Martin Schjönning

Marts arbejde 2017 - om de levende døde, tre niendeklasser og en historisk novelle

Hold da kæft, så er vi allerede en fjerdedel igennem året. Tiden går hurtigere og hurtigere, men det er nok i takt med at jeg selv bliver ældre, og en måned derfor er en mindre procentdel af mit samlede (og levede) liv. De tanker skal jeg også have skrevet en historie om en dag. Marts har været en måned, hvor jeg har vist mig rigtig mange steder i alle mulige roller, og det er rart lige at kunne læne sig tilbage og puste lidt ud.
Et portræt af Albert Hoffmann.
I marts blev det til to noveller, en ret kort og en ret lang.

Caféliv (3400 ord, fantastisk fortælling)
Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart (10500 ord, horror)

Den korte novelle Caféliv handler om Elisabeth og Frederik, der er på deres første date. Da den slags er svært, har både Elisabeth og Frederik taget assistance med, tolke der kan snakke i deres sted og derigennem finde de mest optimale samtaleemner. Men når tolkene snakker, stopper verden, og er det nu også så smart? Novellen er sat i et forvredent København fyldt med særhed og skæve vinkler.

Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart foregår i 1964, og i den møder vi Anne fra Vordingborg, der læser til læge i hovedstaden. Der er kun en anden kvinde på hendes hold, og det kan være lidt ensomt i København. Heldigvis er hun meget pligtopfyldende, og lige så heldigt er det, at der lige er blevet anlagt en skøjtebane i Rødovre, hvor hun kan motionere tankerne lidt ud. Mændene på hendes hold kalder hende for Isdronningen, fordi hun er ligeglad med deres tilnærmelser. Det er vigtigere for Anne at blive læge. Men alt dette ændrer sig ved et sært foredrag, hvor hjernespecialisten Albert Moesland fortæller om de nyeste forsøg med medicinering fra Amerika, og Anne må sande at den nye oplægsholder gør andet end rent faglige ting ved hende. Novellen var en udfordring og skal skæres til.

Sophieskolen i Nykøbing Falster

Den 6/3 var jeg på Sophieskolen i Nykøbing Falster for at fortælle deres niendeklasser om hvad det vil sige at være forfatter. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af, havde formidlet kontakten og det var en sjov udfordring, for hvad skal man egentlig fokusere på, når man holder et sådan oplæg? Skal det være de kreative udfordringer, de økonomiske vilkår, hvordan man arbejder med sin egen tekst, manuskriptets vej fra forfatter til færdig bog eller noget helt femte? Jeg havde forberedt lidt af hver, og da jeg skulle holde foredraget to gange i streg, blev de ikke helt ens. Men hver gang startede jeg med et bord fyldt med ting, der havde at gøre med det at være forfatter. Jeg havde taget alle mine udgivelser med, manuskripter der var forskellige steder (fra idéplan til færdigt), min kalender, en pris, min store oplæsningsbog og en masse andet. Så kunne jeg starte oplægget med at eleverne selv fik lov til at rode i bunkerne, og spørge om det de ville.
Her kan publikum og bordet med genstande ses.
Under oplægget snakkede jeg meget om det kreative, og også meget om hvor vigtigt research er. Det kan du læse lidt mere om i mit tidligere indlæg Sådan gør jeg : Research, men det var også fedt med nogle klasser, der stillede spørgsmål om alt lige fra Hvor meget tjener du? over Hvad er din bedste bog? til Hvad vil du egentlig opnå med at være forfatter? Efter begge foredrag blev nogle af eleverne hængende og snakkede, og i det mindre forum blev snakken lidt mere privat. Det var en rigtig god oplevelse, og jeg vil gerne ud at fortælle til andre klasser - så hvis du kunne være interesseret i at hyre mig, kan du finde mine kontaktoplysninger lige her.

