Trailer 88 - uddrag af Holgers Danskere

I denne trailer rækker vi langt tilbage, nemlig helt til 2011. Der skete der nemlig det ganske fantastiske, at jeg blev bedt om at skrive en novelle til en antologi, der senere kom til at hedde Sølvbyen og andre Helsingørnoveller. Det var forfatteren Lonni Krause, der havde fået konceptet op at stå, fået forlaget Siesta med på tanken og (efter hvad jeg husker) udliciteret korrekturopgaven til Linda Nørgaard Framke. Til Lonni Krauses ros skal det også siges at hun havde fået en række dygtige, men ret ukendte forfattere til at skrive, og resultatet blev ganske godt.

 

Jeg kan huske, at jeg blev bedt om at skrive noget "fantastisk litteratur", og med den løse ordre, begyndte mine tanker at rumstere. Meget, meget hurtigt ramlede de lige ned i Holger Danske og myten vi alle sammen kender, men lige i kølvandet på den tanke kom den næste: Der er altså flere statuer af Holger Danske. Hvilken af de statuer er så den rigtige? Resultatet af de tanker blev til den korte novelle Holgers Danskere. Du kan læse meget mere om den ved at følge linket.

"Med et brag knaldede Holger Danske hovedet op i rundbuen, der understøttede en del af Kasematterne under Kronborg. Puds og sten stod omkring ham. En snerren undslap hans mund, da han tog sig til hovedet og olmt stirrede ud i det begsorte lokale. Han var blevet vækket. Det betød, at en ydre fjende truede Danmark. Det var heldigt, at truslen var opstået midt om natten. Havde det været om dagen, ville de mørke kældre have været fyldt med ligeglade skoleelever og turister, der alle ville have fået deres livs største chok. Det er ikke hver dag, at en tonstung statue rejser sig fra sit lige så tunge sæde.

Resolut greb ham sværdets hæfte og trak skjoldet ind til kroppen. Truslen var langt væk, men han kunne fornemme den som en sitren bagerst i hovedet. Lige hvor hjelmen klinede sig ind til kraniet. Hele rummet gyngede, da han sprang ned fra den hvide forhøjning. Han drejede hovedet frem og tilbage, som vejrede han efter en fært. De mange års søvn sad stadig i hans krop, og han strakte sig i sin fulde højde. Atter stødte han mod loftet. Så tog han det første skridt.

Hvad der føltes som øjeblikke senere, skred han forbi Württembergs ravelin og ud gennem hovedporten. Bag ham var ødelæggelserne omfattende, for hvor han ikke ubesværet havde kunnet komme forbi, havde han slået sig vej igennem. Skingrende alarmer fyldte den varme natteluft. Det var sommer i Danmark. Han trak den salte luft ned i sine stenlunger og huskede engang, hvor natten havde smagt lige sådan. Det var meget lang tid siden. Før han døde. Dengang verden stadig bestod af Odins Øje som ledestjerne og osende fakler i store haller.

Han svingede ud på vejen og begyndte at gå mod lysene, han kunne se i det fjerne. De flimrede en smule, men mindede ham ikke det mindste om levende ild. Hans øjne blev smalle, og han trak skjoldet tættere ind til sig. Så var der en der rømmede sig bag ham.

Hurtigt drejede han rundt. På vejen bag ham stod en enorm hvid skikkelse med langt hår og fuldskæg. I skikkelsens hænder hvilede et sværd og et skjold. Viklingerne om benene stod tydeligt frem i det krasse lys, som fuldmånen skød ned over vejen. Han trak vejret dybt ned i lungerne og gjorde klar til at udstøde sit kampbrøl.

”Hvad tror du lige du laver?”, spurgte den hvide skikkelse og trådte et skridt frem, så det skarpe lys dækkede den fuldstændig. Det var ham. I en anden form. Eller i den samme form.

Spørgsmålet ramte ham som Nidhugs tænder i askens rod. Han ledte efter mælet og fandt det endelig efter et par sekunder.

