Siden 2011 er Niels Klim-prisen blevet uddelt (se de tidligere vindere her). Det er en science fiction-pris, der har fokus på de kortere former. Derfor er de fire kategorier også novelle, langnovelle, kortroman og oversatte (kortformer). Hvert år bliver der samlet en longlist med alle danske science fiction-udgivelser, så alle har en mulighed for at læse op og efterfølgende stemme. De tekster der får flest stemmer går videre til shortlisten, hvor alle og enhver også kan stemme. Med andre ord er Niels Klim-prisen meget demokratisk og jo flere der stemmer, jo bedre.
Jeg er så heldig at være nomineret i kategorien novelle med min fortælling Itu, der er en del af antologien Universets mørke der udkom på HHP, og det er med stor glæde (og lidt frygt) at jeg noterer mig nok det stærkeste felt nogensinde i den kategori. Glæde fordi det vidner om at kvaliteten af dansk science fiction er på vej op, og frygt fordi mine chancer for at vinde bliver så meget mindre.
Itu er et eksperiment, der til dels bunder i at jeg har hørt på alt for mange mennesker, der er vrede på science fiction. En af de hyppigste anker er at science fiction-forfattere ikke forholder sig til deres tekst - altså ikke handlingen, men teksten selv. At de ikke er bevidst om grammatik, tid, tegnsætning og konstruktion. Ikke dermed ment de er dårlige til at stave, men de giver sig ikke tid til at overveje hvordan deres tekst skal præsentere deres historie (var anken). Da jeg skulle skrive Itu tænkte jeg at jeg ville gå direkte ind i den klandring og forholde mig i ekstrem grad til min tekst. Det endte så med at teksten og fortællingen begyndte at påvirke hinanden så kraftigt, at begge dele blev plastiske. Forvredne, løsslupne og fremfor alt entropiske. I Itu styrter orden til kaos, både på fortællingens, tekstens og endog fortolkningens plan. Ja, det lyder sgu lidt højrøvet, men Itu er også bare en ubehagelig historie alle og enhver kan læse ... og jeg ved at den allerede har givet mindst en person mareridt. Hvis man godt kan li' at snaske i teksten, kan man allerede finde de første tegn på tekstens dekonstruktion i de første afsnit.
Jeg har valgt at lægge min fortælling op her, så du kan læse den og (håber jeg selvfølgelig) stemme på den. Hvordan gør man det? Man følger dette link og derefter instrukserne. Du kan stemme til og med den 30. marts. Tak.
¨
Itu er et eksperiment, der til dels bunder i at jeg har hørt på alt for mange mennesker, der er vrede på science fiction. En af de hyppigste anker er at science fiction-forfattere ikke forholder sig til deres tekst - altså ikke handlingen, men teksten selv. At de ikke er bevidst om grammatik, tid, tegnsætning og konstruktion. Ikke dermed ment de er dårlige til at stave, men de giver sig ikke tid til at overveje hvordan deres tekst skal præsentere deres historie (var anken). Da jeg skulle skrive Itu tænkte jeg at jeg ville gå direkte ind i den klandring og forholde mig i ekstrem grad til min tekst. Det endte så med at teksten og fortællingen begyndte at påvirke hinanden så kraftigt, at begge dele blev plastiske. Forvredne, løsslupne og fremfor alt entropiske. I Itu styrter orden til kaos, både på fortællingens, tekstens og endog fortolkningens plan. Ja, det lyder sgu lidt højrøvet, men Itu er også bare en ubehagelig historie alle og enhver kan læse ... og jeg ved at den allerede har givet mindst en person mareridt. Hvis man godt kan li' at snaske i teksten, kan man allerede finde de første tegn på tekstens dekonstruktion i de første afsnit.
Jeg har valgt at lægge min fortælling op her, så du kan læse den og (håber jeg selvfølgelig) stemme på den. Hvordan gør man det? Man følger dette link og derefter instrukserne. Du kan stemme til og med den 30. marts. Tak.
¨