Junis arbejde 2017 - om stream of consciousness, Radio24syv og Lille Bogdag

Så er det endelig blevet sommerferie, regnen står ned, og det gør ikke mig det mindste. Det er nemlig meget lettere at retfærdiggøre at man sidder inde i hulen og skriver, når det er ringe vejr. Som de andre år har juni været fyldt med arbejde der intet har at gøre med skrivning, men fra næste skoleår går jeg ned i tid, så jeg kun arbejder 40%. Det er en stor og lykkelig ting for mig!

Efter sigende skulle dette være Edgar Allan Poes kælder ... man kommer jo automatisk til at tænke på

The Cask of Amontillado

.

Juni måned var så sød at skænke mig to en halv novelle. Mit hoved var fuldkommen mættet med andre ting, så derfor lod jeg al struktur flyve, og ud af det kom der en skrinlagt novelle, men også to der blev fuldbragt (eller, så fuldbragt noget kan være efter første gennemskrivning)

Minde (weird, skrinlagt ved 5300 ord)

En abstraktion af Ingemann (9000 ord, weird)

Cellarmensch (4200 ord, horror, engelsk)

Juni måned var meget travl, og derfor tillod jeg mig selv bare at give los med denne historie. Jeg lagde ud med en kort gennemgang af hvorfor Oscar Wilde var en ringe forfatter, og derefter lod jeg mig føre afsted.

En abstraktion af Ingemann

er skrevet gennem en

stream of consciousness

, og handler om et jeg, der elsker litteratur, men føler sig fanget af alle konventionerne. Sent i livet beslutter han sig for at skrive sit speciale om B.S. Ingemann færdig, men det får sære følger.

En abstraktion af Ingemann

er lige dele horror, midtlivskrise, smædetale og referat. En meget sær størrelse, som jeg tvivler på får et hjem. Jeg blev nødt til at trække i håndbremsen ved 9000 ord, ellers tror jeg den var fortsat i al evighed.

Jeg har gennem de sidste par år med jævne mellemrum forsøgt mig på engelsk, og

Cellarmensch

er det nyeste skud på stammen. Den er skrevet i anden person, ental (you), og gør derved læseren til hovedperson. Titlen er selvfølgelig inspireret af Dostojevskijs romen

Kældermennesket

(og sikkert også

bandet Kellermensch

), men

Cellarmensch

handler om hvad frygt egentlig er, og hvilket mørke man i sidste ende vil foretrække. Det er en sprogligt flot tekst, og, synes jeg, ret foruroligende. Den er skrevet til en antologi, og jeg håber den kommer med.

Lille Bogdag 

Den 3-4.juni var der

Lille Bogdag

for tredje år i træk. I '15 og '16 blev det afholdt i Dome of Vision, men i år var det rykket til Den Frie Udstilling. Lille Bogdag er et initiativ, hvor en række små forlag får muligheden for at fremvise deres katalog, medvirke på en lille scene og bare møde deres læsere. Lille Bogdag blev etableret som et modstykke til de større forlag, og for at vise at mikroforlag også udgiver flotte, professionelle og mest af alt vigtige bøger. Jeg var med som en del af forlaget Calibat, der indtil videre udgiver mine opsamlinger.

Her sidder jeg sammen med den noget benovede Jesper Rugård. Det er hans digtsamling

Mens vi bliver til

I kan se i midten.

Det var en god dag, vi fik snakket og drukket øl, og ikke mindst blev jeg hi-jacket til at præsentere Lars Kramhøft på oplæserscenen. Det var jeg ikke lige forberedt på, men heldigvis gik det godt, og det virkede også som om oplæsningen faldt i god jord. Vi fik solgt lidt bøger, og ikke mindst kom et eksemplar af

Sand og sten, stål og glas

med en ny læser tilbage til Færøerne. Jeg er meget glad for Lille Bogdags koncept, og jeg håber virkelig at de bliver ved i mange år endnu. Der er brug for andre og anderledes stemmer i det danske litteraturmiljø, og det er jeg sikker på at Lille Bogdag er medvirkende til kan ske.