”Jeg er Holger Danske, Rigets forsvarer, af Danskens Æt og Vilje. Riget er truet af en ydre fjende. Derfor har jeg rejst mig, klar til kamp” svarede han.

”Nej, du er ikke rigets forsvarer. Det er mig, som er det” svarede den hvide skikkelse."

Det bedste fra fem års antologier - Del 1

Siden 2010 har der været meget gang i den danske undergrundsscene, når det kommer til at lave antologier inden for de fantastiske genrer. I løbet af den periode er der opstået permanente, årlige antologier (som SFCs Lige under overfladen-serie) og andre, der enten har løbet et par år, eller har haft specielle temaer. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at der på årlig basis udkommer rigtig mange noveller af rigtig mange forfattere. Det fantastiske miljø i Danmark har det godt, men kunne også godt bruge at komme ud over rampen og ramme lidt flere læsere. De mange antologier har det nemlig desværre med at være oppe i tiden kort og derefter blive glemt. En sørgelig skæbne for mange af de rigtig fede historier.

Som læsere af denne blog ved, lykkes det mig ofte at medvirke i disse antologier, men jeg vil ikke snakke om mig selv i dette og de følgende indlæg. Dog har min medvirken i diverse antologier også gjort, at jeg har kopier af dem stående og følgelig også har læst dem. Så nu skal det handle om alle de andre forfattere. Reglerne er som følger:

Fra hver eneste af de antologier jeg selv har medvirket i, vælger jeg den novelle, jeg synes er den bedste. Det vil sige at listen er meget subjektiv. Jeg begrunder selvfølgelig mit valg. Hver forfatter kan maksimalt optræde to gange på denne liste. Desuden 'kårer' jeg en runner-up, men uden begrundelse. Jeg optræder ikke selv på listen. Med disse ord håber jeg du har lyst til at læse med - både her og efterfølgende i antologierne.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ingenmandsland, Lige under overfladen 4 (2010). Science Fiction Cirklen.
Thomas Strømsholt: Tiamat. I novellen er et hold forskere i gang med at stabilisere et ormehul. En af disse påstår at der gennem ormehullet er en fremmed intelligens, der kommunikerer med hende. Novellens hovedperson Jonas Reeve har tidligere skrevet en artikel om menneskets vanskelighed ved at kommunikere med andre af deres egen race, så en palaver med en evt. fremmed bevidsthed burde vise sig umulig. Tiamat spiller på solide science fiction-tanker, men Strømsholt vrider og vender den på sin egen måde. Og slutningen alene er en halv time eller to værd.
Runner-up: Richard Ipsen: De gamle svin

Lyden af vanvid (2010). H. Harksen Productions. 
Thomas Daugaard: Ingen vej tilbage. Den nylige enkemand Henrik er forsumpet i sorg over konens død og har ingen livsgnist tilbage. Han vandrer formålsløst rundt i sig selv, indtil han en dag falder over en ganske særlig bog, der om ikke vil give ham livsgnisten tilbage, så i hvert fald noget. Præmissen for historien er klassisk Lovecraft og det er afviklingen af den egentlig også, men det der gør, at historien hæver sig over det jævne, er et flydende og eddersort sprog. Om man ikke kender Lovecrafts skræmmende univers, er denne novelle et godt sted at starte.
Runner-up: Helene Hindberg - Vandets børn.

Bag Adonais spejl, Ny Dansk Fantasy 1 (2011). Forlaget KANDOR.
Majbrit Høyrup: Smeden i Moelbæk. I denne historie anvendes det klassiske motiv med to verdener, der begge findes, men er adskilt af en usynlig grænse, der måske bare er vores opfattelse af hvad virkeligheden er. Et samarbejde skal i stand, har været i stand længe, mellem de to sider. Den historie formidles elegant med et afdæmpet sprog og ikke mindst miljø. En historie, der indeholder tab og kærlighed for ikke at nævne ny nordisk kogekunst. Et meget nutidigt take på en verden, men ellers kunne tro var uddød ved industrialiseringen.
Runner-up: Emil Blichfeldt: Modlys (Senere hen gennemillustreret. Følg link)

