Ti år som forfatter (næsten)

Om seks dage er det 10 år siden at jeg debuterede.

Forlaget hed Hexameter. Receptionen var i kælderen til Literaturhaus. Bogen hed Køtere dør om vinteren.

Jeg var 33. Jeg havde inviteret gæster. Jeg havde inviteret familie.

Jeg læste en af bogens 31 noveller op. Brølende kronhjort ved skovsø. Da jeg holdt en kunstpause inden sidste linje og pointen, begyndte folk at klappe. Det tænker jeg tit på.

Det var blevet mørkt, da jeg gik hjem alene. Jeg havde fire-fem øl i blodet, og en fremtid jeg ikke anede ville blive så stor som den er blevet. Jeg vidste kun, at nu var jeg forfatter.

Sådan så jeg ud i 2010. Jeg ligner næsten mig selv.

---

Her er min forsiden til min debut. Det er ikke særlig længe siden, undtagen når jeg tænker på det.

Hvordan opsummerer man 10 års liv i et enkelt indlæg, hvor det samtidig skal give bare lidt mening for den, der læser det?

Jeg kunne gå efter en oprigtig takketalestil, hvor jeg nævner de mange mennesker, jeg har mødt gennem min skrivning, som har støttet mit forfatterskab og virke, og dermed mig som kreativt menneske.

Eller jeg kunne vælge at fortælle om de afslag, misforståelser, skuffelser, mistede venskaber, skænderier, forliste manuskripter og følelser af utilstrækkelighed, der har været (og er) en del af min forfatterpakke.

Jeg kunne også hægte mentorbrilllerne på min knold af en næse, og strø om mig med velmenende råd til alle nybegynderne, der skriver deres første historie eller nærmer sig det okkulte øjeblik det er at debutere, for derved at give noget tilbage. Jeg ved bare ikke, om jeg har noget klogt at sige.

En fjerde mulighed er at brøle fra en papkasse om hvordan visse genrer og grupperinger i det danske boglandskab ikke inviteres med til højbords eller bare får lov til at gnave en fedtet knogle i skarnkassen, fordi der er ulige hold fra start. Selvfølgelig uden at lyde forsmået.

Jeg kunne fortælle om hvordan jeg har udviklet mig som skribent. Hvordan min forståelse af sprog, virkemidler, plot og tilgang til det at vride ord på papir er stærkere end tidligere, men at tvivlen stadig sidder på min skulder.

Sjette alternativ er at nævne alle de oplevelser jeg har haft som forfatter. De mennesker, jeg har givet hånd eller optrådt sammen med, de steder der har huset mig eller de øl fra lokale og skyggefulde bryggerier, jeg har drukket (øllene altså, ikke bryggerierne).

Jeg kunne forsøge at videregive de mange timer brugt på at redigere, de utallige mails der aldrig har modtaget et svar, de værker der aldrig har fundet læsere og de tekster der aldrig er nået ud over rampen.

Her står jeg med min første Niels Klim-pris. Uden briller gør en del.

Her er min første udgivelse. Det er lidt snyd. Det var nemlig i 2008.

Jeg kunne lave systematiske nedslag, et for hvert år i karrieren, hvor jeg trækker alle de positive fortællinger og sansninger frem, og dermed understreger hvor blødt det kan føles at opfinde verdener og levere dem i denne.

En tolvte variant kunne være mit syn på hvornår man er forfatter, hvad det vil sige at skrive eller do’s og don’ts, når det kommer til at være sig selv tro. I samme åndedrag kunne jeg tale om at involvere sig i forfattersager.

Jeg kunne fortælle om forskellen på at skrive på dansk og engelsk, og hvordan markederne er vidt forskellige, i tone såvel som i muligheder.

En fjortende idé kunne være at snakke om formater. Hvordan det er at skrive fiktion på maksimum 100 ord, designe en tekst til at fungere som sms eller opleve, at udvalgte tekster kun findes som lyd.

Jeg kunne også anvende mit tiår som en anledning til at offentliggøre svært tilgængelige tekster, så den gamle Silvestri bliver læst på ny.

Eller - jeg kunne bare fortælle om Køtere dør om vinteren.

Jeg kan ikke træffe en beslutning. De seksten muligheder overlapper sikkert også hinanden. Måske kan du hjælpe.

En ottende kandidat er at beskrive følelsen af at modtage et legat, eller blive hædret med en pris. Det adrenalinspark, der formår at vaske sorg og mørke bort er guddommeligt. Det er også kort. Det varer kun evigt på CV’et.

