Al kødets gang - det gotiske islæt

For ti dage siden udkom min sjette bog Al kødets gang. Den er en del af en serie bøger på forlaget HHP, der alle har den fælles betegnelse 'gotisk krimi'. Med andre ord, en serie hvor bøger trækker på noget gotisk, men også på noget fra kriminalgenren. Hver bog har ladet forfatteren selv tolke på de to genrer og det vil sige at bøgerne strækker sig fra noget, der er meget tæt på den gammeldags kriminalroman over eksperimenterende værker til bøger, hvor det gotisk islæt er meget stærkt. Min er en af de sidstnævnte. Men hvad fanden er gotik egentlig?

I litteraturen er det en genre, der kombinerer noget uhyggelig og noget romantisk. Ikke romantisk på den der måde med røde roser, champagne og holden i hånd mens månen plirrer, men romantisk på en måde hvor det handler om det følelsesfulde i mennesket. En romantisk tanke er blandt andet at det ikke er alt, der er målbart eller til at regne ud. Ligeledes er det en romantisk idé, at naturen bør sættes højere end kulturen. Det uhyggelige i gotikken er taget fra alle sider - her lever den onde fader side om side med Satan, vampyrer, ånder og galninge. Så gotikken handler i min optik om menneskets følelser, både i og når det udsættes for det modbydelige - men også om at mennesket grundlæggende er underlagt naturen, både sin egen og den med stort N.

Da jeg lavede mit forarbejde til Al kødets gang, læste jeg en stor del gotisk litteratur. Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula og Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde i romanafdelingen, men især Poe tiltrak mig, når det kom til de kortere fortællinger - fordi de i sig bar elementer af både horror og krimi. Især Hjertet der sladrede (The tell-tale heart), Levende begravet (The premature burial) og Ned gennem malstrømmen (A descent into the Maelström) var nogle jeg havde siddende i hovedet, mens jeg skrev min fortælling. Derimod holdt jeg mig langt væk fra, ja læste den ikke engang, Huset Ushers fald (The fall of the house of Usher), da jeg allerede fra første færd vidste at jeg selv ville bruge et gammelt hus og have en slægt som en del af plottet. Som de fleste horror-interesserede havde jeg tidligere læst Poe, men denne gang dykkede jeg ned i historierne med forfatterens øjne og forsøgte at aflure ham hans metoder.

Det var klart at jeg ikke kunne skrive romanen i det sprog Poe brugte. Ikke alene ville det være en anakronisme, men det passede heller ikke til en fortælling sat i nutiden. Så i stedet pejlede jeg på hans plot, hans opbygning og hans personer. Det kunne jeg heller ikke bruge rent, for det er trods alt 150 år siden manden skrev sine fortællinger, så jeg blandede det med moderne problemstillinger. Til sidst føjede jeg et ekstra lag fernis til i form at elementer taget fra southern gothic, der er en undergenre med fokus på det makabre og virkelig forstyrrede individer. På den måde endte det med at blive en fortælling, der er gotisk med gotisk på og jeg synes det fungerer rigtig godt. 

En af mine kæpheste med min skrivning er altid at forsøge noget nyt, og det var en sjov oplevelse at læse "op til skrivning" på samme måde som man læser op til eksamen. Jeg havde mit skelet, men først da jeg læste og især dykkede ned i de gamle tekster, kom muskler og sener til. Jeg tror godt jeg kunne finde på at gøre det samme en anden gang ... men hvis jeg kender mig selv ret, vil det blive i en helt anden genre. 

For at se slutproduktet, kan du erhverve dig bogen her. 

og hvis det er for meget - kan du læse kildematerialet lige her. Alt godt.

Al kødets gang

For omkring halvandet år siden kom Henrik Harksen fra forlaget HHP til mig og spurgte om jeg ikke havde lyst til at skrive en kortroman til hans forlag. Den skulle være en del af en ny serie med undertitlen gotisk krimi, og hvordan jeg tolkede det, var op til mig. Jeg svarede at det kunne jeg godt, og nu er det så 2015 og kortromanen (på grænsen til at være en roman) er nu lige på trapperne.

 

Efter den indledende aftale, kom der en mail, hvor min nu forlægger skrev til mig, at han gerne ville se hvad jeg kunne gøre med følgende elementer: En familie og en mørk og dyster hemmelighed fra fortiden. Da jeg så hvad han havde foreslået, kunne jeg ikke gøre andet end at grine, for den konstellation af plot-elementer måtte vel næsten høre til de mest brugte - på linje med uopnåelig kærlighed mellem to unge fra forskellige kår eller hjem/ud/hjem-tanken. Efter jeg var færdig med at grine, begyndte jeg så at tænke, og noget af det første der faldt mig ind var, at når jeg var blevet serveret noget, der var set før, skulle jeg netop lade det lede mig og ikke stritte imod. Så jeg tilføjede yderligere elementer, der spillede på nogle af horrors konventioner - som f.eks. et gammelt hus og en dyb kælder.

Selv om jeg jonglerede og legede med nogle elementer, der kan opfattes som klichéer, forstod jeg også hurtigt, at der skulle være mere end det i fortællingen. Faktisk havde jeg ikke skrevet mere end en side eller to, før jeg tænkte at sproget i sig selv måtte gøres til en faktor. Resultatet af det er blevet, at Al kødets gang både kan læses som en gotisk krimi (med vægt på gotisk) og som et stykke realisme (på grænsen af socialrealisme). Hvad jeg er rigtig stolt af er at de to måder at se fortællingen på, ikke udelukker hinanden. 

Forsiden er direkte forbundet med fortællingen. Søren, der har forladt sit barndomshjem af uvisse grunde og for mange år siden, bliver kaldt hjem fordi hans mor ikke længere kan klare sig selv og Sørens eneste anden familie ikke er interesseret i at tage vare på hende. Søren bliver dog lokket med udsigten til at arve familiens formue og firma, ting der tilsammen vil kunne gøre livet meget komfortabelt for ham. Jeg er meget glad for at forsiden kommunikerer en blanding af det gotiske og det krimi-fokuserede. Der er noget ganske ildevarslende over løkker, der kan strammes til og samtidig er reb både et effektivt redskab til at begå mange forbrydelser og ladet med symbolik. Det er sådan lidt mumser, hvis man spørger mig.

Er det så anderledes at have skrevet en fortælling, fordi man bliver bedt om det? Ja, selvfølgelig er det det og nej, det er det ikke. Inden jeg skrev Al kødets gang havde jeg allerede en spøgelsesagtig outline liggende til noget større, og det var den idé der blev skrevet sammen med forlæggerens tanker - så på den måde kan man sige at jeg faktisk fik de resterende brikker til historien, netop ved at blive bedt om at skrive den. Skriveprocessen har dog været identisk - ikke mindst fordi jeg har haft mine sædvanlige frie hænder til at vride og vende fortællingen som jeg ville. Forlæggeren og jeg har kommunikeret en del frem og tilbage over mail, slutningen er blevet skrevet om, og der er blevet tilføjet nogle flere kapitler i forhold til første udkast, men alle de ting ville også være sket med et 'normalt' manus. Så egentlig vil jeg gå i rette mig selv. Det har været præcis det samme som at skrive noget uden at blive bedt om det, og det gør Al kødets gang lige så meget mit barn som mine andre udgivelser.

Jeg håber du har lyst til at købe den og læse den. Jeg synes i hvert fald den er det værd. Så meget, at jeg i dette indlæg har holdt kortene helt tæt ind til kroppen, for ikke at ødelægge noget. Al kødets gang udkommer den 15. juli på HHP og kan købes ved at følge linket.