Mester Prosopido

Oktobers arbejde 2016 - om læseklub i Gladsaxe, Kulturnatten, horror-workshop og skrivning

Så er det blevet dybt efterår, den slags hvor kulden sniger sig ind under bukselinningen, bladene changerer og sengen om morgenen føles som et kærligt monster med krammearme. I løbet af oktober var jeg også ude for det rædselsfulde, at min harddisk stod af. Først efter et halvt døgn havde jeg raget alle mine tekster ud af de rygende ruiner; ikke mindst to noveller, jeg ikke havde gemt andre steder! Jeg været rigtig meget ud af huset, prøvet forskellige elementer af det at være forfatter ... og selvfølgelig fået skrevet lidt. Og advarsel: Det bliver et meget langt indlæg!
Oktober havde 31 dage, og dem brugte jeg, ikke helt jævnt fordelt, på at skrive min roman med arbejdstitlen Slør færdig, og så på at producere en novelle på engelsk, der fik titlen Bon voyage, voyage.

Bon voyage, voyage (6300 ord, horror/weird, engelsk) ANTAGET
Slør (43600 ord, horror)

Novellen Bon voyage, voyage handler om sporvognene i København, og mindst lige så meget om Anders, der skal være chauffør på den sidste sporvogns tur, her så mange år efter systemet blev lukket ned. Det er blevet en sprogligt smuk (ja, det sagde jeg) fortælling, hvor jeg, bare for at prøve det, har udeladt et par forklaringer. Hov, der står antaget bagved? Ja, det gør der. Jeg skrev novellen færdig, og sendte den til konkurrencen den 31. oktober, på Halloween. Den 1. november, 9 timer senere, lå der et svar fra redaktøren på samlingen, hvor han lagde ud med disse ord: Amdi, this is beautiful. And dreadful all at once. Så går det vist ikke meget hurtigere med at få antaget en novelle.

Slør er blevet skrevet i løbet af de sidste tre måneder, det er horror, og jeg har især trukket inspiration til billedplanet fra de gamle Hammer-film fra tresserne og halvfjerdserne, og kombineret det med lige dele chicklitt og social realisme. Det er fortællingen om Pernille, der er til veninden Jeanettes bryllup på det smukke og gamle Skovgaard Gods. Hun er brudepige, men har ikke set Jeanette de sidste tre år, og de skiltes ikke på helt god fod. Der lurer en gammel hemmelighed et sted, og en endnu ældre, da det viser sig at det nuværende gods er bygget ovenpå et meget ældre slot, hvor den tidligere ejer engang slog en handel af med noget ikke helt menneskeligt. Slør er psykologisk og rædselsfuld, tatoveret med mørke og blod og hvisken. Og så har den næsten udelukkende et kvindeligt persongalleri. Jeg mangler stadig at skrive et par scener, men ellers sad den næsten i skabet i første hug. Det var lidt vildt at opleve.

Opdigtet Onsdag på GG

Den femte oktober var jeg på besøg i Gladsaxe Gymnasiums læseklub, der lige efter sommerferien havde læst Kærlighedsfrugt. For mange var det første gang at de stiftede kendskab til horror som genre (og i bogform), og det var sjovt at se hvordan nogen mente at det virkelig var fedt, mens andre tænkte at det var alt for skræmmende. For de af jer, der har læst Kærlighedsfrugt, er det ingen nyhed at den indeholder 14 noveller, der gradvis bliver 'værre', da de skifter genre fra gyser til horror. Det betyder også, at især den sidste halvdel af samlingen ikke er for sarte sjæle.
Læseklubben bestod af 30 medlemmer, 29 piger og en dreng, og jeg lagde ud med kort at fortælle lidt om mig, genren og bogen. Jeg fortalte om vores behov for horror, og om hvordan de fleste har en reaktion på horror, negativ såvel som positiv, men det meste af tiden gik med at svare på spørgsmål, enten om udvalgte noveller fra bogen (hvorfor er dine hovedpersoner ikke gode mennesker?, skal der være så meget blod?), hvordan en bog bliver til (redaktion, forlag og lignende) eller hvad det vil sige at være forfatter, af ofre og goder. Det var en fed fornemmelse at kunne snakke om sine noveller, og alle ved bordet kendte dem og samtidig mærke hvordan genren delte vandene. Efterfølgende signerede jeg et par eksemplarer, og på Goodreads er bogen blevet ratet af flere fra læseklubben - fra middel til rigtig god. Selv om mange i læsegruppen hænger lige i udkanten af min målgruppe, rent aldersmæssigt, håber jeg virkelig at jeg har givet dem blod på tanden (pun intended) til at læse mere horror ... jeg anbefalede i hvert fald et par kolleger til sidst :)