Jeg kunne opsummere fra min første novelle til min kommende samling om præcis hvor meget jeg har fået udgivet, hvorhenne og på hvor mange sprog - men vil det ikke bare udvikle sig til en runde købmandsregning?

En tiende vinkel kunne være alle de ting, jeg ikke har gjort, fordi skrivningen kom først. De fester, jeg ikke er gået til. De mennesker, jeg ikke har husket. Det årti, der nu hænger og blafrer bag mig som en optrevlet røgfane.

Jeg læser op til Ord under himlen forlængst siden.

Jeg læser op til 500mermaids.dk - der er så længe siden, at hjemmesiden ikke findes længere.

---

Jeg har stadig en lille uge til at skrive et jubilæumsskrift. Hvad skal jeg skrive om?

Seks eksemplarer

De fleste indlæg på facebook, på instagram og her på min blog er positive, ser fremad og elsker det at være forfatter. Derfor synes jeg også I skal have bagsiden af medaljen, hvad der også kan ske når man er forfatter. Jeg har vendt og drejet tingene i hovedet, men det er noget som jeg simpelthen ikke kan forstå. Måske beskriver jeg i virkeligheden et symptom. Jeg håber I vil læse lige indtil der ikke er mere, og måske komme med nogle bud. Tak.

----

Hej.

Mit navn er A.Silvestri. Jeg er 38 år gammel, bor på Nørrebro i København og er forfatter. Jeg har skrevet de sidste 15 år. Siden 2007 har jeg lavet mange ting:

Jeg har fået udgivet syv selvstændige værker, alle for voksne.
Tre romaner og fire novellesamlinger. Tilsammen over 3000 sider.
Jeg har medvirket med noveller og digte i 38 antologier.
Jeg har medvirket i 19 blade/magasiner, med alt fra noveller over nekrologer til langdigte.
Jeg har fået udgivet 11 enkeltstående noveller online.
Jeg har fået udgivet to SMS-noveller.
Tilsammen har jeg fået udgivet 135 noveller.
Jeg er alsidig, eksperimenterende og arbejder aktivt for at forbedre vilkårene for den fantastiske litteratur på dansk.
Over halvdelen af det jeg har skrevet er realistisk litteratur.
Jeg har siden 2010 optrådt til 79 forskellige events, oplæsninger, receptioner og foredrag.
Jeg har vundet tre priser, og været nomineret til yderligere fire.
Jeg har modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstfond ad to omgange, og har modtaget oplæsningsstøtte fra samme Statens Kunstfond seks gange.
Jeg har fået udgivet fire tekster på engelsk.
Jeg har, ved siden af at være forfatter, fungeret som redaktør og udarbejdet undervisningsmaterialer.
Jeg er medlem af Dansk Horror Selskab, medlem af Dansk Forfatterforening og medlem af foreningen StORDstrømmen.
Jeg kører en blog, har en fanside på facebook og opdater dagligt min instagram med ting, der er relevante i forhold til mit forfatterskab.
Jeg har fuldtidsarbejde, og arbejder yderligere fem timer om dagen med mit forfatterskab. I weekender og ferier arbejder jeg fuldtid.
Jeg skriver minimum 500 ord om dagen, hver dag, alle dage.

I oktober 2015 udkom min syvende bog, novellesamlingen Kærlighedsfrugt på forlaget Kandor.
Den indeholder 14 noveller, der udforsker skellet mellem gys og horror, og den er illustreret af Christoffer Gertz Bech.

Bibliotekernes lektør tog godt imod den, og anbefalede den som køb hvis man manglede på horror-hylderne. Anmelderne har også været meget enige om at niveauet i samlingen er højt, novellerne er velskrevne og formår at bringe uhyggen i centrum, uden at det overskygger fortællingerne. Ligeledes er de enige om at den fortjener et stort publikum. Kærlighedsfrugt ender også med at blive prisnomineret til Årets danske horrorudgivelse.

Kærlighedsfrugt udkom i et oplag på 100 eksemplarer. Af de 100 er 54 solgt til bibliotekerne, der stadig drypkøber. Fire eksemplarer er gået til Årets Danske Horrorudgivelse-juryen. Seks eksemplarer er blevet solgt til private. Seks eksemplarer. Seks eksemplarer. Seks eksemplarer er blevet solgt til private! SEKS EKSEMPLARER!!!