Den nye koloni, Lige under overfladen 5 (2011). Science Fiction Cirklen.
Kenneth Krabat: Tænke på silke under invasionen. Kenneth Krabat fremmaner i denne fortælling et meget troværdigt billede af et andet sted og en anden tid. Elementerne er en kvinde, der søger ly i en hule, både før og under invasionen. Hun har sit ridedyr/kæledyr med og en faldskærm lavet af nanosilke så hårdfør, at blot man rører det på den forkerte måde, skærer det ind til knoglen. Tilsammen giver disse ting en fantastisk historie, der bliver ved med at rumstere bagerst i knolden.
Runner-up: Michael Kamp: Homo arachnidae

Sølvbyen og andre Helsingør-noveller (2011). Forlaget Siesta.
Jesper Rugård: Sæt mig fri, sagde ånden. I den meget korte novelle bliver vi præsenteret for historiens jeg, der blot er ung knægt. På en udstilling oplever han en gammel computer, man kan spille imod, men inden længe begynder den at blinke i morse. Jeg'et er sikker på at det er en kode, at computeren taler til ham.  En flot historie, der for mig handler om mange af de vigtige ting i livet: opvækst og tab og uskyldighed, der kan genvindes. For ikke at glemme det gamle ordsprog: Den ene tjeneste er så sandelig den anden værd.
Runner-up: Christoffer Gertz Bech: Kontrabande

Listen fortsætter i morgen. 

Trailer 47 - uddrag af Holgers Danskere

I 2010 skrev Lonni Krause en mail til mig, hvori hun spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at skrive noget om Helsingør til en antologi, hun planlagde. Hun ville gerne have en fantastisk fortælling, og jeg slog til. Efter kort research gik det op for mig, at der ikke bare findes en, men mange statuer af Holger Danske. Og hvilken en af dem er det egentlig der vil rejse sig, hvis riget er i fare? Og så kan du forresten høre mig læse den op i morgen på Bogforum, på Forlaget Siestas stand.

”Hvad tror du lige du laver?” spurgte den hvide skikkelse, og trådte et skridt frem, så det skarpe lys dækkede den fuldstændig. Det var ham. I en anden form. Eller i den samme form.

Spørgsmålet ramte ham som Nidhugs tænder i askens rod. Han ledte efter mælet, og fandt det endelig efter et par sekunder.

”Jeg er Holger Danske, Rigets forsvarer, af Danskens Æt og Vilje. Riget er truet af en ydre fjende. Derfor har jeg rejst mig, klar til kamp” svarede han.

”Nej, du er ikke rigets forsvarer. Det er mig, som er det” svarede den hvide skikkelse.

Holger Danske stirrede på den anden Holger Danske. Forvirringen stod mejslet i hans ansigt. Bogstaveligt talt.

”Jeg er Holger Danske, Rigets forsvarer..” forsøgte han igen, men den anden fejede ham af.

”Drop det der. For det første lyder du som en dårlig historiebog, og for det andet er det som sagt mig, der har rejst mig, fordi landet er i fare. Du kan bare smutte tilbage på din pind i kælderen. Og for det tredje, så er politiet på vej, så du gør nok klogt i at gemme dig lidt. Du lyser jo op som et juletræ”

”Juletræ?” mumlede Holger Danske

”Noget med en hel masse lys. Det er din mindste bekymring. Vagterne er på vej. Du er brudt ud”

Ansigtets folder gik fra forvirring til vrede.

”Nok, din hund. Mød mig i kamp, usling” råbte han og vippede sværdet op, så det pegede mod den hvide skikkelses strube.

Han blev blot mødt af en hovedrysten.

”Heller ikke den klogeste. Du må virkelig være den dumme tvilling. Så jeg vil forklare dig tingene på en måde, så jeg er sikker på, at du forstår dem”

Horisonten farvedes i blå og rød, og lyden af politiets sirener blandede sig med alarmerne. Holger Danske stirrede på Holger Danske.

