Silvestri Go! - nyheder og arbejde - om Fantasticon, priser, radarer og noveller

Det er måneder siden jeg sidst har skrevet på min blog, og verden er gået amok i lastbiler og japanske mobildyr. Grunden til den lange pause er at jeg har været nede under kulkælderen. Det har ikke været nogle sjove måneder, og jeg er langt fra mig selv igen. Jeg ved ikke helt om jeg bliver det.

Mens jeg har været væk, er der sket en del ting i mit forfatterteater - de kommer, sjovt nok, lige her. Og så er der ikke andet end at sige Silvestri Go!

Siden april måned har jeg skrevet tre noveller og en håndfuld løse småtekster

Den rette behandling (11700 ord, realisme) NH
Fast arbejde (6500 ord, humor)
Fyraftensbajer (4300 ord, fantastisk fortælling/realisme)

Den rette behandling (en Næsten her-novelle) finder sted på et hospital, hvor den nyuddannede Annea straks bliver sat i arbejde. Hendes første patient er oppe i årene, midt i halvtredserne, og har lungebetændelse. Hun blander en fremragende medicin, men på grund af en nødsituation glemmer hun at synge de magiske formularer over ham. Alligevel virker det som om han får det bedre. Hvordan kan det nu være?

Det er noget lort at være Simon. Han har en god uddannelse, men der er ingen, der har brug for ham. Så han er indlagt til endnu en motivational speaker, der skal lære ham at skrive det helt rigtige CV. Midt i det hele går han på WC, og da han atter træder ud af båsen, står der midt på de hvide fliser en langskægget dværg, der har en helt særlig opgave, hvor han har brug for en modig mand. Resten må du læse i Fast arbejde.

Vi går alle rundt med uudlevede drømme,fornemmelser og lyster i maven. I Fyraftensbajer er vores hovedperson taget på bar med kollegerne, da en meget smuk (og ung) mand træder ind. Det får det til at pirke til den homoseksuelle nerve, og selv om kollegerne en for en tager hjem, bliver hovedpersonen siddende, drikker øl og rykker langsomt tættere på den unge mand. Visse drømme kan kun opfyldes i rette tid.

Fantasticon 
I juni var der Fantasticon i Valby Bio, og jeg var oprindeligt blevet inviteret til at medvirke i fire paneler. Det endte med at blive to - et om den gotiske krimi, en genre forlaget HHP måske burde have taget patent på, og et panel med meget forskellige folk om det at blande genrer. Sidstnævnte panel var meget godt besøgt og vi fik på angelsaksisk snakket en del om hvad man gør som forfatter med læsernes forventninger. Er det bedre at holde sig til ét område, så ens navn kan forbindes til en speciel genre eller type bøger, eller er det hæmmende for det kreative? Selv er jeg jo i den anden grøft, og forsøger at gøre noget nyt med hver udgivelse jeg får, og med hver novelle - og koncensus var, at det kunne virke fremmedgørende på læserne. Under alle omstændigheder var det en god snak, og for en gangs skyld en der satte fokus på forfatterhvervet.

For femte gang var jeg nomineret til Niels Klim-prisen, denne gang i kategorien novelle. Jeg mente at det var et stærkt felt i år, og så derfor ingen chance for at min Itu ville vinde, men jeg tog fejl. Det blev nemlig min sære og eksperimenterende novelle fra antologien Universets mørke, der gik af med sejren. Nu står min pris ved siden af de to andre - og det er med slet skjult glæde i stemmen at jeg nu kan sige at jeg har vundet i alle tre kategorier. Der er også en fjerde, oversat novelle, men om jeg når til den, må tiden vise. Tak til alle jer der stemte på mig :)

Et behind-the-scenes fra den kommende ungdomsgyser Lad de døde hvile

Efter Fantasticon har der været en del snak frem og tilbage, om hvorvidt det egentlig var en god convention. Et af bidragene kom fra Simon Petersen på sitet nummer9.dk. Her har han lavet en tegneserie, der især snakker om alle de problemer der var ved Fantasticon. Jeg vil ikke selv blande mig (i dybden) i striden om hvorvidt han har ret i sin kritik eller ej, blot sige at Fantasticon ikke er en tegneserie/comic-con, men en med fokus på litteratur - og derfor drejer det sig om nogle andre ting. Der mangler også i høj grad frivillige.  Og nej, det var ikke en slet skjult bashing, hvor jeg implicit siger at tegneserier ikke kan være litteratur. Med det sagt var det noget pauvert med fremmødet. Ofte var der halvtomme sale, og det er rigtig trist. Til gengæld var Fantasticon for første gang (efter hvad jeg ved) i de større medier, da Bogmarkedet bragte en klumme om festivalen, inden de gik på sommerferie.