Radio24syv, horror og Romerriget

Den 26. juni var jeg en tur inde på Radio24syv, hvor jeg var blevet inviteret til at medvirke i Romerrigets udsendelse om horror. Grunden til at programmet var kommet i stand, var til dels udgivelsen af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoffs bog

Horror Zeitgeist

, der udforsker instruktøren Larry Cohens virke. Vi var på i sammenlagt en time, og ud over at berøre Larry Cohen (som jeg ikke ved så meget om ... i det hele taget ved jeg ikke så meget om film), nåede vi omkring hvad horror er, hvordan horror som genre er opstået, den danske forfatter B.S. Ingemann og om hvordan den danske horror-scene ser ud. Desværre synes jeg fokus røg lidt for langt væk fra Jacob og Karstens bog, som jeg i hvert fald er blevet klogere af at læse, men du kan jo selv gribe lyttebøfferne og se hvad du mener. Jeg ved endnu ikke hvornår udsendelsen ryger i æteren, men sikkert en gang hen over sommeren. Det var min radio-debut, hvis man ikke tæller

mit interview i 2015 om mit forfatterskab

i Den2radio med. Jeg ser frem til at høre mig selv og de andre, og sikkert krumme tæer over hvor dum jeg lyder.

Er der mere?

Jeg har allerede trukket i sommerens arbejdstøj, og når jeg er færdig med dette indlæg, kaster jeg mig over redaktionen af min roman

Slør

. Den regner jeg med at have klar til efter ferien, og så bliver det spændende om der når at ske noget med den inden årets udgang. Min kommende opsamling

Fast arbejde

er også godt undervejs, og udkommer til efteråret. Og så er der redaktion af min billedroman

King

. Som du kan høre, har jeg mere end nok at lave, men ellers ville jeg jo kede mig! Som en sidste ting, så hold godt øje med min nyhedsupdate her en af dagene. Der er sket ret store ting.

Året der gik: 2015, Del 2

Så er det blevet den 2. januar, og det betyder at jeg vil fortælle hvilke stykker, der har været opført i det silvestriske forfatterteater i løbet af de forgangne 12 måneder. Hvis du meget gerne vil se de hårde facts, skal du herover. I modsætning til sidste år har jeg en klar fornemmelse af at 2015 er fortid, og derfor skal vi videre, mod det uendelige univers og fremmede kyster, eller hvad det nu er man siger. Hey ho - let's go :)

-----------------------------------------------------
I begyndelsen af 2015 satte jeg mig for, at det skulle ske noget med min skrivning. Jeg var (og er) pissetræt af at det var de samme ansigter, de samme navne, der dukkede op på diverse festivaler, arrangementer og så videre - så derfor satte jeg mig ned og skrev en slags introduktionsmail, der både omhandlede mig selv, men også det fantastiske miljø i Danmark generelt. Det vil jeg fortælle en smule om senere. På selve skrivefronten holdt jeg mig konsekvent i gang - kun i december arbejdede jeg ikke på en roman, ellers havde jeg resten af året haft gang i en novelle, en roman og et skår synkront. Jeg nyder at arbejde på forskellige ting, så det har været en ren lise. Derimod har mit lønarbejde virkelig trukket tænder ud, og ikke alene har jeg haft mere end en håndfuld af de gængse stress-symptomer, det har også kostet på alle mulige andre områder. I løbet af 2015 har jeg ikke lavet meget andet end at arbejde. Det er godt på den ene front. Frygteligt på den anden.
-------------------------

