Er den danske horror-litteratur død?

For omkring en måned siden, skrev Rasmus Wichmann et indlæg i Biblioteksmagasinet med titlen De unge skrækløver. Her fortalte han, hvordan størstedelen af Danmark var gået glip af perioden 2010-2015, hvor der skete en sand eksplosion i horror skrevet på dansk. Nye navne trådte ind på scenen, men desværre for tomme sale. Grunden til dette kunne findes i blandt andet dagbladenes ignorering af genren, bibliotekernes stækkede budgetter, genrens egne fans, der havde en tendens til at mene, at danskproduceret var dårligt og så den tanke, at langt de fleste læsere mener, at horror-litteratur er for børn og unge. Så langt pointerne i indlægget De unge skrækløver.

Du kan selv læse indlægget ved at følge linket  - det er side 8+9.

Da jeg havde læst Wichmanns indlæg, sad jeg tilbage med en følelse af at jeg lige havde læst et gravskrift - en fornemmelse, jeg delte med den håndfuld, der kommenterede på indlægget på facebook. Jeg havde selv været ramt af hvad der føltes som ligegyldighed fra mange sider af, når det kom til horror - eksemplificeret gennem min udgivelse Kærlighedsfrugt, der styrtede til jorden på trods af flot lektør og gode anmeldelser. I mit blogindlæg Seks eksemplarer dykker jeg netop ned malstrømslignende fornemmelse af at genrens fans er dem, der svigter den hårdest, men samtidig kan man jo ikke kræve at folk investerer i bøger, bare fordi de er en speciel genre. I de efterfølgende måneder har det, der har gået mig mest på, været en af de andre ting, Wichmann nævner i sit indlæg. Nemlig at mange af horror-værkerne er blevet forbigået i tavshed af pressen. Det står for mig som meget værre.

2010-2015

Skrækløvernes fem år var en vild tid. Det virkede som om der hver eneste måned kom en ny, god bog. I 2011 kom Michael Kamps Moln - jorden husker, i 2012 begyndte Jonas Wilmann sin Frygt-filerne-serie (hvor tredje og sidste bog lige er udkommet), i 2013 kom Carina Evytts Dæmoner, i 2014 Teddy Vorks fremragende Sprækker og i 2015 kom min egen Kærlighedsfrugt , for nu at nævne et par stykker. I samme periode fossede det ud med horror-antologier - nogle meget vellykkede, andre i mindre grad. På årsbasis blev der udgivet i hvert fald 15 bøger, der var rendyrket horror for voksne. I perioden skete der også det spændende, at mange af navnene blev hængende. Det var ikke folk med en enkelt bog i sig, men derimod forfatterskaber, der blev etableret. De gamle rædselskøtere var der stadig, i form af Steen Langstrup, Patrick Leis og Jacob Hedegaard Pedersen, men koblet blev større og langt mere varieret. Nogle af de nye forfattere rakte bagud efter de gamle mestre, som Wichmann også peger på i sin artikel, mens andre søgte deres inspiration fra film, tegneserier, computerspil og den traditionelle, realistiske litteratur. Det gjorde at der i perioden opstod en stor diversitet i stemmer. Hvad mange af dem havde tilfælles, var dog de korte former, og for hver roman, udkom der en novellesamling og/eller en kortroman. Måske var det en af grundene til den mindre bevågenhed. Mange læsere lider af en sær antipati over for noveller, og kortere romaner, og derfor har de ordknappe tekster nok ikke gjort noget for at promovere genren. I samme periode blev Dansk Horror Selskab, der står for at uddele den årlige horrorpris, også stiftet. Det var ment som et samlende organ for forfattere og kunstnere, der arbejdede professionelt med genren. Ved udgangen af 2015 stod Danmark med en håndfuld helt nye horror-forfattere, der var dygtige til at skrive, og allerede havde et par bøger på CV'et. Men hvordan kunne forfatterne overhovedet få udgivet bøger, hvis der ikke var nogen, der ville læse genren?

Forlagene

Mestendels var de etablerede forlag slet ikke interesserede i horror. Enkelte forfattere, som Steen Langstrup og Jonas Wilmann udgav deres bøger selv, men resten af horror-forfatterne var så heldigt stillet, at der i næsten samme periode opstod to forlag, der næsten eksklusivt tog sig af horror. Det første var H.Harksen Productions, et etmandsforlag på Fyn, hvis ejer, Henrik S. Harksen var dybt fascineret af H.P.Lovecraft og nok uden at vide det, på det grundlag startede bølgen af især antologier. Forlaget var primært dedikeret til Mythos-litteratur, men sekundært til horror, og horror kom der meget af. HHP lancerede serien gotisk krimi, og håndplukkede selv forfattere, der kunne skrive inden for genren. Samtidig blev antologierne ved, og skabte derved en vej ind for nye stemmer. Lidt senere kom forlaget Kandor, drevet af den stærke forfatter Nikolaj Højberg til, og han kom til at stå bag en række af de mest roste horror-antologier, og novellesamlinger i perioden. Ved siden af horror interessede Kandor sig også for fantasy og science fiction, og blev derved en

eksponent for de fantastiske (og udskældte) genrer. Disse forlag var uhyggeligt vigtige for at genren fik så meget vind i sejlene som den gjorde. Andre forlag, såsom Tellerup, Valeta og sms-press tog større eller mindre afstikkere til genren for voksne, og hist og her dukkede andre selvudgiverforlag op, men størstedelen af dansk horror var centreret om disse forlag.