Nye noveller
Under min absence er der sket det fantastiske, at den længe ventede Mørke guders templer, endelig udkom. I den har jeg novellen En sang om vand med, og det var sjovt at kigge på en af sine noveller, der har været to-tre år undervejs. Den er nu stadig ret god, så tag et kig. Tidligere på året fik jeg også tilsagn om at jeg var med i en amerikansk antologi. Den er nu udkommet, bærer titlen New Legends og mit bidrag hedder Locking horns. Det er en oversættelse af min novelle Et horn i siden fra 2012. Lidt i samme tråd er jeg kommet med i yderligere to antologier, nemlig Lidenskab og lysår, der er den ellevte i Lige under overfladen-serien. Mit bidrag hedder I fædrelandets tjeneste. Som det sidste får jeg også en novelle med i det nystartede forlag Enter Darkness' horror-antologi Hvis jeg overlever natten. Mit bidrag hedder In uteri.

På radaren
Lige nu har jeg en del ting i støbeskeen - og jeg har også en del, som faktisk er ude af støbeskeen.

Først og fremmest udkommer min anden SMS-novelle, Kolde facts, snart på smspress.dk. Det er horror, og den beskæftiger sig med hvordan helt firkantet viden kan være uhyggelig - og så har jeg endda også fået lov til at lægge lidt stemme til. Jeg regner med at kunne afsløre forsiden snart.

Efter at have arbejdet på den i mange år er min roman Et parforhold skrevet færdig. Den består af 41 kapitler (plus det løse), hvor hvert kapitel er skrevet i en speciel stil - det være sig et skuespil eller en sangtekst. Emnet er, sjovt nok, parforholdet og tilmed et moderne af slagsen, hvor det hele ryger ad helvede til ... det er vist meget normalt. Lige nu er manus i cirkulation, og jeg håber virkelig at det bliver antaget, da det så kan være med til at slå endnu en nagle i tanken om at fantastiske forfattere 'ikke kan skrive'. Det er en stor roman, på den anden side af 90.000 ord.

Tidligere på året strøede jeg om mig med tanken om at opsamle på alle de noveller, jeg har haft med i antologier. Nu er den første bog i hvad der, forhåbentligt, bliver en række novellesamlinger næsten færdig og har fået titlen Sand og sten, stål og glas. Som den eneste af samlingerne på tegnebrættet er det en genre-samling, og det drejer sig om science fiction. Den består af otte noveller, hvor de syv tidligere har været udgivet, mens titel-novellen er nyskrevet. Forsiden burde snart være tilgængelig, og samlingen udkommer sandsynligvis i år.

Som den sidste ting vil jeg nævne min roman Et satans arbejde. Den handler om Asger, der er flyttemand, og får tilbudt det noget særegne job at flytte en del af Helvede til Jorden. Jeg førsteredigerede den tidligere på året, og regner med at bruge noget af min ferie på at omskrive og tilvirke. Det bliver også en stor roman - lige nu, før redaktion, er den på 135.000 ord.

Det løse
Mens de andre ting løber og løber, er jeg også ved at runde mit undervisningsmateriale om horror af, jeg har mange jern i ilden med at arrangere forskellige oplæsninger og sessions for blandt andet Dansk Horror Selskab og jeg ligger i dialog med et galleri om spændende sager. Ligeledes kunne det også godt se ud som om jeg i fremtiden bliver involveret i et computerspil - men mere om det, når der er mere at fortælle. Og så kan det faktisk være at Odd snart bliver støvet af ...

Tak fordi du læste med - jeg håber du har lyst til at skrive et par ord. Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagram, hvor jeg opdater dagligt.

Nomineret til Niels Klim-prisen 2015

Siden 2011 er Niels Klim-prisen blevet uddelt (se de tidligere vindere her). Det er en science fiction-pris, der har fokus på de kortere former. Derfor er de fire kategorier også novelle, langnovelle, kortroman og oversatte (kortformer). Hvert år bliver der samlet en longlist med alle danske science fiction-udgivelser, så alle har en mulighed for at læse op og efterfølgende stemme. De tekster der får flest stemmer går videre til shortlisten, hvor alle og enhver også kan stemme. Med andre ord er Niels Klim-prisen meget demokratisk og jo flere der stemmer, jo bedre.

Jeg er så heldig at være nomineret i kategorien novelle med min fortælling Itu, der er en del af antologien Universets mørke der udkom på HHP, og det er med stor glæde (og lidt frygt) at jeg noterer mig nok det stærkeste felt nogensinde i den kategori. Glæde fordi det vidner om at kvaliteten af dansk science fiction er på vej op, og frygt fordi mine chancer for at vinde bliver så meget mindre.

Itu er et eksperiment, der til dels bunder i at jeg har hørt på alt for mange mennesker, der er vrede på science fiction. En af de hyppigste anker  er at science fiction-forfattere ikke forholder sig til deres tekst - altså ikke handlingen, men teksten selv. At de ikke er bevidst om grammatik, tid, tegnsætning og konstruktion. Ikke dermed ment de er dårlige til at stave, men de giver sig ikke tid til at overveje hvordan deres tekst skal præsentere deres historie (var anken). Da jeg skulle skrive Itu tænkte jeg at jeg ville gå direkte ind i den klandring og forholde mig i ekstrem grad til min tekst. Det endte så med at teksten og fortællingen begyndte at påvirke hinanden så kraftigt, at begge dele blev plastiske. Forvredne, løsslupne og fremfor alt entropiske. I Itu styrter orden til kaos, både på fortællingens, tekstens og endog fortolkningens plan. Ja, det lyder sgu lidt højrøvet, men Itu er også bare en ubehagelig historie alle og enhver kan læse ... og jeg ved at den allerede har givet mindst en person mareridt. Hvis man godt kan li' at snaske i teksten, kan man allerede finde de første tegn på tekstens dekonstruktion i de første afsnit.

