

I den danske folkeskole undervises der blandt andet i kendskab til forskellige litterære perioder og strømninger, viden om de journalistiske genrer, multimodalitet, kanon-forfattere, forfatterskaber, hovedværker, vedligehold og forstærkning af læse- og skrivefærdigheder, det alene i de store klasser. Når det kommer til fortolkning og analyse af tekster, så arbejder enhver dansklærer med respekt for sig selv med flere betydningslag. En historie kan ses på flere måder, et maleri kan fortolkes i mange retninger. Eleverne udfordres intellektuelt. Men inden en sådan udfordring kan finde sted, er der brug for et fundament. At de og de symboler ofte betyder det og det. At hvis en forfatter anvender mange betegnelser for tid i sin fortælling, så er tanken om tid nok af betydning. At hvis der i en fortælling er en mand, der får vinger, hænger den intertekstuelt sammen med myten om Ikaros. Det er helt grundlæggende viden ... men det er det ikke for en elev i folkeskolen. Det er et helt nyt færdighedssæt, de skal lære, og når først de har lært det, åbner tingene sig i et væld af fortolkninger og forståelser.

Hvis man derimod anvender Hans Otto Jørgensens tanker, for jeg vil ikke kalde dem idéer, om uklarhed, afstand til genstande og fiktive skalaer, så lægger det op til en tilgang til litteratur som er ekstremt subjektiv og personlig. Ved at ophæve al betydning i en tekst, vil det også ophæve enhver relevans en sådan tekst har for en elev, en periode, en kontekst. Det vil omdanne tekster til trådløst udflåd, øer i sig selv, når det modsatte er det, der fordrer læring og interesse. Når en elev med ét forstår elementer af en tekst, skaber det i eleven en trang og lyst til at forstå resten. Det giver sammenhæng, det giver forståelse og det giver vigtigst af alt læring. Den objektive skala, som Hans Otto Jørgensen ikke magter at forklare, synes jeg er vanskelig at kommentere på, da den ikke er der.  Jeg tror den handler om at læserens sansning og forståelse af sætninger er vigtigere end læring, at man skal rammes af noget menneskeligt i teksten, men hvis det forholder sig sådan, så kan den sansning også opleves andetsteds, f.eks. i mange af Herman Bangs eller Georg Brandes' tekster.

Følgende uddrag er sakset fra interviewet i med Hans Otto Jørgensen i Atlas:

"Han (Hans Otto Jørgensen) forklarer videre om, hvordan man bør undervise i litteratur. Han foreslår bl.a., at man bl.a. læser teksten sammen i klasselokalet, så det bliver prima vista, og den efterfølgende diskussion skulle så automatisk komme til at omhandle en masse komplicerede formelle og indholdsmæssige aspekter. Formålet er, at læreren kommer på niveau med eleverne, så at man sammen, i klasselokalet, uden forforståelse fra lærerens side og dermed rigtige og forkerte svar, udvikler en fælles forståelse af teksten."

Tillad mig at gå til det rent praktiske. Selv hvis det nye litteratursyn skulle blive implementeret, selv hvis alle disse tanker skulle vinde hævd, hvad så med den rent praktiske del af sagen? Det er helt normalt for en skolelærer at undervise i 25 år. Hvert tredje år får de en ny klasse. Det vil altså sige det er syv forskellige klasser på de 25 år, og det er hvis de kun har én klasse på hver årgang. Vil man ikke helt automatisk løbe tør for tekster? Hvis læreren skal møde op uden forforståelse, kan læreren ikke trække på tekster denne allerede har brugt, eller på tekster, der er foreslået af kolleger eller fundet i undervisningsbøger. En lærer kan ikke eksaminere en elev, da eleven ikke kan gå op i en tekst eleven har forberedt, og en lærer kan ikke eksaminere en elev i en tekst, læreren allerede har læst. Hans Otto Jørgensens koncept (hvis man kan kalde det det) er så uigennemtænkt, at man ikke kan andet end at krumme tæer. Metoden vil med garanti ikke fungere blandt folkeskolens elever. De fleste klasser vil sidde mundlamme og ikke ane, hvad de skal gøre. Enkelte klasser vil forsøge, og det vil ende i en række "jeg synes" og "jeg tror", der ikke engang kan valideres. For at opnå at kunne læse en tekst sammen, kræver det at begge parter i en tekstlæsning har redskaberne til at tænke tanker om teksten. Først når de redskaber er på plads, er der mulighed for at tænke og se anderledes, også ud over vanlige regler og læsninger. Jeg tror trods alt, at Hans Otto Jørgensen også har haft nogle af disse tanker. I hvert fald siger han i interviewet:

