The Refuge Collection

For et par dage siden smed jeg et link op på min facebook-side. Det fortalte meget kort at jeg nu havde fået en novelle udgivet, som var en del af et koncept ... og så ikke meget mere end det. Dette indlæg vil til gengæld gå meget mere i dybden - så jeg håber du hænger på :)
De sidste par år har jeg forsøgt mig med at komme ud over landets grænser. Det har jeg ikke haft meget succes med, og har fået en del knubs på vejen. De fleste redaktører på blade og magasiner har bare takket nej, enkelte har kaldt mine tekster røvkedelige og forkrampede, og så er der et par stykker, der har taget noget ind. Det har været meget som at starte helt forfra, bare i en meget større andedam, hvor der er rigtig mange fisk og flertallet af dem har tænder (og bazookaer). Der befinder jeg mig stadig, men if at first you don't succeed, try, try and try again. Ved et tilfælde faldt jeg over et australsk projekt der gik under titlen Refuge. Det var stadig i opstartsfasen, og de ville gerne have et par forfattere, der ikke kom fra den engelsktalende del af verden. Så jeg meldte mig.

The head honcho, manden der stod og står for det hele, Steve Dillon modtog min mail og udbad sig noget jeg havde skrevet på engelsk, inden han gav mig et svar. Jeg sendte ham min korte tekst Alchemy, der udkom i Massacre Magazine 3 i 2014, og efter han havde læst den, bød han mig velkommen ombord. Jeg var virkelig glad, for det var fedt at kunne sende noget, der øjeblikkeligt overbeviste modtageren om at jeg var god nok til at medvirke. Og nu til selve Refuge.

Illustreret af Chris Roberts
Refuge er en shared-world serie, hvor alle forfatterne (og illustratorerne) skriver om det samme sted, og bruger hinandens historier til at skabe et realistisk flow. Hvor Refuge ligger, er ikke helt klart. Om det er et drømmeland, Skærsilden, en mental udørk eller bare glemt, fortælles der intet om, men hvad der er helt sikkert er at det ikke er så rart et sted. Refuge er en havneby, rimelig stor og fyldt med alle mulige forskellige mennesker. De fleste af historierne er horror eller weird, eller en blanding mellem disse. Der er både tråde til Lovecraft og Barker :)

Steve og jeg aftalte, at min historie skulle være klar tre måneder senere - det passede også ind i udgivelsesplanen for de første af historierne. De første kom drypvis, men efterhånden blev de samlet i bøger af seks historier. Hver fortælling blev sat til salg for en lille penge, og overskuddet gik til godgørende formål, det samme skete for opsamlingerne. Som forberedelse læste jeg alle de historier, der kronologisk var gået forud for min, og det var både underholdende og hårdt arbejde. Underholdende fordi kvaliteten virkelig var høj og hårdt arbejde, fordi jeg hele tiden måtte tage noter for at sikre kontinuiteten. Flere ideer boblede i mit hoved, men endelig lagde jeg mig fast på en, der fik titlen The Farmer's Tale.
En af de specielle ting ved Refuge er arkitekturen - den er nemlig ekstremt uhomogen, og bygninger af vidt forskellig herkomst står ved siden af hinanden. Derfor valgte jeg at lade min hovedperson Erik bo i et gammeldags bindingsværkshus og være dansk ... eller, det tror han nok han er. Ligeledes var jeg fascineret af selve jorden, for den havde de andre forfattere ikke rørt ved. Undervejs ændrede den titel til The Watcher's Tale, hvilket passede bedre. Historien blev længere end jeg troede, men jeg nåede det inden for deadlinen, og det var med hjertet i halsen at jeg sendte den til Australien.
Fire dage senere kom svaret. Det var en virkelig fed historie, der var kun nogle få rettelser og tilskrivninger og jeg havde fået flettet byen og de andre historier rigtig godt ind. Min historie ville blive sendt til yderligere en redaktør, og der ville komme en illustration. Så jeg omskrev en smule, lyttede til redaktøren og her for lidt over en uges tid siden var den så færdig. Nu er den ude på flere platforme, men du kan blandt andet købe den på smashwords for 99c. Som en lille anekdote var det ubeskriveligt at arbejde sammen med et verdensomspændende team. Jeg havde skrevet historien i Danmark, min redaktør sad i Australien, min anden redaktør (tak, Lee Murray) i New Zealand og, viste det sig, min illustrator (tak, Chris Roberts) sad i Iowa. Snak om at være kommet uden for landets grænser ;)
Men Refuge er så meget mere end mig og min lille historie. Den er en shared-world med over tredive bidragsydere. Den har sin egen enorme hjemmeside. Der kommer hele tiden nye historier og illustrationer, hele overskuddet går til nødlidende,  og hvis du vil være med til at udbrede kendskabet til samlingen kan du tilmelde dig thunderclappet, der løber af stablen her på søndag. Projektet er allerede blevet nævnt i større medier, en af novellerne er prisnomineret og der er virkelig ved at danne sig kendskab til hele projektet. Jeg håber du har lyst til at støtte det gode initiativ.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har fået fornyet blod på tanden med at forsøge mig på engelsk. Samarbejdet under Refuge har været upåklageligt, og følelsen af bare at være velkommen er stor. Det håber jeg at opleve igen i fremtiden.