Jeg har valgt at lægge min fortælling op her, så du kan læse den og (håber jeg selvfølgelig) stemme på den. Hvordan gør man det? Man følger dette link og derefter instrukserne. Du kan stemme til og med den 30. marts. Tak.
¨

Itu - Nomineret Til Niels Klim-prisen 2015

Nyheder i januar - om nomineringer, anmeldelser, events og krimimesse

2016 gungrer på skinner, og årets første måned har mildest talt været fyldt med nyheder. Hver gang jeg har villet opdatere min blog med hvad der er sket siden sidst, er der sket noget mere. Derfor er det endt med dette indlæg, der mildest talt bliver massivt. Det er vel heller ikke noget man skal brokke sig over. Det ville i hvert fald være meget værre hvis der slet ikke skete noget. Og med det sagt, så lad os tage et hovedspring ud i det.

Hvert år er der krimimesse i Horsens. Den tiltrækker en sand horde af besøgende, da krimien må siges at være ekstremt populær. Jeg har ikke haft noget at lave på messen, da jeg generelt ikke skriver krimier (det er der så mange der gør), og fordi det er meget at rive en weekend ud af kalenderen for. I år bliver det dog meget anderledes. Siden 2013 (mener jeg), har Dansk Horror Selskab haft et parallel-program på krimimessen, hvor emner der relaterer til horror tages op. Det sker heldigvis også i år. En del af det program er at uddele prisen til årets bedste horrorudgivelse. Og nu bliver det rigtig spændende.

Jeg er nemlig nomineret til prisen for min novellesamling Kærlighedsfrugt fra sidste år. De andre nominerede er Michael Kamp for Samlerne, Vicki Pedersen for Den røde tråd, Mikkel Harris Carlsen for Midnatsmuse og Martin Schjönning for Deroute. Lige nu er juryen i fuld gang med at læse, og det bliver spændende at se hvem de vælger som vinder. Jeg håber selvfølgelig på mig selv - andet ville være sært, ikke :) Du kan læse en masse mere om prisen (og de nominerede) lige her. Men der er også andre grunde til at jeg er til stede på messen. Om lørdagen bliver jeg interviewet på Blå Scene om bogen Al kødets gang og mit forfatterskab generelt. Det er fedt på den måde forhåbentligt at nå ud til nye og andre læsere. Eventet er en del af det normale program, nok mest fordi Al kødets gang er en gotisk krimi. De, der har læst den, er dog ret entydige om at der er mere gotik end krimi i den.

Netop Al kødets gang har fået to anmeldelser siden sidst. Den første er i Politiken, hvor Steffen Larsen har følgende at sige:

"Bogen har den robuste blanding af hverdag og afgrund, som er horrorgenrens kendetegn. Mest for voksne." 

Han giver den tre hjerter, hvilket egentlig er sært, da han ikke rigtig siger noget dårligt om den. Jeg er bare glad for for første gang at blive anmeldt i en landsdækkende avis OG at der rent faktisk var fokus på horror i et dagblad.

Thomas Winther har også anmeldt bogen i Himmelskibet, og her siger han blandt andet:

"Det må siges at det gotiske er i fokus. Her er det gamle hus, den gamle familie, og ikke mindst de velbevarede gamle familiehemmeligheder, som er ved at blive afsløret, og som bestemt ikke tåler dagens lys."

Det virker dog som om der mangler noget af anmeldelsen, da der hverken er en konklusion eller en vurdering. Det kan være det løser sig af sig selv.

Nu har jeg snakket en del om horror, men heldigvis sker der også noget på science fiction-fronten. En af de helt store snakke om dansk science fiction løb inde på facebook, og ophavsmanden til et indlæg omkring hvor svært det var at skrive positivt om dansk science fiction, Jan M. Johansen, måtte virkelig stå på mål for sine holdninger. Jeg synes det var en vigtig debat, der blev taget, og væsentlige pointer blev hevet frem undervejs. Dansk science fiction er kommet langt siden år 2000, men det er vigtigt at se fremad. Efter mange forsøg lykkedes det dog Den Grå Bibliotekar (aka førnævnte Jan) at få sammensat en artikel ... og en god en af slagsen. Den er ordene værd. På den selvfede front er det også rart, at jeg kan sakse følgende splint fra artikel-træet:

"Nogle af de bud, der trods alt er på god dansk science fiction, kommer fra forfattere, der mestendels gør sig i andre af de fantastiske genrer, bl.a. ... A. Silvestri, der med ’Ambrosia/Live’ formår at skrive en syret, men god dobbeltnovelle."

Hvis du interesserer dig for dansk science fiction, så gør dig selv en tjeneste og læse hele indlægget. Du kan finde det på litteratursiden.dk.

