Alice Sprotte

Tekstoceanet - Korshængt (Påsketekst)

Så er der faktisk gået en måned siden sidste gang vi steg ombord og satte ud på det dybe vand. Nu er det forår, farvandene er isfri og vi har kun brug for en let vindjakke til at tage brodden af Kong Vinters sidste famlende forsøg. Samtidig er det også påske, og en så mørk og lidelsesfuld højtid bliver vi næsten nødt til at stævne ud til 2011. Så løft blikket mod horisonten mens vi glider ud på endnu en tur på Tekstoceanet.
 
I 2011 havde jeg mere eller mindre permanent lagt digtene bag mig, og fokuserede i stedet for på prosa. Det skulle samtidig blive et ret stort år for mig, da både Faderens sønner og Pandaemonium udkom der, men det punkt jeg vil tale om ligger før udgivelserne, nemlig i foråret. Jeg var i en meget produktiv fase, da jeg lige var debuteret og ideerne stod bare på række. Samtidig var det langsomt ved at gry for mig, at jeg blev nødt til at være meget mere opsøgende mht. oplæsninger og lignende. Derfor lovede jeg mig selv at være åben for det meste, ikke mindst det jeg ikke havde prøvet før.

Jeg har tidligere skrevet om Juleevangeliet, der blev læst i Kristuskirken. Allerede dengang blev vi enige om at gentage succesen, og det skulle vise sig at blive meget hurtigt. I anledning af påsken indbød den daværende præst Alice Sprotte en håndfuld digtere/forfattere (bl.a. René Sandberg, Thurston Magnus og Steffen Baunbæk) til hver især at betragte korsfæstelsen fra forskellige vinkler. Pontius Pilatus, Maria Magdalene, Judas var blandt de udvalgte, og selv fik jeg de romerske soldater, der stod vagt ved korsets fod, og inden da ikke havde været Guds bedste børn (pun intended). Vi havde alle fået at vide, at det vi skrev ikke skulle være rart - tværtimod skulle det være mørkt, modbydeligt og sorgfuldt, ganske som skærtorsdag og langfredag er det. Meget vel, tænkte jeg, og gik i gang med at researche Biblen.
Noget af det første jeg fandt ud af var at de to soldater virkelig var nogle svin. Helt igennem ubehagelige fætre. Det næste jeg fandt ud af var at Judæa af romerne blev betragtet som en udørk og det at være udsendt der var nærmest en straf. Med de to ting rumsterende i knolden, vidste jeg at jeg blev nødt til at portrættere dem som grådige, racistiske, hadefulde, hånende og fremfor alt, respektløse. For på det tidspunkt var der masser af såkaldte messiaser, og hvorfor skulle en romersk soldat se Jesus som noget særligt? For dem var han blot endnu et meget menneskeligt menneske, der døde med lort flydende ned ad inderlårene. Teksten blev grum, den blev nasty og den blev virkelig virkningsfuld.

Alligevel var det med hjertet i halsen at jeg skulle læse den op i Kristuskirken på Nørrebro. Det at stille sig op i et kirkerum og berette noget, der kunne betragtes som blasfemi, var meget grænseoverskridende. Derfor blev jeg også rigtig glad, da min tekst efterfølgende medførte at flere af de normale kirkegængere gerne ville diskutere og snakke med mig. De var især fascineret af den tanke, at ja, selvfølgelig var Jesus ikke på nogen måde guddommelig for romerne. Det var en, der ikke tidligere havde strejfet dem. Hele arrangementet var virkelig godt, sådan et af dem man altid vil huske, ikke mindst fordi den efterfølgende samtale var rigtig frugtbar. Hvad det vil sige at tro, og det syn man har på verden blev vendt. Dermed ikke sagt, at der ikke var nogen, der nok blev stødt over noget af det vi læste op.
Nu kunne historien ende her, men der er lige en ekstra krølle. I går (25/3-16) læste jeg op i Brøndsalen på Frederiksberg. Jeg var blevet specielt inviteret af René Sandberg til netop at læse mit stykke med de romerske vagter op, da det hang sammen med en koncert, hvor sangene tog udgangspunkt i Jesu tanker. Derfor trådte jeg ind på scenen, smed mit medbragte sværd fra mig og gik i gang. Omkring en side inde i teksten rejste tre damer på forreste række sig, pakkede deres tasker og sure ansigter og forlod oplæsningssalen. Først var jeg lidt ked af det, men efterfølgende slog det mig at hvis en tekst kunne provokere så meget, må der være noget i den. Du kan finde teksten nederst og selv vurdere om jeg går over stregen. Jeg postede også et billede på instagram, lige efter jeg havde været på:


Så kan vi atter se molen, hvor mågerne sidder på deres bundgarnspæle og betragter os i deres evige søgen efter mad. Jeg håber du nød denne tur, som nok tog os gennem mere kontroversielle farvande end vanligt, men den stille sø er ikke altid den mest eventyrmættede. Der er stadig en del destinationer på sejlplanen, så jeg håber du stadig er frisk på at lade vinden fange sejlene når Tekstoceanet kalder igen. Indtil det sker, er du meget velkommen til at lægge dine kommentarer i ris og ros-boksen under roret.

