En abstraktion af Ingemann

Junis arbejde 2017 - om stream of consciousness, Radio24syv og Lille Bogdag

Så er det endelig blevet sommerferie, regnen står ned, og det gør ikke mig det mindste. Det er nemlig meget lettere at retfærdiggøre at man sidder inde i hulen og skriver, når det er ringe vejr. Som de andre år har juni været fyldt med arbejde der intet har at gøre med skrivning, men fra næste skoleår går jeg ned i tid, så jeg kun arbejder 40%. Det er en stor og lykkelig ting for mig!

Efter sigende skulle dette være Edgar Allan Poes kælder ... man kommer jo automatisk til at tænke på

The Cask of Amontillado

.

Juni måned var så sød at skænke mig to en halv novelle. Mit hoved var fuldkommen mættet med andre ting, så derfor lod jeg al struktur flyve, og ud af det kom der en skrinlagt novelle, men også to der blev fuldbragt (eller, så fuldbragt noget kan være efter første gennemskrivning)

Minde (weird, skrinlagt ved 5300 ord)

En abstraktion af Ingemann (9000 ord, weird)

Cellarmensch (4200 ord, horror, engelsk)

Juni måned var meget travl, og derfor tillod jeg mig selv bare at give los med denne historie. Jeg lagde ud med en kort gennemgang af hvorfor Oscar Wilde var en ringe forfatter, og derefter lod jeg mig føre afsted.

En abstraktion af Ingemann

er skrevet gennem en

stream of consciousness

, og handler om et jeg, der elsker litteratur, men føler sig fanget af alle konventionerne. Sent i livet beslutter han sig for at skrive sit speciale om B.S. Ingemann færdig, men det får sære følger.

En abstraktion af Ingemann

er lige dele horror, midtlivskrise, smædetale og referat. En meget sær størrelse, som jeg tvivler på får et hjem. Jeg blev nødt til at trække i håndbremsen ved 9000 ord, ellers tror jeg den var fortsat i al evighed.

Jeg har gennem de sidste par år med jævne mellemrum forsøgt mig på engelsk, og

Cellarmensch

er det nyeste skud på stammen. Den er skrevet i anden person, ental (you), og gør derved læseren til hovedperson. Titlen er selvfølgelig inspireret af Dostojevskijs romen

Kældermennesket

(og sikkert også

bandet Kellermensch

), men

Cellarmensch

handler om hvad frygt egentlig er, og hvilket mørke man i sidste ende vil foretrække. Det er en sprogligt flot tekst, og, synes jeg, ret foruroligende. Den er skrevet til en antologi, og jeg håber den kommer med.

Lille Bogdag 

Den 3-4.juni var der

Lille Bogdag

for tredje år i træk. I '15 og '16 blev det afholdt i Dome of Vision, men i år var det rykket til Den Frie Udstilling. Lille Bogdag er et initiativ, hvor en række små forlag får muligheden for at fremvise deres katalog, medvirke på en lille scene og bare møde deres læsere. Lille Bogdag blev etableret som et modstykke til de større forlag, og for at vise at mikroforlag også udgiver flotte, professionelle og mest af alt vigtige bøger. Jeg var med som en del af forlaget Calibat, der indtil videre udgiver mine opsamlinger.

Her sidder jeg sammen med den noget benovede Jesper Rugård. Det er hans digtsamling

Mens vi bliver til

I kan se i midten.

Det var en god dag, vi fik snakket og drukket øl, og ikke mindst blev jeg hi-jacket til at præsentere Lars Kramhøft på oplæserscenen. Det var jeg ikke lige forberedt på, men heldigvis gik det godt, og det virkede også som om oplæsningen faldt i god jord. Vi fik solgt lidt bøger, og ikke mindst kom et eksemplar af

Sand og sten, stål og glas

med en ny læser tilbage til Færøerne. Jeg er meget glad for Lille Bogdags koncept, og jeg håber virkelig at de bliver ved i mange år endnu. Der er brug for andre og anderledes stemmer i det danske litteraturmiljø, og det er jeg sikker på at Lille Bogdag er medvirkende til kan ske.

Radio24syv, horror og Romerriget

Den 26. juni var jeg en tur inde på Radio24syv, hvor jeg var blevet inviteret til at medvirke i Romerrigets udsendelse om horror. Grunden til at programmet var kommet i stand, var til dels udgivelsen af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoffs bog

Horror Zeitgeist

, der udforsker instruktøren Larry Cohens virke. Vi var på i sammenlagt en time, og ud over at berøre Larry Cohen (som jeg ikke ved så meget om ... i det hele taget ved jeg ikke så meget om film), nåede vi omkring hvad horror er, hvordan horror som genre er opstået, den danske forfatter B.S. Ingemann og om hvordan den danske horror-scene ser ud. Desværre synes jeg fokus røg lidt for langt væk fra Jacob og Karstens bog, som jeg i hvert fald er blevet klogere af at læse, men du kan jo selv gribe lyttebøfferne og se hvad du mener. Jeg ved endnu ikke hvornår udsendelsen ryger i æteren, men sikkert en gang hen over sommeren. Det var min radio-debut, hvis man ikke tæller

mit interview i 2015 om mit forfatterskab

i Den2radio med. Jeg ser frem til at høre mig selv og de andre, og sikkert krumme tæer over hvor dum jeg lyder.

Er der mere?

Jeg har allerede trukket i sommerens arbejdstøj, og når jeg er færdig med dette indlæg, kaster jeg mig over redaktionen af min roman

Slør

. Den regner jeg med at have klar til efter ferien, og så bliver det spændende om der når at ske noget med den inden årets udgang. Min kommende opsamling

Fast arbejde

er også godt undervejs, og udkommer til efteråret. Og så er der redaktion af min billedroman

King

. Som du kan høre, har jeg mere end nok at lave, men ellers ville jeg jo kede mig! Som en sidste ting, så hold godt øje med min nyhedsupdate her en af dagene. Der er sket ret store ting.