Februars arbejde 2017 - om February Fiction, samtaler og noveller

Så er der sat hak ved årets korteste måned, og de otteogtyve dage var fyldt til bristepunktet. Nu er det forår, det har verden fejret med kulde og regn, men det er jeg heldigvis glad for, da jeg sidder indenfor og skriver dette. Jeg har haft rigtig meget arbejde at se til i februar, og i dag glæder jeg mig til at kunne læne mig tilbage og bare slappe af. Men inden det sker, vil jeg kigge tilbage på februar.

I løbet af februar blev det til to noveller, der er meget forskellige i stil og tone.

Det tynde øl (10500 ord, realisme) NH
Blinde killinger (3200 ord, horror)

En del af lokalet jeg lod mig inspirere af.

Historien Det tynde øl er en Næsten her-fortælling. I den møder vi ølbryggeren Ewers Mault, der modtager en sær gave med posten ... nemlig intet mindre end hans konkurrents hoved, eller kranium er vel mere præcist. De har konkurreret indbyrdes i femten år, og Ewers har altid tabt. Men nu, her har han jo vundet, for hans konkurrent er død, og vil endda gerne ha' at Ewers drikker hans skål af hans eget kranium. Til at begynde med er Ewers euforisk af lykke, men som tiden går, går det op for Ewers at der også er en værdi i at have en konkurrent.

Blinde killinger er skrevet til eventet Blod og blæk, der løb af stablen den 3/3-17 i Wicked Workshops lokaler på Vesterbro. Jeg lod mig inspirere af selve lokalet og min opvækst på Lolland, og skrev en fortælling om en dreng, der har et meget usundt forhold til dyrs liv. Det var en rigtig svær tekst at skrive, da jeg er frygtelig glad for katte, og som det fremgår af titlen, så spiller de en væsentlig rolle. Blinde killinger et skrevet med oplæsning for øje, så det kan være jeg omskriver den en gang i fremtiden.

Omskrivning, redaktion, revidering

Ud over de nye tekster har jeg haft den store rettepen fremme, og det er blevet til en gevaldig masse. Først og fremmest fik jeg et hastemanus i mailboksen - et manus, der skulle ligge klar omkring en uge senere. Så det kastede jeg mig over, og nu tyder alt på at forfatteren når det til deadlinen. Fedt. Men jeg havde også mine egne ting at tænke på. Størst var det nok, at jeg fik revideret mit manus Et satans arbejde, og nu blot venter på en håndfuld sammenhængende dage, hvor jeg kan skrive det igennem ... og så! kan manus endelig komme ud til forlag. Det glæder jeg mig til.

Romaner er en ting - noveller noget andet. I løbet af februar har jeg redigeret min erotiske novelle Tilbud, der snart udkommer på forlaget DreamLitt. Jeg har redigeret novellen Bon voyage, voyage, et stykke horror på engelsk, der bliver en del af en samling hvor hovednavnene er Clive Barker og Ramsey Campbell (og hvis du har lyst til at hjælpe samlingen på vej, kan du donere her), det er blevet til tre science fiction-noveller, der skulle læses igennem og revideres, så de kunne blive sendt til Science Fiction Cirklens årlige konkurrence, der var yderligere tre (heldigvis korte) noveller, der skulle gennemtjekkes inden de blev sendt til et online magasin og det tror jeg så også var det. Jeg har grinet lidt af mig selv, når jeg endnu en aften sad med først kuglepen og så tastatur, for så kan jeg fandeme lære ikke at skrive så meget. Tingene skal jo også rettes igennem.

RED: Et par timer efter jeg skrev dette indlæg, faldt jeg over et link til George Saunders indlæg What writers really do when they write - og der ramte han plet med beskrivelsen af en en redigeringsproces. Tak for det!


Bogmarked og konkurrence 

I starten af februar åbnede jeg for salg af nogle af mine gamle titler, og det er gået rigtig godt med det. Der var blandt andet en kunde, der købte hele ni bøger i et hug. Faktisk er det gået så strygende, at der kun er nogle bogpakker og to eksemplarer af Sand og sten, stål og glas tilbage. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om det ved at følge linket.

Jeg afholdt ligeledes en konkurrence på facebook, hvor man kunne vinde en af bogpakkerne, og der er nu to sæt på vej til henholdsvis Tappernøje og Nordvest. Det var dejligt at se, at der stadig er interesse for at læse mine ældre udgivelser, og jeg glæder mig til at høre hvad de to nye læsere synes om Køtere dør om vinteren, Optisk bedrag og Ambrosia/Live. 