Men hvad skete der i 2015?

Der skete ikke noget, eller, måske skete der en hel masse. En række af genrens forfattere søgte andre steder hen. Nogen begyndte at skrive til børn og unge, andre begyndte at skrive i andre genrer, og en helt tredje gruppe forsvandt ikke, men droslede ned for deres produktion. En forgrening drejede fokus, så deres horror blev mere krimi-orienteret, andre fokuserede mere på de realistiske aspekter af horror. Med et negativt ord kan man kalde det, der skete, for en udvanding af genren - med et positivt ord, en udvikling. Forlaget Kandor gik ned, fordi der var for meget arbejde for en enkelt mand, og bibliotekerne var økonomisk ramte, så der ikke blev indkøbt så meget længere. Ligeledes var der kun et sparsomt privatsalg. Heldigvis blev Kandor omdannet til et imprint hos forlaget DreamLitt. Den rene horror til voksne blev mindre, men den fandtes dog stadig.

Hvordan kunne det være gået?
Det kunne være gået anderledes. Hvis dagbladene havde været mere åbne for at anmelde

bøgerne, lave forfatterportrætter og omtale af genren, ville det have medført en større bevågenhed, og åbnet for at en række forfatterskaber kunne have blomstret. Det alene ville ikke have gjort nok, men det ville have skabt en platform. Ligeledes kunne det have set meget anderledes ud, hvis læserne havde været i stand til at se forbi mærkaten horror, og rent faktisk læst bøgerne. Så ville de have opdaget, at meget dansk horror er smedet i naboessen til den realistiske litteratur. Horror anvender den realistiske verden som afsæt for de fleste historier, tager ofte afsæt i individet og arbejder med hvad det vil sige at være menneske - præcis de samme ting, så meget litteratur bliver lovprist for. Det er alt sammen gisninger, for faktum er stadig, at horror ikke nåede ud over rampen til det brede publikum. Men det kan være, at den er godt på vej.

Er genren død?
Hvor Rasmus Wichmann (og jeg selv) var hurtig til at se den manglende opmærksomhed som en nekrolog over genren, er jeg efterfølgende kommet på andre tanker. Og jeg synes, at jeg begynder at ane en helt ny periode strække sig ud foran os - med offentlighed som omdrejningspunkt. Der er nemlig gang i arrangementer rundt omkring i Danmark. Jeg snakkede med indehaveren af bloggen Skræk og Rædsel, Søren Henrik Jacobsen, om hvordan horror-året 2016 havde været. Ifølge hans horror-kalender, havde der været 168 horror-relaterede arrangementer rundt omkring i landet fra juni og til nytår. Lidt vildt! En tiendedel af disse havde direkte haft noget at gøre med litteratur. Det er udmærket, selv om litteratur godt kunne få en større plads, og det ser ud som om det bliver tilfældet i 2017. I næste uge afholder Rasmus Wichmann selv et oplæg på Sønderborg Bibliotek om horror. I skrivende stund er der til marts en zombie-festival i Odense og jeg ved fra pålidelig kilde, at Københavns Hovedbibliotek arbejder på en række horror-relaterede events i løbet af året. Under festivalen KBH Læser står Dansk Horror Selskab for en aften i rædslens tegn. Ligeledes sniger horror sig lidt ind på den etablerede litteratur-scene i København, da det rygtes at der også vil ske noget til Halloween. Steen Langstrups roman Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er i færd med at blive filmatiseret. En håndfuld mindre forlag, såsom Forlaget Sidste Århundrede,  er også interesset i horror, omend det ikke er den danske slags, men til gengæld er et helt nyt horrorforlag, Enter Darkness, trådt frem af skyggerne. Afslutningsvis har Henrik S. Harksen siden slutningen af 2016 holdt en foredragsrække om H.P. Lovecraft, til stor fornøjelse for mange.

Så hvor efterlader det os? Er den danske horror-litteratur død?
Jeg er helt enig med Rasmus Wichmann i at den helt specielle tid er slut - det var en periode i dansk litteratur, der blev sørgeligt overset og kunne være blevet til meget mere. Men jeg ser dansk horror som værende på vej ind i en ny (og måske endnu bedre) tid - hvor der er mere fokus på forfatterne, deres værker og deres viden - så den er så langt fra død. Danske horror-forfattere er mere prominente i bibliotekernes kataloger, til diverse festivaler og sågar foredrag andre steder end de vanlige litteraturkanaler. De større forlag begynder at vejre lidt i udkanten af genren. Hvad der stadig mangler er læsere - en bredere forståelse af at horror ikke er for børn, og ikke er noget plat blodsplatsgøgl og en accept af at det, der får dig til at gyse af fryd når du læser krimi ... i virkeligheden er horror. Ligeledes ville det også klæde dagbladene, og litteraturkenderne at tage et skridt ud af deres comfort zone og give sig selv noget, de ikke allerede kender smagen af. Jeg håber, at begge dele kommer, og at de danske forfattere bliver ved med at skrive horror - og hvorfor skulle de dog ikke det?