Holgers Danskere

Trailer 88 - uddrag af Holgers Danskere

I denne trailer rækker vi langt tilbage, nemlig helt til 2011. Der skete der nemlig det ganske fantastiske, at jeg blev bedt om at skrive en novelle til en antologi, der senere kom til at hedde Sølvbyen og andre Helsingørnoveller. Det var forfatteren Lonni Krause, der havde fået konceptet op at stå, fået forlaget Siesta med på tanken og (efter hvad jeg husker) udliciteret korrekturopgaven til Linda Nørgaard Framke. Til Lonni Krauses ros skal det også siges at hun havde fået en række dygtige, men ret ukendte forfattere til at skrive, og resultatet blev ganske godt.


Jeg kan huske, at jeg blev bedt om at skrive noget "fantastisk litteratur", og med den løse ordre, begyndte mine tanker at rumstere. Meget, meget hurtigt ramlede de lige ned i Holger Danske og myten vi alle sammen kender, men lige i kølvandet på den tanke kom den næste: Der er altså flere statuer af Holger Danske. Hvilken af de statuer er så den rigtige? Resultatet af de tanker blev til den korte novelle Holgers Danskere. Du kan læse meget mere om den ved at følge linket.

"Med et brag knaldede Holger Danske hovedet op i rundbuen, der understøttede en del af Kasematterne under Kronborg. Puds og sten stod omkring ham. En snerren undslap hans mund, da han tog sig til hovedet og olmt stirrede ud i det begsorte lokale. Han var blevet vækket. Det betød, at en ydre fjende truede Danmark. Det var heldigt, at truslen var opstået midt om natten. Havde det været om dagen, ville de mørke kældre have været fyldt med ligeglade skoleelever og turister, der alle ville have fået deres livs største chok. Det er ikke hver dag, at en tonstung statue rejser sig fra sit lige så tunge sæde.

Resolut greb ham sværdets hæfte og trak skjoldet ind til kroppen. Truslen var langt væk, men han kunne fornemme den som en sitren bagerst i hovedet. Lige hvor hjelmen klinede sig ind til kraniet. Hele rummet gyngede, da han sprang ned fra den hvide forhøjning. Han drejede hovedet frem og tilbage, som vejrede han efter en fært. De mange års søvn sad stadig i hans krop, og han strakte sig i sin fulde højde. Atter stødte han mod loftet. Så tog han det første skridt.

Hvad der føltes som øjeblikke senere, skred han forbi Württembergs ravelin og ud gennem hovedporten. Bag ham var ødelæggelserne omfattende, for hvor han ikke ubesværet havde kunnet komme forbi, havde han slået sig vej igennem. Skingrende alarmer fyldte den varme natteluft. Det var sommer i Danmark. Han trak den salte luft ned i sine stenlunger og huskede engang, hvor natten havde smagt lige sådan. Det var meget lang tid siden. Før han døde. Dengang verden stadig bestod af Odins Øje som ledestjerne og osende fakler i store haller.

Han svingede ud på vejen og begyndte at gå mod lysene, han kunne se i det fjerne. De flimrede en smule, men mindede ham ikke det mindste om levende ild. Hans øjne blev smalle, og han trak skjoldet tættere ind til sig. Så var der en der rømmede sig bag ham.

Hurtigt drejede han rundt. På vejen bag ham stod en enorm hvid skikkelse med langt hår og fuldskæg. I skikkelsens hænder hvilede et sværd og et skjold. Viklingerne om benene stod tydeligt frem i det krasse lys, som fuldmånen skød ned over vejen. Han trak vejret dybt ned i lungerne og gjorde klar til at udstøde sit kampbrøl.

”Hvad tror du lige du laver?”, spurgte den hvide skikkelse og trådte et skridt frem, så det skarpe lys dækkede den fuldstændig. Det var ham. I en anden form. Eller i den samme form.

Spørgsmålet ramte ham som Nidhugs tænder i askens rod. Han ledte efter mælet og fandt det endelig efter et par sekunder.

”Jeg er Holger Danske, Rigets forsvarer, af Danskens Æt og Vilje. Riget er truet af en ydre fjende. Derfor har jeg rejst mig, klar til kamp” svarede han.

”Nej, du er ikke rigets forsvarer. Det er mig, som er det” svarede den hvide skikkelse."

Trailer 47 - uddrag af Holgers Danskere

I 2010 skrev Lonni Krause en mail til mig, hvori hun spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at skrive noget om Helsingør til en antologi, hun planlagde. Hun ville gerne have en fantastisk fortælling, og jeg slog til. Efter kort research gik det op for mig, at der ikke bare findes en, men mange statuer af Holger Danske. Og hvilken en af dem er det egentlig der vil rejse sig, hvis riget er i fare? Og så kan du forresten høre mig læse den op i morgen på Bogforum, på Forlaget Siestas stand.


Hvad tror du lige du laver?” spurgte den hvide skikkelse, og trådte et skridt frem, så det skarpe lys dækkede den fuldstændig. Det var ham. I en anden form. Eller i den samme form.
Spørgsmålet ramte ham som Nidhugs tænder i askens rod. Han ledte efter mælet, og fandt det endelig efter et par sekunder.
”Jeg er Holger Danske, Rigets forsvarer, af Danskens Æt og Vilje. Riget er truet af en ydre fjende. Derfor har jeg rejst mig, klar til kamp” svarede han.
”Nej, du er ikke rigets forsvarer. Det er mig, som er det” svarede den hvide skikkelse.
Holger Danske stirrede på den anden Holger Danske. Forvirringen stod mejslet i hans ansigt. Bogstaveligt talt.
”Jeg er Holger Danske, Rigets forsvarer..” forsøgte han igen, men den anden fejede ham af.
”Drop det der. For det første lyder du som en dårlig historiebog, og for det andet er det som sagt mig, der har rejst mig, fordi landet er i fare. Du kan bare smutte tilbage på din pind i kælderen. Og for det tredje, så er politiet på vej, så du gør nok klogt i at gemme dig lidt. Du lyser jo op som et juletræ”
”Juletræ?” mumlede Holger Danske
”Noget med en hel masse lys. Det er din mindste bekymring. Vagterne er på vej. Du er brudt ud”
Ansigtets folder gik fra forvirring til vrede.
”Nok, din hund. Mød mig i kamp, usling” råbte han og vippede sværdet op, så det pegede mod den hvide skikkelses strube.
Han blev blot mødt af en hovedrysten.
”Heller ikke den klogeste. Du må virkelig være den dumme tvilling. Så jeg vil forklare dig tingene på en måde, så jeg er sikker på, at du forstår dem”
Horisonten farvedes i blå og rød, og lyden af politiets sirener blandede sig med alarmerne. Holger Danske stirrede på Holger Danske.
”Men inden jeg forklarer dig noget, så bliver vi nødt til at gemme os. Det her er andre tider. Du kan ikke bare vade igennem mure, og så regne med at ingen tager sig af det” sagde den hvide skikkelse, og så sig hurtigt fra side til side.
Nogle meter fremme stod en mindre klynge træer. Han pegede.
”Den vej. Når de er kørt forbi, kan vi snakke”
Uden at vente på den anden gungrede han i læ. Holger Danske blev stående på vejen, stadig med sværdet trukket. Han blinkede hektisk. Så spurtede han efter. Et halvt minut senere drønede fire politibiler forbi, og drejede ind mod Kronborg. De små træer formåede kun lige at skjule de to massive skikkelser."