Hvert år uddeles Niels Klim-prisen, der gives til de bedste danske noveller i science fiction-genren. Indtil den femtende (15.) februar har du muligheden for at stemme mig videre til den afgørende runde. I år har jeg to kandidater med, Taxa og Itu, du kan sende i finalen. For at kunne stemme, skal du være meldt ind i Niels Klim-systemet, men det er meget, meget let. Det gør du lige her. Er du allerede medlem, har du nok fået en mail eller to om at det er nu, der skal stemmes. Jeg håber du har lyst til at læse og sikre mine noveller overlevelse. Her er en smule om hvad de egentlig handler om:

Itu er fra antologien Universets mørke fra HHP. I den møder vi et jeg, der bliver udsat for en form for smitte. Langsomt begynder han at ændre sig, men selve teksten forvitrer også i takt med hans forfald. En eksperimenterende tekst, der ikke bliver så eksperimenterende at den ikke kan læses.

Taxa er fra antologien Som et urværk fra SFC. En far har misset sin søns fødselsdag, og derfor hyrer han en tidstaxa, der kan sikre at han når det alligevel. En tænksom og replikdrevet fortælling, der pirker til hvad familie egentlig betyder.

Gagarin rammer virkelig alle fem emner

KBH Læser er en mindre festival, der efterhånden har vokset sig stor. I år er temaet MÆND, og hvis der er noget genrer som horror og science fiction får skudt i skoene, er det at de er til mænd. Det er selvfølgelig noget vrøvl. De er for alle. Dog har jeg stået som tovholder til en aften i Dansk Forfatterforening, hvor der bliver oplæst og foredraget om emnet MÆND - og ikke kun i forhold til science fiction og horror. I løbet af fem timer bliver fem forskellige emner taget under kærlig behandling af tyve forskellige oplægsholdere. Emnerne er LGBT og køn, science fiction, spænding, faglitteratur og biografier og horror. Du kan læse meget mere om det her - og du må også gerne tilmelde dig, for det er helt gratis!

Og så tilbage til horror alene - og vi er næsten færdige. Dansk Horror Selskab og Wicked Workshop er gået sammen om en event med titlen Blod og blæk. En dag fyldt med tatoveringer, tegninger og tall tales of horror (det skulle jo passe med et T). Du kan læse ekstremt meget mere om dette RET unikke event ved at følge linket. Jeg tror virkelig det bliver fedt.

Puha. Det var vist det. Efter hvad jeg ved er det dårligt at fortælle så meget på en gang, men jeg kunne ikke lade være. Jeg håber I stadig hænger på - og så ses vi snart til endnu en opdatering. For det er lige om lidt februar, og jeg har selvfølgelig også fået skrevet en del i den forgangne måned. Vi ses!

Trailer 100 - uddrag af In uteri

Så er vi nået til vejs ende - trailer nummer 100 bliver den sidste, men alt det kommer der et særskilt indlæg om. Med alle de særskilte indlæg, jeg har reklameret for det seneste stykke tid, ser det ud som om efteråret bliver rigt her på bloggen. 2015 er et år, der om noget står i horrorens tegn. Ikke nok med at min gotiske kortroman Al kødets gang udkom i juli, til oktober udkommer min horror-novellesamling Kærlighedsfrugt også. I januar havde jeg novellen Itu med i scifi/horror-antologien Universets mørke og inden længe lander sword&sorcery-antologien Mørke guders templer, hvor jeg har novellen En sang om vand med. Der har ikke været meget andet end horror.

 
Måske er det noget ubevidst, men med alt det horror, er det ikke en genre jeg har skrevet så meget nyt i i 2015. Tværtimod har jeg beskæftiget mig en del med science fiction og realisme ... men, det er da blevet til en enkelt horror-novelle, og den er heldigvis rigtig grim. In uteri er den dejlige historie om den unavngivne dyrlæge, der hver eneste dag følger et nøje udregnet skema. Han bor i det jyske, han passer sit arbejde, han besøger gårdene i området og han gør, hvad der skal gøres. For det er jo, når alt kommer til stykket, en læges ansvar. Om så lægens patienter er dyr eller mennesker.

"Hendes øjne er meleret røde. Hun grynter hidsigt. Snot i næseborene. Gulliggrønne rester er størknet, så de ligner verdensdele. Endnu et tegn. Der er Antarktis. Klart det sværeste at genkende, men Australien hænger ved det andet. Til sidst stikker jeg hele hånden op i hende. Hun er nervøs, vil ikke have det, jeg lægger den anden hånd i nakken på hende og masserer. Det beroliger. Mine fingre graver dybere.

Ja. Jeg kan mærke det vride sig omkring mine hænder. Følelsen af gummihandskerne, der bliver skøre, der er i fuld gang med opløses. Den taktile elegance i at sanse bevægelse, hvor der endnu ikke burde være nogen. Bløde tænder, uudviklede klør. Der er ingen tvivl. Jeg vinker bonden hen. Chefen hen.

”Jeg aborterer hende,” siger jeg og viser ham min behandskede hånd. Misfarvninger, levrede klumper, mærkelige streger. Alt sammen noget hans øjne ikke ved hvor de skal arkivere. Alligevel husker han bondetæften. En øre sparet er en øre tjent. Han trækker på det. Er det nu også nødvendigt? Kunne jeg ikke tage fejl.

