Tatovering

Februars arbejde 2016 - om Ulysses, tatoveringer, støtteprojekter og småfiktioner

Hurra! Årets sidste vintermåned er nu aldeles færdig, og jeg har været rigtig glad for at februar havde 29 dage i år, for ellers havde der under ingen omstændigheder været tid eller plads til alle mine projekter. Der har været mange dage, hvor jeg bogstaveligt talt er løbet for at kunne nå hvad jeg skulle, og følelsen af det er en blanding mellem euforiserende og udmattende.

  
Ofte skriver jeg noveller uden som sådan direkte at have et sted, eller øjeblikkeligt formål til dem. Det var anderledes i denne måned, da alt hvad jeg skrev hurtigt kom i brug.

The watcher's tale (7800 ord, horror, engelsk)
Om blod og blæk (2900 ord, horror)
February Fiction (29 x ca. 100, alle genrer)

Novellen The watcher's tale er på engelsk, og som sådan noget jeg kun gør meget sjældent. Den er skrevet til et joint world-projekt, kaldet Refuge som den britisk-fødte australier Steve Dillon står for. Det er en charity, et godgørende projekt, der især støtter flygtninge. Min fortælling handler om Erik, der kigger på ting, smager ting og hører ting. Han har en gård lidt uden for byen, der hedder Refuge, og en dag da han er inde med varer, gennemrystes alting af et jordskælv, og med et går alle hans sanser fuldkommen amok.

Om blod og blæk er en weird horror-fortælling om Thomas, hvis morfar gennem hele hans barndom fortalte om atramento, blækket i tatoveringer, ikke som noget farve, men som noget mærkeligt levende. Da han bliver smidt ud hjemmefra, springer han på et tog og ender i den anden ende af Europa, i den italienske havneby hvor hans morfar fik lavet en helt speciel tatovering. Der går han på udflugt efter svar, og finder så mange at de omdanner sig til spørgsmål igen.

February Fiction var et tiltag, hvor man hver dag i februar skulle skrive en kort tekst. Reglerne var simple. Det måtte max. være 100 ord langt, og der skulle tilstræbes en begyndelse, en midte og en slutning. Teksten skulle udgives online. Det lykkedes mig at skrive alle 29, men desværre udgav jeg dem på twitter, hvor de ikke fik så meget opmærksomhed. Da jeg selv synes der er mange gode imellem, har jeg valgt at oprette en side til dem alle her på min blog. Den kan du tage et kig på ved at følge linket .. og her kommer også en enkelt smagsprøve :) 

Tryk for at gøre større.
Heldigvis nåede jeg også ud af huset et par gange i løbet af februar. Først gang var den 2. februar, hvor jeg sammen med 17 andre oplæsere deltog i en synkronoplæsning af Ulysses af James Joyce på Frederiksberg Hovedbibliotek. Det var ret fedt, og ret sært, og heldigvis var Manfred Christiansen der til at optage både lyd og billede. Derfor kan du få begge dele. Øverst er det mig der læser op, nederst kan man høre det sært maniske kaudervælsk, der næsten er forståeligt. Eller, sagt på normalt dansk, det er sådan det lyder når 16 mennesker læser op i munden på hinanden. Mente du ikke 18? Nej. For de sidste to stod ude i forhallen, mens vi andre 16 fyldte det store rum ud 


Som I kan se, står jeg lidt og gynger frem og tilbage. Det er der faktisk en grund til. Hvert kapitel i Ulysses er skrevet i en unik stil, og kapitel 15 (som jeg læste fra), er skrevet som et skuespil. Derfor blev jeg nødt til hele tiden at være i bevægelse, hvis det blev nødvendigt at fare frem, gestikulere, råbe, løbe på stedet eller alle mulige andre ting. Alle oplæserne var på en fuld klokketime, og i løbet af den tid nåede jeg at være over 20 forskellige figurer. Denne oplæsning står helt sikkert som en af mine vanskeligste til dato, men også en af de sjoveste ... men jeg kan godt afsløre at man er en smule tør i halsen efter 60 minutters non-stop Joyce.



Min anden optræden lå i den anden ende af februar, meget passende. Det var lykkedes mig at få et samarbejde mellem tatovørforretningen Wicked Workshop og Dansk Horror Selskab op at stå, en oplæsnings/signeringsevent i horrorens tegn, og en del af KBH Læser-festivalen. Eventet strakte sig fra klokken 11 om formiddagen til 22 om aftenen, og du kan se hvad du gik glip af lige her. Der var signeringer ved John Kenn Mortensen, og oplæsninger ved Michael Kamp, Patrick Leis og Steen Langstrup. Selv gik jeg på som den sidste, og læste Om blod og blæk op - den, der var skrevet specielt til lejligheden. Det virkede som om publikum virkelig synes den var fed, for min applaus var massiv og vedholdende. Desværre er der ingen optagelse af netop den fremførsel, men i det mindste er der et billede eller to
Fra venstre: A.Silvestri, en fanboy, Patrick Leis og Steen Langstrup.
Det var virkelig unikt at læse op i en tatovør, for hele det lille rum gav bare en ekstra bid uhygge til de fire fortællinger. Det gjorde absolut heller ikke tingene værre, at der var kommet så mange som der kunne være. Hvem ved, måske gentages succesen på et tidspunkt. Det har i hvert fald fået mig til at tænke i alternative oplæsningslocations - for hvorfor dog ikke inddrage det rum man står i? Hvis man vil se flere billeder, kan de findes på min Instagram.

Phew - så nåede vi i mål. Det var godt at få min måned ned på skrift, og jeg håber du/I har lyst til at smide et ord eller to. Ellers er der vel ikke så meget mere at sige end at jeg håber vi går en lys og varmere tid i møde. Ciao!