Trailer 81 - uddrag af I sit ansigts sved

I de sidste mange år har Science Fiction Cirklen (SFC) haft en årlig novellekonkurrence, hvor man kan sende ind til i håbet om at ens novelle bliver udvalgt til årets antologi. Selv deltager jeg hver år, selvfølgelig fordi jeg gerne vil på tryk, men lige så naturligt fordi det er et af de få steder, hvor der udgives science fiction i Danmark. Min deltagelse i konkurrencen sidste år medførte at novellen I sit ansigts sved blev en del af antologien Farvel, min astronaut.

Forsiden er konstrueret af Manfred Christiansen.

En af de ting jeg har det vanskeligst med når det kommer til science fiction, er at genren beskrives som værende ikke litterær. Derfor valgte jeg at lade mig inspirere af Steinbecks Mus og mænd. I novellen møder vi købmanden Tristan, hvis hjælper Steen ikke har alle mumitrolde i Dalen. Den verden de findes i har været igennem en katastrofe, og næsten alt elektrisk og elektronisk er enten ødelagt eller ude af funktion. Ombord på sin kærre har Tristan dog noget ganske særligt, der med lidt held vil kunne indbringe nok til et liv væk fra de støvede landeveje og de syge mennesker, der er fulgt i katastrofens kølvand. I sit ansigts sved var nomineret til Niels Klim-prisen i 2013.

"Det trækker allerede i Tristans mundvige. Smilet skal sidde ordentligt. Mens de har ventet, har han tjekket gården. Ingen tegn på ledninger, telefon eller strømførende. Ingen lyde fra maskiner. De er præcis så primitive som han håbede på. Gården er nymalet. Ingen afskalning. Bag ved hovedbygningen er en mindre frugthave. Det her er ikke et fattigmandsbo. De har midler på lommen. Passer på deres ting.

Steens tunge hoved ryger op. Måske har han sovet. Det sker nogle gange at Steen døser, uden at være klar over det. De store øjne ser på Tristan, som tager det lige et øjeblik før de genkender ham. Så sjosker han hen mod deres vogn, lige tidsnok til at stå i dens skygge, da hesten drejer om hjørnet.

Tristan har det som om en stor hånd rækker ned fra himlen og maser hans indvolde. En hest. De er rigere end han troede. Heste er så sjældne, at de knapt nok har en pris. De havde ingen immunitet mod sygdommen. Døde som fluer. Og blev så ædt af fluer. Som de fleste andre. En hest. Det kunne være en god byttehandel. Han ser allerede bjerge af rigdom begrave ham. Et svalt værelse. Med aircondition. Fjernsyn. Rindende vand, varmt og koldt.

Det er en hoppe. Den tunge gud vrider hans indvolde en ekstra gang. Det bliver bedre og bedre. En hoppe er mere værd end en hingst. Lige som en riffel er bedre end en pistol, et saltet stykke kød mere appetitligt end et fyldt med maddiker. Støvet hvirvles op, da vognen trækker ind på gårdspladsen. Den er mindre end hans. Bagi ligger store spoler tyk tråd. Så låser han sit blik på føreren.

En klassisk bondeknold. Kunne sikkert æde en ko, og brokke sig over at yveret ikke var sejt nok. Kantede træk. Ikke et gram overflødigt fedt på den solbrændte krop. En riffel over benene. Militær. Så langt fra kvindens jagtgevær som bue og pil er fra et missil.

”Steen, for helvede. Vær lige med her,” siger han og dasker ham i nakken med flad hånd. I døren til huset dukker kvinden op. Hun har det lille barn på armen. Knægten ser frem fra hendes skørter. Der er et begejstret udtryk på hans ansigt. Tristan starter allerede smilet. De har en allieret i knægten. Stakkels dreng. Der sker helt sikkert ikke en skid herude. Andet end når en af hønsene lægger et specielt stort æg.

Hesten vrinsker, og vognen glider til holdt, men da er Tristan allerede på vej frem, med armene ud til siderne, som gjorde han klar til en omfavnelse.

”God eftermiddag,” råber han over støvet. ”Hvor er jeg glad for at se Dem. Deres kone var venlig nok til at lade mig og min kammerat få en skænk vand og vente i skyggen, til De kom hjem.”

Manden hopper ned fra vognen. Fødderne rammer den hårdtstampede jord med en tung lyd. De er iklædt den slags støvler, der kunne bringe en tusind kilometer, uden at man fik den mindste vabel. Manden slår med hånden i luften, og konen retter jagtgeværet mod dem. Så griber han riflen, og vender sig om. Ser på Tristan.

De er lige høje, men Tristans skuldre er kun halvt så brede. Med en fejende bevægelse tager han hatten af hovedet, og bukker.

”Tristan Markus, til Deres tjeneste.”

”Dæergomædaj,” svarer manden, og løfter riflen en smule. Tristan kender godt den slags rifler. Lasersigte. Varierende ammunition. Det våben alene ville kunne skaffe ham to gode trækhunde, eller en fantastisk. Så kommer han i tanke om pistolen i bæltet. Måske gør det ikke noget. Det der er vigtigt er at han ikke har trukket den.

”Min gode mand. Jeg er ikke her for at gøre Dem eller Deres noget ondt. Kun for at handle. Manden De ser stå i skyggen er min følgesvend Steen. Tag Dem ikke af hans udseende. Under skindet gemmer der sig en sand specialist. Der er ikke den ting, han ikke kan reparere, ikke den ting han ikke kan konstruere.”

Tristan gør alt hvad han kan for ikke at stirre på hesten. Den kan ikke være mere end to eller tre år gammel. Et pragteksemplar.

”Og dig? Hvad kan du?” svarer manden med accent. Tydeligvis andetsprog, men bedre end at skulle kommunikere på det muddermål, de kalder et sprog.

”Jeg forstår mig på metaller og legeringer. På alskens varer. Undskyld, men jeg fangede ikke Deres navn?”

”Måske fordi jeg aldrig gav dig det. Hvad vil du her? Vintermarkedet er først om tre måneder.”