I de sidste mange år har Science Fiction Cirklen (SFC) haft en årlig novellekonkurrence, hvor man kan sende ind til i håbet om at ens novelle bliver udvalgt til årets antologi. Selv deltager jeg hver år, selvfølgelig fordi jeg gerne vil på tryk, men lige så naturligt fordi det er et af de få steder, hvor der udgives science fiction i Danmark. Min deltagelse i konkurrencen sidste år medførte at novellen I sit ansigts sved blev en del af antologien Farvel, min astronaut.
En af de ting jeg har det vanskeligst med når det kommer til science fiction, er at genren beskrives som værende ikke litterær. Derfor valgte jeg at lade mig inspirere af Steinbecks Mus og mænd. I novellen møder vi købmanden Tristan, hvis hjælper Steen ikke har alle mumitrolde i Dalen. Den verden de findes i har været igennem en katastrofe, og næsten alt elektrisk og elektronisk er enten ødelagt eller ude af funktion. Ombord på sin kærre har Tristan dog noget ganske særligt, der med lidt held vil kunne indbringe nok til et liv væk fra de støvede landeveje og de syge mennesker, der er fulgt i katastrofens kølvand. I sit ansigts sved var nomineret til Niels Klim-prisen i 2013.
 |
| Forsiden er konstrueret af Manfred Christiansen. |
"Det trækker
allerede i Tristans mundvige. Smilet skal sidde ordentligt. Mens de
har ventet, har han tjekket gården. Ingen tegn på ledninger,
telefon eller strømførende. Ingen lyde fra maskiner. De er præcis
så primitive som han håbede på. Gården er nymalet. Ingen
afskalning. Bag ved hovedbygningen er en mindre frugthave. Det her er
ikke et fattigmandsbo. De har midler på lommen. Passer på deres
ting.
Steens tunge hoved
ryger op. Måske har han sovet. Det sker nogle gange at Steen døser,
uden at være klar over det. De store øjne ser på Tristan, som
tager det lige et øjeblik før de genkender ham. Så sjosker han hen
mod deres vogn, lige tidsnok til at stå i dens skygge, da hesten
drejer om hjørnet.
Tristan har det som
om en stor hånd rækker ned fra himlen og maser hans indvolde. En
hest. De er rigere end han troede. Heste er så sjældne, at de knapt
nok har en pris. De havde ingen immunitet mod sygdommen. Døde som
fluer. Og blev så ædt af fluer. Som de fleste andre. En hest. Det
kunne være en god byttehandel. Han ser allerede bjerge af rigdom
begrave ham. Et svalt værelse. Med aircondition. Fjernsyn. Rindende
vand, varmt og koldt.
Det er en hoppe.
Den tunge gud vrider hans indvolde en ekstra gang. Det bliver bedre
og bedre. En hoppe er mere værd end en hingst. Lige som en riffel er
bedre end en pistol, et saltet stykke kød mere appetitligt end et
fyldt med maddiker. Støvet hvirvles op, da vognen trækker ind på
gårdspladsen. Den er mindre end hans. Bagi ligger store spoler tyk
tråd. Så låser han sit blik på føreren.
En klassisk
bondeknold. Kunne sikkert æde en ko, og brokke sig over at yveret
ikke var sejt nok. Kantede træk. Ikke et gram overflødigt fedt på
den solbrændte krop. En riffel over benene. Militær. Så langt fra
kvindens jagtgevær som bue og pil er fra et missil.
”Steen, for
helvede. Vær lige med her,” siger han og dasker ham i nakken med
flad hånd. I døren til huset dukker kvinden op. Hun har det lille
barn på armen. Knægten ser frem fra hendes skørter. Der er et
begejstret udtryk på hans ansigt. Tristan starter allerede smilet.
De har en allieret i knægten. Stakkels dreng. Der sker helt sikkert
ikke en skid herude. Andet end når en af hønsene lægger et
specielt stort æg.
Hesten vrinsker, og
vognen glider til holdt, men da er Tristan allerede på vej frem, med
armene ud til siderne, som gjorde han klar til en omfavnelse.
”God
eftermiddag,” råber han over støvet. ”Hvor er jeg glad for at
se Dem. Deres kone var venlig nok til at lade mig og min kammerat få
en skænk vand og vente i skyggen, til De kom hjem.”
Manden hopper ned
fra vognen. Fødderne rammer den hårdtstampede jord med en tung lyd.
De er iklædt den slags støvler, der kunne bringe en tusind
kilometer, uden at man fik den mindste vabel. Manden slår med hånden
i luften, og konen retter jagtgeværet mod dem. Så griber han
riflen, og vender sig om. Ser på Tristan.
De er lige høje,
men Tristans skuldre er kun halvt så brede. Med en fejende bevægelse
tager han hatten af hovedet, og bukker.
”Tristan Markus,
til Deres tjeneste.”
”Dæergomædaj,”
svarer manden, og løfter riflen en smule. Tristan kender godt den
slags rifler. Lasersigte. Varierende ammunition. Det våben alene
ville kunne skaffe ham to gode trækhunde, eller en fantastisk. Så
kommer han i tanke om pistolen i bæltet. Måske gør det ikke noget.
Det der er vigtigt er at han ikke har trukket den.
”Min gode mand.
Jeg er ikke her for at gøre Dem eller Deres noget ondt. Kun for at
handle. Manden De ser stå i skyggen er min følgesvend Steen. Tag
Dem ikke af hans udseende. Under skindet gemmer der sig en sand
specialist. Der er ikke den ting, han ikke kan reparere, ikke den
ting han ikke kan konstruere.”
Tristan gør alt
hvad han kan for ikke at stirre på hesten. Den kan ikke være mere
end to eller tre år gammel. Et pragteksemplar.
”Og dig? Hvad kan
du?” svarer manden med accent. Tydeligvis andetsprog, men bedre end
at skulle kommunikere på det muddermål, de kalder et sprog.
”Jeg forstår mig
på metaller og legeringer. På alskens varer. Undskyld, men jeg
fangede ikke Deres navn?”
”Måske fordi jeg
aldrig gav dig det. Hvad vil du her? Vintermarkedet er først om tre
måneder.”
