For de af jer, der har stukket snuden dybere end til spidsen i mit forfatterskab, kan det ikke overraske, at jeg er lidt af en sucker efter at afprøve nye former og formater. For mig er det en af søjlerne i det at være forfatter, konstant at forsøge at udvikle og udfordre sig selv. Det er sådan man vokser som kunstner. Derfor fangede konceptet FebruaryFICTION også med det samme min interesse, da det blev lanceret i 2016.
Det var forfatteren A. Rune, der stod bag det. Han var inspireret af Inktober, der er skabt af Jake Parker i 2009, men hvor Inktober handler om at det visuelle, nemlig at tegne og illustrere, handler FebruaryFiction om det skrevne ord. I 2016 åbnede A.Rune for konceptet, der i sin enkelhed gik ud på at skrive korte tekster. Disse måtte ikke være over 100 ord, og man skulle tilstræbe en begyndelse, en midte og en slutning, eller som jeg ser det, en form for narrativ. Hver fortælling skulle publiceres, helst online, og med hashtagget #februaryfiction. Men det kan du alt sammen læse mere om på den officielle hjemmeside.
I hvert fald tænkte jeg at det lød sjovt, og så kastede jeg mig ud i det. Jeg skrev de små fortællinger mellem alle mine andre tekster, og det gik hurtigt op for mig, at det var udfordrende hver dag at skulle skrive en ny fortælling. Det satte konstant min kreativitet og tanker på en prøve. Dernæst kunne jeg godt lide rammerne. At skulle skrive klart og præcist, at vælge hvert eneste ord med omhu, at hugge fra og lægge til. Det var ikke strengt nødvendigt at skrive en ny FebruaryFICTION hver dag i februar, men det gjorde jeg selvfølgelig, fordi sådan er jeg. Og da februar 2017 ankom, var jeg med ombord. Jeg skiftede udgivelsesplatform fra Twitter til Instagram, hvilket gjorde at mange flere nu kommenterede mine ord. Da det blev 2018, var jeg med for tredje år, og da måneden var slut, tænkte jeg: De her små fortælllinger ville egentlig også gøre sig godt i en bog.
Der var ikke langt fra tanke til handling. Forlaget SMSpress, jeg vidste tidligere havde arbejdet i lidt andre formater, som f.eks. Bianca Fløes lækre @trylleformuleringer med Instagram-poesi, var med det samme med på ideen, og det samme var konceptets skaber A.Rune. Og så gik det hurtigt. A. Rune og jeg mødtes med SMSpress, og en måned senere skulle manus ligge klar. Vi skulle hver sende 50 af vores bedste FebruaryFICTIONs, og tilsammen ville de danne ikke alene en bog, men også en reklame for konceptet. Som sagt, så gjort. I konceptets ånd smed jeg en del af udvælgelsen ud til mine følgere på Instagram, og de valgte omkring 20 af de tekster, der i sidste ende kom med i bogen. Resten stod jeg for. Og så blev der ellers finpudset, tilrettet og omskrevet. To måneder efter mødet, udkom FebruaryFICTION på Lille Bogdag i Charlottenborg Kunsthal, og aldrig har jeg oplevet et projekt blive skudt af med en sådan fart. Måske var det fordi det hele vejen var drevet frem af begejstring?
For der var lidt uenigheder undervejs. Jeg ville f.eks. gerne beholde de forskellige fonte og baggrunde, jeg havde brugt på Instagram, men det viste sig vanskeligt. Det første udkast til bogens design brød hverken A.Rune eller jeg os om, og bogen gik fra at være en kvadrat til en mere normal bogform. Det var også lidt underligt og nyt at arbejde sammen med en anden forfatter, og det var ikke alle ting vi så lige ens på. Heldigvis fik vi snakket os godt ind i hinanden, og slutresultatet var helt fantastisk. Der var virkelig tænkt over det. Mine fortællinger var blå, mens A.Runes var røde. Bogen havde to forsider, ikke en, så den skulle vendes. Forsiden var meget glat, mens siderne var ru. Op til lanceringen havde Christian Winther fra SMSpress skilt en skrivemaskine ad, og malet den i to farver. Den lille gimmick vakte virkelig folks opmærksomhed.
Heldigvis var det også blevet til lidt scenetid på Lille Bogdag. A. Rune og jeg indtog scenen, hvor vi satte os på nogle blide hynder tæt ved publikum, og snakkede både om konceptet, vores bevæggrunde og hinanden. Vi læste egne tekster op, og vi læste hinandens tekster op, og publikum var både med og interesserede. Og så var det meget rart at jeg til allersidst blev bedt om at "læse den med kattene op" - det er fedt, når folk kender ens værker!
Bogen endte på 100 fortællinger, nogle alvorlige, andre sørgelige, andre igen sjove og jeg er ikke i tvivl om at bogen vil ramme mange, også folk der normalt ikke læser. Det korte format kan bare noget helt særligt. Jeg vil ikke fremhæve nogle af teksterne, da jeg er overbevist om at de forskellige læsere hver især nok skal finde deres egne favoritter!
FebruaryFICTION fortsætter som koncept til næste år, og både A.Rune og jeg er allerede del af et undervisningsforløb på portalen Clio Online, der netop beskæftiger sig med den korte fiktion. Hvis du har lyst til at erhverve dig bogen, kan du købe den ved at følge linket ... eller skrive til A.Rune eller mig. Og hvem ved ... måske kommer der en opfølger en gang i fremtiden!
Tak fordi du læste med.