Odense Zombiefestival 

I dagene 23-25/3 var der zombiefestival i Odense. Den var blevet genoplivet, efter den tidligere festival gik lidt ned, og mon ikke genoplivningen var en succes. Programmet var fyldt med råddent kød i lige præcis den udskæring man kunne ønske sig, men jeg vil nøjes med at fortælle lidt om den del jeg selv var med i, nemlig det litterære kødmarked fredag den 24/3.
Vi var tre inviterede forfattere. Martin Schjönning, der på dagen både udgav og havde reception for værket Kværnen, som han har lavet sammen med Tom Kristensen, Patrick Leis hvis enorme zombie-fortælling Necrodemic i disse år samles og genudgives, og så lille mig, med mit zombie-epos Pandaemonium.

Først snakkede jeg med Jan M. Johansen om netop Pandaemonium, og det var skægt atter at tale om en bog, der udkom for næsten seks år siden. Vi nåede omkring Pandaemoniums særpræg i opbygning (første del er i nutid/de andre dele i datid, B-films-grebene), om at zombierne i sig selv har en funktion (og ikke bare gnasker sultent løs), det mytiske lag der gennemsyrer fortællingen og selvfølgelig hvordan den adskilte sig fra andre zombie-værker. Derefter blev Patrick Leis interviewet om især hvordan det var at arbejde så mange år på en historie, og om hvordan det var at genskabe den. Til sidst blev vi tre forfattere en del af et panel, hvor vi især snakkede om hvorvidt zombien kan overleve som genre, og vi var rørende enige om at den helt sikkert overlever, men hvis der skal være kød på den, skal der konstant eksperimenteres med formen, som vi f.eks. allerede har set det i udgivelser som Billy smiler rødt af Zenia Johnsen, og Michael Kamps Fordærv.

Vi havde et flot publikum, og til sidst blev der trukket lod mellem en stor bunke zombie-bøger, så mange gik glade derfra med signerede værker. Tak til forlaget Valeta for også at donere en Pandaemonium, nu hvor der næsten ikke er nogen tilbage. Og hvis du vil skaffe dig en, skal du købe den direkte fra forlaget.

Hvad ellers?
 
Ud over min føjten rundt, har jeg også haft en del arbejde i Dansk Forfatterforening, hvor vi den 30/3 havde vores årsmøde, hvilket for mig markerede et år som formand for den skønlitterære gruppe. Et hårdt, men også meget lærerigt år. Ligeledes arbejder jeg også hele tiden på en strøm af gamle tekster, der skal bruges i opsamlinger eller konkurrencer, og hvis alt flasker sig, ser det ud som om jeg i april måned får redigeret og omskrevet novellerne til min næste opsamling, der har arbejdstitlen En handel i fire dimensioner. Tak fordi du læste med!

Novembers arbejde 2016 - om BogForum, Broken Relationships, Boghandel skifter og naturvidenskabelig science fiction

Så er Nordbrandts måned både kommet og gået, og hvor jeg i oktober oplevede det herlige at min harddisk stod af, valgte resten af min computer at gøre det i her i november. Derfor skriver jeg nu på en ny maskine - men heldigvis har jeg beholdt alle mine gamle filer. Mængden af møder stiger, det samme gør projekterne, og heldigvis kan nogle af møderne klares i løb, mens andre er på diverse caféer. Dog havde jeg det lidt blidere end i forrige måned, og det var nok også tiltrængt. Så, nok snak. Lad os komme i gang.
Novembers timer blev brugt til at skrive to noveller:

Sfærens musik (13100 ord, science fiction) arbejdstitel
Ceremonimesteren ved havet (2000 ord, weird)

Der har på det sidste været en del mukken over at dansk science fiction ikke var naturvidenskabelig nok. Det skrev jeg Sfærens musik som reaktion på. I den følger vi Malcolm Bhuvanesh, kaptajn på koloniskibet CSS Iter Nostrum, der har retning mod Proxima Centauri. Alt passer sig selv, lige indtil de støder på et problem, der ikke er så let at løse. Stilistisk er novellen et nik til halvfjerdsernes science fiction, men teknologisk er den nutidig. Undervejs har jeg researchet alt muligt, fra lims adhæsions-styrke over hulrumsdrev til nanoteknologi. Fortællingen er meget naturvidenskabelig, men skrevet i et sprog og med et plot, alle kan følge. Åhja, og så nævnes Elon Musk et par gange.

