Dette er indlæg nummer 300
Tak til alle jer, der har kigget med siden 2009. Det har været nogle turbulente år, fyldt med professionel glæde og af og til har det været svært at følge med. Læs endelig videre, for i dette jubilæumsindlæg udbreder jeg mig om genrer - fordi der snart er en aften, der gør det samme ;)
Da jeg begyndte at skrive for noget der virker som et par alternative universer siden, var der et punkt der stod som det smukkeste for mig. Det var beslægtet med det der integritet, men så alligevel ikke. For det handlede for mig om at lige meget hvad der blev skrevet, så var det vigtigste teksten. Jeg var fuldkommen ligeglad med genren. Til den dag i dag står det som det vigtigste for mig. Jeg vil ikke være genreforfatter. Jeg vil ikke være "A.Silvestri, ham der skriver science fiction" eller "Må vi byde velkommen til A.Silvestri, horrorforfatter" eller "Hvem fanden er A.Silvestri?" Jeg vil bare være "A.Silvestri, forfatter."
Men det er svært at få lov til at være. Genrementaliteten er enormt stærk, og jeg skal ikke altid sige mig selv for god til at disse visse genrer. I de fleste anmeldelser bliver det allerede sagt hvilken genre bogen er inden for de indledende ti linjer. Noget af det første man som skribent bliver spurgt om er hvad man skriver. Ens samtalepartner kan ikke bruge et svar som "Alt muligt" eller "Romaner" til noget som helst. De vil gerne vide om du skriver om mord, elvere eller tidsrejser (note to self: roman om en psykopatisk elver, der ved et uheld får adgang til en tidsmaskine og begår massemord gennem flere tidsaldre). Ved præsentationer og oplæsninger, bliver det altid understreget hvilken type forfatter vi har at gøre med. Men hvorfor er det så væsentligt? Selv efter mange år er jeg ikke helt sikker.
At inddele litteratur i genrer er logisk. Det gør den overskuelig og tilgængelig. Problemet opstår først når man tillægger de forskellige genrer værdi. I Danmark skal man skrive realistiske romaner, der tager udspring i den virkelige verden, hvis man gerne vil betragtes som en seriøs forfatter. Ligeledes skal man (men kun inden for de sidste 15 år) skriver en krimi, hvis man gerne vil være en populær forfatter. For det tredje skal man holde sig til den genre, hvor man nu engang har formået at skabe sig et navn, ellers mister man sine læsere.
Nu står jeg så tilbage med min undren. For dette er bare accepteret. Ingen rynker på næsen over at majoriteten af boganmeldelser er på bøger udkommet på de store forlag, eller udspiller sig i de samme genrer. Ingen anmeldere opfordrer læserne til at prøve noget nyt og læse inden for et område, de ikke kender. Forlagene stritter mod at anvende det samme rigide genregitter, som de selv støtter, når de præsenterer deres bøger (f.eks. leder jeg stadig efter ordene science fiction på Kaspar Colling Nielsens prisvindende bog Den danske borgerkrig 2018-24). Læserne, der i sidste ende er de vigtigste, stritter ikke imod. I resten af samfundet skal man være omstillingsparat, man skal udfordre sig selv og man skal prøve noget nyt, for ellers er man gået i stå. Hvorfor gør dette sig ikke gældende når det kommer til litteratur? Jeg er af den ydmyge holdning, at ethvert menneske, der kun læser én genre, er med til at opretholde problemet: At en bog ikke dømmes på at være en bog, men hvor den hører til i genrehierarkiet.
Jeg vil ikke tænde for evighedsmaskinen drevet af de fantastiske genrers tårer. Den kører fint og den kører med berettiget kraft. For mig er det vigtigt ikke at være noget sted og alle steder. Jeg vil være noget forskelligt. Jeg vil have lov til at skrive om musikalske computere og voldsliderlige skoleelever. Digte, prosa, noveller, romaner, billeder, lyd. Horror, realisme, science fiction, weird, fantasy, historisk, alternativt, steam, mythos, romantik og splatter. Det er lige meget værd. Ikke for alle, nej. Men skal alle ikke i det mindste have en chance for at opleve at litteratur kan være andet end en mærkat udenpå en bog?
I tråd med hele dette indlæg, vil jeg endnu en gang nævne arrangementet i Dansk Forfatterforening på næste lørdag (29/3-2014). Den aften håber jeg kan være med til at belyse nogle af de ting, jeg har hevet frem fra posen i indlæg nummer 300. Under alle omstændigheder vil jeg meget gerne se dig - for jeg er sikker på at du også har noget at sige om alt det her. Tilmeldingen ender i morgen - så skynd dig!
