I denne trailer rækker vi langt tilbage, nemlig helt til 2011. Der skete der nemlig det ganske fantastiske, at jeg blev bedt om at skrive en novelle til en antologi, der senere kom til at hedde Sølvbyen og andre Helsingørnoveller. Det var forfatteren Lonni Krause, der havde fået konceptet op at stå, fået forlaget Siesta med på tanken og (efter hvad jeg husker) udliciteret korrekturopgaven til Linda Nørgaard Framke. Til Lonni Krauses ros skal det også siges at hun havde fået en række dygtige, men ret ukendte forfattere til at skrive, og resultatet blev ganske godt.
Jeg kan huske, at jeg blev bedt om at skrive noget "fantastisk litteratur", og med den løse ordre, begyndte mine tanker at rumstere. Meget, meget hurtigt ramlede de lige ned i Holger Danske og myten vi alle sammen kender, men lige i kølvandet på den tanke kom den næste: Der er altså flere statuer af Holger Danske. Hvilken af de statuer er så den rigtige? Resultatet af de tanker blev til den korte novelle Holgers Danskere. Du kan læse meget mere om den ved at følge linket.
"Med et brag knaldede
Holger Danske hovedet op i rundbuen, der understøttede en del af
Kasematterne under Kronborg. Puds og sten stod omkring ham. En
snerren undslap hans mund, da han tog sig til hovedet og olmt
stirrede ud i det begsorte lokale. Han var blevet vækket. Det betød,
at en ydre fjende truede Danmark. Det var heldigt, at truslen var
opstået midt om natten. Havde det været om dagen, ville de mørke
kældre have været fyldt med ligeglade skoleelever og turister, der
alle ville have fået deres livs største chok. Det er ikke hver dag,
at en tonstung statue rejser sig fra sit lige så tunge sæde.
Resolut greb ham
sværdets hæfte og trak skjoldet ind til kroppen. Truslen var langt
væk, men han kunne fornemme den som en sitren bagerst i hovedet.
Lige hvor hjelmen klinede sig ind til kraniet. Hele rummet gyngede,
da han sprang ned fra den hvide forhøjning. Han drejede hovedet frem
og tilbage, som vejrede han efter en fært. De mange års søvn sad
stadig i hans krop, og han strakte sig i sin fulde højde. Atter
stødte han mod loftet. Så tog han det første skridt.
Hvad der føltes
som øjeblikke senere, skred han forbi Württembergs
ravelin og ud gennem hovedporten. Bag ham
var ødelæggelserne omfattende, for hvor han ikke ubesværet havde
kunnet komme forbi, havde han slået sig vej igennem. Skingrende
alarmer fyldte den varme natteluft. Det var sommer i Danmark. Han
trak den salte luft ned i sine stenlunger og huskede engang, hvor
natten havde smagt lige sådan. Det var meget lang tid siden. Før
han døde. Dengang verden stadig bestod af Odins Øje som ledestjerne
og osende fakler i store haller.
Han svingede ud på
vejen og begyndte at gå mod lysene, han kunne se i det fjerne. De
flimrede en smule, men mindede ham ikke det mindste om levende ild.
Hans øjne blev smalle, og han trak skjoldet tættere ind til sig. Så
var der en der rømmede sig
bag ham.
Hurtigt drejede han
rundt. På vejen bag ham stod en enorm hvid skikkelse med langt hår
og fuldskæg. I skikkelsens hænder hvilede et sværd og et skjold.
Viklingerne om benene stod tydeligt frem i det krasse lys, som
fuldmånen skød ned over vejen. Han trak vejret dybt ned i lungerne
og gjorde klar til at udstøde sit kampbrøl.
”Hvad tror du
lige du laver?”, spurgte
den hvide skikkelse og trådte et skridt frem, så det skarpe lys
dækkede den fuldstændig. Det var ham. I en anden form. Eller i den
samme form.
Spørgsmålet ramte
ham som Nidhugs tænder i askens rod. Han ledte efter mælet og fandt
det endelig efter et par sekunder.
”Jeg er Holger Danske,
Rigets forsvarer, af Danskens Æt og Vilje. Riget er truet af en ydre
fjende. Derfor har jeg rejst mig, klar til kamp” svarede han.
”Nej, du er ikke rigets
forsvarer. Det er mig, som er det” svarede den hvide skikkelse."