Jeg har til daglig mindst to kasketter på - en som forfatter, og en som folkeskolelærer i de store klasser. Det er to meget forskellige verdener, men af og til mødes de, blandt andet når det kommer til spørgsmål om kanon og litteratur. For et par måneder siden læste jeg for første gang, at Hans Otto Jørgensen havde indgået et samarbejde med Dansklærerforeningen om at lave undervisningsmateriale i litteratur til både folkeskolen og gymnasiet. Tanken rystede mig, da forlaget Gladiator for mig står for et meget ensidigt og samtidig svært gennemskueligt litteratursyn, der vist nok har noget at gøre med at plot ikke er ønskværdigt, uforståelighed og indforståethed bliver set som adelsmærker og af tanken om, at man rent objektivt kan vurdere litteraturs kvalitet. Tiden gik, denne viden gled lidt i baggrunden, indtil jeg for et par uger siden blev gjort opmærksom på at Hans Otto Jørgensen var blevet interviewet til litteraturmagasinet Atlas om netop sit syn på litteratur. Det interview kan du læse her.
Efter jeg havde læste interviewet, stod jeg tilbage med den samme følelse, som da jeg tidligere havde hørt at Hans Otto Jørgensen skulle lave undervisningsmateriale, men nu gik min bekymring ikke kun på litteratursynet, han repræsenterede, men på hans manglende evne til at forklare hvad det egentlig gik ud på. Og evnen til at forklare sig i et tydeligt og forståeligt sprog er en af de ypperste færdigheder en lærer, underviser eller foredragsmand kan have. I starten af november tog den meget udskældte Mette Høeg til genmæle på Atlas Magasin i en vigtig kommentar, der kan læses lige her. Hun havde mange gode pointer, hvoraf den vigtigste måske var, at der ikke er nogen, der protesterer mod Hans Otto Jørgensens litteratursyn og ønske om at udarbejde undervisningsmateriale. Der er ingen, der tager til genmæle. Alle er tavse - og hvorfor er de det?
Min forfatterkollega Jonas Wilmann har skrevet et indlæg på Litteratursiden, hvor han blandt andet går i rette med Hans Otto Jørgensens kluntede måde at forsøge at beskrive den objektivt gode kunst på, men især også undrer sig over hvordan i alverden valget kan falde på netop forlaget Gladiators ideologiske chef til at skabe et nyt undervisningsmateriale til folkeskolen og gymnasiet. Hele Jonas Wilmanns indlæg kan læses her, og har i skrivende stund, meget sigende, ingen kommentarer.
Jeg vil til hver en tid forsvare pladsen til Hans Otto Jørgensens litteratursyn, og den typiske
Gladiator-udgivelse har også sin berettigelse, men det problematiske ligger i den næsten sekteriske tanke, at alle skal tænke og se litteratur som han. Ikke nok med, at han påvirker forlagsbranchen, aviserne, anmelderne og forfatterne - han vil længere ned, og have helt fat i dannelsen af forståelse. Og det er her, Hans Otto Jørgensen går fuldkommen galt i byen.
I den danske folkeskole undervises der blandt andet i kendskab til forskellige litterære perioder og strømninger, viden om de journalistiske genrer, multimodalitet, kanon-forfattere, forfatterskaber, hovedværker, vedligehold og forstærkning af læse- og skrivefærdigheder, det alene i de store klasser. Når det kommer til fortolkning og analyse af tekster, så arbejder enhver dansklærer med respekt for sig selv med flere betydningslag. En historie kan ses på flere måder, et maleri kan fortolkes i mange retninger. Eleverne udfordres intellektuelt. Men inden en sådan udfordring kan finde sted, er der brug for et fundament. At de og de symboler ofte betyder det og det. At hvis en forfatter anvender mange betegnelser for tid i sin fortælling, så er tanken om tid nok af betydning. At hvis der i en fortælling er en mand, der får vinger, hænger den intertekstuelt sammen med myten om Ikaros. Det er helt grundlæggende viden ... men det er det ikke for en elev i folkeskolen. Det er et helt nyt færdighedssæt, de skal lære, og når først de har lært det, åbner tingene sig i et væld af fortolkninger og forståelser.
Hvis man derimod anvender Hans Otto Jørgensens tanker, for jeg vil ikke kalde dem idéer, om uklarhed, afstand til genstande og fiktive skalaer, så lægger det op til en tilgang til litteratur som er ekstremt subjektiv og personlig. Ved at ophæve al betydning i en tekst, vil det også ophæve enhver relevans en sådan tekst har for en elev, en periode, en kontekst. Det vil omdanne tekster til trådløst udflåd, øer i sig selv, når det modsatte er det, der fordrer læring og interesse. Når en elev med ét forstår elementer af en tekst, skaber det i eleven en trang og lyst til at forstå resten. Det giver sammenhæng, det giver forståelse og det giver vigtigst af alt læring. Den objektive skala, som Hans Otto Jørgensen ikke magter at forklare, synes jeg er vanskelig at kommentere på, da den ikke er der. Jeg tror den handler om at læserens sansning og forståelse af sætninger er vigtigere end læring, at man skal rammes af noget menneskeligt i teksten, men hvis det forholder sig sådan, så kan den sansning også opleves andetsteds, f.eks. i mange af Herman Bangs eller Georg Brandes' tekster.