”Kan du huske hvad der kom ud for to år siden?” siger jeg. Selvfølgelig kan han det. Retorik. Fikumdik. Han nikker, synker. ”Din søn, er han stadig på Rosenborgholm?” spørger jeg. Denne gang er nikket trægere, hevet ud gennem cerebral væske, tilstoppede bihuler og en guirlande af tabuer. ”Hvad gør de med ham deroppe?” spørger jeg.

”Det ved du godt,” er ikke helt det han siger, men det jeg forstår.

”Der er ikke nogen smågrise til dig her. Det ved du godt, Fridtjof,” siger jeg, anvender hans navn, gør det til en personlig sag. Endelig nikker han for tredje gang og går tilbage til arbejdet. De nyindsatte strækker hals, men jeg er godt skjult.

Når jeg støder på noget på en ny gård, foretager jeg altid aborten uden deres vidende. Blot første gang. Så præsenterer jeg dem for det, der er kommet ud og det er sjældent, jeg har problemer efterfølgende. Jeg tror heller ikke Fridtjof klandrer mig for at hans søns øjne blev som halve hveder på Store Bededag og ordene savlede fra hans læber … og bliver ved med at gøre det.

Ingen fine fornemmelser. Ingen medikamenter. Ingen tid. Fra min taske tager jeg et sæt lange, tynde tænger. En blanding mellem en bidetang og et stykke ståltråd. Bøjet som et L. Et redskab, der som det alment kendte speculum ikke har ændret sig meget de sidste 3000 år. Jeg varmer det kort i hånden, og fører det så ind i soen. Vrikker, vrider, punkterer fosterhinder så de hænger som candyfloss fra børnelæber. En tynd strøm drypper fra det nederste af fissen, ender i halmen. Af farve er det frygtelig, af farve er det forkert. Jeg trækker kun vejret ind gennem munden.

Endnu et vrid, et stik, det er en fægtekamp med fleuret. Først da trækker jeg redskabet ud, tørrer det af i halmen og tager et andet fra tasken. Et aflangt glasrør, todelt med gevind, omkring en halv meter langt, også bøjet som et L. Hun grynter, men prøver ikke at flytte sig længere. Hun sanser lindring. Jeg klapper hende beroligende over den krøllede hale. Sød so. God gris. Jeg skruer glasrørene sammen, og lader dem glide ind i strømmen. De dugger til.

Jeg vender, drejer og da det er helt inde, tager jeg en dyb indånding. Lungerne kilder ribbenene, jeg sætter læberne til røret og puster af al kraft. Det giver et spjæt i hende, jeg holder fast. Smager ild, puster ind. Tre gange. Så hiver jeg glasrøret ud, skyder en spand ind under hende, den slags man bruger til de døde smågrise. Blå, med hank. Den falskfarvede å bliver tykkere, mere plump, fyldes med væv og så udvider hun sig.

Læberne spredes og der kommer væsner ud. Et sted i deres gener er en gris, et meget, meget lille sted. En blottet rygrad, et kranium fyldt med bløde pletter, en alt for lang arm med klov for enden af håndroden. Flere ansigter, delansigter, alt for glatte flader, som hud spændt ud som presenning. Jeg har set tusind variationer over samme tema.Alligevel væmmes jeg. Der er ikke en, men mange. Alle dele hænger sammen, et mylder af lemmer og i midten intentionen om et øje, der blinker uden øjenlåg, men stadig blåt, over noget, der ikke er en tryne, men en næse. Mit hoved ryger op. Jeg kigger på de nyansatte. De to fremmede."

Marts' nyheder 2015 - om Niels Klim-prisen, anmeldelse og information på nettet

Blot fjorten dage efter min forrige nyhedsupdate, er det blevet tid til endnu en. Af og til virker det som om nyhederne grupperer sig i kategorier, så de mere eller mindre handler om samme område. Det gør sig også gældende med denne - science fiction er dagens ord, og det er slet ikke noget slemt noget.

Jan Manski, Onania - Aetiology Unknown 27, 2010, colour photograph, 30 x 26 cm

Som jeg nævnte for 14 dage siden, blev tre af mine tekster nomineret til årets Niels Klim-pris. To i kategorien novelle og en i kategorien kortroman. For et par dage siden valgte jeg at trække den ene tekst fra novelle-kategorien, nemlig Den allersidste dans, da jeg ellers ville ligge i konkurrence med mig selv, for ikke at nævne alle de andre forfattere. Så nu har jeg elimeret en konkurrent - nemlig mig selv. Som de andre år er teksterne til årets Niels Klim-pris blevet gjort tilgængelige, og det håber jeg virkelig du vil gøre. Der er mange gode tekster imellem, og hvis du oven i købet skulle have lyst til at stemme, er det blot så meget bedre. Tænk bare på hvor få priser du egentlig kan have indflydelse på ... dette er en af dem. Læs langt størstedelen af de nominerede ved at følge linket. Det bliver inaktivt den 30/3-15 - der også er den sidste dag, hvor der kan stemmes.