Ceremonimesteren ved havet blev skrevet i en raptus (mmm, gamle udtryk), og handler om en fed og dansende mand, der river hele himlen ned. Nemlig. Den er skrevet meget lyrisk, meget metaforfed og jeg tror den vil egne sig helt fantastisk til at blive læst op.

Boghandel, skifter

Den 5. november var der Boghandel, skifter på Bremen Teater. Ideen med Boghandel, skifter er at lade de mindre forlag få en slags minimesse, og lokalerne bugnede da også med en ordentlig bunke forlag, hvoraf jeg ikke havde kendskab til en håndfuld. Selv var jeg der som repræsentant for forlaget Calibat, sammen Jesper Rugård og vi plantede os sammen med den gode Henrik S. Harksen fra
forlaget HHP i det ene hjørne. Der var vi i otte timer. Vi snakkede med forskellige folk, fik sat ansigter på et par facebook-navne og hyggede os ellers. Det var en vigtig dag, da det var der Sand og sten, stål og glas første gang skulle præsenteres for offentligheden ... og det endte med at være en uhyggelig skuffende og nedtrykkende dag. Da Anna Degnbol og jeg designede forsiden, var det vigtigt at sende et voksent og seriøst signal, da science fiction ofte regnes for alt det modsatte. Derfor valgte vi et smagfuldt design, en lækker font, en behagelig illustration og en ret særegen blå/grøn farve. Til Boghandel, skifter så folk ikke bogen, selv om der lå femten eksemplarer. Deres blikke slog bare smut over forsiden, tøvede ikke et øjeblik. Jeg tror de fleste forfattere kender til følelsen af at blive overset, og den følelse blev virkelig stærk for mig i de timer.  Nu har bogen solgt godt, men jeg kan stadig ikke forstå hvad der er galt med forsiden. Den er, synes jeg, vildt elegant, vildt behagelig. Måske er det bare mig, der ingen smag har.

BogForum
Der endte med at være helt fyldt til Monster-panelet!
I weekenden efter var der BogForum i Bella, og der havde jeg hele tre ting på programmet. Om lørdagen skulle jeg læse op og fortælle på Krimimessens stand og medvirke i en paneldebat om antologien Monster på forlaget DreamLitts stand. Søndag skulle jeg så snakke om Sand og sten, stål og glas - også på DreamLitts stand.

Lørdag startede lidt rodet ud, da mikrofonen  på Krimimessens stand ikke sad helt rigtigt, men jeg fik fortalt lidt om Dansk Horror Selskab, dansk horror generelt og læst et par sider op fra Kærlighedsfrugt. Ligeledes trak jeg lod i en bunke svarsedler, og en heldig sjæl gik derfra med Kærlighedsfrugt. Heldigvis fik jeg også snakket en del med Jette Holst, der blandt andet har anmelderbloggen gyseren.dk, der er en af de få sider i Danmark, der tager horror meget alvorligt. Til Monster-snakken hos DreamLitt senere på dagen kom der helt vildt mange mennesker, og det blev et herligt panel, hvor Martin Schjönning, Jacob Hedegaard Pedersen og jeg snakkede om forskellige monstre, skriveteknikker og skrivefilosofier. Bagefter hang jeg selvfølgelig ud i området, og fik snakket med en masse mennesker. Det er BogForum altid godt til, og jeg gik hjem med en god følelse i kroppen.