Kulturnatten i Dansk Forfatterforening

Hvert år er der Kulturnat i København, og derfor også i Dansk Forfatterforening. I år var der oplæsninger under temaet Bag masken. Blandt oplæserne var Kenneth Bøgh Andersen, Line Leonhardt, Anne-Marie Vedsø-Olesen, Inge-Helene Fly, Stephanie Caruana og lille, søde mig. Jeg havde valgt novellen Mester Prosopido, der er i antologien Mestertyvens sidste ønske fra 2013, da den handler om en maskemager, der udfører helt specielle og unikke masker. Da hele den novelle er skrevet i et meget floromvundent sprog, inspireret af Voltaires Candide, blev det en meget levende oplæsning med vilde armbevægelser, toneskift og ansigtsudtryk. En dejlig ting ved hele aftenen var også konferencieren Anne-Marie Donslund, der havde researchet hver enkelt forfatter og fortalte om dem til publikum. Et eksempel til efterlevelse!
Horror-workshop på Værløse Bibliotek

Efterårsferien er blevet en særlig tid for alt rædselsmættet og horror-relateret, og derfor var jeg blevet hyret til at forestå en workshop i at skrive horror. Den var rettet mod voksne, og det betød at deltagerne skulle være minimum 16 år gamle. Heldigvis havde en håndfuld meldt sig til, inklusiv nogen der kom til biblioteket og troede det lukket ... og derfor gik igen. I løbet af de tre timer blev der virkelig skrevet igennem. Jeg brugte et ordspil til at sætte sagerne i gang, og mellem hver skriveøvelse fortalte jeg noget om hvad horror var - fra genrens formål til hvordan man får det ubehagelige frem i en tekst. Efterhånden som timerne skred frem fik deltagerne skrevet en række bestanddele - og vupti, med lidt tid tilbage til sidst, sad de med alle elementerne til en historie, der så 'bare' skulle skrives sammen. Det var fedt at være ude at undervise i at skrive, ikke mindst fordi mine elever var så dygtige, men også fordi jeg kunne mærke at de gik derfra med en meget større viden om hvad horror er og kan.
Hvad ellers?

Jeg har brugt meget af min tid i oktober på arbejdet i Dansk Forfatterforening (en masse arrangementer), aftalt og planlagt nogle events omkring Sand og sten, stål og glas, BogForum venter lige om hjørnet og så skal der skrives helt nye ting i november. Det bliver dejligt! Tak fordi du læste med :)    

Nyheder i juli 2014, del 2

Siden mit sidste nyhedsindlæg for et par uger siden, er det tikket jævnt og støt ind med anmeldelser af Ambrosia/Live - hvilket er rigtig fedt, da det er en noget tom følelse at have arbejdet med et projekt i lang tid - og så slet ikke ane hvad læserne egentlig mener. Jeg har hørt andre forfattere sige at hele processen med at skrive er vigtigere, men jeg er nu så jævn, at jeg gerne vil høre respons.


Generelt er anmeldelserne på den positive side, med visse forbehold - de fleste af anmelderne foretrækker Ambrosia frem for Live (hvilket jeg som forfatter finder spøjst, da jeg har det modsat), de er generelt rigtig rosende over for sproget, men ingen af dem nævner illustrationen i midten af bogen, eller at bogen skal vendes. Med det til side, er her uddrag af anmeldelserne:

"Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, når A. Silvestri udgiver noget nyt, bortset fra at man kan være sikker på, at det er sprogligt lækkert. Således er denne nye dobbeltroman velskrevet, men svær at anmelde." - Jette Holst, Litteratursiden.dk

"Ambrosia var nok den af historierne der tiltalte mig mest, som helhed. Jeg kunne godt lide selve plottet, og jeg elskede sproget og de underlæggende ting i den. Det var – for mig at se – den af de to historier der legede bedst med ideen, brugte den oprindelige tanke bedst." - Katja B, bloggen Cautious.dk 