Hans Otto Jørgensen ved, at hans metoder virker på forfatter- og højskoler, men vil ikke forholde sig til, om de virker i gymnasiet:
»Jeg laver bare det her, og så må gymnasielærerne lave, hvad de vil. Jeg laver det kun, fordi jeg synes, det er sjovt.«

Kan man blive mere arrogant og selvoptaget? For det første forsvarer han sig med at hans metoder skam virker, men han gør det med et 'ved' og intet konkret. Derefter bliver det helt sort, da han ikke vil forholde sig til om hans metoder virker i gymnasiet. Eftersom Hans Otto Jørgensen skal udarbejde et undervisningsmateriale til gymnasiet og folkeskolen, så er det mindste man kan forlange vel at han kan forklare sin metode og didaktiske grundlag med andet end at han laver det, bare fordi 'det er sjovt'. Samtidig er det skræmmende, at han ikke engang forholder sig til gymnasiet. Hvilke tanker har han så ikke gjort sig om folkeskolen?

Afslutningsvis virker det som om Hans Otto Jørgensen lever i en verden, der udelukkende består af folk, der er uddannede fra eller under uddannelse på KU, Litteraturvidenskab. Mennesker, der interesserer sig for litteratur, skriver litteratur, taler litteratur og har læst uendeligt meget mere end den gennemsnitlige dansker, og derigennem med tiden har fået lysten til at forsøge at se tekst og litteratur anderledes. Men den danske folkeskole er alment dannende, og altså ikke kun for mennesker, der interesserer sig for litteratur. I ethvert klasseværelse sidder elever, der har vanskeligt ved at genkende et adjektiv, læse en tekst fra 1910 eller se symbolikken i en fingerring. Hvis Hans Otto Jørgensens uigennemtænkte koncept bliver grundlaget for undervisningsmaterialer til folkeskolen, vil de elever blive tabt på gulvet, sammen med de fagligt stærke, der ikke vil ane hvilken retning de skal gå.

Som lærer kan jeg ikke se, hvad Dansklærerforeningen dog tænker på ved at indgå et sådan partnerskab. Hvad er deres bevæggrund? Som forfatter kan jeg ikke se det gavnlige i at promovere en ekstremt snævertsynet litteraturforståelse som værende den korrekte. Som lærer kan jeg ikke forstå, at dette ikke er nævnt i fagbladet Folkeskolen, eller at Dansklærerforeningen intet skriver om samarbejdet på deres hjemmeside. Som forfatter ryster det mig, at Hans Otto Jørgensen kan udgive en bog med en alternativ litteraturkanon (Horden) på eget forlag (Gladiator), og året efter indgå partnerskab med Dansklærerforeningen, selv om Erik Skyum-Nielsen i Information runder anmeldelsen af Horden af med følgende ord: "Blot må det konstateres, at han vurderet efter almen litteraturhistorisk standard er en lalleglad klamphugger og sløset charlatan."

Hans Otto Jørgensen er fra Vile i Nordjylland, og jeg er fra Toreby på Lolland. Vi kommer altså begge fra landet, og på landet plejer vi at sige, at når noget lugter, så er der nok en grund til det.  

Det bedste fra fem års antologier - Del 4

Fortsat fra 25/12-14

I fjerde ombæring har jeg valgt at slå de nyeste noveller (dem fra 2014), sammen med de ældste noveller (dem fra perioden 2007-2010). På den måde tænker jeg at der bliver bundet en ganske fornøjelig og måske rød sløjfe på hele min mission. Hvis jeg kender mig selv ret, vil jeg dog nok ende med at lave et afrundingsindlæg i morgen.

