Trailer 47 - uddrag af Holgers Danskere

I 2010 skrev Lonni Krause en mail til mig, hvori hun spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at skrive noget om Helsingør til en antologi, hun planlagde. Hun ville gerne have en fantastisk fortælling, og jeg slog til. Efter kort research gik det op for mig, at der ikke bare findes en, men mange statuer af Holger Danske. Og hvilken en af dem er det egentlig der vil rejse sig, hvis riget er i fare? Og så kan du forresten høre mig læse den op i morgen på Bogforum, på Forlaget Siestas stand.


Hvad tror du lige du laver?” spurgte den hvide skikkelse, og trådte et skridt frem, så det skarpe lys dækkede den fuldstændig. Det var ham. I en anden form. Eller i den samme form.
Spørgsmålet ramte ham som Nidhugs tænder i askens rod. Han ledte efter mælet, og fandt det endelig efter et par sekunder.
”Jeg er Holger Danske, Rigets forsvarer, af Danskens Æt og Vilje. Riget er truet af en ydre fjende. Derfor har jeg rejst mig, klar til kamp” svarede han.
”Nej, du er ikke rigets forsvarer. Det er mig, som er det” svarede den hvide skikkelse.
Holger Danske stirrede på den anden Holger Danske. Forvirringen stod mejslet i hans ansigt. Bogstaveligt talt.
”Jeg er Holger Danske, Rigets forsvarer..” forsøgte han igen, men den anden fejede ham af.
”Drop det der. For det første lyder du som en dårlig historiebog, og for det andet er det som sagt mig, der har rejst mig, fordi landet er i fare. Du kan bare smutte tilbage på din pind i kælderen. Og for det tredje, så er politiet på vej, så du gør nok klogt i at gemme dig lidt. Du lyser jo op som et juletræ”
”Juletræ?” mumlede Holger Danske
”Noget med en hel masse lys. Det er din mindste bekymring. Vagterne er på vej. Du er brudt ud”
Ansigtets folder gik fra forvirring til vrede.
”Nok, din hund. Mød mig i kamp, usling” råbte han og vippede sværdet op, så det pegede mod den hvide skikkelses strube.
Han blev blot mødt af en hovedrysten.
”Heller ikke den klogeste. Du må virkelig være den dumme tvilling. Så jeg vil forklare dig tingene på en måde, så jeg er sikker på, at du forstår dem”
Horisonten farvedes i blå og rød, og lyden af politiets sirener blandede sig med alarmerne. Holger Danske stirrede på Holger Danske.
”Men inden jeg forklarer dig noget, så bliver vi nødt til at gemme os. Det her er andre tider. Du kan ikke bare vade igennem mure, og så regne med at ingen tager sig af det” sagde den hvide skikkelse, og så sig hurtigt fra side til side.
Nogle meter fremme stod en mindre klynge træer. Han pegede.
”Den vej. Når de er kørt forbi, kan vi snakke”
Uden at vente på den anden gungrede han i læ. Holger Danske blev stående på vejen, stadig med sværdet trukket. Han blinkede hektisk. Så spurtede han efter. Et halvt minut senere drønede fire politibiler forbi, og drejede ind mod Kronborg. De små træer formåede kun lige at skjule de to massive skikkelser."