I forhold til de forgangne år, var 2015 et roligt år når det kom til antologier. Jeg deltog i fire novelleantologier og en digtantologi, sidstnævnte var i Halfdan Rasmussens ånd, og der skrev jeg et noget spørgsmålsfyldt digt til bogstavet H. I skrivende stund ved jeg, at der i hvert fald kommer to antologier næste år, som jeg er med i, og ligeledes har jeg just indsendt en ungdomsnovelle om kærlighed. Jeg arbejder stadig meget med at udforske novellegenren - det tror jeg aldrig jeg bliver færdig med - og i år har jeg været optaget af den direkte tale, som man f.eks. finder i et brev. Det kommer til udtryk i bl.a. novellerne Læserbrev til Sekundanten og Jeg tegner dig, Sebastian. Ligeledes er der kommet en udtalt weird streng i rigtig mange af mine fortællinger, selv om jeg stadig skriver både det realistiske og det fantastiske.
-------------------------
2015 bød på rigtig mange nye oplevelser som forfatter. I januar skrev jeg en tekst og et manuskript (sammen med Lars Kramhøft) til eventet Blodig Fredag den 13. i Valby Kino. Eventet var en blanding af horror-fortællinger og gyserfilm. I februar så jeg for første gang Pandaemonium stå på Fantasks hylder OG deltog i en paneldebat om fantastisk litteratur på Hovedbiblioteket. I marts skrev jeg Terry Pratchetts nekrolog til Himmelskibet OG modtog arbejdslegat fra Statens Kunstfond. April måned stod for udgivelsen af to antologier (Stordstrømmen 2015 og Tågevals) OG min medvirken i eventet Disasters With a Capital Z. Zombie Fiction in an Expanded Context. I maj måned læste jeg op på Galleri Bohéme sammen med Michael Dyst, jeg var ordstyrer på paneldebatten Død over køkkenvasken til Fantasticon, og jeg vandt Niels Klim-prisen i kategorien Kortroman (for Live fra Ambrosia/Live). I juni måned blev jeg nævnt i artiklen Nyere dansk horror – et vue gennem tiden af bibliotekar Jan M. Johansen, i juli udkom min første selvstændige udgivelse i 2015, kortromanen Al kødets gang og i august var jeg i Odense for at læse op til eventet Gotisk Gys og Gru. September sikrede at mine trailers, jeg havde kørt på bloggen i mange år, blev lagt i graven og i oktober udkom min novellesamling Kærlighedsfrugt OG jeg blev interviewet til radioen i Den Røde Sofa. November måned sendte mig til Nykøbing Falster Katedralskole for at læse op, og samtidig markede det mit fem-års jubilæum som udgivet forfatter. I december, årets sidste måned, begyndte jeg at indtale mange af mine noveller på soundcloud.com OG jeg blev interviewet af Nikolaj Johansen til hans blog. I år var også første gang jeg ikke var på BogForum, da jeg på trods af to udgivelser ikke havde noget forlag repræsenteret der, og jeg var på skriveophold på Hald Hovedgaard. Jeg synes det er rigtig fedt at få lov til at prøve så mange forskellige ting, og hele tiden mærke at der er bevægelse i mit forfatterskab. For ikke at click-baite dig for hårdt, har jeg lagt en række links helt nede i bunden af dette indlæg ... hvis du har lyst til at høre eller se noget fra det forgangne år.
-------------------------