I disse perioder er der, ligesom jeg skrev i går, også en række antologier, jeg desværre ikke kan anmelde. Det drejer sig om følgende: Horror.dk fra Tellerup (2007), Cirkler fra Ny Science Fiction (2007), Fra skyggerne fra H. Harksen Productions (2007), Refleksioner fra Ny Science Fiction (2009), Nær og fjern fra Science Fiction Cirklen (2013), Skybrud fra HUF (2014), De andres blod fra Valeta (2014) og Drifter fra KANDOR (2014). Du er atter meget velkommen til at korrigere mig, hvis jeg har glemt noget.

Reglerne er som følger: Fra hver eneste af de antologier jeg selv har medvirket i, vælger jeg den novelle, jeg synes er den bedste. Det vil sige at listen er meget subjektiv. Jeg begrunder selvfølgelig mit valg. Hver forfatter kan maksimalt optræde to gange på denne liste. Desuden 'kårer' jeg en runner-up, men uden begrundelse. Jeg optræder ikke selv på listen. Med disse ord håber jeg du har lyst til at læse med - både her og efterfølgende i antologierne.

 -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

I overfladen, Lige under overfladen 2 (2008). Science Fiction Cirklen. 
Gudrun Østergaard: Den grønne jakke. I novellen møder vi Ivara på tretten år. Hun lever i en enorm by, der i stedet for at vokse i bredden har gjort det i højden. Samfundet lever efter dekretet "Det gamle skal svinde og nyt starte op. En regel, der gør at man hvert forår ødelægger gamle ting, for blot at modtage nye. Men en dag opdager hun en defekt sluse, der fører ned gennem tårnet og Ivare, iført den grønne jakke hun reddede fra destruktion sidste forår. En flot novelle, der peger mod et ungdomspublikum uden at slække på den sociale kommentar. Historien er desuden genoptrykt i Gudrun Østergaards novellesamling Tidsfordærv.
Runner-up: Camilla Wandahl : Kælderfødt.

Dystre Danmark (2009). H. Harksen Productions.
Lars Ahn Pedersen : Mordene på Katrina. I denne fremtidsfortælling møder vi et jeg, der er blevet forladt af sin kæreste Katrina. Fordi han ikke har formået at tackle sorgen og vreden over at være blevet forladt, har han anskaffet sig en robot, der måske nok ligner Katrina, men som hovedpersonen selv tænker "Hun er ... min private ejendom, og der er ingen love mod det, jeg gør ved hende". En uhyggeligt stærk novelle, der griber fat i noget almenmenneskeligt og serverer det råt for usødet. Novellen er desuden i gang med at blive filmatiseret og er desuden genoptrykt i Lars Ahn Pedersens novellesamling Månebase Rødhætte.
Runner-up: Malan Jacobsen : Katrine 05

Den hemmelige dal, Lige under overfladen 3 (2009). Science Fiction Cirklen.
Lars Ahn Pedersen : Alien ghost ballet. Ja, det er korrekt. Samme forfatter snupper også bedste novelle i denne antologi. Spøgelserne er universets kræmmere, og de har fundet en "køber" til Schelander, der er koreograf. Handelen er meget enkel. Schelander skal tage til en meget fremmed planet og der skal han hjælpe de lokale med en særlig opførsel af Svanesøen. Kombinationen af kunst, space opera og et vanvittigt (velfungerende) præmis gør historien til en lækkerbisken. Novellen er denne listes længste, men det gør ikke noget, når den er så velskrevet som den er. Den er genoptrykt i Lars Ahn Pedersens novellesamling Månebase Rødhætte.
Runner-up: Simon Christiansen : Simulacra.

Begyndelser (2009). Forlaget Valeta.
Christian Reslow : Firmus Anima. Hovedpersonen i fortællingen vågner op i et totalt mørke, så desorienteret, at det kun er ved at mærke efter, at han kan konstatere, at han er en mand. Langsomt finder han ud af, at han er i en hytte af en slags og det er meget langt fra noget europæisk land. Der er høns, der gokker udenfor. Der er varmt og fugtigt. Og der er nogen, der nærmer sig hytten. En novelle, der selv om den er kort, er tilpas ironisk til at blive siddende i hukommelsen og en, der med lethed kunne omdannes til en kortfilm.
Runner-up: Charlot Roslev : Fangen på fortet.

