Ved den sidste trailer, nummer 83, snakkede jeg kort om en samling jeg arbejder på, med titlen Næsten her. Hele præmissen for samlingen kan læses i det forrige indlæg, but allow me to elaborate. Historierne foregår i nutiden og har i de fleste tilfælde normale mennesker i hovedrollen. De har menneskelige problemer, såsom kærlighed, druk eller fordrukken kærlighed. Men de lever ikke i "vores" verden - de lever i en, der næsten er den samme, men også kun næsten. Mit mål er så at bruge de små forskelle til at fortælle en historie, der kun fungerer rigtigt under de alternative præmisser. Og derfor præsenterer jeg nu Ex libris.
Stein Peturson er til den afgørende, skriftlige prøve i skandinavisk litteratur på universitetet. Hans emne: digteren Irmgard Trudvig. Hans speciale skal skrives sammen med alle de andre studerende, ikke mindst den mørklødede Scena, der skriver om den samme forfatter. Omkring prøvesalen er anlagt en løbedrom, så de studerende kan følge kodekset på bagvæggen: En sund krop i et sund legeme. På hans bord er en skærm, der er direkte forbundet til Irmgard Trudvigs værelse på plejehjemmet, for Stein skal være sikker på hun stadig er levende. For hvis hun dør før han er færdig med sin opgave, får han ikke lov til at skrive videre. Det er nemlig forbudt at have noget at gøre med afdøde forfatteres værker.
"Jeg åbner den tunge mappe med alle
papirkopierne og slår op på side to. Selv om jeg kan alle data i
hovedet, er det alligevel en lise for mig at løbe dem igennem. Det
beroliger mig på en sær måde, fordi det er så koncist. Som jeg
selv er. Måske spejler jeg mig i Irmgard Trudvigs virke.
Født i 1932. Første bog, Sifs
lokker, udkommet i 1953. Vinder af Skandinavisk Råds
litteraturpris. Anden bog, Jeg ser en mil, udkommet i 1955.
Anmelderrost, boghandlernes mest solgt bog det år. 1956 gift med
Thorleif Åkestrand. 1957 skilt fra Thorleif Åkestrand, bliver enlig
mor. Så dejlige fakta.
Der er en der siger mit navn højt nok
til at jeg opfanger det og jeg løfter hovedet. Leifur løber forbi
mig. Han har kun korte bukser, undertrøje og løbesko på. Præcis
som jeg selv. Jeg skæver til uret. Det er modigt at Leifur at tage
løbeturen allerede nu. Hvis jeg ikke husker forkert skriver han om
Karl Drakken, og han kan ryge hvad øjeblik det skal være. Sidst jeg
hørte noget var han allerede tjekket ind på et hospice. På den
anden side er det måske klogt nok det Leifur gør. Bevæge kroppen.
Klare hjernen. Give hjertet lidt at arbejde med, så man kan sætte
sig ned og arbejde med fornyet energi.
De byggede først løbedromen til for
ni år siden. Den var ikke, da min far gik på uni. Dengang måtte de
nøjes med at lave sprællemænd og høje knæløft. Løbedromen er
lidt under 200 meter lang og der er små vægge stillet op langs dens
rand, så dem der løber ikke sprøjter os andre til med sved. Hver
studerende må bruge den tre gange i løbet af eksamen. Jeg har ikke
taget en eneste tur endnu. Det er vigtigere at skrive.
Jeg sluger endnu en koffeinpille og
skyller ned med kaffe. Så åbner jeg min datamat og går ud på
uni-nettet. Jeg har lavet størstedelen af min forskning hjemmefra.
Det er tilladt og det er klogt. I morges, da jeg ankom, overførte
jeg det hele til mit lille helle i universitets database. Side op og
side ned. Det eneste jeg virkelig behøver er at tjekke mine fakta
igennem en ekstra gang og være klar til at sætte min kragetå
nederst. Papirkopierne har jeg for min fars skyld. Han stoler ikke på
de moderne hjælpemidler. De kan gå i stykker, eller informationer
kan forsvinde, eller hele netværket kan sætte ud. Nogle gange tror
jeg, at han tror at datamater er forklædte dampmaskiner. Men han har
ret i en ting. Det er bedre at være på den sikre side.
Mens datamatens starter op, skæver
jeg til den lille skærm. Der sidder den gamle kvinde i sin lænestol,
med en kat på skødet. Ud for hendes højre hånd står et rullebord
med piller og vandglas. Alt tyder på at jeg bliver mindst lige så
gammel, men jeg kan ikke forestille mig hvordan det kommer til at
være. Langsomt, siger min mor. Alting løber langsommere og er
tungere, som var man under vand. Og hun er ikke engang 55 endnu.
Måske gentager hun bare mormors ord.
Der er ti kameraer i Irmgard Trudvigs
værelse på plejehjemmet Bakkegården. Hun er senil dement, har
rystesyge og diabetes på den grimme måde. Men derfor er hun stadig
Irmgard. Hård som flint, ryster stadig med næven af verden. Hun dør
ikke før hun er helt færdig med verden. Det eneste jeg kan blive
lidt bange for er hvis hun allerede er i gang med det endelige slag
og først lader sig mærke med det, når der ikke er mere at sige.
Det ville passe til hende. At være kompromisløs til det sidste."