Februars arbejde 2015

Da jeg stod op her til morgen, var det allerede lyst udenfor. Der var fugle, der amatørisk forsøgte sig med kvidder, men de har heldigvis et par måneder endnu at løbe på, for helt godt var det ikke. Solen skinnede, gaderne var tomme og på den måde forsvandt februar bag mig. Hvis vi er rigtig heldige, har årets anden måned også pakket vinteren ned i tasken og er draget til andre himmelstrøg. Selv om det undertiden var en noget mørk vinter, lykkedes det mig dog at holde fingrene på tasterne.


I februar skrev jeg videre på min roman, men det blev også til en enkelt novelle:

Her er der tegnet ottetaller (6300 ord, fantastisk fortælling)
Et satans arbejde (arbejdstitel, 72300 ord indtil videre) 

Novellen Her er der tegnet ottetaller, tager os med til en lejlighed i en af forstæderne. Kaare Stoltze, politimand, er blevet tilkaldt af makkeren Augusta Wikland. De nikker til hinanden, konkurrenter som de er, og Augusta overlader lejligheden til Kaare. Hvad der møder ham er otte kvindelig, en knust rude og blodige håndaftryk. Så nu er det store spørgsmål: Kan Kaare finde ud af hvad der er sket i lejligheden hurtigere end Augusta?

Det er også blevet til et par Skår til. Inden længe er der nok til at jeg kan forsøge mig med en mosaik.

Håndskrift (om et uskrevet brev, en efterskole og en første gang)
Gallerispil (om to klassiske komponister, en rektor og et røvhul)

I februar måned oversatte jeg novellen Itu, der er med i antologien Universets mørke, til engelsk og den regner jeg med at sende ind til en amerikansk konkurrence, hvor de leder efter meget aparte tekster. Den har fået den engelske titel Riven. I løbet af marts regner jeg med at oversætte Ukrudt, der er nomineret til Niels Klim-prisen. Jeg fik ligeledes skrevet et digt til bogstavet H - der senere på året nok dukker op i en slags samling af forskellige digtere, der gør Halfdan Rasmussen kunstnen efter ... eller rettere prøver på det. Al kødets gang har også været igennem en massiv andenredigering og nu tror jeg ikke der er så meget mere at gøre ved den. Jeg håber blot at den falder i smag, når den inden alt for længe kommer ud. Hvornår ved jeg ikke helt endnu.

Marts måned bliver forhåbentligt måneden, hvor jeg bliver færdig med Et satans arbejde. Det bliver måneden, hvor jeg anmelder en bog inde på Metrord og forhåbentligt måneden, hvor jeg kan anvende en stille uge på at kaste mig over endnu et romanprojekt, der er halvfærdigt. Ligeledes regner jeg med at redigere en ordentlig røvfuld noveller - og når den slags sker, så kan I nok gætte jer til hvad der lurer på horisonten. Alt godt, læs meget og må dagene blive meget længere.