Prisen på magi, Ny Dansk Fantasy 4 (2014). Forlaget KANDOR.
Patrick Leis : Lysnat. Der gøres klar til fest i den lille bjerglandsby. Andan Unger klikker manchetknapperne på plads og klapper sin tykke mave. Det sker kun en gang om året, og så må man være i sit stiveste puds. Imens binder Gretchen det røde bånd om kjolelivet og forsøger at se ubekymret på sin datter, der glæder sig til al den festivitas. Ikke mindst lodtrækningen, der for en heldig vinder kan betyde god mad hele vinteren. En mørk novelle, der glimrer ved sit dygtige håndværk og evnen til at tage læseren ved næsen.
Runner-up: Lars Kramhøft : Prisen på magi.

Undergang (2014). Forlaget Valeta.
Mikkel H. Carlsen : La Gioconda ved Tidernes Ende. Alt ramler omkring kunsthistorikeren Pawels ører, men heldigvis sker det imens han med beundring betragter Mona Lisa. Montren smadres og i ren og skær rædsel tager Pawel maleriet for at beskytte det. Intet ondt må overgå mesterværket, ligegyldigt hvad. Han jager gennem Paris, forbi lidende og skrigende mennesker, alt sammen for at finde et sted, hvor maleriet og han kan være i sikkerhed. Imens falder støvet gult og tungt over kærlighedens by. En meget smuk novelle, der samtidig formår at være noget af det mest umenneskelige jeg har læst. Dygtigt.
Runner-up: Kasper Grandetoft : Klong Prem.

De sidste kærester på Månen, Lige under overfladen 9 (2014). Science Fiction Cirklen.
Christian Kaarup Baron : Den oligocæne forbindelse. En tidsrejsefortælling, der ikke nøjes med at rejse nogle få århundreder frem eller tilbage, men rykker sig langt ind i Jordens urtid. Er det muligt at anvende de millioner af år, hvor jorden var mere eller mindre tom, til landbrugsproduktion? Måske oprette en forskningsstation med tilhørende anlæg? Det ser sådan ud. Men enhver ide, der først engang er opstået, må næsten per definition også være opstået et andet sted. En spændende science fiction-novelle, der trækker på biologi og socialisme, to elementer der tilsammen gør alt lidt nyt.
Runner-up: Glen Stihmøe : Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen - og Emma.

Varulv (2014). Forlaget KANDOR.
Jonas Wilmann : Urdybet. Hovedpersonen, hvis navn vi ikke får oplyst (det er nemlig streget ud), er på overfladen helt normal. Lever i en kernefamilie. Får ingen sex. Ingen anerkendelse. Fantaserer om grimme ting, tegner skitser i sin notesbog. En aften er han ude med drengene og knalde fadbamser. De lyver til hinanden om hvor meget ungfisse de får, han er ikke bedre end dem. Så træder en selvhjælpsnordmand ind fra siden. Hovedpersonens problemer kan sagtens afhjælpes. Det eneste, der kræves er en smule hypnose. En god novelle, der hiver sig selv op til et helt nyt niveau ved at have tegninger, overstregninger og ulæselighed direkte indført på siderne.
Runner-up: Gudrun Østergaard : Agernø

Afrundes i morgen.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Del 1

Del 2 

Del 3

 

Det bedste fra fem års antologier - Del 2

Fortsat fra 23/12-14

Nogle gange gør man sig selv en tjeneste ved at opfinde indlæg som dette. Jeg har nemlig gennem det fået mulighed for at genlæse nogle rigtig gode historier, som jeg enten havde delvist glemt, eller som jeg oprindeligt ikke tænkte var de bedste. Jeg har dog også opdaget et "problem" med min måde at dele tingene op på.

Med så mange antologier, må der også nødvendigvis være forskel i niveauet. Jeg har heldigvis kunnet finde to gode noveller i hver antologi. Det er ikke det, der er problemet. Problemet opstår, når der er mere end to gode. Visse antologier har helt op til 6-7 gode noveller (ud af 15-18). Derfor vil der automatisk være noveller, der ikke bliver nævnt, selv om de er gode. Det er ærgerligt, men måske er det i virkeligheden en skjult velsignelse for fremtidige læsere: Muligheden for selv at grave guld frem.