”Men inden jeg forklarer dig noget, så bliver vi nødt til at gemme os. Det her er andre tider. Du kan ikke bare vade igennem mure, og så regne med at ingen tager sig af det” sagde den hvide skikkelse, og så sig hurtigt fra side til side.

Nogle meter fremme stod en mindre klynge træer. Han pegede.

”Den vej. Når de er kørt forbi, kan vi snakke”

Uden at vente på den anden gungrede han i læ. Holger Danske blev stående på vejen, stadig med sværdet trukket. Han blinkede hektisk. Så spurtede han efter. Et halvt minut senere drønede fire politibiler forbi, og drejede ind mod Kronborg. De små træer formåede kun lige at skjule de to massive skikkelser."

Nyheder i januar

Årets første måned er ved at lakke mod enden. Det har været en god måned for mig, da anmeldelserne af Pandaemonium er begyndt at tikke ind, og endnu bedre: De er overvejende meget positive. Her kommer et par uddrag af dem - men de kan læses i deres fulde længde ved at følge dette link.

Janus Andersen, Horrorsiden.
"Silvestri har allerede vist sit værd på novellefronten – og springet til 800 sider klarer han også. Han har et godt greb om sine personer, driver historier fremad og leverer i det hele taget varen. Alene på grund af sin vægt har “Pandaemonium” efterladt et godt mærke i dansk horror – men det er på grund af underholdningsværdien, at det mærke bliver vedvarende. “Pandaemonium” er ikke til at komme udenom, hvis man interesseret sig for dansk horror, zombier eller bare monumental tjubang."

Arne Larsen, Litteratursiden
"Silvestri bygger fint videre på disse traditioner i sin velskrevne roman, men ved at inddrage sine helt egne forklaringer og teorier, bl.a. elementer fra mesopotamisk, ægyptisk og kristen religion tilfører han dog historien både originalitet og kvalitet...en episk tour de force gennem ondskabens væsen"

Majasols blog
"Som sagt, formår forfatterens beskrivelser at få det til at vende i maven på en, og selvom han rent faktisk selv siger, at bogen er en B-film på papir, så klarer han det godt også rent skriftmæssigt. Han bringer mange klassiske elementer i spil og fletter det fint ind ved hjælp af hans egen fantasi. Pandaemonium er en af de mest klamme horrorbøger jeg endnu har læst, og må siges at være et must, hvis man netop er fan af denne genre"

Jette Holst, Gyseren.dk
"Et ganske interessant tvist, som Silvestri slipper godt fra, selvom jeg ved slutningen af første bog spekulerede over, om han kunne køre idéen hele vejen hjem. Det mytologiske lag er også med til at give historien endnu en dimension, så de næsten 800 sider ikke kun er ren blod og lemlæstelse"

Det hele skal nu ikke handle om Pandaemonium. I 2011 medvirkede jeg også i Den nye koloni, Science Fiction Cirklens årlige antologi. Majbrit Høyrup har anmeldt hele samlingen på sin blog og har følgende at sige om mit bidrag. Læs hele anmeldelsen her.

"Glemmer du, så husker jeg alt” af A. Silvestri. En grum og forfærdelig og godt skrevet historie om undertrykkelse og vold. Den totalitære vold spejler sig i fortællingen om et voldeligt forhold. Det er en dybsindig, karakterdrevet fortælling."

Ud over det, går det rigtig godt med nogle af de antologier, jeg har medvirket i. I lektørudtalelsen er Det sker igen fra forlaget KANDOR blevet sammenlignet med 1984. Sølvbyen bliver i dens lektør rost for bredden i samlingen og så vandt jeg Knud Larns årlige novellekonkurrence med mit bidrag Æskulap.

Silvestri-ekspressen fortsætter frem, og jeg gør mit yderste for at følge med. Lige nu redigerer jeg noveller, arbejder på plottet til noget der kunne blive en roman, skriver nye historier og begynder at overveje muligheden for et eller andet på engelsk.