Det skulle ændre sig søndag. Jan M. Johansen havde læst Sand og sten, stål og glas, og havde forberedt et interview. Det skulle starte klokken 11.30 og da vi nåede dertil, var der kommet en enkelt tilskuer. Selvfølgelig snakkede vi - the show must go on - men bagefter havde jeg den samme modløse følelse i kroppen, som jeg ugen tidligere havde oplevet til Boghandel, skifter. Hvorfor var der så lidt interesse om den bog? Jeg ved det stadig ikke. Som jeg ser det, er den en væsentlig udgivelse i dansk science fiction-historie. Hvis du har læst den, må du meget gerne skrive en mail eller en kommentar, hvor du fortæller din mening.

Broken Relationships

Jeg famler i mørket med papskilte, stemmeløs
Tirsdag den 29. november var der oplæsning i Rundetårn med temaet Broken Relationships. Grunden til det valgt tema var, at der i Rundetårn var det omrejsende museum fyldt med genstande, der har at gøre med tabte og ødelagte forhold. Da jeg så opslaget om at der var oplæsere ønsket, slog jeg straks til ... da hele min roman Et parforhold rammer temaet helt perfekt. Hvad jeg dog ikke kunne vide var at jeg i dagene op til min oplæsning blev ramt af en virus på stemmebåndet, og da det blev den 29. var det med skælven og bæven jeg tog til Rundetårn. Jeg havde endda fremstillet nogle store pap-ark med min indledning skrevet på, så jeg kunne spare så meget på stemmen som muligt. Det endte med at blive en ret vild performance, hvor jeg voldtog min stemme til trevler, forvrængede ord, raspede, skreg og hviskede ... og hvem ved, måske blev den faktisk bedre af at jeg var syg? Dog vil jeg ikke råde jer til at prøve det derude. Selv et par kolde øl fjerner ikke smerten bagefter. Der var i alt seks oplæsere, hvor jeg var den første. De andre var Khan Gor-aya, Jacob Hallgren, Ronja Victoria Bramming Hyldkrog, Jakob Søby og Michael Dyst. Du kan høre en bid af de andre fem oplæsninger på min Instagram.  Der var rigtig meget publikum, og de var vildt på, hvilket altid er fedt som oplæser. Broken Relationships var første runde i et nyt tiltag der går under paraply-navnet Refleksion, og jeg håber at jeg får chancen for at være med en anden gang.  

Hvad ellers?

Jeg har været primus motor på debutant-arrangementet i Dansk Forfatterforening, hvor Charlotte Weitze leverede en rigtig god og jordnær tale til debutanterne, og der var mange gode oplæsninger (der også kan høres på min Instagram). Det er blevet til et par spontane småtekster, der alle er skrevet på under ti minutter, men har noget forvredent over sig og så venter 2017 lige om hjørnet med en hel masse nye muligheder og deadlines. Heldigvis ser det ud som om jeg kan slappe lidt af i december, og det har jeg også brug for! Tak fordi du læste med.

Nyheder i januar - om nomineringer, anmeldelser, events og krimimesse

2016 gungrer på skinner, og årets første måned har mildest talt været fyldt med nyheder. Hver gang jeg har villet opdatere min blog med hvad der er sket siden sidst, er der sket noget mere. Derfor er det endt med dette indlæg, der mildest talt bliver massivt. Det er vel heller ikke noget man skal brokke sig over. Det ville i hvert fald være meget værre hvis der slet ikke skete noget. Og med det sagt, så lad os tage et hovedspring ud i det.

Hvert år er der krimimesse i Horsens. Den tiltrækker en sand horde af besøgende, da krimien må siges at være ekstremt populær. Jeg har ikke haft noget at lave på messen, da jeg generelt ikke skriver krimier (det er der så mange der gør), og fordi det er meget at rive en weekend ud af kalenderen for. I år bliver det dog meget anderledes. Siden 2013 (mener jeg), har Dansk Horror Selskab haft et parallel-program på krimimessen, hvor emner der relaterer til horror tages op. Det sker heldigvis også i år. En del af det program er at uddele prisen til årets bedste horrorudgivelse. Og nu bliver det rigtig spændende.