Jeg er forvirret, såret og forundret, vred ind til marven, uforstående og rasende, men mest af alt er jeg opgivende. Hvordan er det overhovedet muligt at skrive i de fantastiske genrer til voksne i et land som Danmark, hvis dette er symptomatisk? Hvorfor fanden bakker de fans, der må være derude, ikke op om forfatterne? Hvordan skal forlagene klare sig, hvis der ikke er noget salg? Er vi så dårlige til at reklamere? Hvis mit CV stod bag en realistisk forfatter, f.eks. en der skrev om sommerhuse, skilsmisser og midtvejskriser, ville jeg så stadig sælge seks eksemplarer med de samme anmeldelser, eller ville det se helt anderledes ud? Hvad nu hvis det var krimier? Er det bare mig, der er så dårlig, at jeg slet ikke har opdaget hvad der egentlig sker omkring mig? Hvad fanden skal jeg stille op? Hvad er meningen med at bruge tusindvis af timer på at skrive en bog, der bliver købt af seks mennesker? Er jeg den eneste der sidder med så elendige salgstal? Hvis du har nogle svar, vil jeg elske at høre dem. For lige nu har jeg mest af alt lyst til at skride fra det hele.  

----

Jeg har fået følgende respons(opdateres løbende).

- Manglende eller dårlig markedsføring, hvor forfatteren selv (mig) kunne have gjort mere.
- Folk gider ganske enkelt ikke læse noveller - og genren hjælper heller ikke.
- Det er en ringe/forvirrende/midt-mellem-to-stole-titel (titel som i hvad bogen hedder), der ikke appellerer til stampublikum og ikke fanger nye kunder.
- Uden hyldetid i boghandlere er der ikke mulighed for impulskøb og lignende.
- Forbrugeren/køberen er ikke bevidst om kvalitet, kun om volumen. Det er lige meget hvor godt produktet er, bare man får meget papir for pengene.
- Det danske marked er meget småt for atypiske udgivelser.
- Folk skal lige opdage forfatteren (mig).
- Forfatteren (mig) skal skrive mere mainstream.

300

Dette er indlæg nummer 300

Tak til alle jer, der har kigget med siden 2009. Det har været nogle turbulente år, fyldt med professionel glæde og af og til har det været svært at følge med. Læs endelig videre, for i dette jubilæumsindlæg udbreder jeg mig om genrer - fordi der snart er  en aften, der gør det samme ;)

 
Da jeg begyndte at skrive for noget der virker som et par alternative universer siden, var der et punkt der stod som det smukkeste for mig. Det var beslægtet med det der integritet, men så alligevel ikke. For det handlede for mig om at lige meget hvad der blev skrevet, så var det vigtigste teksten. Jeg var fuldkommen ligeglad med genren. Til den dag i dag står det som det vigtigste for mig. Jeg vil ikke være genreforfatter. Jeg vil ikke være "A.Silvestri, ham der skriver science fiction" eller "Må vi byde velkommen til A.Silvestri, horrorforfatter" eller "Hvem fanden er A.Silvestri?" Jeg vil bare være "A.Silvestri, forfatter."

Men det er svært at få lov til at være. Genrementaliteten er enormt stærk, og jeg skal ikke altid sige mig selv for god til at disse visse genrer. I de fleste anmeldelser bliver det allerede sagt hvilken genre bogen er inden for de indledende ti linjer.  Noget af det første man som skribent bliver spurgt om er hvad man skriver. Ens samtalepartner kan ikke bruge et svar som "Alt muligt" eller "Romaner" til noget som helst. De vil gerne vide om du skriver om mord, elvere eller tidsrejser (note to self: roman om en psykopatisk elver, der ved et uheld får adgang til en tidsmaskine og begår massemord gennem flere tidsaldre). Ved præsentationer og oplæsninger, bliver det altid understreget hvilken type forfatter vi har at gøre med. Men hvorfor er det så væsentligt? Selv efter mange år er jeg ikke helt sikker.

At inddele litteratur i genrer er logisk. Det gør den overskuelig og tilgængelig. Problemet opstår først når man tillægger de forskellige genrer værdi. I Danmark skal man skrive realistiske romaner, der tager udspring i den virkelige verden, hvis man gerne vil betragtes som en seriøs forfatter. Ligeledes skal man (men kun inden for de sidste 15 år) skriver en krimi, hvis man gerne vil være en populær forfatter. For det tredje skal man holde sig til den genre, hvor man nu engang har formået at skabe sig et navn, ellers mister man sine læsere.

