Poe

Al kødets gang - det gotiske islæt

For ti dage siden udkom min sjette bog Al kødets gang. Den er en del af en serie bøger på forlaget HHP, der alle har den fælles betegnelse 'gotisk krimi'. Med andre ord, en serie hvor bøger trækker på noget gotisk, men også på noget fra kriminalgenren. Hver bog har ladet forfatteren selv tolke på de to genrer og det vil sige at bøgerne strækker sig fra noget, der er meget tæt på den gammeldags kriminalroman over eksperimenterende værker til bøger, hvor det gotisk islæt er meget stærkt. Min er en af de sidstnævnte. Men hvad fanden er gotik egentlig?


I litteraturen er det en genre, der kombinerer noget uhyggelig og noget romantisk. Ikke romantisk på den der måde med røde roser, champagne og holden i hånd mens månen plirrer, men romantisk på en måde hvor det handler om det følelsesfulde i mennesket. En romantisk tanke er blandt andet at det ikke er alt, der er målbart eller til at regne ud. Ligeledes er det en romantisk idé, at naturen bør sættes højere end kulturen. Det uhyggelige i gotikken er taget fra alle sider - her lever den onde fader side om side med Satan, vampyrer, ånder og galninge. Så gotikken handler i min optik om menneskets følelser, både i og når det udsættes for det modbydelige - men også om at mennesket grundlæggende er underlagt naturen, både sin egen og den med stort N.

Da jeg lavede mit forarbejde til Al kødets gang, læste jeg en stor del gotisk litteratur. Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula og Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde i romanafdelingen, men især Poe tiltrak mig, når det kom til de kortere fortællinger - fordi de i sig bar elementer af både horror og krimi. Især Hjertet der sladrede (The tell-tale heart), Levende begravet (The premature burial) og Ned gennem malstrømmen (A descent into the Maelström) var nogle jeg havde siddende i hovedet, mens jeg skrev min fortælling. Derimod holdt jeg mig langt væk fra, ja læste den ikke engang, Huset Ushers fald (The fall of the house of Usher), da jeg allerede fra første færd vidste at jeg selv ville bruge et gammelt hus og have en slægt som en del af plottet. Som de fleste horror-interesserede havde jeg tidligere læst Poe, men denne gang dykkede jeg ned i historierne med forfatterens øjne og forsøgte at aflure ham hans metoder.


Det var klart at jeg ikke kunne skrive romanen i det sprog Poe brugte. Ikke alene ville det være en anakronisme, men det passede heller ikke til en fortælling sat i nutiden. Så i stedet pejlede jeg på hans plot, hans opbygning og hans personer. Det kunne jeg heller ikke bruge rent, for det er trods alt 150 år siden manden skrev sine fortællinger, så jeg blandede det med moderne problemstillinger. Til sidst føjede jeg et ekstra lag fernis til i form at elementer taget fra southern gothic, der er en undergenre med fokus på det makabre og virkelig forstyrrede individer. På den måde endte det med at blive en fortælling, der er gotisk med gotisk på og jeg synes det fungerer rigtig godt. 

En af mine kæpheste med min skrivning er altid at forsøge noget nyt, og det var en sjov oplevelse at læse "op til skrivning" på samme måde som man læser op til eksamen. Jeg havde mit skelet, men først da jeg læste og især dykkede ned i de gamle tekster, kom muskler og sener til. Jeg tror godt jeg kunne finde på at gøre det samme en anden gang ... men hvis jeg kender mig selv ret, vil det blive i en helt anden genre. 

For at se slutproduktet, kan du erhverve dig bogen her

og hvis det er for meget - kan du læse kildematerialet lige her. Alt godt.