Følgende uddrag er sakset fra interviewet i med Hans Otto Jørgensen i Atlas:
"Han (Hans Otto Jørgensen) forklarer videre om, hvordan man bør undervise i litteratur. Han foreslår bl.a., at man bl.a. læser teksten sammen i klasselokalet, så det bliver prima vista, og den efterfølgende diskussion skulle så automatisk komme til at omhandle en masse komplicerede formelle og indholdsmæssige aspekter. Formålet er, at læreren kommer på niveau med eleverne, så at man sammen, i klasselokalet, uden forforståelse fra lærerens side og dermed rigtige og forkerte svar, udvikler en fælles forståelse af teksten."
Tillad mig at gå til det rent praktiske. Selv hvis det nye litteratursyn skulle blive implementeret, selv hvis alle disse tanker skulle vinde hævd, hvad så med den rent praktiske del af sagen? Det er helt normalt for en skolelærer at undervise i 25 år. Hvert tredje år får de en ny klasse. Det vil altså sige det er syv forskellige klasser på de 25 år, og det er hvis de kun har én klasse på hver årgang. Vil man ikke helt automatisk løbe tør for tekster? Hvis læreren skal møde op uden forforståelse, kan læreren ikke trække på tekster denne allerede har brugt, eller på tekster, der er foreslået af kolleger eller fundet i undervisningsbøger. En lærer kan ikke eksaminere en elev, da eleven ikke kan gå op i en tekst eleven har forberedt, og en lærer kan ikke eksaminere en elev i en tekst, læreren allerede har læst. Hans Otto Jørgensens koncept (hvis man kan kalde det det) er så uigennemtænkt, at man ikke kan andet end at krumme tæer. Metoden vil med garanti ikke fungere blandt folkeskolens elever. De fleste klasser vil sidde mundlamme og ikke ane, hvad de skal gøre. Enkelte klasser vil forsøge, og det vil ende i en række "jeg synes" og "jeg tror", der ikke engang kan valideres. For at opnå at kunne læse en tekst sammen, kræver det at begge parter i en tekstlæsning har redskaberne til at tænke tanker om teksten. Først når de redskaber er på plads, er der mulighed for at tænke og se anderledes, også ud over vanlige regler og læsninger. Jeg tror trods alt, at Hans Otto Jørgensen også har haft nogle af disse tanker. I hvert fald siger han i interviewet:
Hans Otto Jørgensen ved, at hans metoder virker på forfatter- og
højskoler, men vil ikke forholde sig til, om de virker i gymnasiet:
»Jeg laver bare det her, og så må gymnasielærerne lave, hvad de vil. Jeg laver det kun, fordi jeg synes, det er sjovt.«
Kan man blive mere arrogant og selvoptaget? For det første forsvarer han sig med at hans metoder skam virker, men han gør det med et 'ved' og intet konkret. Derefter bliver det helt sort, da han ikke vil forholde sig til om hans metoder virker i gymnasiet. Eftersom Hans Otto Jørgensen skal udarbejde et undervisningsmateriale til gymnasiet og folkeskolen, så er det mindste man kan forlange vel at han kan forklare sin metode og didaktiske grundlag med andet end at han laver det, bare fordi 'det er sjovt'. Samtidig er det skræmmende, at han ikke engang forholder sig til gymnasiet. Hvilke tanker har han så ikke gjort sig om folkeskolen?
Afslutningsvis virker det som om Hans Otto Jørgensen lever i en verden, der udelukkende består af folk, der er uddannede fra eller under uddannelse på KU, Litteraturvidenskab. Mennesker, der interesserer sig for litteratur, skriver litteratur, taler litteratur og har læst uendeligt meget mere end den gennemsnitlige dansker, og derigennem med tiden har fået lysten til at forsøge at se tekst og litteratur anderledes. Men den danske folkeskole er alment dannende, og altså ikke kun for mennesker, der interesserer sig for litteratur. I ethvert klasseværelse sidder elever, der har vanskeligt ved at genkende et adjektiv, læse en tekst fra 1910 eller se symbolikken i en fingerring. Hvis Hans Otto Jørgensens uigennemtænkte koncept bliver grundlaget for undervisningsmaterialer til folkeskolen, vil de elever blive tabt på gulvet, sammen med de fagligt stærke, der ikke vil ane hvilken retning de skal gå.
