For et par måneder siden udkom min tiende bog, Scener fra et parforhold, hvis forside er noget ganske specielt. Netop den forside var der en del tovtrækkeri omkring, og det fik mig til at tænke over mine egne forsider, og hvad man egentlig vil opnå med en forside. Af den tanke blev dette indlæg født.
Forsiden er det første, man som læser ser, og derfor skal den helst være blikfang og samtidig matche bogens indhold. Stærke farver, omrids af mennesker og symmetri er klassiske elementer, der virker. Når det kommer til mine bøger, har jeg et sæt ideer, jeg synes er vigtige. Hvis min bog tilhører de fantastiske genrer, vil jeg meget gerne have, at forsiden er et fotografi, ud fra den tanke, at mange stadig tænker fantastik som BU-litteratur, og en tegnet forside understreger den tanke (tænk bare på de gyselige YA-fantasy, hvis forsider alle ligner hinanden. De er enten illustrerede, eller er portrætter photoshoppet til uigenkendelighed). Hvis det er realistisk, vil jeg derimod gerne gå i en mere grafisk og symbolsk retning. Herunder vil du kunne læse om mine forsider, hvilke tanker der stod bag dem, og måske en anekdote eller to. Jeg kan ikke garantere, at du kan bruge det til noget, men hvem ved, måske bliver det underholdende alligevel. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, da det ellers vil blive en ren mur af information.
Køtere dør om vinteren (2010) var min debut, og mange af novellerne er kolde og hårde. Der er også en stemning af noget forladt og efterladt, noget glemt og gemt i de mange noveller, og det reflekterer forsiden. Efter flere bud besluttede vi os for det lidt forblæste vinterlandskab, hvor der trods alt står lidt målepinde, og en fjern bænk. Et løfte om at der findes liv, eller vil komme til det. Den klare, grønne farve gør kanterne skarpe, og understreger at nogle af disse historier kan man slå sig på. Forsiden er udført af Sophie Ivara Vinther Andersen, og et sjovt element er, at denne udsigt ikke findes længere. For på den tomme plads bag den hentydede indgang mellem de to pæle, ligger der nu et hus. Det kan man så tolke yderligere på, hvis man ønsker det. Fonten er en klassisk skrivemaskine, der leverer titlen uden så mange dikkedarer. Jeg er stadig meget tilfreds med min første forside, men jeg har egentlig aldrig hørt hvad andre mente. Det kan være, at jeg kommer til det nu.
Faderens sønner (2011) udkom på SFC, og denne gang blev der arbejdet lidt med kontrasten mellem det blå og gule/gyldne. Noget mørkt og noget lyst. Det er Manfred Christiansen, der har udført forsiden, og ham, der oprindeligt foreslog billedet af de mange statuer. De er hugget i træ, altså noget organisk, der umiddelbart ligger fjernt fra science fiction, men i baggrunden er der et hval-lignende væsen, der måske kunne være fra et andet sted end her. Samtidig er forsiden inspireret af de gamle Stig Vendelkær-science fiction, hvor omslaget ofte var lidt sært og skævt. Der er noget længselsfuldt over statuerne. Den enlige kvinde står blottet og søgende, manden og kvinden i forgrunden har vendt hinanden ryggen. Der er noget på spil, og netop det menneskelige drama spiller en stor rolle i mange af samlingens tekster. Det ser ud som om alle elementerne står på en scene. De optræder. Og hvad er det sorte, der i kager, løber ned over mandens bryst? Fordi forsiden var så aparte, valgte vi at føje titlen til i skinnende digital skrift, så alle var helt med på, at det handlede om science fiction. Det er en forside, hvor man kan blive ved med at opdage nye detaljer.