Antologien Universets mørke, der udkom for et par måneder siden, har nu fået den første anmeldelse. Det er Jette Holst, bibliotekar og skribent på gyseren.dk, der har anmeldt den - og om min novelle har hun følgende at sige:

"”Itu” af A. Silvestri starter med en dreng, der ser uendelig velkendt ud – og så alligevel ikke. Fortælleren overværer, hvordan drengen bliver flyttet af to politimænd, men scenen ender i blod og død, og fortælleren flyttes i karantæne, hvor han skal fortælle alt, hvad han husker om episoden.
A. Silvestri eksperimenterer ofte med sin skrivestil, og i denne novelle lader han helt bogstaveligt sin fortæller gå itu, mens han forklarer, hvad han husker. Kommaerne forsvinder, ordene forsvinder, betydningen forsvinder: ”Vågner til blinkende/hvidt lys/mørke. Forsøger/nægter at rejse mig fra sengen/fængslet. Det spænder/gør ondt/hviner i min arm/led/kæbe. Farver i tusindtal. Blå/orange/grøn/ultra/infra/ekko/sort/stank/hvid/duft.” Det er veludført, og præmissen er godt tænkt. Silvestri beviser endnu en gang, at han kan noget ganske særligt, når han skriver."

Et større uddrag af novellen kan læses ved at følge linket.

For de af jer, der finder science fiction og dens historie i Danmark spændende, er der kommet gang i en hjemmeside ved navn sf-fan.dk. Den forsøger at give et overblik over hvad der har været af science fiction-relaterede priser i Danmark, hvilke conventions, foreninger og lignende. Den er et godt sted at kigge, hvis man vil vide mere, og heldigvis holdes den opdateret med video-links og lignende. Jeg håber at de gode folk bag sig har tænkt at holde sig ajour med hvad der ellers kommer til at ske, når fremtid bliver til nutid.

Februars arbejde 2015

Da jeg stod op her til morgen, var det allerede lyst udenfor. Der var fugle, der amatørisk forsøgte sig med kvidder, men de har heldigvis et par måneder endnu at løbe på, for helt godt var det ikke. Solen skinnede, gaderne var tomme og på den måde forsvandt februar bag mig. Hvis vi er rigtig heldige, har årets anden måned også pakket vinteren ned i tasken og er draget til andre himmelstrøg. Selv om det undertiden var en noget mørk vinter, lykkedes det mig dog at holde fingrene på tasterne.

 

I februar skrev jeg videre på min roman, men det blev også til en enkelt novelle:

Her er der tegnet ottetaller (6300 ord, fantastisk fortælling)

Et satans arbejde (arbejdstitel, 72300 ord indtil videre) 

Novellen Her er der tegnet ottetaller, tager os med til en lejlighed i en af forstæderne. Kaare Stoltze, politimand, er blevet tilkaldt af makkeren Augusta Wikland. De nikker til hinanden, konkurrenter som de er, og Augusta overlader lejligheden til Kaare. Hvad der møder ham er otte kvindelig, en knust rude og blodige håndaftryk. Så nu er det store spørgsmål: Kan Kaare finde ud af hvad der er sket i lejligheden hurtigere end Augusta?

Det er også blevet til et par Skår til. Inden længe er der nok til at jeg kan forsøge mig med en mosaik.

Håndskrift (om et uskrevet brev, en efterskole og en første gang)

Gallerispil (om to klassiske komponister, en rektor og et røvhul)

I februar måned oversatte jeg novellen Itu, der er med i antologien Universets mørke, til engelsk og den regner jeg med at sende ind til en amerikansk konkurrence, hvor de leder efter meget aparte tekster. Den har fået den engelske titel Riven. I løbet af marts regner jeg med at oversætte Ukrudt, der er nomineret til Niels Klim-prisen. Jeg fik ligeledes skrevet et digt til bogstavet H - der senere på året nok dukker op i en slags samling af forskellige digtere, der gør Halfdan Rasmussen kunstnen efter ... eller rettere prøver på det. Al kødets gang har også været igennem en massiv andenredigering og nu tror jeg ikke der er så meget mere at gøre ved den. Jeg håber blot at den falder i smag, når den inden alt for længe kommer ud. Hvornår ved jeg ikke helt endnu.

Marts måned bliver forhåbentligt måneden, hvor jeg bliver færdig med Et satans arbejde. Det bliver måneden, hvor jeg anmelder en bog inde på Metrord og forhåbentligt måneden, hvor jeg kan anvende en stille uge på at kaste mig over endnu et romanprojekt, der er halvfærdigt. Ligeledes regner jeg med at redigere en ordentlig røvfuld noveller - og når den slags sker, så kan I nok gætte jer til hvad der lurer på horisonten. Alt godt, læs meget og må dagene blive meget længere.

Februars nyheder 2015

Det er blevet den tid på måneden, hvor det er nødvendigt at fortælle lidt om hvad der er sket på skrivefronten. Heldigvis er der en masse nyt at fortælle, så skænk dig en kop mokka eller skaf dig fluks en ny af de grønne fra køleren. Der er intet værre end en tør hals, nu hvor du er gæst.