"Begge bøger har skruet godt op for de erotiske elementer og der er godt med konflikter mellem personerne, hvilket gør Ambrosia/Live til glimrende underholding i sommervarmen inklusiv masser af twist til eftertanke, hvis man holder af historier om verdens undergang." - Emil Blichfeldt, Bogblogger.dk

Af forskellige takter har jeg lavet en vurdering - og jeg vil tro at Ambrosia/Live ud fra anmeldelserne indtil videre er en sekser på en skala fra 1 til 10.

Det er dog ikke kun A/L, der har været til vurdering - i Himmelskibet er der faldet en noget lunken anmeldelse af antologien Mestertyvens sidste ønske af, hvor anmelderen har følgende at sige om min novelle:

"Mester Prosopido af A. Silvestri – I Paris lever maskemageren Prosopido. Han laver masker af forunderlig skønhed og kræfter, der kan vinde hjerter og fører folk til storhed. Prosopido afviser ingen, for selv de ringeste af stand har ét eller andet de kan betale med. Som ringe i vandet kan selv den ubetydeligstes handlinger sætte voldsomme kræfter i gang. Novellen er fint skrevet, men uden at kunne sætte fingeren på noget, har jeg svært ved at blive grebet af fortællingen. Det er måske lidt for meget en stiløvelse."

Så rykker vi væk fra anmeldelserne og over til et nyt projekt. Det kan forhåbentlig ikke komme som nogen overraskelse at jeg har skrevet i mange år og derfor har jeg løbende udforsket diverse afgrunde og hjørner af det gigantiske internet. Meget af den information har været besynderlig eller minimal, men en gang imellem er jeg stødt på nogle ting, der kunne bruges igen og igen. De ting har jeg nu valgt løbende at gøre "offentlige", så alle andre også kan få nytte af dem. Det drejer sig både om ren information alle og enhver kan drage nytte af og om strengt skriverelaterede ting.

Min søsterblog har fået titlen Silvestris værktøjskasse og jeg vil råde dig til at starte med at læse det første indlæg, hvor jeg forklarer bloggens formål på en anden måde, end jeg lige har gjort.  Og så er der vel ikke mere at sige om det end at jeg håber du kan bruge den til noget.

Nyheder i januar

Selv om der blot er gået fire håndfulde dage af januar, er der allerede en del nyheder at berette om - så jeg sætter mig i den overdimensionerede slangebøsse og sparker bremsepinden væk.

Endnu en af mine noveller har fundet vej til en antologi - Universets mørke - der udkommer inden alt for længe på H. Harksen Productions. Min novelle bærer titlen Itu og er et eksperiment ud i horror og science fiction. Og når jeg siger eksperiment, mener jeg det i ordets betydning. Det bliver spændende at se hvordan læserne reagerer på den.

Sidste år udkom antologien Farvel, min astronaut og nu er der kommet en lektørudtalelse på den. Jeg blev lidt overrasket over at se hvor meget lektøren går op i enkeltnoveller, fremfor hele samlingen, hvilket jeg ellers troede var normen. Om min novelle har han følgende at sige:

"A. Silvestris post-apokalyptiske novelle I sit ansigts sved, der er inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, bør fremhæves for den stramt komponerede og raffinerede handling, der foregår ude på landet efter, at en elektrisk impuls har ryddet alle elektriske ting af vejen."

Ligeledes fra sidste år er antologien Mestertyvens sidste ønske, der er blevet anmeldt på bogblogger.dk. Selv om anmelderen ikke er fuldt tilfreds med samlingen, er der enkelte noveller der fremhæves - her i blandt Jesper Rugårds Troldens hjerte og Sofie Boysens Hammerslag. Om min novelle har anmelderen følgende at sige:

"Mester Prosopido er skrevet af den særdeles produktive A. Silvestri. Mester Prosopido opsøges i sin alkymistiske butik af en ung mand der er parat til at ofre alt, for at få sin hjertes udkårne, hvilket han får lov til med renters rente. Mester A har her sammenskruet et misundelsesværdigt stilstykke ud i det klassiske gotiske gys, uden at kunne sætte fingeren på noget, er det eneste jeg savner: Lidt mere af Amdis egen sjæl."
- Emil Blichfeldt

For at runde indlægget af, har jeg ansøgt om et skriveophold på Hald Hovedgård - og været så heldig at få det. Så i en uge, om ikke alt for længe, pakker jeg løbeskoene, den bærbare computer og en håndfuld bøger og tager en tur uden for hovedstaden for at skrive. På hvad? Ja, det får I at se.