I løbet af 2015 fik jeg to selvstændige udgivelser. Kortromanen Al kødets gang, der udkom på HHP og var et "bestillingsarbejde" og novellesamlingen Kærlighedsfrugt, der udkom på Forlaget Kandor. Selv om begge bøger har fået en fin lektørudtalelse (Kærlighedsfrugt noget bedre end Al kødets gang), har det for mig ikke føltes som store succeser. Selv om det nu er næsten et halvt år siden Al kødets gang udkom, har den stadig kun fået én anmeldelse. Da jeg afholdt reception for Kærlighedsfrugt rent privat, kom der kun to mennesker. Derfor har mine udgivelser anno 2015 føltes som direkte ligegyldige for andre. Af og til har jeg nærmet mig det, der med det helt rigtige ord nok må kaldes fortvivlelse. For hvad nytter det at udgive bøger, hvis der ikke er nogen der læser dem, eller reagerer på dem?
-------------------------
I sidste års rapport, snakkede jeg om hvor meget der egentlig diskrimines mod de fantastiske genrer, og gennem hele 2015 har jeg kæmpet mod det så godt som jeg magtede. Undervejs i dette års 365 dage er der også gået nogle ting op for mig. Hvor jeg sidste år var rigtig god til at pege fingre ad bogbranchen med mere (og de pointer står jeg stadig ved), vil jeg i stedet for kigge dels på de fingre, der peger ind mod branchen selv og dem, der slet ikke peger. For det første virker det meget som om de etablerede forlag, forfattere, festivaler, foretag og hvad vi ellers har, slet ikke ser ned på de fantastiske genrer. Nej, det er meget værre end det. De ved slet
ikke at vi findes. Derfor bliver vi ikke taget med til de fines bord, ikke fordi vi med vilje ikke er blevet inviteret, men fordi det aldrig slår de førnævnte F'er at invitere os. Med det sagt er der selvfølgelig også lidt af den gode og herlige diskrimination, bevares, men på mig føles det som om vi lever for langt under radaren. Det hænger direkte sammen med den anden ting jeg har lært i år. Fantastiske forfattere er snotdårlige til at sælge sig selv OG hinanden. Om det er fordi, det er lidt hyggeligt at være en misforstået genreforfatter, beskedenhed eller uvidenhed, ved jeg ikke. Hvad jeg derimod ved er at fantastiske forfattere sjældent søger legater, sjældent selv kontakter biblioteker og scener og sjældent bruger skriverefugier. Hvis vi alle sammen blev lidt bedre til det, ville vi automatisk skabe en tyngde, alene ved at folk med et opdager at vi eksisterer. Ved at huske at namedroppe sine kolleger, vil den tyngde blive mangefold! Den tredje og sidste ting jeg har lært, er måske også den hårdeste lektie. Genrelitteratur sælger ikke. Nåhja, tænker du så, det kunne jeg da godt have fortalt dig. Og ja, det er ikke noget nyt, men hvad der måske er en smule funklende er, at DET SÆLGER IKKE TIL FANS. Ved snakke med forskellige forlag hører man om salgstal på 3 til private (tre personer!), og det af helt nye bøger. Her taler jeg ikke kun om mig selv, men en række forfattere og ditto forlag. De danske genrefans køber ikke forfatternes bøger, og er derfor direkte med til at gøre det meget svært at være forfatter. Det er ikke en klandring, for hvis jeg skulle klandre, skulle jeg have noget at slå ned på, og det kan jeg ikke helt. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan. Men jeg kan begræde det. Summa summarum: De fantastiske forfattere i Danmark skal blive bedre til at komme ud over rampen, da de ikke engang kan regne med at sælge til deres 'fans'. Og lad os så kigge mod fremtiden.
-------------------------
2016 kommer til at indeholde en frygtelig masse. Jeg regner med at fortsætte med at redigere bøger freelance, og det ser også ud som om jeg kommer til at lave et undervisningsmateriale om horror til en undervisningsplatform. Jeg fortsætter også mit engelske eventyr, der har båret en smule frugt i år, men som meget gerne må gøre mere. As we speak, har jeg to romaner liggende hos forskellige forlag, der udkommer en sms-novelle med titlen Kolde facts engang i 2016, og jeg vil, eftersom jeg også er blevet den nye formand for DHS (Dansk Horror Selskab) arbejde for at forbedre horrors vilkår i Danmark. Jeg mangler stadig at få en antologi opkaldt efter mit bidrag, og jeg er endnu ikke anmeldt i en landsdækkende avis ... men Folketidende anmeldte Kærlighedsfrugt den 23. december, og det rosende ... så jeg nærmer mig.

Jeg håber virkelig du har lyst til at blive ved med at følge mig, at den lyst også strækker sig til at læse og måske (fingers crossed) anbefale mine bøger til dine venner og bekendte. Som mindre forfatter i Danmark er min bedste chance for at komme ud til et større publikum dine ord, så jeg håber du har lyst til at hjælpe mig og mange andre i samme situation. For at give dig lidt igen, har jeg som allerede sagt indtalt nogle af mine historier, og et par gange om måneden blænder jeg op for min nye feature, Tekstoceanet, hvor specielle og glemte tekster fra min hånd støves af og vises frem. Vi ses, snakkes og skrives ved i 2016. Må du have det helt fantastisk :)

LINKS:

A. Silvestris indtalte tekster på soundcloud.com
A. Silvestri i Den Røde Sofa
Nikolaj Johansen interviewer A.Silvestri

Rapport fra februar - Bloody Friday 13th i Valby Kino

Nu er det fredag den trettende igen - den anden af årets tre fredage den trettende. Samtidig er det en måned siden eventet i Valby Kino løb af stablen og det slog mig her til morgen, at jeg ikke har skrevet noget om oplevelsen. Så derfor - her kommer en mindre rapport fra eventet. De fleste af de billeder jeg anvender i blog-indlægget er taget af Jens Bang.