Jeg er nemlig nomineret til prisen for min novellesamling Kærlighedsfrugt fra sidste år. De andre nominerede er Michael Kamp for Samlerne, Vicki Pedersen for Den røde tråd, Mikkel Harris Carlsen for Midnatsmuse og Martin Schjönning for Deroute. Lige nu er juryen i fuld gang med at læse, og det bliver spændende at se hvem de vælger som vinder. Jeg håber selvfølgelig på mig selv - andet ville være sært, ikke :) Du kan læse en masse mere om prisen (og de nominerede) lige her. Men der er også andre grunde til at jeg er til stede på messen. Om lørdagen bliver jeg interviewet på Blå Scene om bogen Al kødets gang og mit forfatterskab generelt. Det er fedt på den måde forhåbentligt at nå ud til nye og andre læsere. Eventet er en del af det normale program, nok mest fordi Al kødets gang er en gotisk krimi. De, der har læst den, er dog ret entydige om at der er mere gotik end krimi i den.

Netop Al kødets gang har fået to anmeldelser siden sidst. Den første er i Politiken, hvor Steffen Larsen har følgende at sige:

"Bogen har den robuste blanding af hverdag og afgrund, som er horrorgenrens kendetegn. Mest for voksne." 

Han giver den tre hjerter, hvilket egentlig er sært, da han ikke rigtig siger noget dårligt om den. Jeg er bare glad for for første gang at blive anmeldt i en landsdækkende avis OG at der rent faktisk var fokus på horror i et dagblad.

Thomas Winther har også anmeldt bogen i Himmelskibet, og her siger han blandt andet:

"Det må siges at det gotiske er i fokus. Her er det gamle hus, den gamle familie, og ikke mindst de velbevarede gamle familiehemmeligheder, som er ved at blive afsløret, og som bestemt ikke tåler dagens lys."

Det virker dog som om der mangler noget af anmeldelsen, da der hverken er en konklusion eller en vurdering. Det kan være det løser sig af sig selv.

Nu har jeg snakket en del om horror, men heldigvis sker der også noget på science fiction-fronten. En af de helt store snakke om dansk science fiction løb inde på facebook, og ophavsmanden til et indlæg omkring hvor svært det var at skrive positivt om dansk science fiction, Jan M. Johansen, måtte virkelig stå på mål for sine holdninger. Jeg synes det var en vigtig debat, der blev taget, og væsentlige pointer blev hevet frem undervejs. Dansk science fiction er kommet langt siden år 2000, men det er vigtigt at se fremad. Efter mange forsøg lykkedes det dog Den Grå Bibliotekar (aka førnævnte Jan) at få sammensat en artikel ... og en god en af slagsen. Den er ordene værd. På den selvfede front er det også rart, at jeg kan sakse følgende splint fra artikel-træet:

"Nogle af de bud, der trods alt er på god dansk science fiction, kommer fra forfattere, der mestendels gør sig i andre af de fantastiske genrer, bl.a. ... A. Silvestri, der med ’Ambrosia/Live’ formår at skrive en syret, men god dobbeltnovelle."

Hvis du interesserer dig for dansk science fiction, så gør dig selv en tjeneste og læse hele indlægget. Du kan finde det på litteratursiden.dk.

Hvert år uddeles Niels Klim-prisen, der gives til de bedste danske noveller i science fiction-genren. Indtil den femtende (15.) februar har du muligheden for at stemme mig videre til den afgørende runde. I år har jeg to kandidater med, Taxa og Itu, du kan sende i finalen. For at kunne stemme, skal du være meldt ind i Niels Klim-systemet, men det er meget, meget let. Det gør du lige her. Er du allerede medlem, har du nok fået en mail eller to om at det er nu, der skal stemmes. Jeg håber du har lyst til at læse og sikre mine noveller overlevelse. Her er en smule om hvad de egentlig handler om:

Itu er fra antologien Universets mørke fra HHP. I den møder vi et jeg, der bliver udsat for en form for smitte. Langsomt begynder han at ændre sig, men selve teksten forvitrer også i takt med hans forfald. En eksperimenterende tekst, der ikke bliver så eksperimenterende at den ikke kan læses.