 

Siden starten af året har jeg arbejdet sammen med event-bureauet Enjoy Locally om at stable en noget anderledes horrorevent på benene. Heldigvis har jeg ikke været alene, men delt læsset med forfatteren Lars Kramhøft, filminstruktørerne Sohail A. Hassan og Phillip Th. Pedersen, skuespilleren Maja Muhlack og multikunstneren Sally Andersen Ward. Til sammen har vi skabt en kombination af en oplæsning og en filmfremvisning, komplet med aftenens vært og en behørig oppyntning. Det sker alt sammen her på fredag den 13. og hvis alt flasker sig, bliver det blot den første af mange events. Du kan købe billet ved at følge linket. Min del af eventet bliver en oplæsning af en opdateret tekst, der er som skræddersyet til indersiden af din lunger. Jeg krydser virkelig fingre for at det bliver en succes, da det så har en mulighed for at bringe flere af horror-genrens udøvere frem i lyset ... og det er der virkelig brug for.

I løbet af den sidste uges tid er det blevet til to udgivelser. Novellen Itu (som du kan læse et uddrag af her) er med i antologien Universets mørke fra H. Harksen Production og novellen En hundekunst er i Himmelskibet nummer 43. Det er lidt sjovt, da begge fortællinger har ideen om tid som et væsentligt punkt, men ellers adskiller sig meget fra hinanden. Itu er eksperimenterende i form og ret så ulækker, hvorimod En hundekunst er helt nede på jorden og en smule sørgmodig. Desuden er det første gang jeg optræder i Himmelskibet, uden min novelle har været en del af en konkurrence, så det er hermed også krydset af på listen. Novellen er manipuleret-illustreret af Klaus Æ. Mogensen.

 

I selvsamme nummer af Himmelskibet er der også en række anmeldelser, deriblandt af antologierne Varulv og Undergang. Førstnævnte er kommet online, og i den skriver anmelderen Thomas Winther om min vindernovelle Udyr blandt andet: 

"Novellen er skrevet i et sprog som var den skrevet for over hundrede år siden, hvilket passer til den tid som handlingen er sat i. Denne fortællestil passer rigtig godt til novellen, og gør at det virker som Marsks fortælling, og man lever sig virkeligt ind i den forbandelse han kæmper imod, og kan derved følge at han gør som han gør ... Det er en virkelig god novelle som slår stemningen an for bogen."

Sidst, men så absolut ikke mindst, er der et pingback til de sidste nyheder fra sidste år. Der afslørede jeg blandt andet at Fantask endelig, efter tre-fire år, havde fået Pandaemonium på hylden. Nu har de gode folk sørme lavet en video hvor man kan se den nye opstilling i butikken - og fandeme så - der står det gigantiske zombieepos og lufter sig frækt. Man kan med held se hele videoen igennem - men vil man tjekke at jeg ikke lyver, så ses den ved 2:02. Mmmm.

Som afrunding på dette indlæg - og Pandaemonium generelt - har jeg også lige fået en mail fra mit forlag. Der resterer nu kun 18 (atten!) eksemplarer af Pandaemonium og intet tyder på at den kommer i andet oplag. Derfor, mine kære læsere, er det ved at være sidste udkald hvis du vil skaffe dig et eksemplar. Og nu - over and out! 

Trailer 77 - uddrag af Itu

Det hænder at man får nogle meget sære ideer. Faktisk er de ideer og tanker så sære, at muligheden for at de nogensinde bliver rigtig brugt i en fortælling, er tæt på nul. Det hænder også at der kommer en besynderlig indkaldelse til en antologi, og så finder de to abnormiteter hinanden. Det var sådan novellen Itu blev skabt.

Itu er en del af den kommende science fiction/horror-antologi Universets mørke fra H. Harksen Productions. I den roder jeg med en ide om tid, ikke som noget liniært eller konkret, men som en enorm, biologisk sump af rester og tider. Novellen starter (som I kan læse) ganske normalt ud, men efterhånden regredierer den tekstmæssigt til et ubehageligt kaos uden underliggende orden. Da jeg skrev novellen var jeg overbevist om at den aldrig ville finde noget hjem. Det gjorde den til min store overraskelse, og jeg vil elske at høre hvad mine læsere synes, når de engang får mulighed for at læse historien til ende.

"Han stod lige under uret. Med den ene hånd strakt frem, i en tiggende gestus. Jeg havde lyst til at give ham et eller andet, men jeg vidste instinktivt at det ikke handlede om penge. Ej heller mad, omsorg eller glæde. At det han ønskede sig kunne ingen give ham. Egentlig havde jeg travlt; jeg var ventet på Axeltorv om mindre end en halv time, men alligevel blev jeg stående. Bevægede mig langsomt, cirklende, som var jeg en løve i færd med at nidstirre mit bytte. Drengen var dragende i sin velkendte ækelhed.