Reglerne er som følger: Fra hver eneste af de antologier jeg selv har medvirket i, vælger jeg den novelle, jeg synes er den bedste. Det vil sige at listen er meget subjektiv. Jeg begrunder selvfølgelig mit valg. Hver forfatter kan maksimalt optræde to gange på denne liste. Desuden 'kårer' jeg en runner-up, men uden begrundelse. Jeg optræder ikke selv på listen. Med disse ord håber jeg du har lyst til at læse med - både her og efterfølgende i antologierne.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det sker igen (2011). Forlaget KANDOR.

Nikolaj Højberg : Hvid chili. I den lange novelle Hvid chili fortælles historien om den højgravide Nadja, der meget snart skal ud at flyve. Hun har maven fyldt med kondomer, der igen er fyldt med en gennemsigtig væske. Hun ved, at det ikke bliver en evig flyvetur, så tværtimod. Men næsten allerede fra begyndelsen går der noget galt. En novelle, der på en og samme tid er en politisk kommentar og et yndefuldt stykke body horror, der på grummeste vis lader os følge med i samtlige processer. Novellen er genoptrykt i Nikolaj Højbergs novellesamling Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør.

Runner-up: Flemming Rasch : Mordet på Mads 

Dystre Danmark 2 (2011). H. Harksen Productions.

Sandra Schwartz : Jægeren.  Far Gunnar har endelig taget sin søn Alexander med ud på jagt. De er fuldkommen tavse, ligger på lur, venter på det helt rigtige bytte skal nå frem. Al kommunikation foregår ved hjælp af sedler. Dagen går, men endelig dukker der et prægtigt vildt frem. En stor og stærk han. Gunnar venter. Det er Alexander, der skal bevise sit værd. Novellen spiller på overgangsritualer og male bonding, og når jeg tænker på den, forestiller jeg mig den som et godt afsnit af Twilight Zone.

Runner-up: Jonas Wilmann : Sammenhold

Grufulde mørke (2012). H. Harksen Productions.

Morten Carlsen : Dybt nede. Vi befinder os på en forskningsstation ved det Sydlige Ishav. En nærliggende dybhavsstation mistede al forbindelse til omverdenen for nogle måneder siden, men nu er den blevet fundet igen. De gode mænd på forskningsstationen har bjærget, hvad der var at bjærge fra dybhavsstationen, inklusiv tre lig. Der skal obduceres. Indledningen kan lyde som noget, man har set før, men det metaforiske spill mellem vand og dybder, is og mørke og ubehaget, der kommer snigende gør at Carlsen leverer et anderledes take på en kendt trope.

Runner-up: Thomas Daugaard : Spejlet

Til deres dages ende, Ny Dansk Fantasy 2 (2012). Forlaget KANDOR.

Teddy Vork : Mare, mare minde. Peter kan ikke sove, og ligger derfor og forestiller sig alt muligt i mørket. En ting behøver han dog ikke at forestille sig, nemlig at han er udstyret med et utroligt svagt hjerte og snart skal opereres. Heldigvis ankommer Ole Lukøje for at beskytte ham og sikre at han kommer gennem natten. Men det skal snart vise sig, at de slet ikke er alene i det lille værelse og at Ole måske ikke har så meget at sige. En mørk og velfortalt fortælling, der samtidig hiver en smule i hjertestrengene og efterlader læseren en smule sørgmodig. Novellen er desuden genoptrykt i Teddy Vorks novellesamling Sprækker.

Runner-up: Aske Munk-Jørgensen : Seidr

Fremmed stjerne, Lige under overfladen 6 (2012). Science Fiction Cirklen.

Michael Kamp : Fremmed stjerne. Antologiens titelnovelle er en kort sag på blot 10 sider. I den er det blevet bekræftet, at vi ikke er alene i universet. Faktisk er der en lysende kugle med kurs direkte mod Jorden. Først opfører samfundet sig normalt. Så begynder det gradvist at gå mere i opløsning, efterhånden som kuglen nærmer sig Jorden. Alt kommer til at dreje sig om det øjeblik hvor first contact opnås. En ægte science fiction-fortælling, der på næsten klassisk måde sætter mennesket i relief til resten af universet.