Taxa er fra antologien Som et urværk fra SFC. En far har misset sin søns fødselsdag, og derfor hyrer han en tidstaxa, der kan sikre at han når det alligevel. En tænksom og replikdrevet fortælling, der pirker til hvad familie egentlig betyder.

Gagarin rammer virkelig alle fem emner
KBH Læser er en mindre festival, der efterhånden har vokset sig stor. I år er temaet MÆND, og hvis der er noget genrer som horror og science fiction får skudt i skoene, er det at de er til mænd. Det er selvfølgelig noget vrøvl. De er for alle. Dog har jeg stået som tovholder til en aften i Dansk Forfatterforening, hvor der bliver oplæst og foredraget om emnet MÆND - og ikke kun i forhold til science fiction og horror. I løbet af fem timer bliver fem forskellige emner taget under kærlig behandling af tyve forskellige oplægsholdere. Emnerne er LGBT og køn, science fiction, spænding, faglitteratur og biografier og horror. Du kan læse meget mere om det her - og du må også gerne tilmelde dig, for det er helt gratis!

Og så tilbage til horror alene - og vi er næsten færdige. Dansk Horror Selskab og Wicked Workshop er gået sammen om en event med titlen Blod og blæk. En dag fyldt med tatoveringer, tegninger og tall tales of horror (det skulle jo passe med et T). Du kan læse ekstremt meget mere om dette RET unikke event ved at følge linket. Jeg tror virkelig det bliver fedt.

Puha. Det var vist det. Efter hvad jeg ved er det dårligt at fortælle så meget på en gang, men jeg kunne ikke lade være. Jeg håber I stadig hænger på - og så ses vi snart til endnu en opdatering. For det er lige om lidt februar, og jeg har selvfølgelig også fået skrevet en del i den forgangne måned. Vi ses!

Det bedste fra fem års antologier - Del 3

Fortsat fra 24/12-14

Så er jeg allerede nået igennem ti antologier, men som tidligere nævnt, er det kun de antologier hvor jeg selv medvirker i. Hvis jeg ikke husker forkert er der også et par stykker, som jeg desværre ikke kan tage med her. Det drejer sig om Velkommen til Dybet fra Tellerup (2011) og Frem jog nattens magter (2012) fra Rollespilsforlaget. Selvsamme Rollespilsforlag har også udgivet antologien Ad mørke stier (2010) i samarbejde med HUF. Det er muligt at jeg har glemt nogen, og hvis du kan huske flere, må du meget gerne skrive det i kommentarfeltet.

Jeg kan allerede se nu, at jeg bliver nødt til at lave en "del 0" også, der handler om perioden 2007-2010. Der er nogle gode noveller og forfattere i de antologier, der ganske enkelt hverken kan eller må glemmes. Det er desværre også en af farerne ved at lave en liste som denne. At man unødigt kommer til at forbigå nogen. Det er selvfølgelig ikke min intention.

Reglerne er som følger: Fra hver eneste af de antologier jeg selv har medvirket i, vælger jeg den novelle, jeg synes er den bedste. Det vil sige at listen er meget subjektiv. Jeg begrunder selvfølgelig mit valg. Hver forfatter kan maksimalt optræde to gange på denne liste. Desuden 'kårer' jeg en runner-up, men uden begrundelse. Jeg optræder ikke selv på listen. Med disse ord håber jeg du har lyst til at læse med - både her og efterfølgende i antologierne.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vampyr (2013). Forlaget KANDOR.
Martin Schjönning : De fattige blandt menneskene. Antologien Vampyr kom til verden gennem en konkurrence og vinderen blevet meget fortjent denne novelle. Vi befinder os i et hardcore narkomiljø, hvor lidelse er hverdag og håb er noget andre kender til. En gruppe narkomaner er centrum for historien og alting tilspidses, da en af dem findes død. Ingen OD - der er noget helt andet, men egentlig ikke grimmere på spil her. Novellens krydsfelt, hvor hverdagen for heltidsnarkomaner beskrives kontant, men uden medlidenhed og det overnaturlige aspekt slår hinandens toner smukt an. Et must at læse.
Runner-up: Christian Reslow : Verdens krig.