Tekstoceanet - Juleevangeliet (i Kristuskirken)

Det er lidt over to uger siden vi sidst sejlede en tur på Tekstoceanet, og selv det i mellemtiden er blevet december, er hverken de lokale sunde eller det enorme hav frosset til. Vi har været nogle steder efterhånden. En tur til en fest for genrerne, et fugleperspektiv på en Anders And-fortælling, legenden om kvinden, der elskede Bee-Gees og selvfølgelig en omgang rædsel i kanonkabinettet. I dag sejler vi på de milde vinde, vores skib er dekoreret i højtidens farver og vi skal hele vejen tilbage til 2010. Men hold øjnene åbne - det er ikke alle dele der er lige fredelige.
Som jeg allerede tidligere har nævnt, startede jeg med at slå mine folder inde på sitet digte.dk. Ikke alene var det et sted at blive publiceret, det var også et fælleskab som man mødte en masse mennesker igennem. En del af disse også udenfor nettet. I samme periode frekventerede jeg oplæsningsstedet Underskoven meget, og en overgang var jeg der hver anden torsdag like clockwork. Det var et fint sted at få prøvet nye tekster af, og samtidig få bygget sig et netværk. Ved en af disse sessioner mødte jeg Alice Sprotte, der dengang var præst i Kristuskirken på Nørrebro. Hun stod bag et tiltag, der hed Kirke4Byen, der både var et forsøg på at bruge kirkerummet til andet end kirkehandlinger, og et forsøg på at nå folk, der ikke normalt gik i kirke. En af de måder var at tolke anderledes på allerede kendte fortællinger fra Biblen.

Kristuskirken
Et par uger (som jeg husker det) efter vi havde snakket sammen, indkaldte Alice til et møde i kirken. Ideen var at samle et hold, som skulle tage et alvorligt (og humoristisk) kig på Juleevangeliet, og efterfølgende optræde med det til en event i kirken. Holdet var en blanding af folk, der kom i kirken til daglig, og lyrikere/forfattere, der arbejdede med skrivning. Med lige dele kaffe og pebernødder i munden fandt vi frem til en model, hvor vi fortolkede juleevangeliet hos to af evangelister: Matthæus og Lukas, hvis jeg ikke husker helt galt. Det var en spændende opgave, og jeg gik derfra med en god fornemmelse omkring projektet. Ikke mindst fordi vi havde fået frie hænder. Blandt de andre medvirkende skribenter var Thurston Magnus og Katrine May Hansen.

Det er ingen hemmelighed at jeg kommer fra et hjem hvor det der med religion var noget andre brugte. Som jeg husker det, var det kun min farmor og mor, der kom i kirken juleaften, og ellers så forstyrrede vi ikke folkekirken unødigt. Dermed ikke sagt, at jeg ikke blev opdraget til at være et vidende og rummeligt menneske, så religion var som sådan ikke ilde set hos os, og selvfølgelig kunne man salmerne, uden at kigge i salmebogen. Jeg kendte bibelhistorierne godt og grundigt, ikke mindst på grund af lærer Steen, der i de små klasser havde undervist i kristendom ved at give os en masse tegninger vi så kunne farvelægge, mens han fortalte. Interessen havde jeg holdt ved lige, da jeg alle dage har fundet myter og religion et uudtømmeligt skatkammer af tanker og ideer til historier. Derfor gik jeg frejdigt i gang.

Jeg havde fået rollen som Gud (hvilket matchede mit ego), og af præsten var jeg blevet stillet følgende spørgsmål: Hvilken slags far er du i grunden, når du sender din søn ned til forfølgelse, lidelse og død? Hvad havde du egentlig tænkt dig? Eventet gik under navnet Et krybespil, og det kan du selv få lov til at fortolke på. Hvordan jeg svarede på de store spørgsmål, kan du læse helt nede i bunden. Hele aftenen forløb rigtig godt, og faktisk var det så stor en succes, at hele konceptet blev forstærket, forbedret og gentaget senere - men den historie er den slags, der må vente til en anden god gang. 
Så må vi hellere se om vi kan finde hjem, inden det blæser for meget op. Kong Vinter er måske i godt humør, men det er aldrig til at sige hvornår han bliver muggen igen, og det er ikke spor sjovt at være i havsnød i december. Jeg håber du nød turen, og lyden af de blafrende sejl, og at du måske har lyst til at smide en kommentar et sted. Hvem ved. Måske er det først til næste år vi atter tager et smut ud på Tekstoceanet, men bare rolig. Du skal ikke løse ny billet. Den du har tæller også næste gang!