Nu står jeg så tilbage med min undren. For dette er bare accepteret. Ingen rynker på næsen over at majoriteten af boganmeldelser er på bøger udkommet på de store forlag, eller udspiller sig i de samme genrer. Ingen anmeldere opfordrer læserne til at prøve noget nyt og læse inden for et område, de ikke kender. Forlagene stritter mod at anvende det samme rigide genregitter, som de selv støtter, når de præsenterer deres bøger (f.eks. leder jeg stadig efter ordene science fiction på Kaspar Colling Nielsens prisvindende bog Den danske borgerkrig 2018-24). Læserne, der i sidste ende er de vigtigste, stritter ikke imod. I resten af samfundet skal man være omstillingsparat, man skal udfordre sig selv og man skal prøve noget nyt, for ellers er man gået i stå. Hvorfor gør dette sig ikke gældende når det kommer til litteratur? Jeg er af den ydmyge holdning, at ethvert menneske, der kun læser én genre, er med til at opretholde problemet: At en bog ikke dømmes på at være en bog, men hvor den hører til i genrehierarkiet.

Jeg vil ikke tænde for evighedsmaskinen drevet af de fantastiske genrers tårer. Den kører fint og den kører med berettiget kraft. For mig er det vigtigt ikke at være noget sted og alle steder. Jeg vil være noget forskelligt. Jeg vil have lov til at skrive om musikalske computere og voldsliderlige skoleelever. Digte, prosa, noveller, romaner, billeder, lyd. Horror, realisme, science fiction, weird, fantasy, historisk, alternativt, steam, mythos, romantik og splatter. Det er lige meget værd. Ikke for alle, nej. Men skal alle ikke i det mindste have en chance for at opleve at litteratur kan være andet end en mærkat udenpå en bog?

I tråd med hele dette indlæg, vil jeg endnu en gang nævne arrangementet i Dansk Forfatterforening på næste lørdag (29/3-2014). Den aften håber jeg kan være med til at belyse nogle af de ting, jeg har hevet frem fra posen i indlæg nummer 300. Under alle omstændigheder vil jeg meget gerne se dig - for jeg er sikker på at du også har noget at sige om alt det her. Tilmeldingen ender i morgen - så skynd dig!

Er det at skrive et håndværk?

Inspireret til dels af en tråd på facebook, og af mine egne tanker fra tid til anden, vil jeg forsøge at svare på det spørgsmål ud fra mig selv og det jeg skriver. 

Ja, det er et håndværk.

Ifølge den mere eller mindre kendte10k-regel, tager det 10000 timer at blive rigtig god til noget. Det er 417 døgn, hvis man ikke roder med småting som at spise, sove eller ånde. Reglen har noget på sig. Jo mere man skriver, desto bedre bliver man. Den håndværksmæssige del af det at skrive har forskellige elementer. Hvordan man sætter en tekst op, hvordan man undgår at gentage sig selv for meget, den korrekte brug af citationstegn og så videre. Det er en proces, der tager mange år, men som skribent der ofte omskriver gamle ting, kan jeg på daglig basis se at jeg har forbedret mig inden for en række områder. En tekst jeg skrev i 2006 er sammenlignet med en tekst jeg skrev sidste år væsentligt ringere, når det kommer til de helt elementære ting.

Nej, det er ikke et håndværk.

Lige meget hvor god man er til at få sin tekst til at se pæn ud, og hvor meget styr man har på regler fra grammatik til automatisk indrykning, er der et element, der ikke kan tillæres. Den gode ide, eller den spændende ide. På det punkt har mange af mine tekster ikke forandret sig i samme grad som årene er gået. Der findes mange eksempler på noveller og romaner, hvor man ikke kan sætte en finger på håndværket, men hvor der ikke er nogen sjæl eller gnist.

Ja, det er et håndværk.

Det er ikke altid at inspirationen står forrest, når man sætter sig til at skrive, og det er der håndværket sætter ind. En maler, der har brugt alle de uinspirerede timer til at perfektionere at male en blomst, vil være rigtig god til at male en sådan, når inspirationen rammer. Det samme gør sig gældende som forfatter. Nogle sekvenser af en tekst sidder på rygraden. Der danser man ikke omkring med musen og mærker hjertet banke af glæde og fryd over det lækre, man lige har bedrevet. Det er ikke det samme som at det er dårligt. Et solidt håndværk kan redde mangen en skrivedag.

Nej, det er ikke et håndværk – og dog.

Et gammelt ord siger, at man skal kende reglerne for at bryde dem … eller udnytte dem. Hvis håndværket er på plads, kan det direkte fordre inspirationen og det kreative. Kender man sin artikel, faglitteratur, interview, guldaldertone, tegnsætning kan man anvende formen til en historie. Der går det inspirerede sammen med det tillærte, og kan danne noget helt nyt. Det ændrer ikke på det faktum, at man stadig skal have den gode ide – og at den kan ikke læres.