PIX - nygotiske skæbner (2013). H. Harksen Productions. CD med Ras Bolding.
Michael Kamp : Sort. Novellen begynder med at hovedpersonen Morten sidder og arbejder. Ved en pause står han og kigger ud over Københavns tage, og lige da han skal til at vende tilbage til arbejdet, lægger han mærke til at strømmen ryger forskellige steder. Det er ikke en normal strømafbrydelse. Det virker mere som en bevægelse, der gradvist slukker. Fra det punkt af går det op for Morten, at der er noget rædselsvækkende på spil ikke bare uden for hans vinduer, men alle steder. Novellen fungerer på et ubevidst plan og undlader man at læse den i høj sol, kryber den ind under huden på en.
Runner-up: Patrick Leis : Den syvende dør

Forvandlinger (2013). Forlaget Langdyssen.
Sarah Fürst : Lille kat. Min korteste begrundelse indtil videre, men det er fordi selve novellen kun er på fire sider. Det forhindrer den dog ikke i at være en lille perle. En kvinde aer sin kat, mens hun snakker stille og blidt til den. Hvisker den ord om fremtid og fortid, måske og engang. Novellens sprog er ligetil, men den formår at slå en linje, der rammer direkte ind i følelserne og hiver lidt af en selv med ud.
Runner-up: Lars Konzack : Ellevild.

Mestertyvens sidste ønske, Ny Dansk Fantasy 3 (2013). Forlaget KANDOR/Replikant
Jesper Rugård : Troldens hjerte. I dette eventyr, for det er et eventyr, spiller orkestret den sædvanlige melodi. Vi har en prins. Vi har en hvid hest. Vi har en trold og så har vi også en scene, der er sat. Men hvor mange ville gå en komisk vej, ryger denne novelle i en helt anden og langt mørkere retning. Uden helt at forfalde til horror, formår forfatteren at bringe nogle af de gamle takter fra folkeeventyrene frem. Helt tilbage fra den tid, hvor de blev fortalt omkring bålet og så sandelig ikke havde nogen happy ending.
Runner-up: Sofie Boysen : Hammerslag

Farvel, min astronaut, Lige under overfladen 8 (2013). Science Fiction Cirklen.
Jesper Goll : Farvel, min astronaut. Cecilie er et flyvsk og anderledes barn. Kan det meste, og derfor siger skolen hende ikke særlig meget. Hun beslutter sig for at blive astronaut, og når Cecilie beslutter sig for noget, så bliver det sådan. Novellen handler om rejser i rummet, ikke svipture til Månen, men til fjerne systemer. Den handler om en ny måde at drive rumskibene på. Men mest af alt handler den om Cecilies far, der er historiens fortæller og som ser til, mens hans datter udlever sine drømme. Historien er en analogi, men det er også et af de bedste stykker science fiction på dansk i årevis. Den vandt også fortjent Niels Klim-prisen i kategorien Langnovelle i 2013.
Runner-up: Richard Ipsen : Biofeedback 2.0 

Fortsættes i morgen. 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nyheder i oktober, del 1

Ganske megalomantisk har jeg ladet dette indlæg få titlen del 1 - da jeg regner med at der kommer en del 2, inden måneden er omme. Mens jeg stadig skriver på romanen og diverse noveller, drypper det ind med nyheder.

Min novelle Som vinden blæser har sneget sig til en plads i antologien Vampyr fra Forlaget Kandor. Desværre vandt den ikke konkurrencen, men så længe det borger for en høj helhedskvalitet, er jeg mere end tilfreds. Tillykke til Christian Reslow og Teddy Vork, der tog anden og tredjepladsen, og en kippen med flaget til Martin Schjönning, der snuppede førstepladsen. Lad det bliver en fed samling, der for altid bandlyser glødende vampyrer til det teenagehelvede, hvor de hører til.

