Oktobers skrivning 2012

Så er det allerede blevet tid til en update igen - tiden flyver med meget brede vinger i øjeblikket. Efterhånden er det en standardsætning, men oktober har været lige så travl som de tidligere måneder. Odd har ligget en smule stille, jeg er på sidste kapitel, og regner med at få det færdigt inden månedens udgang. Der bliver dog plads til en teaser til, i form af et billede:

Oktober var en måned fuld af oplæsninger, og det tog selvfølgelig noget af min tid. Samtidig havde jeg et par deadlines at nå, og det tog resten. Heldigvis er det blevet til to noveller - meget forskellige, men begge meget underholdende.

Udflugt (horror/splatter, 7400 ord)
Flotsam (science fiction, 2700 ord) engelsk

Udflugt er sat i zombiegenren, og markerer min tilbagevenden dertil. Jonas er pædagogmedhjælper, og børnehaven Tusindfryd skal på en udflugt til Assistens Kirkegården for at samle blade. Men selv om jorden burde være frossen, er der nogen der nægter at holde sig begravet.

Flotsam er min første tekst skrevet på engelsk, og efter opfordring. Handelsmanden Brent har lovet at bringe en fremmed race noget fra Jorden. Det han møder op med, er sand, marehalm og en håndfuld sten, som er blevet poleret gennem milliarder af år af havet.

Selv om vi kun er tre dage inde i november, har jeg allerede skrevet en novelle, og er mere end halvvejs i den næste. Så det kan ske, at updaten om en måned bliver meget fyldig.

Grüss Gott