Det er ingen hemmelighed at min femte bog kom på gaden her først på måneden. Den 7/5-14 var der reception for værket og nu kommer så den lange ventetid, inden anmeldelser og forhåbentlig en lektør ruller ind. I mellemtiden skal I dog ikke snydes for at høre lidt mere om hvad Ambrosia/Live er for en satan.
I 1960'erne (og sikkert før det) herskede kiosklitteraturen i Danmark. Det drejede sig oftest om amerikanske historier, skrevet af mere eller mindre ukendte forfattere. Kvaliteten af historierne var meget svingende, men oftest langt bedre end kvaliteten af papiret, der var lige til at udvandre til Ukraine over. En helt speciel afart af disse bøger havde to forfattere. Derfor måtte der også to forsider til. Og som om det ikke var nok, skulle man også vende bogen, når man ville læse den anden historie. De to historier/forfattere havde som regel intet at gøre med hinanden, ud over et nødtørftigt genresammenfald og kunne uden problemer læses hver for sig. På en og samme tid fandt jeg det genialt og banalt. Det var fedt at man kunne præsentere to forfattere i den samme bog, men det var tåbeligt at deres historier ikke rørte hinanden. Tanken om at det måtte man gøre noget ved, ramte mig første gang tilbage i starten af århundredet. Og så, i slutningen af 2012, dukkede den op igen, fordi jeg var så heldig at finde en brik jeg manglede.
Helt tilbage i 2007 skrev jeg en lang fortælling om en meget stor, gravid kvinde, der bliver fundet indeni Yding Skovhøj. Det var en af mine første historier med et bredt persongalleri, forskellige mennesketyper og flugtende plot. Den blev færdig ... og så lå den der og kiggede på min harddisk. Jeg kunne rigtig godt lide den, og ikke mindst de historieelementer jeg havde anvendt. I 2012 skete det så, at jeg skrev kortromanen Live. Jeg var også ret vild med den histories elementer, og så var det at det slog mig hvorfor. Jeg havde nemlig brugt dem før. Men på en helt anden måde. I kortromanen Ambrosia. De to historier var forvrængede spejle af hinanden.
Pausegris. Hvad er en histories elementer? Det er de byggesten, der udgør en fortælling. Tag nu f.eks. Rødhætte. Elementerne i den historie er bl.a. en ydre fjende, en levering, et område der er let at fare vild i, en ung pige og en god morale. Det er alt sammen fint nok. Elementerne i Rødhætte kommer i den rækkefølge vi kender og ender selvfølgelig med at vi har lært noget alle sammen. Men kunne man forestille sig at skrive en fuldkommen anderledes historie med Rødhættes elementer? Ikke kun udskifte et enkelt element med et andet, men jonglere med dem og så se resultatet? Lægge mere vægt på et lidt overset område og nedtone et af de store områder? Det kunne man nok. Måske ville det blive godt, måske dårligt, måske let, måske svært. Ville historien adskille sig så meget fra Rødhætte, at læseren umiddelbart ikke ville opdage at det var Rødhætte i kejserens nye fåreklæder (høhø)? Det er ikke til at sige. Men nu tilbage til Ambrosia/Live.
Ambrosia deler 90% af sin histories elementer med Live, men de to historier er vidt forskellige. Både i tone, i opbygning, i skrivestil og i genre. Det ændrer ikke på, at når man har læst den ene historie, vil den helt automatisk spøge, mens man læser den anden. Derfor er der i virkeligheden slet ikke to historier i Ambrosia/Live - der er faktisk fire. Hov, hvad er nu den af, spørger du. Jo, nu skal du bare høre. De to første historier er de to individuelle kortromaner. Men så er der også historien Ambrosia/Live fortæller. Hvad så med nummer fire? Enkelt. Det er historien Live/Ambrosia fortæller. Bogen kan læses flere gange, og heldigvis for det. Måske er der slet ikke fire historier, men bare en stor fortælling? Det vil jeg lade være op til læseren.
Slut med alt det højpandede snak og tilbage til det første afsnit af det her indlæg. Min ide var at bruge layoutet, den fysiske bog, til noget, der også havde med historierne at gøre. Det synes jeg bliver opfyldt gennem de fællesnævnere, historierne har. De vil gerne have noget at gøre med hinanden. For at illustrere den pointe, fik jeg heldigvis min kammerat, tegneren Wols, til at lave en række tegninger. I stedet for normale afsnitsdelere (***), er der nogle pæne illustrationer. Og når du er færdig med den første fortælling, venter der en overraskelse. Det vil selvfølgelig være synd at sige hvad det er, så jeg håber du selv får øje på det.