Pandaemonium (2011) var min romandebut, og en murstenszombiesplatterroman (fandeme et langt ord) kunne jo ikke have anden forsidefarve end rød. I tåger ligger en kvinde og rækker frem mod læseren. Hjælp mig, er det som om hun siger. Hendes hånd er i forgrunden, gulvet er sprøjtet til i blod og helt nede i hjørnet sidder en enkelt flue. Forsidebilledet fortsætter om på bagsiden, hvor man i samme tågede stil kan se mere af hendes krop. Ideen til forsiden kommer fra en af bogens tidligere scener, hvor der sker en fødsel i en lejlighed på Nørrebro. Det er ikke en vanlig fødsel, nejnej, det er en af de helt hampre, hvor grimheden males med bred pensel. I den scene er der en blodindsmurt og liggende kvinde. Fluen er blevet photoshoppet ind i billedet, da fluer er ret væsentlige i Pandaemoniums univers. De er blandt andet en væsentlig faktor i den oprindelige zombiesmitte. Selv om forfatternavnet og titlen er sat i forskellige fonte, er de begge udelukkende i versaler, for at understrege at det her er en monumental bog, og med sine 800 sider er det ikke en løgn. Forsiden er ikke elegant, men den er effektiv og ærlig. Og så er den genkendelig på lang afstand, hvilket heller ikke er så dårligt.
Optisk bedrag (2012) udkom på forlaget Hexameter, det samme forlag der udgav min debut. Alle novellerne i Optisk bedrag handler om hvordan man anskuer verden, eller hvordan man opbygger en forventning om hvordan verden bør være. Fotografiet, der ligger til grund for forsiden, er taget af den japanske kunstner Kumi Yamashita og hedder from A to Z. Hun arbejder især med lys og skygge, og da vi så hendes værk, var der ingen tvivl. Det var det, der skulle være forsiden. At lade lys danne skygger, at lade præcise elementer som bogstaver danne noget så udefinerbart som et menneske matchede tanken bag novellesamlingen, og derfor blev billedet slet ikke manipuleret (bortset fra titlen). Læg dog mærke til, at i titlen er R'et blåt, mens resten af teksten er hvid. Er der en dybere mening med det, eller er det blot for at pirke til beskuerens øje? Det vil jeg ikke fortælle. Fonten er lige ud ad landevejen, men læg alligevel mærke til O'et i Optisk. For er det et O eller er det et 0? En spændende ting ved forsidens optiske illusion er at mange i første omgang ikke ser skyggen, men kun de belyste bogstaver. Det er først, når bogen lægges på siden, at de opdager omridset. Det matcher igen mange af bogens tekster, da de alle har et dybere lag end blot ordene på siderne. Der er herligheder gemt mellem linjerne.
Ambrosia/Live (2014) er en særlig sag, da den har to forsider, og derfor to tanker. Direkte inspireret af kiosklitteraturen, pulpen, fra 1970erne, hvor man kunne købe en bog med to korte romaner slået sammen til en. Ofte var romanerne af forskellige forfattere, og det blev hyppigt gjort med krimier og thrillers. Ydermere var historierne sat op modsatrettet, hvilket betød, at man skulle vende og dreje bogen. Selve Ambrosia/Lives forsidebilleder er ikke den store tanke. Ambrosia starter med en enorm udgravning, så derfor en spade stukket ned i jord. Live handler om en fødsel, der bliver filmet, så derfor en kameralinse. De gamle filmstrimler på skrå blev valgt fordi begge historier har noget filmisk og dramatisk over sig, noget, der nok ville kunne begå sig på en scene. Det forskudte, hvor noget af det forrige/næste billede kan ses giver dynamik og bevægelse, og fodrer yderligere tanken om noget filmisk. Da bogen lod det være op til læseren selv, hvor denne ville starte, havde vi et langt hovedbrud om hvor stregkoden skulle stå. Den endte på Live, men i bakspejlet skulle vi måske have sat den på begge sider? Med to forsider to forskellige fonte. Ambrosia er eventyrlig og fantastisk, så derfor blev det en blød font. Live er mere direkte og formidlende, så derfor den bastante font. Den grå baggrund trækker ikke fokus væk fra billederne. Forsidens billeder fortsætter også ind på flapperne. På trods af de store forskelle, er forsiderne alligevel symmetriske. Dette blev valgt, da de fortællinger er bygget over de samme fire grundelementer, hvoraf det ene er en fødsel.
Det var så de første fem, og jeg håber du har lyst til at læse med i anden del, hvor vi glider fra det mere fotografiske over i det grafiske.