February Fiction

Sidste år startede forfatteren A.Rune initiativet February Fiction, der i al sin enkelhed går ud på, at man i februar skal skrive tekster, der holder sig under 100 ord, men som samtidig har en begyndelse, en midte og en slutning. Samtidig skal de publiceres online - jeg valgte Instagram. Jeg medvirkede i 2016, og jeg medvirkede også næsten hele vejen her i 2017. Det blev til fireogtyve FebFic fra min hånd af - og her kan du se en af dem:

Er det for småt, så tryk for stort :)

Som altid var det sjovt at skrive en ny historie hver dag - og jeg har lagt månedens produktion op på en underside her på bloggen, så du kan læse hvis du vil :) Jeg forsøgte at skrive i alle mulige genrer - fra det ondt realistiske til det mere komiske. Grunden til at jeg ikke kom helt i mål, var at der i initiativets sidste weekend blev ændret på reglerne, og det havde jeg hverken tid eller overskud til at leve op til. Dog håber jeg initiativet til næste år får endnu flere skribenter med.

Litteraturens rolle og vilkår i samfundet

Om eftermiddagen den 28. februar sad jeg i et panel på Husets Teater, hvor der blev diskuteret litteraturens rolle og vilkår. Det var min første offentlige optræden i min egenskab af formand for de skønlitterære i Dansk Forfatterforening, og sammen med mig i panelet sad Jacob Søndergaard, forlagschef på Rosinante. Vi blev taget ved hånden af Klaus Rothstein. Det var et meget velbesøgt arrangement, der tog udgangspunkt i Jacob Søndergaards tekst Skulle, burde, turde, ville, hvor en af hans hovedpointer er at man måske ikke skal forvente, at den smalle litteratur vokser sig bred - og at det er helt fint. Jeg fik også sagt min del, om hvordan det er at være forfatter, om at forsøge at nå ud til læserne og at jeg tænker, at vejen frem for at skaffe mere fokus og interesse på bøger og læsning, er at lade forskellige grupper og miljøer mødes, så det ikke enten er den 'fine' litteratur, der diskuteres eller den 'mainstream' litteratur, der læses. Der er brug for nogle broer, og ja, en af de broer er fra genrelitteraturen til den anden genrelitteratur, der tilfældigvis har flest tilhængere.

Efterfølgende fortsatte debatten, men med nye aktører, nemlig Peder Frederik Jensen og Susan Simonsen, der snakkede om litteraturens rolle i samfundsdebatten. Vi nåede langt omkring, både til genrelitteratur og bogmarkedets fremtid, og det var dejligt at sidde i et lokale med en masse tilskuere, der elskede at læse.

Er der mere?

Næh, egentlig ikke. Marts bliver også fyldt med omskrivning, men også med en særlig novelle om 1960erne, som jeg har samlet information ind til et stykke tid. Det bliver spændende at skrive den. Og så har jeg et par arrangementer i den kommende måned. Tak fordi du læste med :)

Et Næsten her-indlæg - om et koncept

For de flittige læsere på min blog, vil noget af dette ikke komme som en nyhed, men det er første gang jeg direkte snakker om det, på trods af at jeg har arbejdet med konceptet siden 2013. Det er lang tid kun at lade noget sive i. Så hermed præsenterer jeg idéen bag Næsten her.

Science fiction og spekulativ fiktion har altid haft min interesse. Jeg elsker forfattere som Ray Bradbury, Gabriel Garcia Marquez, Roald Dahl, China Mieville og Ernesto Dalgas (for nu at nævne nogle få), og svælger i andre måder at anskue verden på, om den så er funderet i asiatiske myter eller politisk teori. Der hvor fiktionen møder myten og politik er i Hvad nu hvis-heden, en forestilling om at verden er opbygget på, eller kunne være bedre hvis, denne anderledes måde var den rigtige. Det er en tanke, der især er blevet udforsket i science fiction, hvor undergenrerne alternative virkeligheder og kontrafaktisk historie er meget populære. Også hos mig. Jeg husker stadig tydeligt hvordan skiltet i tidsrejsebureauet i Bradburys A sound of thunder har ændret stavemåde, fordi en sommerfugl i fortiden er død ved et uheld. Faktisk husker jeg det bedre end jeg gør de andre ændringer. Måske fordi det har noget at gøre med ord.