For at dette indlæg ikke skal blive for langt, så vil jeg runde af med håbet om at I læser mit nye udspil (helst med fornøjelse) og har lyst til at købe bogen. Den fås både som e-bog og paperback (med flapper!) og kan også købes direkte hos forlaget Valeta. Og vil I gerne vide mere, har jeg oprettet en side dedikeret til bogen, lige her på min blog. Kom hid, kom glad.
Begge forsider. Bagsider. Præsentationer. Noget. | ' |
Helt tilbage i 2007 skrev jeg en lang fortælling om en meget stor, gravid kvinde, der bliver fundet indeni Yding Skovhøj. Det var en af mine første historier med et bredt persongalleri, forskellige mennesketyper og flugtende plot. Den blev færdig ... og så lå den der og kiggede på min harddisk. Jeg kunne rigtig godt lide den, og ikke mindst de historieelementer jeg havde anvendt. I 2012 skete det så, at jeg skrev kortromanen Live. Jeg var også ret vild med den histories elementer, og så var det at det slog mig hvorfor. Jeg havde nemlig brugt dem før. Men på en helt anden måde. I kortromanen Ambrosia. De to historier var forvrængede spejle af hinanden.
Pausegris. Hvad er en histories elementer? Det er de byggesten, der udgør en fortælling. Tag nu f.eks. Rødhætte. Elementerne i den historie er bl.a. en ydre fjende, en levering, et område der er let at fare vild i, en ung pige og en god morale. Det er alt sammen fint nok. Elementerne i Rødhætte kommer i den rækkefølge vi kender og ender selvfølgelig med at vi har lært noget alle sammen. Men kunne man forestille sig at skrive en fuldkommen anderledes historie med Rødhættes elementer? Ikke kun udskifte et enkelt element med et andet, men jonglere med dem og så se resultatet? Lægge mere vægt på et lidt overset område og nedtone et af de store områder? Det kunne man nok. Måske ville det blive godt, måske dårligt, måske let, måske svært. Ville historien adskille sig så meget fra Rødhætte, at læseren umiddelbart ikke ville opdage at det var Rødhætte i kejserens nye fåreklæder (høhø)? Det er ikke til at sige. Men nu tilbage til Ambrosia/Live.
Ambrosia deler 90% af sin histories elementer med Live, men de to historier er vidt forskellige. Både i tone, i opbygning, i skrivestil og i genre. Det ændrer ikke på, at når man har læst den ene historie, vil den helt automatisk spøge, mens man læser den anden. Derfor er der i virkeligheden slet ikke to historier i Ambrosia/Live - der er faktisk fire. Hov, hvad er nu den af, spørger du. Jo, nu skal du bare høre. De to første historier er de to individuelle kortromaner. Men så er der også historien Ambrosia/Live fortæller. Hvad så med nummer fire? Enkelt. Det er historien Live/Ambrosia fortæller. Bogen kan læses flere gange, og heldigvis for det. Måske er der slet ikke fire historier, men bare en stor fortælling? Det vil jeg lade være op til læseren.
Slut med alt det højpandede snak og tilbage til det første afsnit af det her indlæg. Min ide var at bruge layoutet, den fysiske bog, til noget, der også havde med historierne at gøre. Det synes jeg bliver opfyldt gennem de fællesnævnere, historierne har. De vil gerne have noget at gøre med hinanden. For at illustrere den pointe, fik jeg heldigvis min kammerat, tegneren Wols, til at lave en række tegninger. I stedet for normale afsnitsdelere (***), er der nogle pæne illustrationer. Og når du er færdig med den første fortælling, venter der en overraskelse. Det vil selvfølgelig være synd at sige hvad det er, så jeg håber du selv får øje på det.
For at dette indlæg ikke skal blive for langt, så vil jeg runde af med håbet om at I læser mit nye udspil (helst med fornøjelse) og har lyst til at købe bogen. Den fås både som e-bog og paperback (med flapper!) og kan også købes direkte hos forlaget Valeta. Og vil I gerne vide mere, har jeg oprettet en side dedikeret til bogen, lige her på min blog. Kom hid, kom glad.