Jeg har for nylig oprettet en forfatterprofil på goodreads.com - et sted hvor man kan anmelde og rate bøger, og i samme åndedrag har jeg smidt mange af mine titler op. Tag et kig på den - og skulle du være i den heldige situation at have læst en af mine værker, ville det varme det nørrebroske forfatterhjerte, hvis du gad rate den - eller endog skrive et par ord.

I søndags var jeg til Dancon, sammen med Lars Ahn Pedersen og Richard Ipsen. Et anarkistisk forfatterinterview på tværs af alle tre gjorde at der blev snakket om mange forskellige ( og spændende) ting. I særdeleshed bed jeg mærke i blandingen af genrer og hvordan vi alle tre anvender et mytologisk lag i mange af vores historier. Og så var der selvfølgelig whisky - serveret af Lars Ahn. Det går man aldrig fejl af omkring middag.

Antologien Dansk Fantasy 2012 - Til deres dages ende har fået sin første anmeldelse, og Jette Holst har følgende at sige om min novelle Et horn i siden:

"... A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter."  

Så runder jeg af for nu - men med lidt held vil næste update indeholde video ... gasp!! Stay tuned.

Nyheder i juli

Så er det endelig blevet varmt - så varmt, at når jeg løber mine daglige ture, ligner jeg et sygeligt Rorschach-mønster bagefter. Men mens jeg tordner Nørrebros grønne områder igennem, sker der lidt ting hist og her:

Som tidligere nævnt kom jeg med i fantasy-antologien fra Forlaget Kandor, der har fået titlen Til deres dages ende. Det er Lars Ahn Pedersens novelle, der ligger navn til samlingen. Der er mange folk med, som i det sidste stykke tid har vist deres ansigt. Gudrun Østergaard, Richard Ipsen, Martin Schjönning, Teddy Vork, Nikolaj Johansen og min kollega på forlaget Hexameter, Sven Damgaard Ørnstrup. Mit bidrag bærer titlen Et horn i siden, og handler om en helt, der fanger en enhjørning ...

Til Fantasticon blev der i år udgivet en con-bog med titlen Kosmos og katastrofer, af forlaget Ny Science Fiction. Den var en del af indgangsbilletten,  og er klart et læs værd. Den har sågar fået en lektørudtalelse, hvilket er endnu federe. Majbrit Høyrup (der har novellen Fremmedgjort med i bogen) fortæller på sin blog om bogen, og har følgende ord til mig om mit langdigt Fantasy, der er illustreret af Wols.

"Desuden er der et horrordigt af A. Silvestri, som er skrevet som om det er en læse-let-bog (!) - Eksperimentet fungerer faktisk fint."

På Lonni Krauses blog har hun skrevet et indlæg om noveller, og i den sammenhæng er jeg blevet nævnt:


"Jeg har fulgt A. Silvestri længe. Nu bevæger denne nye forfatter, der har et hav af noveller i sin bagage sig op fra undergrunden, og med udgivelser både på forlaget Valeta og i Science Fiction Cirklen, viser han sine bedste sider frem! ‘Faderens sønner‘ bringer dig et skridt tættere på forfatteren."

Det selvsamme indlæg findes på Arnold Busck-bloggen. Grunden til at jeg nævner det, er at de søde mennesker derinde har skrevet en lille biografi om mig. En meget lille en. Men man skal jo starte et sted. Dog fik jeg lidt et chok, da jeg så hvor mange ting man kan erhverve sig, som har mit navn på sig.

Det tror jeg var alt for nu. Jeg fortsætter med at svede, ikke mindst på grund af min kommende novellesamlings andenredigering (den kommer for resten til at hedde Optisk bedrag) og romanen, der kører videre. Og som om det ikke var nok, er der en irriterende burre i min hjerne, der insisterer på at en novelle skal ud. Så det kommer den nok.