Ja, det er et håndværk – og dog.

Til enhver god tekst kræves der research. Og som med alle andre ting er god research noget man lærer med tiden. Man bliver ferm til at bruge Google. Man bliver rigtig god til at hente informationer på fremmedsprog. Man udvikler et godt øje for gammelt sprog, højbårent sprog og kancellisprog. For hver omgang research lagrer en del af informationerne sig permanent. Det er her inspirationen sparker til en igen. Den research man oprindeligt ledte efter, kan meget vel vise sig at medføre helt nye ideer – hvis man ellers er i stand til at være åben for det.

Nej, det er ikke et håndværk.

Et af de spørgsmål forfattere oftest får er ”Hvorfor skriver du?”. Og det lige så hyppige svar er ”Fordi jeg ikke kan lade være.” Det kan lyde prætentiøst, men det er sandt. Man kan sammenligne det med mennesker, der bare må motionere – eller med en alkoholiker, der snuser rundt i den lokale kiosk. Der er ingen ro i kroppen, før man får skrevet sin ide ud. Man får det ringe, hvis man er blevet berøvet en mulighed for at skrive. Man skal lige nedfælde en ekstra håndfuld noter. Man skal lige skrive en sektion til. Man glemmer verden omkring sig, fordi den man selv er i gang med, bare er lidt mere spændende. Noget, der er så altopslugende kan jeg ikke se som et håndværk alene.

Er det at skrive et arbejde?

Ja, så bestemt. Det optager mange timer. Kun et fåtal af dem går med at skrive. Størstedelen bruges på historiestruktur, research, rettearbejde, redigering, forlagsaftaler, mails og forberedelse til oplæsninger med mere. Alligevel er humlen det at skrive, og det er, meget enkelt sagt, noget man skal gøre. Sætte sig ned og skrive. Skrive. Skrive. Hvis man hele tiden slår sine ideer og projekter hen, ender det med absolut ingenting. Man skal tage fingeren ud af røven, og gøre det. Ingen gider høre på dine store ord om hvad du vil gøre. Nogen gider godt læse din færdige bog.

Udelukker håndværket ”kunsten”?

Nej, selvfølgelig ikke. Når tingene fungerer bedst, cykler de i tandem. Så er det vekselvirkningen, der medfører de rigtig gode ting. Enhver forfatter har prøvet at have en rigtig god ide, men har måttet sande at de ikke havde forudsætningerne for at få den til at fungere, fordi de manglede en portion konkret skrivefærdighed. Det modsatte gør sig også gældende. Hvad nytter det perfekte sprog og den perfekte research, hvis det i sidste ende viser sig at de rigtige ideer bare ikke kommer?

Er talent noget der kan erhverves?

Der er jeg en smule på glatis. Umiddelbart vil jeg svare nej, selv om det ikke passer. Jeg tror at man har en portion talent, som man så kan tage hånd om, og derved forøge. Med det sagt tror jeg også, at nogle forfattere har mere talent end andre og derfor hele tiden vil være et hestehoved foran deres konkurrenter. Er der ikke talent nok til stede til at begynde med, kan man skrive og skrive indtil man bliver blå i hovedet, og i sidste ende stadig stå med et produkt, der ikke er godt nok. Uretfærdigt, ja. Til det bør dog også tilføjes, at jeg tror alle kan blive ramt af inspirationen. At alle kan få den der ene gode ide. Talentet er så den udslagsgivende faktor, der bestemmer hvor ofte lynet slår ned.

Er det at skrive så et håndværk eller hvad?

Ja og nej. Som jeg ser det, er det at skrive et håndværk, hvis det er noget man ser som et håndværk. Hvis man ikke tillægger det større værdi end en god tennisserv eller et lige bukseopsmøg. Hvis man mener, at det korrekte punktum og fejlfrie opsætning er mere end halvdelen af en tekst. Det er ikke et håndværk, hvis man brænder for det, og bare ikke kan lade sine dokumenter eller notesblokke være. Hvis ens tanker må nedfældes i et produkt.

Blablabla – sludrechatol. Hvis jeg nu drikker en øl med dig og spørger om det samme. Hvad så?

Okay. Så nej, det er ikke et håndværk. Det er noget inspireret, som alle kan til en grad, men kun få kan godt. Som det er med alt. Om jeg så lever til jeg bliver hundrede, vil jeg aldrig lære at male. Det kan jeg ikke. Og det æder jeg uden at tude. Men jeg kunne selvfølgelig altid prøve at investere 10000 timer i det …