Klæder skaber folk

Nomineret til Niels Klim-prisen 2016 - gange tre og med tekster

Siden 2011 er Niels Klim-prisen blevet uddelt (se de tidligere vindere her - i hvert fald indtil 2014). Det er en science fiction-pris, der har fokus på de kortere former. Derfor er de fire kategorier også novelle, langnovelle, kortroman og oversatte (kortformer). Hvert år bliver der samlet en longlist med alle danske science fiction-udgivelser, så alle har en mulighed for at læse op og efterfølgende stemme. De tekster der får flest stemmer går videre til shortlisten, hvor alle og enhver også kan stemme. Med andre ord er Niels Klim-prisen meget demokratisk og jo flere der stemmer, jo bedre.
Jeg er så heldig at være nomineret med hele tre noveller - og det endda i samme kategori, nemlig langnovellen, der omhandler noveller, der er længere end 7000 ord, men kortere end 15.000.


Den første novelle er Sand og sten, stål og glas, der er titelnovellen fra min opsamling fra 2016. Den udkom på Calibat i slutningen af november, og det er gået den rigtig pænt. Samtidig er det den eneste novelle i opsamlingen, der aldrig har været udgivet før. Da jeg skrev den, havde jeg lige researchet nanorobotter og i samme periode læst Kafkas Processen, og en aften forbandt de to elementer sig. Så havde jeg grundideen til Sand og sten, stål og glas. Det lyder meget højpandet, men det er det nu ikke. I novellen optræder der også en række citater fra kendte, dystopiske værker og på den måde forsøgte jeg at bringe visse allerede kendte dilemmaer på banen.

På forlaget Calibat har de været så venlige at stille novellen til rådighed i afstemningsperioden. Du kan læse den på dette link, og skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Den anden novelle er fra antologien Sku ikke hunden på hårene, der udkom på det nystiftede forlag Silhuet i begyndelsen af 2016. Alle novellerne tager udgangspunkt i et ordsprog, og det gør min anden kandidat Klæder skaber folk også. I den møder vi den unge Thorkild, der en sen aften af sin farfar bliver indviet i en ganske særlig familiehemmelighed. Kravet til novellen var at det skulle være spænding eller gys, og så skulle den være rettet mod et yngre publikum. Da jeg ikke har for vane at skrive med børn og unge som målgruppe, var det lidt af en udfordring for mig. Heldigvis fik jeg en af de der virkelig gode ideer, som der er masser af kød på, så da jeg gik i gang med at skrive, flød historien af sig selv. Jeg kan afsløre at det har at gøre med tidsrejser - men på en sært omvendt påhovedet-måde.

Forlaget Silhuet har stillet Klæder skaber folk til rådighed i afstemningsperioden, og du kan læse den på dette link. Skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Sidst, men så absolut ikke mindst, er der novellen Bag glas. Jeg havde oprindeligt tiltænkt den en plads i min opsamling, men valgte at udskifte den, da Bag glas er ret eksperimenterende. Hvordan? Jo, novellen foregår i Danmark i 2068, men et Danmark hvor sproget er voldsomt påvirket af engelsk, og hvor der er rod i klimaet. Hele novellen er skrevet på den sære og fremtidige blanding af dansk og engelsk, og mine betalæsere var forundrede over hvor hurtigt man bare vænnede sig til hybriden. Historiens hovedperson, en ung pige der skal til at begynde på kunstnerisk uddannelse, bliver fascineret af en levende plantestatue i et akvarium. Imens det går ringere i skolen, stiger hendes fascination af væsnet, der er fuldkommen ubevægelig og i løbet af ti dage går fra ny til gammel, dør og genopstår. Igen og igen. Igen og igen.

Novellen blev oprindeligt udgivet i Himmelskibet nummer 49, og det er også fra bladet jeg har 'løftet' novellen, så den er tilgængelig her på siden. Skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her. Novellen finder du lige her under. Tak fordi du indtil videre har læst med - og så held og lykke til alle de nominerede i alle kategorierne! HUSK at afstemningsperioden løber fra 1. marts til 30. marts - og selvfølgelig at jeg har ophavsret til alle tre noveller.

Bag glas by Amdi Silvestri on Scribd




Nyheder i februar 2017 - om en Top 10, nomineringer og lektørudtalelse

Februar måned lakker mod enden, og heldigvis er det omskiftelige vejr med til at holde mig i sving. Som det også var tilfældet sidste år, medvirker jeg i initiativet February Fiction, det kan du læse med på over på min Instagram, men ved siden af det sker der også ting og sager i forfatterkedlen.
 
Horror

Sidste år udkom antologien Hvis jeg overlever natten, hvor jeg havde min novelle In uteri med. Samlingen udkom på et helt nyt forlag, og derfor er det så meget vigtigere at den har modtaget en lektørudtalelse. Lektøren fremhæver samlingen som velskrevet, og har blandt andet følgende at sige om yours truly:

"Fremhæves kan bl.a. Lars Ahns “Hvor hesten ligger begravet” og A. Silvestris “In uteri” som to fortællinger, der bliver hængende i læserens bevidsthed.”

I slutningen af januar gjorde bibliotekar Pernille Thoustrup status over læseåret 2016 på en Top 10 på bloggen Bare et kapitel mere, og sørme så om Kærlighedsfrugt ikke sneg sig ind på en syvendeplads med følgende ord:

"#7: Kærlighedsfrugt af A. Silvestri. Kærlighedsfrugt er nok en af de bedste horror novellesamlinger jeg nogensinde har læst. Jeg læste den faktisk hele to gange i 2016, så jeg var pænt opslugt af den. Den er kærlighed til horror i stor stil. (Anmeldelse her)."
Mens jeg skrev dette indlæg, skiftede Forlaget Kandor til denne facebook-header. Kærlighedsfrugt lever stadig ;)
Science Fiction

Siden efteråret har det været muligt at stemme på Niels Klim-prisens longlist, og på den måde være med til at beslutte hvem der skulle med på shortlisten, og dermed have en mulighed for at blive årets vinder i en af de fire kategorier. Jeg havde oprindeligt kandidater med i både kategorien novelle og langnovelle, og da sløret blev løftet for afstemningen, fandt jeg ud af at jeg var kommet i sidstnævnte kategori og hurra for det :) Men faktisk er det i så voldsom grad, at jeg nu er blevet min egen konkurrent.

