Trailer 100 - uddrag af In uteri

Så er vi nået til vejs ende - trailer nummer 100 bliver den sidste, men alt det kommer der et særskilt indlæg om. Med alle de særskilte indlæg, jeg har reklameret for det seneste stykke tid, ser det ud som om efteråret bliver rigt her på bloggen. 2015 er et år, der om noget står i horrorens tegn. Ikke nok med at min gotiske kortroman Al kødets gang udkom i juli, til oktober udkommer min horror-novellesamling Kærlighedsfrugt også. I januar havde jeg novellen Itu med i scifi/horror-antologien Universets mørke og inden længe lander sword&sorcery-antologien Mørke guders templer, hvor jeg har novellen En sang om vand med. Der har ikke været meget andet end horror.

 
Måske er det noget ubevidst, men med alt det horror, er det ikke en genre jeg har skrevet så meget nyt i i 2015. Tværtimod har jeg beskæftiget mig en del med science fiction og realisme ... men, det er da blevet til en enkelt horror-novelle, og den er heldigvis rigtig grim. In uteri er den dejlige historie om den unavngivne dyrlæge, der hver eneste dag følger et nøje udregnet skema. Han bor i det jyske, han passer sit arbejde, han besøger gårdene i området og han gør, hvad der skal gøres. For det er jo, når alt kommer til stykket, en læges ansvar. Om så lægens patienter er dyr eller mennesker.

"Hendes øjne er meleret røde. Hun grynter hidsigt. Snot i næseborene. Gulliggrønne rester er størknet, så de ligner verdensdele. Endnu et tegn. Der er Antarktis. Klart det sværeste at genkende, men Australien hænger ved det andet. Til sidst stikker jeg hele hånden op i hende. Hun er nervøs, vil ikke have det, jeg lægger den anden hånd i nakken på hende og masserer. Det beroliger. Mine fingre graver dybere.

Ja. Jeg kan mærke det vride sig omkring mine hænder. Følelsen af gummihandskerne, der bliver skøre, der er i fuld gang med opløses. Den taktile elegance i at sanse bevægelse, hvor der endnu ikke burde være nogen. Bløde tænder, uudviklede klør. Der er ingen tvivl. Jeg vinker bonden hen. Chefen hen.

”Jeg aborterer hende,” siger jeg og viser ham min behandskede hånd. Misfarvninger, levrede klumper, mærkelige streger. Alt sammen noget hans øjne ikke ved hvor de skal arkivere. Alligevel husker han bondetæften. En øre sparet er en øre tjent. Han trækker på det. Er det nu også nødvendigt? Kunne jeg ikke tage fejl.

”Kan du huske hvad der kom ud for to år siden?” siger jeg. Selvfølgelig kan han det. Retorik. Fikumdik. Han nikker, synker. ”Din søn, er han stadig på Rosenborgholm?” spørger jeg. Denne gang er nikket trægere, hevet ud gennem cerebral væske, tilstoppede bihuler og en guirlande af tabuer. ”Hvad gør de med ham deroppe?” spørger jeg.

”Det ved du godt,” er ikke helt det han siger, men det jeg forstår.

”Der er ikke nogen smågrise til dig her. Det ved du godt, Fridtjof,” siger jeg, anvender hans navn, gør det til en personlig sag. Endelig nikker han for tredje gang og går tilbage til arbejdet. De nyindsatte strækker hals, men jeg er godt skjult.

Når jeg støder på noget på en ny gård, foretager jeg altid aborten uden deres vidende. Blot første gang. Så præsenterer jeg dem for det, der er kommet ud og det er sjældent, jeg har problemer efterfølgende. Jeg tror heller ikke Fridtjof klandrer mig for at hans søns øjne blev som halve hveder på Store Bededag og ordene savlede fra hans læber … og bliver ved med at gøre det.

Ingen fine fornemmelser. Ingen medikamenter. Ingen tid. Fra min taske tager jeg et sæt lange, tynde tænger. En blanding mellem en bidetang og et stykke ståltråd. Bøjet som et L. Et redskab, der som det alment kendte speculum ikke har ændret sig meget de sidste 3000 år. Jeg varmer det kort i hånden, og fører det så ind i soen. Vrikker, vrider, punkterer fosterhinder så de hænger som candyfloss fra børnelæber. En tynd strøm drypper fra det nederste af fissen, ender i halmen. Af farve er det frygtelig, af farve er det forkert. Jeg trækker kun vejret ind gennem munden.

Endnu et vrid, et stik, det er en fægtekamp med fleuret. Først da trækker jeg redskabet ud, tørrer det af i halmen og tager et andet fra tasken. Et aflangt glasrør, todelt med gevind, omkring en halv meter langt, også bøjet som et L. Hun grynter, men prøver ikke at flytte sig længere. Hun sanser lindring. Jeg klapper hende beroligende over den krøllede hale. Sød so. God gris. Jeg skruer glasrørene sammen, og lader dem glide ind i strømmen. De dugger til.

Jeg vender, drejer og da det er helt inde, tager jeg en dyb indånding. Lungerne kilder ribbenene, jeg sætter læberne til røret og puster af al kraft. Det giver et spjæt i hende, jeg holder fast. Smager ild, puster ind. Tre gange. Så hiver jeg glasrøret ud, skyder en spand ind under hende, den slags man bruger til de døde smågrise. Blå, med hank. Den falskfarvede å bliver tykkere, mere plump, fyldes med væv og så udvider hun sig.

Læberne spredes og der kommer væsner ud. Et sted i deres gener er en gris, et meget, meget lille sted. En blottet rygrad, et kranium fyldt med bløde pletter, en alt for lang arm med klov for enden af håndroden. Flere ansigter, delansigter, alt for glatte flader, som hud spændt ud som presenning. Jeg har set tusind variationer over samme tema.Alligevel væmmes jeg. Der er ikke en, men mange. Alle dele hænger sammen, et mylder af lemmer og i midten intentionen om et øje, der blinker uden øjenlåg, men stadig blåt, over noget, der ikke er en tryne, men en næse. Mit hoved ryger op. Jeg kigger på de nyansatte. De to fremmede."