Jeg har skrevet en håndfuld tidsrejse-historier (Matthæus 20:16, Taxa, Vi der skummer fløden, Bjørnbjørn, Klæder skaber folk) og en roman, hvor tidsrejsen er alfa og omega (den ligger i skuffen, og bliver der nok). Det er også blevet til en enkelt novelle om andre dimensioner (Sidesporet). Men disse var og er science fiction. Ikke så meget at rafle om. I 2013 begyndte jeg på en ganske særlig historie. Den fik titlen Listen, og handler om en mand, der har midtvejskrise over at han aldrig løb en risiko og blev forbryder ... for i dette samfund hyldes forbrydere som helte. Da jeg var færdig, rumsterede historien i mig. Ikke så meget fordi jeg ville ændre den, men hele tanken om at skabe en historie i en anden virkelighed end denne, blev hos mig. Den virkelighed, jeg havde beskrevet i Listen var meget tæt på vores virkelighed, faktisk virkede den slet ikke fremmed, undtagen på et par punkter. Og det var her det gik op for mig hvorfor jeg ikke kunne slippe tanken.

Historien i Listen kunne kun fungere i den verden, historien udspillede sig i. Giver det mening? Den historie jeg fortalte virkede kun, fordi Listens verden var skruet sammen som den var. Historien ville ikke fungere i denne verden. Den kunne kun fortælles i Listens verden. Det var en så vild tanke, at den blev siddende. Og snart medførte den nye fortællinger, og nye noveller, og nu skriver vi 2016 og jeg er i gang med at skrive den tolvte novelle ud fra den tanke. Det vil altså sige tre noveller om året, der har den grundlæggende idé som drivkraft.

Der er mange, der vil se novellerne som science fiction, men det gør jeg ikke. Jeg ser novellerne som realistiske, måske endog social-realistiske, da der ikke er magi, overnaturlige væsner, rumrejser, tidsmaskiner eller noget helt femte, der ikke hører den virkelige verden til. Alle novellerne udspiller sig desuden i vores samtid. Lige nu og her. Så kan det godt være, at der er i nogle verdener er sket fremskridt, der ikke er sket i denne, eller at andre ideologier har vundet hævd. Det ændrer ikke på at det er samtidige historier. En anden årsag til at jeg ikke ser fortællingerne som science fiction, er at de mangler et fokus på og vigtighed af et point of divergence ... altså ét særskilt tidspunkt, hvor de forskellige verdener begyndte at adskille sig fra vores.

I alle fortællingerne er mennesker i fokus. Almindelige mennesker, der lever i hvad der for dem er almindelige dage, i en verden, der tilfældigvis ikke ligner vores helt ... men næsten, og det er derfra jeg har titlen til konceptet: Næsten her. For det er næsten her. Det vil være genkendeligt. Det vil være forståeligt. Og det vil alligevel være sært anderledes. Jeg nyder virkelig at skrive disse historier, fordi hvad-nu-hvis-heden får lov til at blive til hvad nu visheden.

I mange af historierne skinner det igennem, at jeg interesserer mig meget for historie og samfundsfag.

Dog har jeg struktureret fortællingerne på en måde, så de er let læselige, og det historiske og samfundsfaglige fungerer som rammer, der giver verden fylde og tredimensionalitet. Den bliver virkelig af det. Alle verdenerne har en fortid, de er ikke blot et nu, men en verden skabt gennem årtusinder, præcis som denne. Selvfølgelig kan man ikke nå at beskrive alt i en novelle, men jeg synes det lykkes mig at skabe et grundlag, der giver læseren mulighed for selv at forestille sig verden videre. Du kan jo selv prøve her: Hvordan vil en verden, hvor kvinder fik stemmeret i 1750, se ud? Hvilke historier opstår i en verden, hvor mennesket stadig har en stump hale? Hvad kan man skabe ud fra en verden, hvor drømme bliver betragtet som et juridisk bevis?

Jeg har på fornemmelsen, at mange af disse historier også vil kunne nå læsere, der normalt rynker lidt på næsen af den spekulative litteratur, fordi det spekulative element måske nok er i fokus, men det 'overnaturlige' eller 'fantastiske' udebliver. Det er mit håb. Den anden mulighed er at læserne ikke vil ane hvordan de skal kategorisere disse fortællinger, og derfor ikke læser dem. Det er min frygt. Hvad tænker du? Er det noget, du synes lyder spændende? Og hvad skulle en sådan genre hedde? Spekulativ realisme?