Som lærer kan jeg ikke se, hvad Dansklærerforeningen dog tænker på ved at indgå et sådan partnerskab. Hvad er deres bevæggrund? Som forfatter kan jeg ikke se det gavnlige i at promovere en ekstremt snævertsynet litteraturforståelse som værende den korrekte. Som lærer kan jeg ikke forstå, at dette ikke er nævnt i fagbladet Folkeskolen, eller at Dansklærerforeningen intet skriver om samarbejdet på deres hjemmeside. Som forfatter ryster det mig, at Hans Otto Jørgensen kan udgive en bog med en alternativ litteraturkanon (Horden) på eget forlag (Gladiator), og året efter indgå partnerskab med Dansklærerforeningen, selv om Erik Skyum-Nielsen i Information runder anmeldelsen af Horden af med følgende ord: "Blot må det konstateres, at han vurderet efter almen litteraturhistorisk standard er en lalleglad klamphugger og sløset charlatan."
Hans Otto Jørgensen er fra Vile i Nordjylland, og jeg er fra Toreby på Lolland. Vi kommer altså begge fra landet, og på landet plejer vi at sige, at når noget lugter, så er der nok en grund til det.
Min forfatterkollega Jonas Wilmann har skrevet et indlæg på Litteratursiden, hvor han blandt andet går i rette med Hans Otto Jørgensens kluntede måde at forsøge at beskrive den objektivt gode kunst på, men især også undrer sig over hvordan i alverden valget kan falde på netop forlaget Gladiators ideologiske chef til at skabe et nyt undervisningsmateriale til folkeskolen og gymnasiet. Hele Jonas Wilmanns indlæg kan læses her, og har i skrivende stund, meget sigende, ingen kommentarer.
Jeg vil til hver en tid forsvare pladsen til Hans Otto Jørgensens litteratursyn, og den typiske
I den danske folkeskole undervises der blandt andet i kendskab til forskellige litterære perioder og strømninger, viden om de journalistiske genrer, multimodalitet, kanon-forfattere, forfatterskaber, hovedværker, vedligehold og forstærkning af læse- og skrivefærdigheder, det alene i de store klasser. Når det kommer til fortolkning og analyse af tekster, så arbejder enhver dansklærer med respekt for sig selv med flere betydningslag. En historie kan ses på flere måder, et maleri kan fortolkes i mange retninger. Eleverne udfordres intellektuelt. Men inden en sådan udfordring kan finde sted, er der brug for et fundament. At de og de symboler ofte betyder det og det. At hvis en forfatter anvender mange betegnelser for tid i sin fortælling, så er tanken om tid nok af betydning. At hvis der i en fortælling er en mand, der får vinger, hænger den intertekstuelt sammen med myten om Ikaros. Det er helt grundlæggende viden ... men det er det ikke for en elev i folkeskolen. Det er et helt nyt færdighedssæt, de skal lære, og når først de har lært det, åbner tingene sig i et væld af fortolkninger og forståelser.
Hvis man derimod anvender Hans Otto Jørgensens tanker, for jeg vil ikke kalde dem idéer, om uklarhed, afstand til genstande og fiktive skalaer, så lægger det op til en tilgang til litteratur som er ekstremt subjektiv og personlig. Ved at ophæve al betydning i en tekst, vil det også ophæve enhver relevans en sådan tekst har for en elev, en periode, en kontekst. Det vil omdanne tekster til trådløst udflåd, øer i sig selv, når det modsatte er det, der fordrer læring og interesse. Når en elev med ét forstår elementer af en tekst, skaber det i eleven en trang og lyst til at forstå resten. Det giver sammenhæng, det giver forståelse og det giver vigtigst af alt læring. Den objektive skala, som Hans Otto Jørgensen ikke magter at forklare, synes jeg er vanskelig at kommentere på, da den ikke er der. Jeg tror den handler om at læserens sansning og forståelse af sætninger er vigtigere end læring, at man skal rammes af noget menneskeligt i teksten, men hvis det forholder sig sådan, så kan den sansning også opleves andetsteds, f.eks. i mange af Herman Bangs eller Georg Brandes' tekster.
Følgende uddrag er sakset fra interviewet i med Hans Otto Jørgensen i Atlas:
"Han (Hans Otto Jørgensen) forklarer videre om, hvordan man bør undervise i litteratur. Han foreslår bl.a., at man bl.a. læser teksten sammen i klasselokalet, så det bliver prima vista, og den efterfølgende diskussion skulle så automatisk komme til at omhandle en masse komplicerede formelle og indholdsmæssige aspekter. Formålet er, at læreren kommer på niveau med eleverne, så at man sammen, i klasselokalet, uden forforståelse fra lærerens side og dermed rigtige og forkerte svar, udvikler en fælles forståelse af teksten."
