Så er der faktisk gået en måned siden sidste gang vi steg ombord og satte ud på det dybe vand. Nu er det forår, farvandene er isfri og vi har kun brug for en let vindjakke til at tage brodden af Kong Vinters sidste famlende forsøg. Samtidig er det også påske, og en så mørk og lidelsesfuld højtid bliver vi næsten nødt til at stævne ud til 2011. Så løft blikket mod horisonten mens vi glider ud på endnu en tur på Tekstoceanet.
Så kan vi atter se molen, hvor mågerne sidder på deres bundgarnspæle og betragter os i deres evige søgen efter mad. Jeg håber du nød denne tur, som nok tog os gennem mere kontroversielle farvande end vanligt, men den stille sø er ikke altid den mest eventyrmættede. Der er stadig en del destinationer på sejlplanen, så jeg håber du stadig er frisk på at lade vinden fange sejlene når Tekstoceanet kalder igen. Indtil det sker, er du meget velkommen til at lægge dine kommentarer i ris og ros-boksen under roret.
I 2011 havde jeg mere eller mindre permanent lagt digtene bag mig, og fokuserede i stedet for på prosa. Det skulle samtidig blive et ret stort år for mig, da både Faderens sønner og Pandaemonium udkom der, men det punkt jeg vil tale om ligger før udgivelserne, nemlig i foråret. Jeg var i en meget produktiv fase, da jeg lige var debuteret og ideerne stod bare på række. Samtidig var det langsomt ved at gry for mig, at jeg blev nødt til at være meget mere opsøgende mht. oplæsninger og lignende. Derfor lovede jeg mig selv at være åben for det meste, ikke mindst det jeg ikke havde prøvet før.
Jeg har tidligere skrevet om Juleevangeliet, der blev læst i Kristuskirken. Allerede dengang blev vi enige om at gentage succesen, og det skulle vise sig at blive meget hurtigt. I anledning af påsken indbød den daværende præst Alice Sprotte en håndfuld digtere/forfattere (bl.a. René Sandberg, Thurston Magnus og Steffen Baunbæk) til hver især at betragte korsfæstelsen fra forskellige vinkler. Pontius Pilatus, Maria Magdalene, Judas var blandt de udvalgte, og selv fik jeg de romerske soldater, der stod vagt ved korsets fod, og inden da ikke havde været Guds bedste børn (pun intended). Vi havde alle fået at vide, at det vi skrev ikke skulle være rart - tværtimod skulle det være mørkt, modbydeligt og sorgfuldt, ganske som skærtorsdag og langfredag er det. Meget vel, tænkte jeg, og gik i gang med at researche Biblen.
Noget af det første jeg fandt ud af var at de to soldater virkelig var nogle svin. Helt igennem ubehagelige fætre. Det næste jeg fandt ud af var at Judæa af romerne blev betragtet som en udørk og det at være udsendt der var nærmest en straf. Med de to ting rumsterende i knolden, vidste jeg at jeg blev nødt til at portrættere dem som grådige, racistiske, hadefulde, hånende og fremfor alt, respektløse. For på det tidspunkt var der masser af såkaldte messiaser, og hvorfor skulle en romersk soldat se Jesus som noget særligt? For dem var han blot endnu et meget menneskeligt menneske, der døde med lort flydende ned ad inderlårene. Teksten blev grum, den blev nasty og den blev virkelig virkningsfuld.
Alligevel var det med hjertet i halsen at jeg skulle læse den op i Kristuskirken på Nørrebro. Det at stille sig op i et kirkerum og berette noget, der kunne betragtes som blasfemi, var meget grænseoverskridende. Derfor blev jeg også rigtig glad, da min tekst efterfølgende medførte at flere af de normale kirkegængere gerne ville diskutere og snakke med mig. De var især fascineret af den tanke, at ja, selvfølgelig var Jesus ikke på nogen måde guddommelig for romerne. Det var en, der ikke tidligere havde strejfet dem. Hele arrangementet var virkelig godt, sådan et af dem man altid vil huske, ikke mindst fordi den efterfølgende samtale var rigtig frugtbar. Hvad det vil sige at tro, og det syn man har på verden blev vendt. Dermed ikke sagt, at der ikke var nogen, der nok blev stødt over noget af det vi læste op.
Nu kunne historien ende her, men der er lige en ekstra krølle. I går (25/3-16) læste jeg op i Brøndsalen på Frederiksberg. Jeg var blevet specielt inviteret af René Sandberg til netop at læse mit stykke med de romerske vagter op, da det hang sammen med en koncert, hvor sangene tog udgangspunkt i Jesu tanker. Derfor trådte jeg ind på scenen, smed mit medbragte sværd fra mig og gik i gang. Omkring en side inde i teksten rejste tre damer på forreste række sig, pakkede deres tasker og sure ansigter og forlod oplæsningssalen. Først var jeg lidt ked af det, men efterfølgende slog det mig at hvis en tekst kunne provokere så meget, må der være noget i den. Du kan finde teksten nederst og selv vurdere om jeg går over stregen. Jeg postede også et billede på instagram, lige efter jeg havde været på:
Så kan vi atter se molen, hvor mågerne sidder på deres bundgarnspæle og betragter os i deres evige søgen efter mad. Jeg håber du nød denne tur, som nok tog os gennem mere kontroversielle farvande end vanligt, men den stille sø er ikke altid den mest eventyrmættede. Der er stadig en del destinationer på sejlplanen, så jeg håber du stadig er frisk på at lade vinden fange sejlene når Tekstoceanet kalder igen. Indtil det sker, er du meget velkommen til at lægge dine kommentarer i ris og ros-boksen under roret.