En af de ting, der automatisk følger med at lave disse historier, er et stort researcharbejde, et virkeligt enormt et faktisk, simpelthen fordi der som jeg nævnte i det forrige afsnit, intet fantastisk element er. Det betyder at de sære, anderledes, mærkværdige og spøjse dele af fortællingerne alle skal tage udgangspunkt i noget virkeligt, enten videnskabeligt, historisk eller noget helt tredje. Det er både meget frustrerende, men også meget behageligt, da grænser både binder og fokuserer.

Her til slut vil jeg give dig en forsmag på de elleve noveller, jeg allerede har skrevet. Ikke meget, kun lige en snas, der beskriver nogle af de områder hvorpå de elleve verdener adskiller sig fra denne.
 
Listen
Forbrydere betragtes som kunstnere og helte.
Time share
Fri seksualitet er kernen i ethvert parforhold.
Man skyder da dyr
Når et dyr er udrydningstruet, hjælper man det lige det sidste stykke.
Ex libris
Dør forfatteren til en bog, må bogen ikke læses mere.
Sejren er vor
Al organiseret idræt er statsejet og -drevet.  
Stig Attertag, manuskriptforfatter
Hvis en idé til en film er blevet brugt en gang, må den ikke bruges igen.  
Læserbrev til Sekundanten
Et oprør mod Naturens diktatur.
Fossiler
Religion er lig med videnskab.
En drøm om lighed
Uheld og ulykke betragtes som naturkræfter.
Onsdagsfællesmøder
Det betragtes af mange som sygeligt og forkert at bo alene.
Den rette behandling
Læren om de fire temperamenter er grundlag for al lægevidenskab.

Tak fordi du læste med. 

Oktobers arbejde 2015

Oktober blev slet ikke så slem som regnet med. I hvert fald ikke når det kom til vejret og hvad der ellers er populært at tale om. Jeg har arbejdet.

 

I løbet af oktober har jeg skrevet to noveller, og færdiggjort min roman, der samtidig har taget navneforandring.

Grunde til at du ikke overlever zombieapokalypsen (6000 ord, horror/humor)

En drøm om lighed (5300 ord, realisme)

Et parforhold (roman, 92000 ord)

I Grunde til at du ikke overlever zombieapokalypsen fungerer tyve forskellige menneskers skæbne som det sæt fingre, der endeligt slukker flammen på dit håbs stearinlys. For også du vil ende med at blive en af de savlende døde, når apokalypsen kommer. Der er ganske enkelt ingen vej udenom.

Novellen En drøm om lighed er en Næsten her-fortælling, der handler om Laut Drude. Han er en foretagsom ung mand, hvis fader desværre dør ung, og derfor må Laut blive manden i huset. Da han ikke er hverken stærk eller kan et håndværk, er der kun en ting tilbage for ham at gøre: At blive ulykkesfugl. At tage andre folks ulykke på sig.

Et parforhold vil jeg snakke om på et andet tidspunkt.

Det er også blevet til to Skår.

Teselskab (om en håndfuld tilladelser, et umuligt valg og en tepottes låg i himlen)

Morgenstund (om en varm seng, en dirrende nerve og et manglende SIM-kort)

Det var alt. Der kommer mere på bloggen i løbet af måneden.

Januars arbejde 2015

Så er vi rykket fra det, det for mig oftest føles som årets længste måned, til den korteste af slagsen. Skrivebiksen har kørt på højtryk, da historierne bliver ved med at komme, og selv om det ser ud som om 2015 bliver et år uden mange indkaldelser til antologier, kan jeg ikke lade være med mine noveller. Ikke mindst fordi jeg er begyndt på at oversætte mine noveller - en om måneden, endog, og jeg kan oplyse om at det ikke er helt så let som man går og tror. Men med det sagt - til frugten af januars slid.