I de døende måneder var en række forfattere blevet indkaldt til et møde med det nystiftede eventbureau EnjoyLocally, der havde i tankerne at etablere nogle events designet til at skræmme og underholde folk. Der kom mange forslag på bordet - hvor et af dem, nemlig at inddrage filminstruktører - skulle vise sig at bære frugt. Flere møder senere, og mange mails over facebook og så videre, var skabelonen til en aften i horrorens tegn klar. To forfattere, to instruktører, en masse oppyntning, en multikunstner og en skuespiller skulle der til at binde en løkke om projektet ... for ikke at nævne alle de andre medvirkende. Undervejs nåede de fleste af de deltagende folk også at mødes til en gammeldags omgang øl og planlægning her på matriklen, hvor blandt andet The Cryptkeeper og Vampira blev studeret grundigt. Men nok om forberedelsen og til selve eventet.

Skuespiller(inden) Maja Muhlack var blevet hyret som konferencier, og sammenvæver af de fire horrorfortællinger. Derfor indledte hun også aftenen iført en barmfagrende (ja, jeg lavede lige et ord) kjole i bedste nybegravet-lig-stil, højt hår samt blodige arme og ben. Med ildevarslende stemmeføring satte hun stemningen, da hun var spøgelset af Elisabeth Báthory, der var dømt til at gå igen hver eneste fredag den trettende. Når en fortælling var til ende, stod hun klar til at håne og fordømme ... og ikke mindst iscenesætte den næste fortælling.

Jeg skulle først på, og i det næsten totale mørke (Der var blevet rigget en snedig lamp til bag ved mig, der sendte lyset ned over min skulder, så det faldt på teksten) gik jeg i gang med at præsentere min tekst Drømmer du?. Ikke helt en novelle, men mere et stykke prosa, der forsøgte at anvende mørket, biografen og følelsen af mange mennesker omkring en til at opbygge en stemning. Ligeledes ændrede min stemme sig løbende i teksten - om det faldt i god jord, ved jeg ikke - men jeg var selv ganske tilfreds.

Derefter var det blevet tid til Sohail A. Hassans kortfilm No Good Deed. I den følger vi to politibetjente, der efter en våd aften i byen og selv om de er off duty, alligevel beslutter sig for at undersøge et hus, hvor døren mistænkeligt står åbent. Nu skal jeg ikke afsløre alt for meget her, men filmen har både flotte effekter, et godt soundtrack og nogle ganske effektive scares undervejs.

Tredje mand på scene var Lars Kramhøft. I dagens anledning havde han medbragt novellen Søde døde piger, der er at finde i Himmelskibet nummer 41. Novellen var en hård satan, der blandede mange idéer - snuff movies, gammeldags fordærv, moderne teknologi, retfærd og ikke mindst en homage til en kendt, gotisk forfatter, der forlod os for 165 år siden. En effektiv fortælling, der blev flot fremført under den snedige lampe, og som publikum lige skulle puste ud efter.

Det fik de nu ikke lov til, for få minutter senere blev der blændet op for Phillip Th. Pedersens kortfilm Emma. En klassisk spøgelseshistorie, der meget hurtigt kører ad nogle hidtil ukendte veje og bygger flot ovenpå de gængse genrekonventioner. Som med den tidligere film, vil jeg ikke afsløre meget ... andet end at den vil gå rent ind hos folk, der synes små børn er creepy. Det var der i hvert fald et par stykker i publikum, der mente. Der forekom hyperventilation ;)

Så rundede Maja aftenen af, vi fire kunstnere blev kaldt ned til spørgsmål, og det var så det - eller, det var det ikke, for vi gentog hele aftenen lige bagefter. Der var nemlig to forestillinger. Næsten alle sæder var fyldt til den første forestilling, hvorimod "blot" halvdelen af sæderne var optaget til den anden, der endte ved midnat. Alt i alt var vi ret tilfredse med forløbet og det virkede også som om publikum (til begge forestillinger) var godt underholdt og havde tænkt at det var fedt med noget lidt anderledes.