Hvordan det? Jo, min novelle Bag glas, novellen Sand og sten, stål og glas og novellen Klæder skaber folk, fra tre forskellige udgivelser, er nu blevet stemt videre og er derfor midt i et internt opgør, ikke bare med hinanden, men også med de andre nominerede i kategorien. Jeg har overvejet at trække to af kandidaterne, for på den måde at maksimere mine chancer for ikke at slå mig selv i gulvet, men jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal gøre. Her kommer du ind: Hvad synes du, min kære bloglæser? Skal jeg trække nogle af mine kandidater? Afstemningen starter den 1. marts og jeg håber I stemmer på lige præcis de historier I synes bedst om. Og så selvfølgelig et stort tillykke til alle de nominerede i alle kategorier.
Facebook og update

For omkring en uge siden lavede jeg et indlæg på min officielle facebookside, hvor jeg skød en konkurrence i gang. Der er lidt over en uge tilbage af konkurrencen, så hvis du har lyst til at vinde en håndfuld af mine bøger, så er det blot at springe ombord på facebook-færgen :)



Det går også forrygende med mit bogudsalg, så hvis du skal nå at have noget med, skal du snart til at skynde dig. Som du kan se, har jeg løbende opdateret mit oprindelige indlæg, så man kan se hvad der er tilbage i bunkerne :)

Andet
Ellers er der ikke så meget. Jeg redigerer og retter, så blækket pletter væggene, jeg har lige sendt en håndfuld noveller ind til et nystartet novellemagasin, og så får jeg lavet en frygtelig masse arbejde - men det kan du altid læse mere om i et kommende indlæg.Tak fordi du læste med :)

Nyheder i efteråret - om lektørudtalelse, vignetter og antologier

Der er gået en del måneder siden jeg sidst skrev en nyhedsupdate. Ikke fordi der ikke sker noget i Forfatterens Værksted, her sker en masse, men der har været lidt stille med updates. Det ændrer jeg på nu, og jeg har på fornemmelsen at jeg går et meget travlt efterår i møde.
Den 20. juli udkom min gotiske krimi Al kødets gang (med tryk på gotiske) på forlaget HHP. Det har jeg snakket en del om i et særskilt indlæg, så det vil jeg ikke bruge så meget tid på her. Selv om det ikke er meget opmærksomhed den indtil videre har fået, er det dog blevet til et par ting. For det første har den modtaget en lektør. I den står blandt andet:

"Det er en velskrevet lille historie, med flere træk fra moderne gysere, og med en del makabre og splatteragtige detaljer."

Ud over at jeg mener at lektøren virkelig rammer forbi målet, er det ikke noget jeg gider brokke mig over. Det er som det er. I det mindste frarådes bibliotekerne ikke at købe den, og bibliotekssalget er heldigvis i gang.

Al kødets gang har ligeledes fået en anmeldelse inde på gyseren.dk, og der står blandt andet følgende:

"Som sædvanligt er A. Silvestri garant for en velskrevet, udfordrende og interessant læseoplevelse ... skrevet i et flot og virtuost sprog" - Jette Holst

Den 4. september (i forbindelse med Dancon) udkom antologien LUO 10 - Som et urværk på forlaget SFC. Det var den tiende gang antologien udkom, og det er blevet markeret med manér. Alle novellerne i samlingen har fået tilknyttet en lille vignet (tegnet af Manfred Christiansen), og min novelle Taxa har fået ovenstående vignet. Jeg synes det er en rigtig fin måde at markere et jubilæum på, og der er også blevet fremstillet en plakat med alle vignetterne samlet, som så kan hænge rundt omkring på landets biblioteker. Forhåbentlig vil det hjælpe med at få folks øjne op for science fiction. Ikke mindst nu, hvor Danmark har fået nationens første astronaut.

Over sommeren holdt forlaget Silhuet en novellekonkurrence, der tog afsæt i ordsprog. Historierne skulle rette sig mod de 12-14 årige, og helst være i en spændende genre. Da de annoncerede de medvirkende i en kommende antologi, var jeg så heldig at komme med, og det med novellen Klæder skaber folk. Det er en rimelig lang historie om en ganske magisk frakke, der nok ikke er så magisk alligevel .. eller er den? Antologien udkommer i løber af efteråret. Hvornår er endnu ikke fastsat. For mig har det været sjovt at skrive denne novelle, da det ikke er min normale målgruppe. Det ser heldigvis ud som om det er gået godt, men jeg regner ikke med at gøre så meget mere i den retning lige med det samme.

Antologien Mørke guders templer, der har været på vej i næsten to år, lader endelig til at have klaret skærene, og går snart i trykken. Den udkommer i løbet af efteråret på forlaget HHP, og i den har jeg novellen En sang om vand med, der var ganske særlig at skrive ... da jeg absolut intet kendte til genren, inden jeg skrev den.

Det var vist alt for nu. I løbet af efteråret kommer der flere nyheder - som sagt er der mange projekter i gang, og mindst et par stykker af dem vil nok nå i mål inden vinter. Ikke mindst min næste udgivelse, der kommer den 31. oktober. På Allehelgensaften ...