Det er blevet til to noveller i januar og romanen bliver ved med at vokse:

Stig Attertag, manuskriptforfatter (8300 ord, realisme)
Taxa (3300 ord, science fiction)
Et satans arbejde (arbejdstitel, 58300 ord indtil videre)

I Stig Attertag, manuskriptforfatter møder vi sjovt nok Stig Attertag, der er manuskriptforfatter. Han er ung, han er håbefuld og han har et møde med de højre herrer, der sidder i toppen af Projektøren, Nordisk Films vartegn, der står ved siden af Det kongelige teater og skråt over for Nationalbanken. Hans ærinde: Et helt friskt manuskript. Det eneste problem er at Stig lever i en verden, hvor originale ideer kun indspilles som film én gang og derefter er bandlyst. Så mon Stig har fat i noget ganske originalt, eller kommer han til at mærke smerten ved at fejle? En Næsten her-historie.

Taxa handler om en taxatur. Taus skal skynde sig, han har en gave med og det er hans søns fødselsdag. Taxachaufføren snakker, men lover at skynde sig. Taxachaufføren snakker, rigtig meget. Taxachaufføren snakker, ikke kun til, men også med Taus efterhånden som de kommer tættere på den 11. august for et år siden.

Jeg har også fået rystet et Skår ud af ærmet:

Skamstøtte (om et seminar, tarmtømninger og en stille smøg)

Som jeg nævnte i dette indlægs indledning, er jeg også begyndt at oversætte noveller, og her i januar har jeg oversat fantasy-historien Et horn i siden, der var med i antologien Til deres dages ende. Samtidig har jeg omskrevet en gammel tekst, der skal bruges til et ret specielt event fredag den 13. hvor en bunke horrorfolk har slået sig sammen. Det kan du læse om ved at følge linket. Tro mig, den tekst er ikke for sarte sjæle - jeg håber endog at folk går meget ubehageligt til mode derfra. Sammen med Lars Kramhøft har jeg også forsøgt mig med en slags manuskript til aftenen - også spændende at arbejde med. Og så kommer der også snart en trailer!

Plakaten er lavet af Sohail A. Hassan.

I februar skriver jeg videre på romanen - jeg har på fornemmelsen at den bliver færdig i marts og så skal jeg redigere en masse noveller - hvorfor bliver afsløret meget snart. Ud over det skal jeg også forfatte et lille digt på opfordring og så tror jeg også der bliver tid til at kigge på Al kødets gang en sidste gang. Nyd jer selv og hinanden.

Trailer 84 - uddrag af Ex libris

Ved den sidste trailer, nummer 83, snakkede jeg kort om en samling jeg arbejder på, med titlen Næsten her. Hele præmissen for samlingen kan læses i det forrige indlæg, but allow me to elaborate. Historierne foregår i nutiden og har i de fleste tilfælde normale mennesker i hovedrollen. De har menneskelige problemer, såsom kærlighed, druk eller fordrukken kærlighed. Men de lever ikke i "vores" verden - de lever i en, der næsten er den samme, men også kun næsten. Mit mål er så at bruge de små forskelle til at fortælle en historie, der kun fungerer rigtigt under de alternative præmisser. Og derfor præsenterer jeg nu Ex libris.

 

Stein Peturson er til den afgørende, skriftlige prøve i skandinavisk litteratur på universitetet. Hans emne: digteren Irmgard Trudvig. Hans speciale skal skrives sammen med alle de andre studerende, ikke mindst den mørklødede Scena, der skriver om den samme forfatter. Omkring prøvesalen er anlagt en løbedrom, så de studerende kan følge kodekset på bagvæggen: En sund krop i et sund legeme. På hans bord er en skærm, der er direkte forbundet til Irmgard Trudvigs værelse på plejehjemmet, for Stein skal være sikker på hun stadig er levende. For hvis hun dør før han er færdig med sin opgave, får han ikke lov til at skrive videre. Det er nemlig forbudt at have noget at gøre med afdøde forfatteres værker.

"Jeg åbner den tunge mappe med alle papirkopierne og slår op på side to. Selv om jeg kan alle data i hovedet, er det alligevel en lise for mig at løbe dem igennem. Det beroliger mig på en sær måde, fordi det er så koncist. Som jeg selv er. Måske spejler jeg mig i Irmgard Trudvigs virke.

Født i 1932. Første bog, Sifs lokker, udkommet i 1953. Vinder af Skandinavisk Råds litteraturpris. Anden bog, Jeg ser en mil, udkommet i 1955. Anmelderrost, boghandlernes mest solgt bog det år. 1956 gift med Thorleif Åkestrand. 1957 skilt fra Thorleif Åkestrand, bliver enlig mor. Så dejlige fakta.

