Der har været meget stille på bloggen siden jeg skrev min rapport sidst. Det er der flere grunde til. Nogle af dem kan du læse her, andre må du vente med. I modsætning til det foregående årti, har forfatterværkstedets maskiner kun snurret i laveste gear. Der er ikke megen glæde, der driver værket, og jeg holder kun lige min egen skrivning ved lige, efter at jeg tidligere på året fuldkommen mistede lysten til at sætte ord på papir. Jeg føler mig lidt som en gammel traktor, der er sat til side i laden. Af og til hælder jeg lidt olie ud over maskineriet, for at de bevægelige dele ikke skal ruste helt sammen, men jeg er endnu ikke vendt tilbage til førersædet. Jeg har dog søgt dybt i mig selv efter noget, der gav glæde, og hvad det er, kan du se nederst i dette indlæg.
Skrivning
Siden marts er det primært blevet til tekster, hvor jeg arbejder plotløst og intuitivt. Jeg skriver for at undgå rust.
Kødets brænding (science fiction/erotik, 3900 ord)
Menneskehavet (weird, 3700 ord)
På loftet står en kuffert med ti ting (eksperimenterende projekt, X ord)
De hjemløse (fantastisk fortælling, 10800 ord indtil videre.)
Arbejde på manuskripter
På manusfronten har jeg et par ting i pipeline, og alt tyder på, at jeg i løbet af 2019 får et par udgivelser.
Et satans arbejde: Efter mange års arbejde og endnu flere omskrivninger, har min sære roman om flyttemanden Asger, der skal flytte en del af Helvede, fået sig et hjem. Det er forlaget Brændpunkt, der har taget den til sig, og lige nu ligger manus hos redaktøren. Hvis alt flasker sig, udkommer Et satans arbejde op mod BogForum.
Tre: Jeg afleverede manus til Tre til forlaget Kandor den 1. april, men har endnu ikke hørt tilbage fra redaktøren.
Nye tekster
Som jeg har gjort det sidste årti, sendte jeg tre science fiction-tekster ind til SFCs årlige antologi Lige under overfladen, og dejligvis kom jeg med igen. Denne gang med teksten Beautiful Budapest, der er opstillet som et spørgeskema og hvor læseren er vidne til et sprogligt opgør mellem forstenet østligt bureukrati og smartasset forretnings-speak fra Vesten. Den udkommer til efteråret i antologien Sandsynlighedskrydstogt.
Ligeledes til efteråret udkommer den internationale antologi Horror Without Borders, hvori jeg repræsenterer Danmark med teksten I love you, der er sørgmodigt modbydelig.
Andre projekter
Mens der har været stille hos mig selv, har jeg kastet mig over andet og andres projekter i stedet. Til efteråret skal jeg være huskunstner på Museum Obscurum i Nykøbing Falster. Her skal jeg undervise folkeskole- og gymnasieelever i skrivning og virkelighedsopfattelse, og jeg ser frem til at prøve kræfter med en helt ny nuance af det at være forfatter. Jeg har været redaktør på to bøger - en bog på engelsk, der er en blanding af horror-fiktion og afhandling og handler om survival architecture, altså arkitektur designet til at modstå et væld af katastrofer, og på en dansk YA-roman, der handler om en ung mand der bor hos sin morfar, der langsomt udvikler symptomer på demens. Lige nu sidder jeg og designer et undervisningsmateriale til bogen SKUNKS af Line Leonhardt og Dorte Schou, og jeg glæder mig til at synke helt ned i det arbejde. De næste par måneder bliver også spændende, da jeg blandt andet skal til Odense og Ebeltoft for at snakke om genrelitteratur.
Katte
I et forsøg på at hive mig selv op ved håret, har jeg ledt efter noget, der ubetinget giver mig glæde. Og måske har jeg fundet det i katte. Jeg har alle dage været meget glad for de pelsede kræ, så meget, at jeg aldrig har anskaffet mig en, da jeg bor i lejlighed. Nu prøver jeg at bruge den glæde til at finde energi, og derfor skriver jeg på et værk, der indtil videre hedder 100 historier om katte, der gør katteagtige ting på katteagtige måder. Det er historier om tåbelige katte og søde katte, historiske katte og fremtidskatte, egyptiske katte og kattebakker, irriterende katte og nuttede katte, filosofiske katte og katte, der er dummere end alle sæsoner af Paradise tilsammen og alt muligt andet, der er kattet. Nogle af historierne er sande. Andre er løgn. Nogle er midtimellem. Det er sådan lidt barnligt og tåbeligt, men måske har jeg brug for at gøre noget, der netop er det. Om det bliver til en bog, ved jeg ikke. Måske er det heller ikke så vigtigt.
Afrunding
Traktoren står stadig i laden. Men jeg har fundet nederste trin på stigen, der leder op til førersædet.