Det hænder at man får nogle meget sære ideer. Faktisk er de ideer og tanker så sære, at muligheden for at de nogensinde bliver rigtig brugt i en fortælling, er tæt på nul. Det hænder også at der kommer en besynderlig indkaldelse til en antologi, og så finder de to abnormiteter hinanden. Det var sådan novellen Itu blev skabt.
Itu er en del af den kommende science fiction/horror-antologi Universets mørke fra H. Harksen Productions. I den roder jeg med en ide om tid, ikke som noget liniært eller konkret, men som en enorm, biologisk sump af rester og tider. Novellen starter (som I kan læse) ganske normalt ud, men efterhånden regredierer den tekstmæssigt til et ubehageligt kaos uden underliggende orden. Da jeg skrev novellen var jeg overbevist om at den aldrig ville finde noget hjem. Det gjorde den til min store overraskelse, og jeg vil elske at høre hvad mine læsere synes, når de engang får mulighed for at læse historien til ende.
"Han stod lige under uret. Med den ene hånd strakt frem,
i en tiggende gestus. Jeg havde lyst til at give ham et eller andet,
men jeg vidste instinktivt at det ikke handlede om penge. Ej heller
mad, omsorg eller glæde. At det han ønskede sig kunne ingen give
ham. Egentlig havde jeg travlt; jeg var ventet på Axeltorv om mindre
end en halv time, men alligevel blev jeg stående. Bevægede mig
langsomt, cirklende, som var jeg en løve i færd med at nidstirre
mit bytte. Drengen var dragende i sin velkendte ækelhed.
En eller anden måtte have ringet til politiet, for
pludselig banede to betjente sig gennem mylderet. Folk havde stillet
sig op som var det en trafikulykke. Strakte hals for at kunne se.
Betjentene bad utålmodigt folk om at flytte sig og passe deres egne
sager, men ingen tog notits af ordensmagten. Nu ved jeg at det slet
ikke var som en trafikulykke. Hvor mennesker samles i skadefro over
at de stadig er i live og den stakkels idiot er død. Den analogi,
der ville have passet her, var natsværmere. Der flaksede hjernedøde
rundt og rundt om den blålige lampe fyldt med elektricitet,
lykkeligt uvidende om fremtiden fyldt med pludselig død.
Jeg så på mit ur. På det punkt var jeg gammeldags.
Der var lidt over tyve minutter til mit møde. Som alle de andre
strakte jeg hals, selv om jeg stod på forreste række. En af
betjentene satte sig på hug foran drengen og begyndte at snakke til
ham. Den anden blev stående med hænderne i siden og et udtryk af
kedsomhed plastret på ansigtet. De fik sikkert opgaver som den her
ti gange i døgnet.
Drengen ændrede ikke holdning eller blik. Først nu
opdagede den ene betjent drengens baghoved. Kedsomheden raslede af
ham og han kontaktede stationen over radioen. Imens blev den anden
siddende og spurgte højt drengen, om han var kommet til skade eller
om han vidste hvor hans mor var. Intet af det rykkede så meget som
et atom i drengens ansigt. Jeg skulle lige til at gå, da betjenten
tog fat i drengens fremstrakte hånd og gjorde mine til at trække af
med ham. Det var der virkeligheden flækkede som en overmoden melon.
Men jeg så til, greb drengen fat i politimandens hånd
og klemte til. Først troede jeg at drengen stadig havde en hånd,
men tænderne der voksede frem af kødet og dannede kæber, der
lignede en ulvs var gået i stedet for fingrene. Med en knasende lyd
bed tænderne tværs gennem politimandens hånd. Stumperne sprang og
dansede på de sorte og rødbrune fliser. Jeg stirrede, til øjnene
var ved at trille ud af hovedet på mig. Den sårede politimand
gloede lamslået på sin hånd, hvorfra senerne dinglede. Først nu
nåede smerteimpulserne til hans hjerne og et tågeagtigt skrig
vaklede ud af hans mund. På det tidspunkt var drengen i fuld gang
med … at blive til noget andet.
Hans ansigtstræk flød ud, en dej der blev rørt
sammen. Tøjet flænsede under et indre tryk og ud af drengens
brystkasse voksede stødtænder. Musklerne stod frem som tove i hans
hals, indtil det der havde været hovedet blev kløvet på langs
indefra. Med et grynt faldt hans forover, og jeg kunne se direkte ned
i halshullet. Tænder, som på en lampret fyldte hele svælget.
Lynhurtigt kastede drengen sig over den sårede politimand, og de
faldt omkuld på gulvet. Det gav et ryk i politimanden, da
stødtænderne maste sig igennem hans maveregion og brød frem af
ryggen. Det var alt sammen sket på under tre sekunder."