En eller anden måtte have ringet til politiet, for pludselig banede to betjente sig gennem mylderet. Folk havde stillet sig op som var det en trafikulykke. Strakte hals for at kunne se. Betjentene bad utålmodigt folk om at flytte sig og passe deres egne sager, men ingen tog notits af ordensmagten. Nu ved jeg at det slet ikke var som en trafikulykke. Hvor mennesker samles i skadefro over at de stadig er i live og den stakkels idiot er død. Den analogi, der ville have passet her, var natsværmere. Der flaksede hjernedøde rundt og rundt om den blålige lampe fyldt med elektricitet, lykkeligt uvidende om fremtiden fyldt med pludselig død.

Jeg så på mit ur. På det punkt var jeg gammeldags. Der var lidt over tyve minutter til mit møde. Som alle de andre strakte jeg hals, selv om jeg stod på forreste række. En af betjentene satte sig på hug foran drengen og begyndte at snakke til ham. Den anden blev stående med hænderne i siden og et udtryk af kedsomhed plastret på ansigtet. De fik sikkert opgaver som den her ti gange i døgnet.

Drengen ændrede ikke holdning eller blik. Først nu opdagede den ene betjent drengens baghoved. Kedsomheden raslede af ham og han kontaktede stationen over radioen. Imens blev den anden siddende og spurgte højt drengen, om han var kommet til skade eller om han vidste hvor hans mor var. Intet af det rykkede så meget som et atom i drengens ansigt. Jeg skulle lige til at gå, da betjenten tog fat i drengens fremstrakte hånd og gjorde mine til at trække af med ham. Det var der virkeligheden flækkede som en overmoden melon.

Men jeg så til, greb drengen fat i politimandens hånd og klemte til. Først troede jeg at drengen stadig havde en hånd, men tænderne der voksede frem af kødet og dannede kæber, der lignede en ulvs var gået i stedet for fingrene. Med en knasende lyd bed tænderne tværs gennem politimandens hånd. Stumperne sprang og dansede på de sorte og rødbrune fliser. Jeg stirrede, til øjnene var ved at trille ud af hovedet på mig. Den sårede politimand gloede lamslået på sin hånd, hvorfra senerne dinglede. Først nu nåede smerteimpulserne til hans hjerne og et tågeagtigt skrig vaklede ud af hans mund. På det tidspunkt var drengen i fuld gang med … at blive til noget andet.

Hans ansigtstræk flød ud, en dej der blev rørt sammen. Tøjet flænsede under et indre tryk og ud af drengens brystkasse voksede stødtænder. Musklerne stod frem som tove i hans hals, indtil det der havde været hovedet blev kløvet på langs indefra. Med et grynt faldt hans forover, og jeg kunne se direkte ned i halshullet. Tænder, som på en lampret fyldte hele svælget. Lynhurtigt kastede drengen sig over den sårede politimand, og de faldt omkuld på gulvet. Det gav et ryk i politimanden, da stødtænderne maste sig igennem hans maveregion og brød frem af ryggen. Det var alt sammen sket på under tre sekunder."

Nyheder i januar

Selv om der blot er gået fire håndfulde dage af januar, er der allerede en del nyheder at berette om - så jeg sætter mig i den overdimensionerede slangebøsse og sparker bremsepinden væk.

Endnu en af mine noveller har fundet vej til en antologi - Universets mørke - der udkommer inden alt for længe på H. Harksen Productions. Min novelle bærer titlen Itu og er et eksperiment ud i horror og science fiction. Og når jeg siger eksperiment, mener jeg det i ordets betydning. Det bliver spændende at se hvordan læserne reagerer på den.

Sidste år udkom antologien Farvel, min astronaut og nu er der kommet en lektørudtalelse på den. Jeg blev lidt overrasket over at se hvor meget lektøren går op i enkeltnoveller, fremfor hele samlingen, hvilket jeg ellers troede var normen. Om min novelle har han følgende at sige:

"A. Silvestris post-apokalyptiske novelle I sit ansigts sved, der er inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, bør fremhæves for den stramt komponerede og raffinerede handling, der foregår ude på landet efter, at en elektrisk impuls har ryddet alle elektriske ting af vejen."

Ligeledes fra sidste år er antologien Mestertyvens sidste ønske, der er blevet anmeldt på bogblogger.dk. Selv om anmelderen ikke er fuldt tilfreds med samlingen, er der enkelte noveller der fremhæves - her i blandt Jesper Rugårds Troldens hjerte og Sofie Boysens Hammerslag. Om min novelle har anmelderen følgende at sige:

"Mester Prosopido er skrevet af den særdeles produktive A. Silvestri. Mester Prosopido opsøges i sin alkymistiske butik af en ung mand der er parat til at ofre alt, for at få sin hjertes udkårne, hvilket han får lov til med renters rente. Mester A har her sammenskruet et misundelsesværdigt stilstykke ud i det klassiske gotiske gys, uden at kunne sætte fingeren på noget, er det eneste jeg savner: Lidt mere af Amdis egen sjæl."

- Emil Blichfeldt

For at runde indlægget af, har jeg ansøgt om et skriveophold på Hald Hovedgård - og været så heldig at få det. Så i en uge, om ikke alt for længe, pakker jeg løbeskoene, den bærbare computer og en håndfuld bøger og tager en tur uden for hovedstaden for at skrive. På hvad? Ja, det får I at se.