Rapport fra forfatterværkstedet 2

Der har været lidt stille her på bloggen, men det har heldigvis været af alle de rigtige grunde. Det værste er, hvis man ikke har noget at fortælle. Mit problem har i de første 20+ uger af 2018 været, at jeg havde alt for meget at fortælle. Derfor er jeg begyndt på at lave en uge-rapport på min fanside på Facebook. Den kommer hver søndag omkring middag, og du er velkommen til at følge mig derinde. Ligeledes opdaterer jeg dagligt på min Instagram. Med det sagt, er her en opsamling på hvad jeg egentlig har brugt tiden til siden midt i marts.

Skrivning

antarctica-548688_960_720.jpg

I de sidste tre måneder har der været gang i en del nye tekster. De fleste af dem har været med henblik på udgivelse, enten i en konkurrence eller ved bestilling, men jeg bliver samtidig ved med at skrive det lidt anderledes. Flere af teksterne vil med garanti udkomme i den nærmeste fremtid:

Tinderbitch (horror, 8200 ord) indsendt til konkurrence.

Professor Adamsens ufuldendte (science fiction, 10500 ord)

Annes smil (weird, 1800 ord)

Til polen, hurra! (steampunk, 7700 ord) udkommer i steampunk-antologi.

A minuet of corpses (engelsk, science fiction/horror, 6400 ord) udkommer i antologien Beyond the infinite

I Tinderbitch er Yvonne et splintret menneske, der kun kan være stærk på Tinder, Professor Adamsen er fascineret af Samuel Taylor Coleridges episke digt Kubla Khan, Annes smil er altid det uforanderligt samme, i Til polen, hurra! hyldes et prægtigt maskineri, der vil sikre at Danmark bliver den første nation på Sydpolen og i A minuet of corpses spjætter de døde i dans omkring kunstige planeter.


Arbejde på manuskripter

malis-henderson-headpieces-accessories-tulle-bridal-veil-with-sparkle-33629783.jpg

Præcis som i de første par måneder af 2018, har jeg i de sidste tre måneder arbejdet mere eller mindre non-stop på de bøger, der kommer ud i efteråret. Nogle af dem venter lige på den anden side af sommerferien, mens andre kommer ud omkring BogForum. I hvert fald er der en del på horisonten.

King: Min billedroman er helt færdig, den er blevet korrekturlæst, sat op og alting sidder lige i skabet. Nu er det blot at vente på at der bliver trykket 'print' og derefter hvordan den bliver modtaget. Jeg har ikke tidligere lavet en billedroman, eller omskrevet en af mine gamle historier, så den er lidt en særlig satan!

Jeg ved godt du er der/Sølvsilkenætter: Min tredje opsamling er omskrevet, og ligger lige nu hos redaktøren til gennemsyn og ændring. Titlen er endnu ikke klar, men jeg kan med glæde fortælle, at Anna Degnbol også laver den tredje forside. I denne omgang kommer det til at handle om monstre og dilemmaer, for selv om man har at gøre med grumme sager, er der næsten altid stadig et valg.

Slør: Min horror-roman Slør mangler min sidste gennemarbejdning, og så er det ellers af sted til forlaget. Slør er ganske speciel, da alle dens hovedpersoner er kvinder, og jeg har anvendt stilistiske greb fra de gamle Hammer-film fra 1960erne og frem. Det skaber tilsammen en dobbelt fortælling om frygt og skyld. Jeg regner med at den udkommer op til BogForum.

For tiden arbejder jeg ikke på noget i roman-længde, men hvem ved om det ikke snart kommer! I hvert fald har jeg et research-materiale af titanisk størrelse liggende, og jeg kan mærke, at det er lige før jeg har nok.


Nye udgivelser

Siden sidst er det eksploderet på udgivelsesfronten. Ikke alene har jeg fået to selvstændige udgivelser ud, det er også blevet til en deltagelse i en antologi. For at blive i antologi-delen, har jeg også lige nu tre forskellige fortællinger ude i det samme antal konkurrencer, og jeg ved, at en af dem allerede er blevet antaget.

eIU7t2J5X99UmAwJmN9nlw.jpg

Scener fra et parforhold: For en måned siden udkom min mosaik-roman Scener fra et parforhold på forlaget DreamLitt. Den tog mig fem år at skrive, og er et oplevelse at læse. Den leger med genrer, forventninger og mest af alt afkræver den læseren spørgsmål. Scener fra et parforhold er et spejl af papir ... men heldigvis følger der også et soundtrack med. Du kan læse mere på bogens side, hvor du også kan erhverve dig et eksemplar, eller måske tage et kig på mit blogindlæg om værket.

FebruaryFICTION: Til Lille Bogdag midt i maj udkom mit samarbejde med forfatteren A.Rune, nemlig vendebogen FebruaryFICTION. Vi havde hver bidraget med 50 af vores bedste mikrofiktioner skrevet de sidste par år, og resultatet er blevet en ret særlig bog, der ikke alene er lige til at gå til, men som nok også kan begejstre mange forskellige aldersgrupper. Du kan læse mere på bogens side, hvor du også kan erhverve dig et eksemplar, eller måske tage et kig på mit blogindlæg om værket.

#moderneeventyr: Sidste år indkaldte forlaget Siesta til en antologi om moderne omskrivninger af kendte eventyr. Jeg valgte H.C. Andersens Historien om en moder, og eventyrantologien udkom i sidste uge. Eventyrerne er mest rettet mod unge læsere, og jeg håber at min mørke og mekanik-fyldte udgave af HCs filosofiske fortælling vil forstyrre et par læsere eller to. Du kan erhverve dig et eksemplar her.


Afrunding

2018 bliver et helt afsindigt år, og jeg klæder mig virkelig til at stå nytårsaften, og se tilbage på det. I de næste par måneder er der også nedslag i kalenderen. Jeg skal færdigredigere en ungdomsbog, jeg skal være dommer i en novellekonkurrence og jeg skal holde oplæg om mit forfatterskab. Ligeledes sker der andre og spændende ting i kulissen, så jeg har spændt hjelmen og gør mig klar til udforske det næste halve år.