Inden jeg fuldkommen runder af, tænker jeg også at det er på sin plads af nævne Sally Andersen Ward, der mere eller mindre kan alt (men i dette tilfælde stod for make-up) og tegner/forfatter Tatiana Goldberg, der ganske uselvisk havde lånt os nok klamme dekorationer til at skræmme en mindre landsby. Uden de to ville aftenen ikke være blevet den samme.

Kommer der så et lignende event i fremtiden? Det er selvfølgelig ikke til at sige med garanti, men jeg har det på fornemmelsen. Det er spændende at lade forskellige kunstformer møde hinanden - i dette tilfælde film og litteratur (og scene) - og se hvor den nye hybrid fører folk hen. Som forfatter er det også spændende at forsøge sig med oplæsning på nye måder - da det ellers kan være meget begrænset, hvor (og hvordan) oplæsninger finder sted.

Men ingen sejrsøl uden malurt. Op til arrangementet var diverse medier, fra lokal-aviserne til TV2 blevet inviteret til at rapportere fra eventet, der vitterligt var lidt ud over det sædvanlige. Desværre dukkede ingen op. Der kom ingen artikel i aviserne. Eller, sagt på en anden måde, så blev eventet forbigået i stilhed. Det er rigtig ærgerligt og jeg håber at hvis eventet (eller lignende) gentages, at medierne er lidt mere med. Det ville være fedt for de deltagende kunstnere og klæde både aviser og fjernsyn.

Ifølge onde tunger ser jeg bare ud som om jeg har hold i ryggen ... akja.

Og med de ord - så tak herfra. Hvis du var til eventet, håber jeg du havde en fed aften. Var du ikke til eventet ... så håber jeg du kommer, hvis succesen gentager sig.

Februars nyheder 2015

Det er blevet den tid på måneden, hvor det er nødvendigt at fortælle lidt om hvad der er sket på skrivefronten. Heldigvis er der en masse nyt at fortælle, så skænk dig en kop mokka eller skaf dig fluks en ny af de grønne fra køleren. Der er intet værre end en tør hals, nu hvor du er gæst.

 

Siden starten af året har jeg arbejdet sammen med event-bureauet Enjoy Locally om at stable en noget anderledes horrorevent på benene. Heldigvis har jeg ikke været alene, men delt læsset med forfatteren Lars Kramhøft, filminstruktørerne Sohail A. Hassan og Phillip Th. Pedersen, skuespilleren Maja Muhlack og multikunstneren Sally Andersen Ward. Til sammen har vi skabt en kombination af en oplæsning og en filmfremvisning, komplet med aftenens vært og en behørig oppyntning. Det sker alt sammen her på fredag den 13. og hvis alt flasker sig, bliver det blot den første af mange events. Du kan købe billet ved at følge linket. Min del af eventet bliver en oplæsning af en opdateret tekst, der er som skræddersyet til indersiden af din lunger. Jeg krydser virkelig fingre for at det bliver en succes, da det så har en mulighed for at bringe flere af horror-genrens udøvere frem i lyset ... og det er der virkelig brug for.

I løbet af den sidste uges tid er det blevet til to udgivelser. Novellen Itu (som du kan læse et uddrag af her) er med i antologien Universets mørke fra H. Harksen Production og novellen En hundekunst er i Himmelskibet nummer 43. Det er lidt sjovt, da begge fortællinger har ideen om tid som et væsentligt punkt, men ellers adskiller sig meget fra hinanden. Itu er eksperimenterende i form og ret så ulækker, hvorimod En hundekunst er helt nede på jorden og en smule sørgmodig. Desuden er det første gang jeg optræder i Himmelskibet, uden min novelle har været en del af en konkurrence, så det er hermed også krydset af på listen. Novellen er manipuleret-illustreret af Klaus Æ. Mogensen.

 

I selvsamme nummer af Himmelskibet er der også en række anmeldelser, deriblandt af antologierne Varulv og Undergang. Førstnævnte er kommet online, og i den skriver anmelderen Thomas Winther om min vindernovelle Udyr blandt andet: 

"Novellen er skrevet i et sprog som var den skrevet for over hundrede år siden, hvilket passer til den tid som handlingen er sat i. Denne fortællestil passer rigtig godt til novellen, og gør at det virker som Marsks fortælling, og man lever sig virkeligt ind i den forbandelse han kæmper imod, og kan derved følge at han gør som han gør ... Det er en virkelig god novelle som slår stemningen an for bogen."