Året der gik: 2013, Del 1

Det er den tid på året, hvor der skal ses tilbage - fordi det er en trend, men mest så jeg selv kan holde styr på de ting, jeg går og laver. Sidste år var årsrapporten tredelt - det ser ud som om den også bliver det i år. En statistik, en tekst og nogle billeder.

2013 blev på alle måder mere travl end 2012, og det på trods af at jeg ikke havde en selvstændig udgivelse. Til gengæld medvirkede jeg i seks antologier og et blad. Der hvor tiden virkelig blev røvet var dog væk fra tastaturet, men det kan der læses meget mere om i del 2. Nu kommer de hårde facts på bordet.

Det er efterhånden nødvendigt med projekt-struktur!
Som de andre år har jeg holdt mit fortsæt med at skrive 500 ord om dagen - faktisk er jeg også i år gået langt over det tal. I løbet af 2013 skrev jeg 24 noveller, seks stykker kortprosa, halvdelen af en roman og redigerede to af mine egne kortromaner. I løbet af dette år har jeg også haft besøg af over 60.000 mennesker på min blog - og selv når man tager al spam-trafikken væk, er jeg ganske tilfreds. Og nu - the facts!

--------------------------------------------------------------------------------

Science Fiction
I sit ansigts sved (11400 ord, februar) med i antologien Farvel, min astronaut fra SFC
Høns (1800 ord, maj) nummer to i konkurrence i anledning af Køges 750 års jubilæum.
Den allersidste dans (5100 ord, maj) med i antologien Undergang fra forlaget Valeta
Besynderlig mand set ved Søerne (1200 ord, december) artikel

Horror
Margrethe-skål (11000 ord, april )
Sølv og silke (6800 ord, september)
Transfusion (7900 ord, september)
Sammen (5200 ord, december)

Realisme
Stumtjener (2400 ord, februar)
Om Carmen (5200 ord, marts)
Listen (11700 ord, juni)
Bafuye bahagaze (8300 ord, juli)
Time share (2900 ord, august)
Man skyder da dyr (7100 ord, august)
Transpiration (5200 ord, oktober)
Flagermus (4900 ord, november) med i konkurrence

Fantastisk fortælling/hybrider
Triumvirat og øl (realisme/weird fiction, 6900 ord, januar)
Mester Prosopido (fantastisk fortælling/horror, 9100 ord, marts) med i antologien Mestertyvens sidste ønske fra Kandor/Replikant
Blot en mindre undergang (fantastisk fortælling/humor, 6900 ord, april)
Krystal (fantastisk fortælling/realisme, 2500 ord, maj)
Hr. Shetanis sjældne fugle (fantastisk fortælling, 2500 ord, maj)
En sang om vand (fantastisk fortælling/horror, 7100 ord, oktober) med i antologien Mørke guders templer fra H. Harksen Productions
Itu (horror/science fiction, 5500 ord, november) indsendt til konkurrence
Lyden af blade der falder fra Omi-træet (fantastisk fortælling,5500 ord, december)

Skrinlagt
Alle zoner (science fiction, skrinlagt ved 12500 ord, januar)

Andet
Garden of/Equal footing/DNAed/Rotation (science fiction, sammenlagt 4000 ord, juli)
Santa's suit/Last minute shopping (horror, sammenlagt 500 ord, december)
--------------------------------------------------------------------------------

Jeg er stadig mere end tilfreds med mine novellers skæbne, da mange af dem finder vej ud i verden. Ligeledes har mange af årets noveller allerede en plads i fremtidige novellesamlinger. En spøjs tendens er at jeg sidste år har arbejdet rigtig meget med genrehybrider - om det er et udslag af tilfældigheder eller om jeg finder genrerne for snævre, må dette år vise.

