Trailer 78 - uddrag af Signal

Efter en meget lang pause, er tiden kommet til igen at tage et kig på en af novellerne fra mine samlinger. I 2011 udkom min samling Faderens sønner, 14 noveller, hvor jeg forsøgte at ramme så mange af science fictions troper som jeg kunne. Og novellen, der indledte hele samlingen, fik den simple titel Signal.

I historien møder vi fragtpiloten Dennis, og hans navigatør Jarkt, der er er dradoraner. De bliver mere eller mindre tvunget til at fragte en ganske ubehagelig last til et rendez-vous med Halleys komet. Undervejs sker der dog en masse uforudsete ting, og det hele bliver kun værre, da de nærmer sig himmellegemet. Signal er en historie, jeg selv sætter stor pris på. Den er noget af det tætteste jeg indtil videre er kommet på noget space opera, og samtidig står den, for mig, både i tone og plot som en hyldest til de gamle science fiction-noveller fra halvtredserne.

"Når en person tænker, at noget ikke er hans problem, er det næsten pr. definition sådan, at det bliver hans problem. Det er muligt, at det endog er en slags naturlov. Jarkt og jeg nåede kun lige at sætte nålejetten ned i Kastrups aerospace-afdeling, før vi fik over radioen fik besked på ikke at forlade lufthavnen. Jeg kunne allerede se min lange weekend evaporere i en grødet dis.

Det var mig, der leverede lasten fra Mars. Eftersom vi var i juli måned, var det meget varmt for en dradder og jeg så ingen grund til at Jarkt fik et slagtilfælde. Desuden er Jordens tyngdekraft også 15% stærkere end Dradorans, så Jarkt ville alligevel blot ende med at vandre rundt på knoerne. Netop billedet af en dradder på knoerne indledte en af Jordens største barslagsmål, da en fuld irer i New York refererede til en lige så fuld dradder som ”en abesmølf uden nathue”.

Det positive ved barslagsmålet, der varede lidt over et døgn, var at mennesket begyndte at se lidt mindre skævt til dradderne. Enhver race, der bliver fuld og gør åndssvage ting, er en race som mennesket kan forholde sig til.

Mens jeg gik rundt på den varme asfalt, og styrede lastemaskinerne, kom en gruppe på tre mænd skridende over mod nålejetten. De så meget officielle ud, med frisurer der var så knivskarpe,at man kunne skære brød med dem. Den midterste mand, der samtidig var den højeste, bar på en sort mappe. Jeg skærmede for solen med den ene hånd, og mændene misforstod det som en hilsen. De løftede hænderne til svar.

Både Jarkt og jeg hader, når de officielle kommer på besøg. Det er fløjtende ligegyldigt, om det er er menner eller dradder-officielle, for den eneste forskel er jakkesættene. De snager altid i papirerne, i lasten, i tilladelserne og for det meste ender det med at de finder en eller anden ubetydelig fejl. En fejl, der ender med at koste Jarkt og jeg en del af vores løn. Jeg frygtede det værste. Jeg skulle have forestillet mig det, det var et tak værre.

”Dennis Mikkelsen?” spurgte manden i midten, og rakte hånden frem. Den var blød, som indersiden af et tøjdyr.

Jeg nikkede.

”Janus Franke. Men kald mig blot Janus. De to herrer er Frost og Ravn. Skal vi gå indenfor ?”

Jeg nikkede igen. Mens han havde præsenteret sig, havde jeg fået øje på nålen, der sad i hans revers. Diplomatiet. De ydre kolonier. Der var kun en lille håndfuld danskere, der havde mere at sige end han, når det kom til interplanetar politik.

”Er det korrekt, at der i Deres nålejet befinder sig en legal indvandrer fra Dradoran ved navn Xvafcce-Jarkt?” spurgte han, og for tredje gang nikkede jeg. Denne gang forbavset. Jeg troede det var umuligt for de menneskelige taleorganer at udtale det gamle, dradoranske sprog, der kun bliver brugt i forbindelse med navne

Nålejettens ene side åbnede sig, og Jarkt kiggede besværet ud. Hans blå hoved forsvandt hurtigt igen, da han så de tre mænd. Jeg slog ud med hånden, i et forsøg på både at være den gode vært og samtidig skjule den uro, der igen var ved at vokse frem i min mave. De her mænd var ikke normale småsvindlere, der ville score sig nogle hurtige penge. Det her var alvorligere."