Sidst, men så absolut ikke mindst, er der et pingback til de sidste nyheder fra sidste år. Der afslørede jeg blandt andet at Fantask endelig, efter tre-fire år, havde fået Pandaemonium på hylden. Nu har de gode folk sørme lavet en video hvor man kan se den nye opstilling i butikken - og fandeme så - der står det gigantiske zombieepos og lufter sig frækt. Man kan med held se hele videoen igennem - men vil man tjekke at jeg ikke lyver, så ses den ved 2:02. Mmmm.

Som afrunding på dette indlæg - og Pandaemonium generelt - har jeg også lige fået en mail fra mit forlag. Der resterer nu kun 18 (atten!) eksemplarer af Pandaemonium og intet tyder på at den kommer i andet oplag. Derfor, mine kære læsere, er det ved at være sidste udkald hvis du vil skaffe dig et eksemplar. Og nu - over and out! 

Januars arbejde 2015

Så er vi rykket fra det, det for mig oftest føles som årets længste måned, til den korteste af slagsen. Skrivebiksen har kørt på højtryk, da historierne bliver ved med at komme, og selv om det ser ud som om 2015 bliver et år uden mange indkaldelser til antologier, kan jeg ikke lade være med mine noveller. Ikke mindst fordi jeg er begyndt på at oversætte mine noveller - en om måneden, endog, og jeg kan oplyse om at det ikke er helt så let som man går og tror. Men med det sagt - til frugten af januars slid.

Det er blevet til to noveller i januar og romanen bliver ved med at vokse:

Stig Attertag, manuskriptforfatter (8300 ord, realisme)
Taxa (3300 ord, science fiction)
Et satans arbejde (arbejdstitel, 58300 ord indtil videre)

I Stig Attertag, manuskriptforfatter møder vi sjovt nok Stig Attertag, der er manuskriptforfatter. Han er ung, han er håbefuld og han har et møde med de højre herrer, der sidder i toppen af Projektøren, Nordisk Films vartegn, der står ved siden af Det kongelige teater og skråt over for Nationalbanken. Hans ærinde: Et helt friskt manuskript. Det eneste problem er at Stig lever i en verden, hvor originale ideer kun indspilles som film én gang og derefter er bandlyst. Så mon Stig har fat i noget ganske originalt, eller kommer han til at mærke smerten ved at fejle? En Næsten her-historie.

Taxa handler om en taxatur. Taus skal skynde sig, han har en gave med og det er hans søns fødselsdag. Taxachaufføren snakker, men lover at skynde sig. Taxachaufføren snakker, rigtig meget. Taxachaufføren snakker, ikke kun til, men også med Taus efterhånden som de kommer tættere på den 11. august for et år siden.

Jeg har også fået rystet et Skår ud af ærmet:

Skamstøtte (om et seminar, tarmtømninger og en stille smøg)

Som jeg nævnte i dette indlægs indledning, er jeg også begyndt at oversætte noveller, og her i januar har jeg oversat fantasy-historien Et horn i siden, der var med i antologien Til deres dages ende. Samtidig har jeg omskrevet en gammel tekst, der skal bruges til et ret specielt event fredag den 13. hvor en bunke horrorfolk har slået sig sammen. Det kan du læse om ved at følge linket. Tro mig, den tekst er ikke for sarte sjæle - jeg håber endog at folk går meget ubehageligt til mode derfra. Sammen med Lars Kramhøft har jeg også forsøgt mig med en slags manuskript til aftenen - også spændende at arbejde med. Og så kommer der også snart en trailer!

Plakaten er lavet af Sohail A. Hassan.

I februar skriver jeg videre på romanen - jeg har på fornemmelsen at den bliver færdig i marts og så skal jeg redigere en masse noveller - hvorfor bliver afsløret meget snart. Ud over det skal jeg også forfatte et lille digt på opfordring og så tror jeg også der bliver tid til at kigge på Al kødets gang en sidste gang. Nyd jer selv og hinanden.