Der er en der siger mit navn højt nok til at jeg opfanger det og jeg løfter hovedet. Leifur løber forbi mig. Han har kun korte bukser, undertrøje og løbesko på. Præcis som jeg selv. Jeg skæver til uret. Det er modigt at Leifur at tage løbeturen allerede nu. Hvis jeg ikke husker forkert skriver han om Karl Drakken, og han kan ryge hvad øjeblik det skal være. Sidst jeg hørte noget var han allerede tjekket ind på et hospice. På den anden side er det måske klogt nok det Leifur gør. Bevæge kroppen. Klare hjernen. Give hjertet lidt at arbejde med, så man kan sætte sig ned og arbejde med fornyet energi.

De byggede først løbedromen til for ni år siden. Den var ikke, da min far gik på uni. Dengang måtte de nøjes med at lave sprællemænd og høje knæløft. Løbedromen er lidt under 200 meter lang og der er små vægge stillet op langs dens rand, så dem der løber ikke sprøjter os andre til med sved. Hver studerende må bruge den tre gange i løbet af eksamen. Jeg har ikke taget en eneste tur endnu. Det er vigtigere at skrive.

Jeg sluger endnu en koffeinpille og skyller ned med kaffe. Så åbner jeg min datamat og går ud på uni-nettet. Jeg har lavet størstedelen af min forskning hjemmefra. Det er tilladt og det er klogt. I morges, da jeg ankom, overførte jeg det hele til mit lille helle i universitets database. Side op og side ned. Det eneste jeg virkelig behøver er at tjekke mine fakta igennem en ekstra gang og være klar til at sætte min kragetå nederst. Papirkopierne har jeg for min fars skyld. Han stoler ikke på de moderne hjælpemidler. De kan gå i stykker, eller informationer kan forsvinde, eller hele netværket kan sætte ud. Nogle gange tror jeg, at han tror at datamater er forklædte dampmaskiner. Men han har ret i en ting. Det er bedre at være på den sikre side.

Mens datamatens starter op, skæver jeg til den lille skærm. Der sidder den gamle kvinde i sin lænestol, med en kat på skødet. Ud for hendes højre hånd står et rullebord med piller og vandglas. Alt tyder på at jeg bliver mindst lige så gammel, men jeg kan ikke forestille mig hvordan det kommer til at være. Langsomt, siger min mor. Alting løber langsommere og er tungere, som var man under vand. Og hun er ikke engang 55 endnu. Måske gentager hun bare mormors ord.

Der er ti kameraer i Irmgard Trudvigs værelse på plejehjemmet Bakkegården. Hun er senil dement, har rystesyge og diabetes på den grimme måde. Men derfor er hun stadig Irmgard. Hård som flint, ryster stadig med næven af verden. Hun dør ikke før hun er helt færdig med verden. Det eneste jeg kan blive lidt bange for er hvis hun allerede er i gang med det endelige slag og først lader sig mærke med det, når der ikke er mere at sige. Det ville passe til hende. At være kompromisløs til det sidste."

Trailer 83 - uddrag af Sejren er vor

For det meste har jeg gang i rigtig mange projekter, og sådan har det også været i løbet af sidste år. Nogle af dem taler jeg højt om (såsom Odd, der i øjeblikket tager et længere hvil), andre nævner jeg ikke med et ord, indtil jeg er ret overbevist om at projektet bliver til noget. Trailer 83 er min første fortælling om mit nye tiltag, der kommer til at gå under titlen Næsten her.  Der er tale om noveller og det er af den slags, en del mennesker vil klassificere som science fiction, nærmere betegnet i kategorien alternativ eller kontrafaktisk historie. Jeg har dog, både mentalt og i mine løbende rapporter, klassificeret historierne som realisme, og det af to grunde. 1. Der er intet fokus på at historien er kontrafaktisk - det er sådan virkeligheden er og 2. Fortællingens dilemma, omdrejningspunkt eller pointe skal være rodfæstet i den alternative verden, eller sagt på en anden måde, historien ville ikke fungere i denne, vores, verden. I skrivende stund arbejder jeg på den sjette historie, men den I skal høre om nu, er novellen Sejren er vor. 