Tillad mig at gå til det rent praktiske. Selv hvis det nye litteratursyn skulle blive implementeret, selv hvis alle disse tanker skulle vinde hævd, hvad så med den rent praktiske del af sagen? Det er helt normalt for en skolelærer at undervise i 25 år. Hvert tredje år får de en ny klasse. Det vil altså sige det er syv forskellige klasser på de 25 år, og det er hvis de kun har én klasse på hver årgang. Vil man ikke helt automatisk løbe tør for tekster? Hvis læreren skal møde op uden forforståelse, kan læreren ikke trække på tekster denne allerede har brugt, eller på tekster, der er foreslået af kolleger eller fundet i undervisningsbøger. En lærer kan ikke eksaminere en elev, da eleven ikke kan gå op i en tekst eleven har forberedt, og en lærer kan ikke eksaminere en elev i en tekst, læreren allerede har læst. Hans Otto Jørgensens koncept (hvis man kan kalde det det) er så uigennemtænkt, at man ikke kan andet end at krumme tæer. Metoden vil med garanti ikke fungere blandt folkeskolens elever. De fleste klasser vil sidde mundlamme og ikke ane, hvad de skal gøre. Enkelte klasser vil forsøge, og det vil ende i en række "jeg synes" og "jeg tror", der ikke engang kan valideres. For at opnå at kunne læse en tekst sammen, kræver det at begge parter i en tekstlæsning har redskaberne til at tænke tanker om teksten. Først når de redskaber er på plads, er der mulighed for at tænke og se anderledes, også ud over vanlige regler og læsninger. Jeg tror trods alt, at Hans Otto Jørgensen også har haft nogle af disse tanker. I hvert fald siger han i interviewet:
»Jeg laver bare det her, og så må gymnasielærerne lave, hvad de vil. Jeg laver det kun, fordi jeg synes, det er sjovt.«
Kan man blive mere arrogant og selvoptaget? For det første forsvarer han sig med at hans metoder skam virker, men han gør det med et 'ved' og intet konkret. Derefter bliver det helt sort, da han ikke vil forholde sig til om hans metoder virker i gymnasiet. Eftersom Hans Otto Jørgensen skal udarbejde et undervisningsmateriale til gymnasiet og folkeskolen, så er det mindste man kan forlange vel at han kan forklare sin metode og didaktiske grundlag med andet end at han laver det, bare fordi 'det er sjovt'. Samtidig er det skræmmende, at han ikke engang forholder sig til gymnasiet. Hvilke tanker har han så ikke gjort sig om folkeskolen?
Afslutningsvis virker det som om Hans Otto Jørgensen lever i en verden, der udelukkende består af folk, der er uddannede fra eller under uddannelse på KU, Litteraturvidenskab. Mennesker, der interesserer sig for litteratur, skriver litteratur, taler litteratur og har læst uendeligt meget mere end den gennemsnitlige dansker, og derigennem med tiden har fået lysten til at forsøge at se tekst og litteratur anderledes. Men den danske folkeskole er alment dannende, og altså ikke kun for mennesker, der interesserer sig for litteratur. I ethvert klasseværelse sidder elever, der har vanskeligt ved at genkende et adjektiv, læse en tekst fra 1910 eller se symbolikken i en fingerring. Hvis Hans Otto Jørgensens uigennemtænkte koncept bliver grundlaget for undervisningsmaterialer til folkeskolen, vil de elever blive tabt på gulvet, sammen med de fagligt stærke, der ikke vil ane hvilken retning de skal gå.
Som lærer kan jeg ikke se, hvad Dansklærerforeningen dog tænker på ved at indgå et sådan partnerskab. Hvad er deres bevæggrund? Som forfatter kan jeg ikke se det gavnlige i at promovere en ekstremt snævertsynet litteraturforståelse som værende den korrekte. Som lærer kan jeg ikke forstå, at dette ikke er nævnt i fagbladet Folkeskolen, eller at Dansklærerforeningen intet skriver om samarbejdet på deres hjemmeside. Som forfatter ryster det mig, at Hans Otto Jørgensen kan udgive en bog med en alternativ litteraturkanon (Horden) på eget forlag (Gladiator), og året efter indgå partnerskab med Dansklærerforeningen, selv om Erik Skyum-Nielsen i Information runder anmeldelsen af Horden af med følgende ord: "Blot må det konstateres, at han vurderet efter almen litteraturhistorisk standard er en lalleglad klamphugger og sløset charlatan."
Hans Otto Jørgensen er fra Vile i Nordjylland, og jeg er fra Toreby på Lolland. Vi kommer altså begge fra landet, og på landet plejer vi at sige, at når noget lugter, så er der nok en grund til det.