I 2010 skrev Lonni Krause en mail til mig, hvori hun spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at skrive noget om Helsingør til en antologi, hun planlagde. Hun ville gerne have en fantastisk fortælling, og jeg slog til. Efter kort research gik det op for mig, at der ikke bare findes en, men mange statuer af Holger Danske. Og hvilken en af dem er det egentlig der vil rejse sig, hvis riget er i fare? Og så kan du forresten høre mig læse den op i morgen på Bogforum, på Forlaget Siestas stand.
”Hvad
tror du lige du laver?” spurgte den hvide skikkelse, og trådte et
skridt frem, så det skarpe lys dækkede den fuldstændig. Det var
ham. I en anden form. Eller i den samme form.
Spørgsmålet
ramte ham som Nidhugs tænder i askens rod. Han ledte efter mælet,
og fandt det endelig efter et par sekunder.
”Jeg
er Holger Danske, Rigets forsvarer, af Danskens Æt og Vilje. Riget
er truet af en ydre fjende. Derfor har jeg rejst mig, klar til kamp”
svarede han.
”Nej,
du er ikke rigets forsvarer. Det er mig, som er det” svarede den
hvide skikkelse.
Holger
Danske stirrede på den anden Holger Danske. Forvirringen stod
mejslet i hans ansigt. Bogstaveligt talt.
”Jeg
er Holger Danske, Rigets forsvarer..” forsøgte han igen, men den
anden fejede ham af.
”Drop
det der. For det første lyder du som en dårlig historiebog, og for
det andet er det som sagt mig, der har rejst mig, fordi landet er i
fare. Du kan bare smutte tilbage på din pind i kælderen. Og for det
tredje, så er politiet på vej, så du gør nok klogt i at gemme dig
lidt. Du lyser jo op som et juletræ”
”Juletræ?”
mumlede Holger Danske
”Noget
med en hel masse lys. Det er din mindste bekymring. Vagterne er på
vej. Du er brudt ud”
Ansigtets
folder gik fra forvirring til vrede.
”Nok,
din hund. Mød mig i kamp, usling” råbte han og vippede sværdet
op, så det pegede mod den hvide skikkelses strube.
Han
blev blot mødt af en hovedrysten.
”Heller
ikke den klogeste. Du må virkelig være den dumme tvilling. Så jeg
vil forklare dig tingene på en måde, så jeg er sikker på, at du
forstår dem”
Horisonten
farvedes i blå og rød, og lyden af politiets sirener blandede sig
med alarmerne. Holger Danske stirrede på Holger Danske.
”Men
inden jeg forklarer dig noget, så bliver vi nødt til at gemme os.
Det her er andre tider. Du kan ikke bare vade igennem mure, og så
regne med at ingen tager sig af det” sagde den hvide skikkelse, og
så sig hurtigt fra side til side.
Nogle
meter fremme stod en mindre klynge træer. Han pegede.
”Den
vej. Når de er kørt forbi, kan vi snakke”
Uden
at vente på den anden gungrede han i læ. Holger Danske blev stående
på vejen, stadig med sværdet trukket. Han blinkede hektisk. Så
spurtede han efter. Et halvt minut senere drønede fire politibiler
forbi, og drejede ind mod Kronborg. De små træer formåede kun lige
at skjule de to massive skikkelser."