Tak til alle jer, der har kigget med siden 2009. Det har været nogle turbulente år, fyldt med professionel glæde og af og til har det været svært at følge med. Læs endelig videre, for i dette jubilæumsindlæg udbreder jeg mig om genrer - fordi der snart er en aften, der gør det samme ;)
Da jeg begyndte at skrive for noget der virker som et par alternative universer siden, var der et punkt der stod som det smukkeste for mig. Det var beslægtet med det der integritet, men så alligevel ikke. For det handlede for mig om at lige meget hvad der blev skrevet, så var det vigtigste teksten. Jeg var fuldkommen ligeglad med genren. Til den dag i dag står det som det vigtigste for mig. Jeg vil ikke være genreforfatter. Jeg vil ikke være "A.Silvestri, ham der skriver science fiction" eller "Må vi byde velkommen til A.Silvestri, horrorforfatter" eller "Hvem fanden er A.Silvestri?" Jeg vil bare være "A.Silvestri, forfatter."
Men det er svært at få lov til at være. Genrementaliteten er enormt stærk, og jeg skal ikke altid sige mig selv for god til at disse visse genrer. I de fleste anmeldelser bliver det allerede sagt hvilken genre bogen er inden for de indledende ti linjer. Noget af det første man som skribent bliver spurgt om er hvad man skriver. Ens samtalepartner kan ikke bruge et svar som "Alt muligt" eller "Romaner" til noget som helst. De vil gerne vide om du skriver om mord, elvere eller tidsrejser (note to self: roman om en psykopatisk elver, der ved et uheld får adgang til en tidsmaskine og begår massemord gennem flere tidsaldre). Ved præsentationer og oplæsninger, bliver det altid understreget hvilken type forfatter vi har at gøre med. Men hvorfor er det så væsentligt? Selv efter mange år er jeg ikke helt sikker.
At inddele litteratur i genrer er logisk. Det gør den overskuelig og tilgængelig. Problemet opstår først når man tillægger de forskellige genrer værdi. I Danmark skal man skrive realistiske romaner, der tager udspring i den virkelige verden, hvis man gerne vil betragtes som en seriøs forfatter. Ligeledes skal man (men kun inden for de sidste 15 år) skriver en krimi, hvis man gerne vil være en populær forfatter. For det tredje skal man holde sig til den genre, hvor man nu engang har formået at skabe sig et navn, ellers mister man sine læsere.
Nu står jeg så tilbage med min undren. For dette er bare accepteret. Ingen rynker på næsen over at majoriteten af boganmeldelser er på bøger udkommet på de store forlag, eller udspiller sig i de samme genrer. Ingen anmeldere opfordrer læserne til at prøve noget nyt og læse inden for et område, de ikke kender. Forlagene stritter mod at anvende det samme rigide genregitter, som de selv støtter, når de præsenterer deres bøger (f.eks. leder jeg stadig efter ordene science fiction på Kaspar Colling Nielsens prisvindende bog Den danske borgerkrig 2018-24). Læserne, der i sidste ende er de vigtigste, stritter ikke imod. I resten af samfundet skal man være omstillingsparat, man skal udfordre sig selv og man skal prøve noget nyt, for ellers er man gået i stå. Hvorfor gør dette sig ikke gældende når det kommer til litteratur? Jeg er af den ydmyge holdning, at ethvert menneske, der kun læser én genre, er med til at opretholde problemet: At en bog ikke dømmes på at være en bog, men hvor den hører til i genrehierarkiet.
Jeg vil ikke tænde for evighedsmaskinen drevet af de fantastiske genrers tårer. Den kører fint og den kører med berettiget kraft. For mig er det vigtigt ikke at være noget sted og alle steder. Jeg vil være noget forskelligt. Jeg vil have lov til at skrive om musikalske computere og voldsliderlige skoleelever. Digte, prosa, noveller, romaner, billeder, lyd. Horror, realisme, science fiction, weird, fantasy, historisk, alternativt, steam, mythos, romantik og splatter. Det er lige meget værd. Ikke for alle, nej. Men skal alle ikke i det mindste have en chance for at opleve at litteratur kan være andet end en mærkat udenpå en bog?
I tråd med hele dette indlæg, vil jeg endnu en gang nævne arrangementet i Dansk Forfatterforening på næste lørdag (29/3-2014). Den aften håber jeg kan være med til at belyse nogle af de ting, jeg har hevet frem fra posen i indlæg nummer 300. Under alle omstændigheder vil jeg meget gerne se dig - for jeg er sikker på at du også har noget at sige om alt det her. Tilmeldingen ender i morgen - så skynd dig!