Runner-up: Manfred Christiansen : Peblingesøen

Listen fortsætter i morgen.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Del 1

Samme tid sidste år...

...berettede jeg med højt løftede arme om min roman, der just var blevet antaget. I år er der også nogle nyheder

Efter et par ugers skriven frem og tilbage, ser det nu ud til at forsiden til min kommende novellesamling er lige på trapperne. Desuden har den fået titlen Faderens sønner, og jeg har oprettet en helt speciel side til den her på bloggen. Jeg regner med at bruge slutningen af august og starten af september på at andenredigere novellerne, og så håbe at den kommer godt undervejs.

Bag Adonais spejl har nu fået sin lektørudtalelse, og den er ganske god. Om min novelle, Benspænd, siges følgende:

"...til mere symbolske og mytologiske historier, som f.eks A.Silvestris Benspænd, hvor død, skæbne og dommedag personificeres og får et humoristisk tvist"

Lektøren fremhæver ydermere, at kun få af antologiens skribenter er kendte i den bredere offentlighed. Han nævner både undertegnedes og Thomas Strømsholts respektive novellesamlinger, men misser desværre Jonas Wilmann, der også har en selvstændig udgivelse i lommen.

Det poetiske bureau udgav sidste år en antologi med titlen Fragmenter. I år har de gentaget succesen, og jeg har fået et stykke kortprosa med i den nye antologi der får titlen Den Sociale Antologi. Mit prosastykke bærer titlen Gråd, og handler om at dele den smerte, der ellers kun er forbeholdt en selv.

Som en sidste ting, og fordi jeg har en snert OCD i sindet, har jeg taget konsekvensen af et af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet. Nemlig klassikeren - Hvad skriver du egentlig for noget? Inde på siden Udgivelser har jeg indsat et lagkagediagram, der viser alle de noveller jeg regner med at have udgivet pr. 1. januar 2012. Det tæller både novellerne fra Køtere dør om vinteren og novellerne jeg skyder på kommer med i Faderens sønner. Som det forhåbentligt fremgår af det kolorerede diagram, breder jeg mig en del ud, og skriver i mange forskellige genrer. Nogle af historierne burde egentlig være i mere end en genre, men jeg har vurderet med hård hånd.

Alt for nu - der skal arbejdes.

Majs anden omgang nyheder

Selv om jeg for øjeblikket ligger vandret med afgangsprøver, sniger der sig en del dejlige nyheder ind i mit beskedne univers. Se blot her.

I sidste uge (23.-27.maj) var jeg ugens lille hapser inde på bogbidder.dk. Det er anden gang jeg har den ære. Første gang var med min novelle Je ne sais quoi. Denne gang er det med titelnovellen fra min samling Køtere dør om vinteren. Det spændende ved sitet er, at alle bogbidder indlæses, så nu kan man ganske kvit og frit proppe hørebollerne på, og opleve novellen uden at røre en øjenvippe. Lyt og læs lige her.

Under min sidste update fortalte jeg, at H.Harksen Productions havde antaget min novelle I et vindue til en kommende antologi. Nu har selvsamme forlag også sat kløerne i min horror-novelle Jacobs stige, der bliver en del af antologien Dystre Danmark 2. Det er en grum historie, der trækker på en horror-klassiker, nemlig den frygtede klovn. Jeg er kommet i meget godt selskab med bl.a. Lars Ahn Pedersen, Patrick Leis, Jonas Wilmann og Morten Carlsen. SE hvem der ellers er med lige her. Den burde komme på gaden i løbet af efteråret.

Som om det ikke var nok, har Science Fiction Cirklen også snuppet min novelle Glemmer du, så husker jeg alt til deres nye antologi LUO 5 - Den nye koloni. Ideen med at glemme og mindes er klassisk i science fiction-sammenhæng, men jeg vil vove at påstå at jeg virkelig har smidt nogle nye skruer i maskineriet. Samlingen er overordentlig spækket med så mange spændende navne, at jeg knapt kan begynde at opsummere dem her. Jeg vil dog blot sige - glæd jer. Det bliver rigtig stort.

Det var vist det - næste måned fortsætter i redigeringens tegn. Skrive og redigere, skrive og redigere. Lige om lidt smelter de to ord sammen til et.