Næste del vil handle om de oplevelser jeg har haft som forfatter i løbet af 2013 - som blev et ganske anderledes år end 2012. Og der lover jeg at skrive sammenhængende og tilmed vise billeder. Indtil da må I hygge jer med årets første tømmermænd.

Junis sidste nyheder

Jaja, teknisk set er det juli nu, men kun lige. Som lovet i det tidligere indlæg er der mere guf fra den første sommermåned, og det kommer lige her.

For det første har Optisk bedrag fået en ny anmeldelse. Denne gang er det Lise Andreasen der står for den inden på sin blog ommadawn, og hun har bl.a. følgende at sige om den:

"Tænk hvis mainstream opdagede fx "Doktor Andersen" og seriøst diskuterede, hvad den betyder, om det er okay at bryde netop disse tabuer osv. osv. Skrivestilen har i hvert fald så høj en kvalitet, at de burde kunne lokkes til det." 

Udover en generel anmeldelse, gennemgår hun også samlingens noveller en for en, med en enkelt linje der forsøger at ramme novellens tema eller handling. Det er klart et syn værd.

I det sidste års tid har jeg haft en noget skrabet forfatterprofil på arnoldbusck.dk. Heldigvis er den nu blevet lige omkring femten gange længere, og fortæller en masse om hvad jeg skriver, hvordan jeg skriver, hvorfor jeg skriver og sælger selvfølgelig alle mine bøger. Tag et kig her, hvis du gerne vil se hvordan sådan noget kan se ud.

Mens de gamle ting lever deres eget liv, kommer der heldigvis også flere nyfødte til. Jeg har nemlig været så heldig at blive udvalgt til to kommende antologier. Den ene er Ny Dansk Fantasy 2013 (endnu ingen titel) , hvor jeg medvirker med novellen Mester Prosopido, der tidsmæssigt foregår i slutningen af 1700-tallet, men verdensmæssigt er et godt stykke fra denne.

Ligeledes er jeg kommet med i Lige Under Overfladen 8, der udkommer til efteråret. Min novelle bærer titlen I sit ansigts sved, og er science fiction inspireret af guldalderen og Steinbecks Mus og Mænd. Det betyder at jeg må se min ubrudte række af deltagelser i LUO-serien stoppe - ganske vist på en teknikalitet, da der i det næste halve år udkommer hele TO science fiction-antologier i rækken. Jeg håber de bliver lige fantastiske.

Bibliotekspengene er lige kommet ind, og det var en dejlig oplevelse. Jeg vil ikke sige mere på den front, andet end at den stigning i procent må meget gerne fortsætte!


Men det er ikke alt. I næste uge sker der noget spændende, men det må jeg ikke snakke om endnu. Det må jeg om en håndfuld dage, så forvent endnu en update. Indtil da - tschüss

---------------------
Husk at stem:

10 skud - 1
10 skud - 2

Marts skrivning 2013

Noget senere end vanligt, men som de fiffige vil gætte er der også andre ting, der optager mig for tiden. Heldigvis bliver der ved med at springe novellekonkurrencer frem, og det er jo ingen hemmelighed at det er mit foretrukne område. Men mellem de såkaldt "bundne opgaver" dukker der også noveller og tekster frem, der har at gøre med mine selvstændige ting. Derfor vil jeg som en verdenspremiere annoncere, at jeg arbejder på en horror-samling. Om, hvordan og hvornår kan jeg endnu ikke sige noget om. Og med det til side, blev det i marts til to noveller:






Mester Prosopido (fantastisk fortælling/horror, 9100 ord)
Om Carmen (realisme, 5200 ord)

I Mester Prosopido er vi i renæssancen. En kåd yngling er blevet væltet over ende af en mademoiselles skønhed, og søger i sin desperation råd hos Mester Prosopido, der er kendt for at tilvirke de underskønneste udklædninger. Men spørgsmålet er blot, hvem der i sidste ende er mest klædt ud.

Om Carmen handler sjovt nok om Carmen, der er barn af to modeller. Hele hendes verden er fyldt med skønhed og privilegier. Carmen har blot et problem. Hun er ikke selv særlig smuk.

Jeg er allerede i skrivende stund en ti sider inde i en horror-novelle, så lur mig om april ikke kommer til at have hele to noveller også. Stay tuned for updates!