 

I Sejren er vor følger vi Thomas Vilandt, der er cheftræner for Kjøbenhavns Boldklub. Han er en ægte fan, der aldrig kunne drømme om at forråde sit hold. Det Danmark Thomas lever i er kommunistisk, og har måttet finde sig i at fungere som maddepot for store dele af østlandene, ikke mindst fordi Danmarks position efter anden verdenskrig var tvivlsom. Der er ved at blive bygget et nyt stadion i København, KBs nye stadion, der skal indvies med en kamp mod kapitalistiske Sverige. Det er en svær match, men heldigvis har Thomas Vilandt et es oppe i ærmet - en uhyggeligt dygtig mand ved navn Alfred Jorgensen.

"”Jeg koger vand, så du kan få et bad bagefter,” sagde hun og blinkede til ham på den måde der sagde at hvis han skyndte sig, fik han meget mere end et bad.

Han kyssede hende på vej ind i stuen, hvor Blok var kravlet ned fra stolen og nu sad helt tæt på skærmen. Farverne var udtværede, men i det mindste havde de farver. Det var mere end de fleste andre. Billedet skiftede til et panorama over den gamle idrætspark, hvor hvert eneste træsæde var fyldt. Folk hujede og svingede med røde og hvide flag. Så tonede der store gule bogstaver frem på skærmen. FODBOLD. Han blev stående i døren. Indledningen forsvandt og i stedet for dukkede en række navne og tal op.

”Og dagens resultater. Kadet Aalborg – Ekspres Tønder 3:0, Dynamo Odense – Akademisk Boldklub 1-1, Torpedo Nykøbing – B 1971 2-1, Lokomotiv Roskilde – Troika Esbjerg 3-2, Dynamo København – Torpedo København 4-1, Randers Freja – Dynamo Rønne 1-3 og endelig sidder Kjøbenhavns Boldklub over i denne runde,” sagde manden fra skærmen. Oplæsningen var monoton, afslørede ingen følelse af glæde eller vrede. Bolt havde læst med på alle resultaterne, højt og tydeligt. Han var en af de dygtigste i sin klasse. Han var også nået gennem den indledende runde i Stavning for Danmark-konkurrencen sidste år.

Skærmbilledet skiftede og i stedet for dagens kampe viste den nu stillingen. Selvfølgelig førte Dynamo København og der var otte point ned til KB, der til gengæld var en kamp bagud. Thomas løftede hånden til næsen, så hans fnys lignede et nys. Det var over tyve år siden KB havde vundet mesterskabet. Det var det samme år som Spartak Århus var fuldkommen ophørt med at eksistere. Fra den ene dag til den anden var klubben væk. Der var ingen spor af den i stillingen. Selv ungdomsholdet og reserveholdet var fuldkommen borte. Der var gået rygter. Om deportation. Om at det ikke passede den daværende udenrigsminister/klubformand i Dynamo København, at en arbejderklub skulle vinde mesterskabet. KB havde vundet i deres sted, men sejren havde alle dage smagt som tynd suppe. Og det var endda i den periode, hvor de havde haft Konrad Stettin med blandt dem. Ingen havde kæmpet for holdet som han.

Thomas rynkede panden. Der var en lille hovedpine på vej. Den kom altid, når han tænkte på de meget gamle dage, der alligevel hverken kunne genopleves eller ændres. Det var som statuer. Evige og uforanderlige.

”Hvad tænker du på, far?” spurgte Blok. Drengen så på ham med de meget blå øjne, han havde arvet fra Anne.

”På hvor heldige vi er at vi har så stærk en liga og så gode muligheder for at kvalificere os til Europamesterskabet,” svarede han og klappede Blok på hovedet. Knægten smilede, før et gab overmandede ham. De mange vågne timer havde endelig indhentet ham.

”Tror du Danmark vinder?” spurgte Blok.

”Det er ikke til at sige, men vi har en bedre chance nu end vi havde for fire år siden,” svarede han. ”Men nu ikke mere snak. Smut du ud og børst dine tænder. Du skal også være til at få op i morgen, ikke.”

Udtrykket i Bloks øjne skiftede fra barnligt til stål.

”Jeg kommer aldrig for sent, far. Det er kun dovenlarser og driverter, der gør det, og den slags folk løfter ikke i fællesskab,” sagde han hårdt, men gjorde som der blev sagt. Thomas fulgte ham med øjnene. Halvdelen af tiden var drengen hans søn. Den anden halvdel var det ikke til at sige hvad han var."